Indlæg

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen 2

Hos psykologen

Jeg er så glad

Jeg har været hos psykologen her i formiddag, og jeg kan mærke, at alt går den rigtige vej. Når den aktuelle henvisning med 12 henvisninger er “brugt op”, tror jeg, at jeg er “færdigbehandlet”. Så har vi talt om alting, der er kigget på det hele, og der er ikke mere at komme efter. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme så langt. Jeg vovede i dag at sige, at jeg synes, der er en vis inderlighed i vores relation. Den slags er jo altid farligt at sige, for man kan så let blive misforstået. Jeg vovede at nævne det, da jeg regnede med, at hun kunne håndtere det, eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015. Det kunne hun!

Vi er kun nået så langt, som vi er, fordi samarbejdet er perfekt, og fordi hun favner mig som det lidt sære menneske, jeg nu engang er. Hvis det skal rykke, skal der være et fint samspil mellem behandler og klient, og det har vi. Hun har båret mig på hænder og fødder, hun har forstået mig, hun har skubbet til mig, og hun har ikke danset efter min pibe. Når vi er færdige, vil jeg savne hende, men så har vi nået målet.

Det “rykker”

Lige for tiden er der meget, der “rykker”.

Mit liv gik i stå i sommeren 2013, og nu er jeg i gang med et genoplivningsforsøg, der ser ud til at lykkes. Mange ting kommer pludselig af sig selv:

  • Egenomsorg: Ordentlig mad, måltidskasser fra Årstiderne, potentielt rygestop (der er ingen grunde til ikke at prøve), ny stegepande (intet mindre…) Mit nuværende grydesæt er fra før 1990 – det må være OK at købe nyt.
  • Det sociale: Jeg mødes med
    • min tidligere bisidder,
    • to tidligere kolleger,
    • formanden for menighedsrådet og
    • præsten fra psykiatrisk afdeling.
    • Det er rigtig dejligt at arbejde med denne del af livet, når det lykkes.
  • Jeg har fået ordnet mine tænder. Jeg følger alle tandlægens råd. Alting er fint, og jeg har fået ros.
  • Fortiden er ved at blive lagt død. Vi mangler et farvel til psykopaten, men det skal jeg nok få taget fat om. Jeg føler mig parat, men det kommer, når det kommer.
  • Der sker muligvis noget på jobfronten, nu hvor tingene i Folkekirkens Nødhjælp er blevet svære. Af diskretionshensyn kan jeg ikke komme nærmere ind på det nu. Måske kan jeg fortælle mere efter på tirsdag den 12. september kl. 12:00, hvor jeg skal tale med en potentiel ny arbejdsgiver.
  • Hvidovre Kommune er inde over på jobfronten. Min fleksjobkonsulent er virkelig hjælpsom, konstruktiv og fleksibel. Samlet set synes jeg, at jeg bor i en rigtig god kommune. De har hele tiden bakket mig op.
  • Jeg har fået styr på min invalidepension fra pensionskassen.

Jeg er så glad for, at mit liv er på vej til at komme på skinner igen. Som bipolar lever man gennemsnitligt 14 år mindre end gennemsnittet. Jeg er 53 år, så hvis jeg kan leve 25 år længere – i frihed – vil jeg blive en rigtig glad 78-årig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Krøniken

Krøniken

Den lille kedsomhed

Lige p.t. går jeg og keder mig lidt, da der ikke er så mange udfordringer på arbejdet. Så må jeg jo finde på noget selv.

Derfor har jeg i dag skrevet en lille guide om ophavsret – især om hvordan Lov om ophavsret forholder sig til, at man fremstiller kopier af musik, og om man må få hjælp til det. Det er lidt nørdet, men uhyre anvendeligt for supportgruppen, hvor der ofte er nogen, der spørger til det. Inspirationen kom faktisk efter en længere diskussion i morges.

Man kan jo se TV: Krøniken

Serien ligger på DRs hjemmeside og jeg synes, den er fantastisk. Den blev vist i perioden fra 2004 – 2007. Tænk at der er gået så mange år. Hvor blev de mon af?

