Securitas

Min ven Morten

En af de første jeg fortalte om min fritstilling var Morten fra “Jobøst”, som jeg traf første gang i (vist nok) november 2017. Han har i lang tid haft kontakt (læs: bearbejdet) til Securitas, hvor vi også har været til “kaffemøde” for snart længe siden. På det tidspunkt blev jeg faktisk vist rundt i bygningen, så de syntes nok ikke, jeg var helt forfærdelig.

Da han fik beskeden fra mig i sidste uge, rykkede han med det samme, og arrangerede en samtale til i dag kl. 10:00.

Konklusion

Der er endnu ikke en aftale om en egentlig ansættelse, da ressourcesituationen internt i koncernen er uafklaret. Lederen har ganske enkelt ikke et tilsagn fra de “bevilgende myndigheder”. Der er alene aftalt en ulønnet virksomhedspraktik startende den 23. maj med evaluering den 8. juni. I den deltager lederen, Morten og jeg.

Jeg havde på forhånd noteret mig, hvilke kompromisser jeg ikke skulle gå på denne gang. Man kan vel kalde det et forsigtighedsprincip? Det var fint at konstatere, at jeg ikke engang behøvede at nævne de ting, jeg havde skrevet ned. De ligger implicit i jobbet og i koncernen.

1. Det vigtigste kompromis, jeg ikke må indgå på, er næsten det med antallet af timer. Otte timer er simpelthen for lidt, da jeg så kun kommer ud af døren en, måske to, gange pr. uge, og så er det, der kan gå 1½ uge, hvor jeg ikke taler med et eneste levende menneske. Det går ikke.
2. Et andet vigtigt punkt er rolige omgivelser. I Farum talte de ikke i telefon, de råbte i telefon, og musikken kørte. Andre mennesker kan lukke den slags ude, men det kan jeg ikke, og det er blevet sværere og sværere de seneste år. På psykiatrisprog hedder den slags, at man ikke mestrer “delt opmærksomhed”, hvilket er uhyre almindeligt for bipolare som en del af de kognitive forstyrrelser.
3. Jeg skal have nogen at sparre med.
4. Jeg skal tage langt mere hensyn til de emner, Psykiatrifonden beskrev tilbage i 2016. Noget er forældet, men der er bestemt også end del, der fortsat er gældende. Jeg har prøvet at gå på kompromis, fordi jeg var så forhippet på stillingen, at jeg kunne have solgt min gamle bedstemor. Læringen på det seneste er, at det ikke går; fleksjob eller ej.

Afprøvninger

Hvis jeg nu opfører mig pænt i de tre uger, praktikken varer, forestiller jeg mig, at der kan være en chance, og jeg brokker mig på ingen måde højlydt, men for søren da hvor skal man på prøve og anses i lang tid for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, når man har været på nippet til at falde helt ud af det.

1. De to år i Folkekirkens Nødhjælp var jeg nærmest på prøve i to år. Ansættelsen begyndte med 13 ugers ulønnet virksomhedspraktik.
2. I Nordsjællands Port Center var der fire ugers ulønnet praktik plus efterfølgende tre måneders prøvetid (naturligt nok – det står i funktionærloven),
3. og nu kan jeg så gå ind i møllen igen.

Hvor jeg dog håber, at jeg på et eller andet tidspunkt kan være “ventet og velkommen” i en virksomhed, lige til vi ikke orker at se på hinanden længere.

Hvis Securitas ønsker at ansætte mig, vil der være tale om, at jeg kommer til et sted, hvor der er orden på løn og ansættelsesvilkår.

Det kunne nu være så rart – endelig!

PS: Se lige denne video!