Uklart

Dum dag

Den medarbejder i Second Hand Unit, der på en eller anden vis har ansvar for at give mig opgaver og at introducere mig til dem, evner simpelthen ikke at forklare formål og metode!

Hvis hun skriver en mail om, hvad det er, hun har brug for, bliver jeg nødt til at spørge nærmere til det, for jeg forstår ganske enkelt ikke bestillingen. Det er ikke beskrevet som 1) formål 2) metode 3) naturlige afvigelser fra metoden 4) evt. forudgående gennemgang af paradigmer.

Hvor svært kan det være at beskrive formål og ønsker? Nu skal jeg også være retfærdig: Der er ikke ret mange mennesker, der kan forklare sig umisforståeligt – og det gælder både på skrift og i tale; jeg oplever det flere gange om ugen.

Når jeg bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, er det mig, der kommer til at føle mig dum, og det, synes jeg faktisk, ikke er rimeligt, når jeg ved, det er usandt.

Jeg ved godt, at jeg er ekstremt struktureret inde i hovedet, og ikke kan forvente det samme af andre mennesker. Noget af det skyldes, at jeg skal kompensere for de kognitive problemstillinger, og noget af det er, “sådan er jeg bare”.

Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvilke butikker, der også sælger møbler, at Søborg Hovedgades to adresser er slået sammen til én, men at der skal være tre regnskaber osv?

Vedkommende kan ikke forklare sig, så jeg er sikker på at forstå det, hvorpå jeg bliver nødt til at spørge om det samme flere gange. Det er ikke særlig fedt. Nu har jeg så besluttet bare at skrive spørgsmålene ned, og så må vi lave en samlet gennemgang.

Det var det, der gjorde det til en dum dag. Nu bygger jeg mine egne Excelark, så jeg ikke skal gætte tidligere tankerækker hos andre medarbejdere.

Om lidt kommer “min præst”. Det er vist meget godt.

12 Svar
  1. kisser
    kisser siger:

    Det kan være ganske svært at beskrive formål og metode, når man er følelses menneske.
    Og så er det svært at forstå for et fornufts menneske.
    Hun gør sit bedste og det gør du så sandelig også.
    Og så må I finde ud af at mødes på halvvejen, så I opnår et godt resultat.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Du har sikkert ret, og måske er det bare mig, der er “forkert” eller “på galt spor”; jeg kan bare ikke lige finde ud af at gøre det anderledes.

      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Jeg tror faktisk, du skal væk fra at tænke, at du eller den anden part er forkerte eller på galt spor. I er bare forskellige. Den ene måde at opfatte verden på er ikke nødvendigvis bedre eller dårligere end den anden. Tværtimod tror jeg ikke, det gør noget bedre at opfatte tingene i de termer. Det er nu en gang ikke en nul-sums verden, vi lever i. Det er selvfølgelig heller ikke sådan, at det ene kan være lige så godt som det andet. Det er kommunikation, det handler om, og det kan være s*tans vanskelige. Da jeg gik på arbejde, jokede vi somme tider med, at skoler var vidunderlige steder, hvis det ikke havde været for alle de kursister, kolleger og protokoller, man skulle forholde sig til. Men pointen var selvfølgelig, at det var disse ting, der var arbejdet, og uden dem havde der heller ikke været skoler.

        Da I nu skal arbejde sammen, handler det om, at I finder ind til hinandens koder. Som Eric siger: Lærer hinandens sprog. Enhver ved, at det kan tage lang tid og megen tålmodighed.

        Netop tålmodighed er vigtig, ikke mindst fordi du faktisk er startet forfra i et nyt job. Ganske vist er det stadig i FKN, men i en anden afdeling, på en anden adresse, med andre kolleger, arbejdsopgaver osv.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henny

          Tak! Du skriver godt, præcist og rammende. Vi er bare forskellige. Problemet er, at jeg føler mig “mindrebemidlet oppe i kasketten”, når jeg er nødt til at spørge om det samme flere gangen.

          Hvad betyder “nul-sums”? Jeg fandt noget hos Gyldendal, men synes ikke, det giver meget mening.

          Det er også rigtigt, at det drejer sig om kommunikation. Det er måske her, den helt store hurdle findes/hunden ligger begravet.

          Du har også ret i, at det alt sammen er nyt – at begynde forfra. Jeg føler jo bare altid, at jeg skal præstere beviseligt for at have lov at være (i verden).

          Hav en god dag.

  2. Eric
    Eric siger:

    Det er som at lære et nyt sprog. I takt med at I får mere med hinanden at gøre, vil du være i stand til at afkode vedkommendes “nonsens”. Det er træls, at det er nødvendigt, men det må man undertiden acceptere.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Hrmmm… tjah… det lyder fornuftigt. Jeg venter og ser tiden an. Måske skal jeg være bedre til at stille strukturerede spørgsmål – det skal jo fungere.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Folk er forskellige, derfor. Det der er klart for den ene, er uigennemskueligt for den anden. Det er her, kommunikation kommer i spil. Jørgens råd herover er godt!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Selvfølgelig er de det – det benægter jeg heller ikke. Det er bare svært at havne i den situation, at man skal spørge om det samme flere gange.

  4. Jørgen
    Jørgen siger:

    Jeg kommer til at tænke på en situation i en helt anden sammenhæng, hvor en sagde: Se forretningsmæssigt på det. Måske kunne det være en ide, så følelsen ikke dukker op.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Du har helt ret. Det vil jeg tage til mig.
      En af mine klare fejl er nemlig, at jeg involverer mig i opgaverne med krop og sjæl mv.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.