Der er meget medmenneskelighed, livsklogskab og humor i serien. Jeg sidder mutters alene og griner højt indimellem.

Karen Jensen og Hr. From som stereotyperne på en kommunist og en socialdemokrat. Stina Ekblad i rollen som den pragtfulde mor til Søs og Erik, og som hele tiden kommer til at stå mellem børnene og ægtemanden Kai Holger. Sidstnævnte tjente for øvrigt godt på den jødiske ingeniør Meyers tegninger, da han havde skibet Meyer af til Sverige i ’43. Køberne var værnemagten, der havde masser af valuta i modsætning til alle andre på den tid.

Det er så oplagt

Allermest holder jeg af den bindegale Erik, der for enhver pris vil producere fjernsyn – på en radiofabrik. Han satser huset og ægteskabet med Ida og deres lille dreng Bo. Koste hvad det vil, han vil producere fjernsyn, og han vil være den første producent overhovedet; og under alle omstændigheder vil han komme før Kai Holger på Bella. Han slår sig sammen med Meyer og de danner firmaet “Meyer & Nielsen”

Det er mange år siden, jeg sidst har set serien, men nu står det klart for mig: han er “skingrende bipolar”. Til og med afsnit fem ser man ham kun i maniske episoder, hvor han stort set kan gå på væggene, men han kommer senere i svært depressive perioder.

Nu har jeg aldrig produceret hverken fjernsyn eller radio, men jeg genkender alligevel en masse: Gå på væggene, blive fuldstændig opslugt af noget, så alt andet er ligegyldigt, ingen basale behov så som mad og søvn osv. Egentlig er det slet ikke så tosset med en mani, for man kan jo alt.

  • 85 pct. af min slægtsforskning er blevet til midt om natten – da det er en fredelig hobby, generede jeg ikke nogen med det.
  • I mange år arbejdede jeg til meget sent hver aften. Af og til tog jeg en del af natten med. Jeg havde ingen andre behov. Min karriere var i vidt omfang baseret på u-erkendte manier. Ingen så advarselstegnene.

Mange mennesker bruger masser af penge, når de er i den maniske fase. Det har jeg også gjort. Det, jeg husker tydeligst, er, at jeg på et tidspunkt købte tre computere på en dag. Da jeg kom hjem med dem, var jeg ikke helt klar over formålet… heldigvis var de ikke så dyre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykiatridialog

Psykiatridialog

Mail fra Glostrup om psykiatridialog

Der kører p.t. et projekt, der hedder “Sikker psykiatri”, hvor man fokuserer på at opsamle patienternes gode og dårlige historier. Jeg synes ikke “Sikker psykiatri” er en særlig god overskrift, men pyt nu med det. Overskrift eller ej så er jeg blevet inviteret til at deltage i to møder:

  1. Enesamtale med en projektleder.
  2. Gruppesamtale med alle deltagerne.

De vil gerne have erfaringer med Psykiatrisk Center Glostrup, og her synes jeg, jeg har noget at bidrage med. Jeg har siddet og forberedt mig lidt, og samtalen skal favne nedenstående punkter.

Generelt er jeg meget interesseret i at blande mig i psykiatridebat og -dialog. Fx kunne jeg forestille mig at medvirke i “aftabuiseringsprojekter“, da det måske kan give systemet noget, og jeg måske også selv kunne få noget ud af det. Det er trods alt ikke den rene altruisme 🙂

Et andet sted at påvirke/medvirke kunne være Psykiatrifonden, som jeg oplever som hyper-professionelle.

Det er tredje gang jeg medvirker i den type projekter, og jeg vil gerne hjælpe, men så vil jeg også have sikkerhed for, at mine input til projekterne bliver brugt til noget. De to første gange er der vist ikke kommet noget ud af det.

