Indlæg

, , , , , ,

Diverse

Denne post er virkelig “diverse”, den kommer ud i alskens afkroge og der er ingen sammenhæng mellem emnerne. Så er du advaret.

Tanker om arbejdsmarkedet

Sommerferien er snart ovre for de, der har den luksus. Det ser jeg frem til, da der så kan komme gang i processen med at finde et nyt fleksjob, hvilket er som at finde en nål i en høstak. Mit CV er blevet afkortet med omkring 75 pct. Jeg har brugt Hennys tips, og en god ven har været second opinion. Når jeg selv sidder og skriver, synes jeg jo, det er intet mindre end genialt, og så er det godt at have lidt netværk, der kan rive mig ud af den vildfarelse.

Der er indsat følgende lille tekstboks lige under stamdata, som udgøres af navn, adresse osv., og inden listen over tidligere stillinger:

Baggrundsinformation: Siden januar 2016 har jeg arbejdet i Folkekirkens Nødhjælp. Kontrakten løber til 31. december 2017. Jobbet er et fleksjob, som jeg er godkendt til af Hvidovre Kommune på baggrund af flere års psykisk sygdom (bipolar affektiv sindslidelse, tidligere kaldet maniodepressiv sygdom). Sygdommen manifesterede sig i 2013. Tilstanden er stationær, og medicinen endeligt justeret. Det bevirker, at jeg kan leve et helt almindeligt liv og passe mit arbejde.

Jeg kan arbejde 15 timer om ugen og kan i disse timer udnytte min erfaring og arbejde med opgaver som i indeværende CV. Jeg kan sende et mere fyldigt CV, hvis det har interesse. Dér er opgaver og roller i den enkelte ansættelse beskrevet i dybden.

Jeg vedlægger en udtalelse fra HR-chef i Folkekirkens Nødhjælp, Sune Lyng, som kan kontaktes for yderligere information.

Det er aftalt med Hvidovre Kommune, at min arbejdsgiver kan få 15 timers arbejde mod at betale for en time. Det er et godt tilbud.

Der er fire, der vil hjælpe, og det er godt, for jeg er ikke selv kreativ, og det er der brug for. Det drejer sig om min nuværende chef, Sune Lyng, psykologen og kommunen (de skal). Der er fem måneder til at få det til at lykkes.

Jeg har allerede sendt en form for ansøgning/præsentation til DRs webredaktør, som jeg for et årstid siden havde dialog med her på bloggen. Jeg har markedsført mig som sprogrøgter. De står imidlertid overfor en fyringsrunde, så chancerne er nok små ikke pga. pengene men på grund af signalværdien. Men så har jeg da gjort et eller andet. Faktisk foretrækker jeg at styre processen selv, men jeg tror ikke, jeg kan.

Komfur i løsdele

Nu hvor jeg er begyndt at lave mad igen, går der selvfølgelig noget galt. Et eller andet sort snask, som jeg ikke ved hvor kom fra, løb ned i “ringbrænderen”, altså der hvor ilden kommer ud på et gasblus. Brændertoppen, altså dækslet, så heller ikke for godt ud. Alle huller var stoppede, og alskens husgeråd blev forsøgt: natron, brun sæbe, bagepulver mv. Det hjalp ikke.

Det vidunderlige internet og ditto Google dirigerede mig til reservedele.nu. De har reservedele til stort hvad som helst, man bruger – især i køkkenet. De havde såmænd også både top (500,-)  og dæksel (500,- for et sæt med fire). Når jeg nu var i gang, bestilte jeg også et par nye riste (500,- pr. styk). Flere af tingene skulle de først bestille hos tredjepart.

Jeg gik og tyggede lidt på det, hvorefter jeg ringede til dem og sagde som det var, at jeg havde forkøbt mig. Han syntes, det var ærlig snak, men de havde allerede bestilt hos tredjepart, så de kunne ikke annullere ordren. På to minutter havde han uden yderligere parlamenteren slået halvdelen af prisen af. Det er rigtig fin service, men det siger så sandelig også noget om avancen.

Varerne er kommet i dag. Det er bare ikke de rigtige.

K2R er dog rigtig, så nu er jeg gået i gang med at fjerne det sirupsagtige snask, der ligger nede ved dysen. Sådan har madlavningen så mange glæder…

Der er dog en glæde mere: Når man laver mad og spiser kartofler, kan man dagen derpå spise en eller flere kartoffelmadder med det hele, som er mayonnaise, purløg, salt og peber. Jeg havde helt glemt, hvor godt det er. Og så er der ingen madspild her.

Hjemlige holdninger – bare ikke i mit hjem

Jeg har siddet og hørt et par af lydoptagelserne med psykologen, og faldt over følgende:

Der, hvor jeg kommer fra, og jeg husker det som at det primært var på Bornholm, var de politiske holdninger på den ekstreme højrefløj: Mogens Glistrup var en helt, vi måtte have noget atomkraft, Christiania burde lukkes, og det var på tide at indføre dødsstraf.