Til drøftelse

Jeg var ikke “ventet og velkommen”

Ved indlæggelse 7. oktober 2016 var alle papirer udfyldt af Distriktspsykiatrien, Nana Hengstenberg, til fast track. Det eneste, jeg ønskede mig, var en seng. Hvorfor skulle jeg så alligevel vente flere timer i jeres arkitekttegnede venteværelse? Hvorfor skulle jeg så igen besvare de samme spørgsmål? Det eneste, jeg ønskede mig, var jo en seng og hurtigst mulig overførsel til ”mit” afsnit på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), afsnit 808, hvor jeg føler mig tryg.

Jeg følte mig bestemt ikke “ventet og velkommen”.

Et eksempel herpå er: Idet jeg havde det meget dårligt, havde jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter. En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, men inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser. Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Som en slags ”forsvar”, sagde de på 808 på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), at Glostrup jo ikke kendte mig endnu. Dette er ikke et validt argument. Hvad skal den patient, som indlægges første gang, så gøre? Hun er jo heller ikke ”kendt”. Skal hun ikke også have en ordentlig behandling?

Tre nye diagnoser på en times tid

En – i øvrigt meget rar og venlig – (over-)læge Jannik Bjerrum, udstak tre nye diagnoser efter en samtale på 45 minutter. Det drejede sig om Aspergers syndrom, ADHD og personlighedsforstyrrelse. Jeg skrev til Birgitte Welcher, at det kunne jeg ikke forstå, når resten af det psykiatriske system havde kendt mig i 2½ år uden at se dette. Jeg fik en rigtig fin snak med Jannik efterfølgende, hvor han kom til PCH, og hvor han forklarede, hvad der havde fået ham til at nævne disse muligheder. Jeg kan ikke huske, hvad han forklarede, men mit ærinde er også nærmere, at den slags aldrig må finde sted, da jeg er sårbar, forvirret og bange, når jeg lige er blevet indlagt. Og jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Når jeg henvender mig i skadestuen, er jeg altid bange for at blive sendt hjem igen, uagtet jeg kender tilstrækkeligt til min sygdom til at vide, om det er på den gale side eller den gode side. Jeg har været syg siden 2003, men den rigtige diagnose – bipolar affektiv sindslidelse – blev først stillet i sommeren 2014. Dvs., at jeg ved, hvad jeg taler om. Alle siger, at jeg har stor sygdomsindsigt.

På grund af pladsmangel på 808 måtte jeg blive i Glostrup i en uge. Det håber jeg ikke at skulle opleve igen. Så hellere sige ja til en lukket afdeling på Psykiatrisk Center Hvidovre med pigtråd og annektering af opladeren til min iPad, fordi de tror, jeg hænger mig i den.

Konklusion

Jeg følte mig som prøveklud og som en gene. Det er ikke det, jeg har behov for, når jeg lige er blevet indlagt. Jeg vil bare have en seng.

Også noget på den positive side

Det skal bestemt også siges, at jeg har haft en positiv oplevelse i Glostrup: En lørdag skrev jeg i et blogindlæg om alt det, jeg pludselig var i gang med, om al den energi jeg pludselig havde, og om at jeg næsten kunne gå på vandet. Adskillige af mine læsere blev “opskræmte”, og mente jeg burde se en læge. Jeg er klar over, at jeg i manierne ikke ser klart på tingenes tilstand, så jeg turde ikke andet end at tage til Glostrup.

Efter den sædvanlige uhyrlige ventetid kom jeg til at tale med en rigtig sød læge. Hun konstaterede, at der ikke var spor af mani, og så tilføjede hun: “Det er altid bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt”. Sådan! Det svar var jeg glad for – her følte jeg mig faktisk “ventet og velkommen”.

Venlig hilsen

Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/14 Kommentarer/i , /af ,

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Medicin i nye rammer

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Så er professor Peter C. Gøtzsche ude med riven igen! Jeg er ved at være ret træt af ham. Det har Anne Lindhardt – formand for Psykiatrifonden – også været indimellem; blandt andet i 2015.

Denne gang er det i dagbladet Information med artiklen “Psykofarmakaepidemien kan bekæmpes”, hvor han sammen med farmaceut Birgit Toft igen harcelerer over brugen af psykofarmaka, der åbenbart overtrumfer samtaler med de praktiserende læger. Medicin er pr. definition af det onde og skal først og fremmest nedtrappes og dernæst fjernes helt.

Artiklen er åbenlyst unuanceret og stiller samtaler med den praktiserende læge skarpt op overfor medicinen, og der argumenteres som om, det er et enten eller. Og der argumenteres om enten rask eller syg. Ingen mellemvare.

Mine mange år

Fra min egen lille butik kan jeg berette, at det nu har taget os (nemlig psykiatrien og jeg i forening) 2 – 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser – læg hertil 51 ECT-behandlinger.

Endelig kan jeg passe et job – som jeg elsker – på 15 timer pr. uge, og have et liv, der er nogenlunde afbalanceret og passer til min sygdom. Hvor god og forstående min egen læge end er, havde vi altså ikke kunnet snik-snakke os frem til det resultat. Og jeg tror såmænd, at det hun ved om bipolar affektiv sindslidelse, har hun lært af mig.

Jeg havde den første depression i 2003 og havde frem til 2014 diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. I 2014 dukkede den første og den anden erkendte mani op (forudgået af masser af uerkendte). Det blev så til “Bipolar affektiv sindslidelse” (tidligere kaldet manio-depressiv sygdom), der anses for at være en alvorlig psykisk sygdom, men også som en sygdom der, hvis den er velbehandlet, kan opnås et godt liv på trods af. Jeg er umådelig glad for at have fået en diagnose, der forekommer rigtig, og som vækker genklang hos mig. Lidt dårligt udtrykt: “Den føles rigtig”.

Fra 2003 til 2014 havde jeg kontakt med mange terapeuter, kropspsykoterapeuter osv. Der smuttede såmænd nok 100.000 kr. på den konto. Læg hertil samfundets udgifter til jævnlige besøg hos egen læge. Samlet set har det været rigtig dyrt, men det hjalp ikke det mindste. Jeg havde det stadig forfærdeligt og brugte alle kræfterne på at udvikle og vedligeholde min karriere. Flere ressourcer havde jeg ikke til rådighed.

Sommeren 2014 blev jeg for første gang indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre i en længere periode. Herefter har jeg været indlagt ca. 10 gange – jeg har ikke tal på det. Endelig, endelig efter 11 år var der nogen, der tog det rette ansvar og satte ind med den rigtige hjælp. Indlæggelserne suppleres fortsat med jævnlig kontakt med Distriktspsykiatrien og psykolog.

Distriktspsykiatrien kontaktede Hvidovre Kommune og rådgav dem om, at et afklarings- og udviklingsforløb hos Psykiatrifonden ville være det bedste for mig. Kommunen indvilgede i at betale, også selv om Psykiatrifonden er dyrere end de øvrige “anden aktør”. Det blev til ca. et års forløb, som rykkede afgørende for mine muligheder for at komme (lidt) tilbage til arbejdsmarkedet.

De skriver ikke bare piller ud

Jeg er i flerstofbehandling, og det virker. Professoren skriver som om, at der bare udskrives recepter pr. telefon, og så er der ingen, der evaluerer og drøfter det. Han må tale mod bedre vidende. Er man eksempelvis i behandling med Litium er Distriktspsykiatrien ansvarlig for, at der måles serum-lithium-niveau via blodprøver hver tredje måned. Om dette også gælder for anden medicin, har jeg ikke forstand på.

Professoren har ikke selv prøvet et liv med en psykisk sygdom. Det er selvfølgelig også i orden – en vejarbejder behøver jo heller ikke at have kørekort. Men det er mit indtryk, at det altid er hans eget mangeårige opgør med medicinalindustrien, man skal høre om. Har han nogensinde spurgt de psykisk syge? Jeg stiller gerne op til et interview. Jeg kan let findes ved hjælp af Google.

Venlig hilsen

Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.