Jeg græmmes og forstår ikke, at mennesker, der selv lever på kanten, kan have den slags holdninger. Det er gudskelov fortid nu.

Jeg flyttede ud på Amagerkollegiet i 1981, og havde kopieret disse holdninger – det gør børn jo – og jeg må sige, at jeg stod ret alene med dem. Jeg tabte konstant i politiske diskussioner, som der var mange af, for jeg havde jo ikke noget at have mine absurde holdninger i, når jeg nu bare havde kopieret. Jeg kunne ikke argumentere for dem. Lige som alle de andre abonnerede jeg på “Informeren”, og det var en øjenåbner. Der gik ikke ret lang tid, før jeg var lige så “ræverød”, som alle de andre.

Og det har så hængt ved…

 

, , ,

Diverse

Minder: Facebook har en funktion, hvor folk kan dele deres minder fra fx et år siden, herefter kan man kigge efter egne minder. Jeg trykkede på knappen og kom til denne post. Den er præcis et år gammel. Jeg er lidt chokeret over at se, at jeg har været så “chockdement”, at jeg har givet Dankort og kode væk til en medpatient, der viste sig ikke at være ærlig, og personalet måtte hjælpe med at spærre kortet. Det var lidt af en øjenåbner at læse den post, for jeg husker intet – men der er bloggen jo god at have: jeg kan bruge den til at afhjælpe problemerne med hukommelsen og dokumentere fortiden. Det er også positivt at læse posten, for der er løbet meget vand i stranden – til den positive side – på det år.

Generation DF: DR3 har haft en serie, de kaldte Generation DF, der handlede om Dansk Folkepartis Ungdom. Der var i alt fem små afsnit af 28 minutter. Serien kan findes her. Der var tale om unge mennesker på maksimalt 21 år, og alle havde de angst for en dag ikke at måtte pynte op til jul, holde jul eller spise leverpostej. Det var angsten, der bandt dem sammen, og det, syntes jeg, var uhyggeligt. Efter at have set alle fem afsnit forstår jeg bedre de DF’er, der færdes på Christiansborg. Det med leverpostejen ligger sikkert på rygraden hos dem alle. Det var ikke den høje IQ eller det store verdensudsyn, der belastede dem, men se og bedøm selv.

En (ny) ven: I starten af mit sygdomsforløb henvendte jeg mig til SIND for at få en bisidder, og jeg fik en fantastisk bisidder. Hun var bare så utrolig dygtig og en stor støtte. Desværre måtte hun opgive sin bisidderfunktion, da hun selv blev alvorligt syg. Vi har holdt kontakten, og jeg har besøgt hende på Rigshospitalet. Hun følger min blog, og en dag, hvor jeg havde skrevet om ensomhed og om det manglende netværk i form af venner, bekendte og familie, skrev hun tilbage til mig, at hun håbede, jeg betragtede hende som en ven. For søren hvor blev jeg glad for den mail. Jeg havde selv haft samme tanke, men havde ikke turdet buse ud med det situationen taget i betragtning. Ca. en måned før havde jeg vovet at erstatte “Bedste hilsner”, “Mange hilsner” mv. i en mail med “Kh.” Det var lidt af et vovestykke set fra min side: Overtrådte jeg mon en usynlig grænse? Var det slet ikke der, vi var. Jeg blev glad og lettet, da hendes næste mail sluttede med “Kærlig hilsen”.

Jeg bliver altid glad, når der er en mail i indbakken fra hende. Vi skriver lange eksistentielle mails, hvor ingen emner er for store (eller små) til at blive vendt. Hun er tidligere præst og ængstes ikke ved emner som liv og død. Det er lige vand på min mølle. Forleden inviterede hun på eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage, der blev udvidet til også at omfatte aftensmad. Det var utrolig hyggeligt, og vi kunne have fortsat hele natten med vores snak. Jeg er så glad for at have lukket hende ind i mit liv, og jeg har sagt det lige ud: “Du er et dejligt menneske”.

Sund mad: I lang tid har jeg levet af rugbrødsmadder, fordi jeg ikke orker at lave mad til mig selv, og fordi jeg i øvrigt finder det ret trist at spise alene. Tiden til at købe ind, tilberede og vaske op står slet ikke mål med de 13 minutter, det tager at spise.

For så vidt angår morgenmaden har jeg nu taget skeen i den anden hånd – den skal være lækker fra nu af! Det lækre består af mange forskellige slags frugt og bær (lige p.t. er der blåbær, jordbær, hindbær og nektariner) overhældt med såkaldt frugtyoghurt (der aldrig har set en frugt) og så et læs af den gode mysli. Jordbærrene smager ganske vist ikke rigtig af noget, men de har en god konsistens og er behagelige at tygge på 🙂

Hav en rigtig god tirsdag.

 

De passer godt på mig

Jeg har tilbragt dagen med at være hos ikke mindre end to læger.

Egen læge – som jeg ser maks en gang om året:

  • Hun skulle kigge på min dumme skulder. Der er ikke noget at mærke udefra, og der er ingen bevægeindskrænkninger. Smerterne er heldigvis reduceret, men alligevel henviste hun mig til en røntgenundersøgelse.
  • Kontrol MR-scanning af min hjerne skulle bestilles, fordi de for et år siden fandt to cyster, der ganske vist ligger i en eller anden fin kanal, hvor de ikke bør genere nogen eller noget, men der skal holdes øje med, at de ikke vokser. Jeg er ikke bekymret.
  • Uforklarligt vægttab på 12 kilo. Alle mennesker går rundt og siger til mig, at jeg har tabt mig. Jeg har ikke en vægt, da det ikke er noget, jeg går så meget op i. Da jeg sidst var til ECT, fik Mona mig så op på en vægt, der viste, at jeg er gået fra 72 kilo til 60 kilo. Jeg var nu også blevet for tyk, så egentlig er det OK, når jeg kun er 165 cm., men det er alligevel lidt mærkeligt, når jeg spiser det samme, som jeg plejer, og når jeg altid spiser sund mad med masser af frugt og grønt og ikke ret meget fedt/sødt. Godt nok er jeg holdt op med at tage Seroquel, som kan medføre vægtøgning, og godt nok er jeg begyndt at cykle igen – men alligevel. Hun henviste til røntgen af lungerne og ultralydskanning af maven.
  • Hun er smadder sød og grundig, og jeg kan ikke sige andet, end at jeg bliver taget alvorligt.

Lægen i Distriktspsykiatrien:

  • Lægerne i Distriktspsykiatrien skifter meget hurtigt, da det er turnusstillinger. Man når lige at lære dem at kende, så er de væk igen. Jeg var glad for Marie, men den nye Pernille er jeg endnu mere glad for. Hun er også grundig, og så er hun enormt sød. Man er “berettiget” til 1 * 1 time pr. måned.
  • Jeg har altid noteret ned, hvad vi skal tale om, så jeg får det hele med. I dag stod den på:
    • Overordnet set har jeg det fint – og det glæder jeg mig over! Mandag, onsdag og fredag springer jeg glad ud af sengen kl. 6, og ser frem til at komme på arbejde.
    • Normalitetsbegrebet altså hvordan bærer jeg mig ad med at skelne mellem de naturlige udsving i stemningslejet og så de udsving, der er sygelige. Jeg er angst for udsvingene, og jeg vil have et almindeligt liv, hvor jeg passer mit arbejde og ikke ryger ind og ud af psykiatrisk afdeling. Gennem de seneste to år har jeg bare været så ustabil, at jeg har glemt, hvordan det er at være i det neutrale stemningsleje. Heldigvis synes hun, jeg er godt på vej.
    • Søvn: Jeg sover elendigt – det er dog blevet bedre, efter der er kommet en afklaring på den arbejdsmæssige situation. Sovepiller er vanedannende Benzodiazepiner, så det er ikke så godt. De holder også op med at virke med tiden – underforstået at man skal tage mere og mere, for at det har effekt. Jeg har selv eksperimenteret mig frem til, at 400 mg. Seroquel og en kop “Sovete” virker. Teen består af fennikel, kamille og 5 – 6 andre urter. Normalt tror jeg ikke rigtig på den slags ting, men dette her virker faktisk, og det er dejligt ikke at skulle ligge vågen et par timer, før søvnen indfinder sig. Jeg vil jo gerne vågne op og være frisk. Hun syntes, at min egen selvopfundne kur var fin.
    • Hvorfor var det nu, lægen på psyk. fjernede de sidste syv gange vedligeholdelses-ECT? Jeg havde simpelthen glemt den forklaring, Pernille gav mig sidst. Årsagen er, at de gerne vil se, om der kan komme en bedring i de kognitive problemer med hukommelse, overblik og koncentration. Det lyder selvfølgelig som et ædelt motiv, og jeg er spændt på, hvordan det vil gå. Jeg har fået lov at få en ekstra tid skubbet ind hos Pernille sidst på måneden, hvor jeg ellers skulle have været til ECT, så vi kan tale om, hvordan det går. Det føler jeg mig tryg ved, og selvfølgelig er ECT en meget indgribende form for behandling, som man ikke sådan skal rutte med.
    • Medicin mod skuldersmerter parres med Lithium: Mod skulderen har jeg spist Ibuprofen, som bare er et håndkøbsprodukt. På pakken står, at man ikke bør spise dem sammen med Litium. Det har jeg ikke taget så tungt, når det nu bare er et håndkøbsprodukt. For en sikkerheds skyld spurgte jeg, om det var OK. Det var godt, jeg spurgte, for det må man slet ikke sidde overhørigt, da der kan ske et eller andet med nyrerne.

Når jeg engang er helt ude af systemet (bortset fra DPC), vil jeg skrive en blogpost om, hvor fin en behandling jeg har fået hele vejen igennem. Jeg føler, at alle instanser har spillet sammen på bedste vis, og at jeg har fået en kongelig behandling. Det kunne ikke have været bedre.

Og nu skal skulderen hviles…