Åbent brev til Peter Gøtzsche
Indholdsfortegnelse
Medicin i nye rammer
Åbent brev til Peter Gøtzsche
Så er professor Peter C. Gøtzsche ude med riven igen! Jeg er ved at være ret træt af ham. Det har Anne Lindhardt – formand for Psykiatrifonden – også været indimellem; blandt andet i 2015.
Denne gang er det i dagbladet Information med artiklen “Psykofarmakaepidemien kan bekæmpes”, hvor han sammen med farmaceut Birgit Toft igen harcelerer over brugen af psykofarmaka, der åbenbart overtrumfer samtaler med de praktiserende læger. Medicin er pr. definition af det onde og skal først og fremmest nedtrappes og dernæst fjernes helt.
Artiklen er åbenlyst unuanceret og stiller samtaler med den praktiserende læge skarpt op overfor medicinen, og der argumenteres som om, det er et enten eller. Og der argumenteres om enten rask eller syg. Ingen mellemvare.
Mine mange år
Fra min egen lille butik kan jeg berette, at det nu har taget os (nemlig psykiatrien og jeg i forening) 2 – 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser – læg hertil 51 ECT-behandlinger.
Endelig kan jeg passe et job – som jeg elsker – på 15 timer pr. uge, og have et liv, der er nogenlunde afbalanceret og passer til min sygdom. Hvor god og forstående min egen læge end er, havde vi altså ikke kunnet snik-snakke os frem til det resultat. Og jeg tror såmænd, at det hun ved om bipolar affektiv sindslidelse, har hun lært af mig.
Jeg havde den første depression i 2003 og havde frem til 2014 diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. I 2014 dukkede den første og den anden erkendte mani op (forudgået af masser af uerkendte). Det blev så til “Bipolar affektiv sindslidelse” (tidligere kaldet manio-depressiv sygdom), der anses for at være en alvorlig psykisk sygdom, men også som en sygdom der, hvis den er velbehandlet, kan opnås et godt liv på trods af. Jeg er umådelig glad for at have fået en diagnose, der forekommer rigtig, og som vækker genklang hos mig. Lidt dårligt udtrykt: “Den føles rigtig”.
Fra 2003 til 2014 havde jeg kontakt med mange terapeuter, kropspsykoterapeuter osv. Der smuttede såmænd nok 100.000 kr. på den konto. Læg hertil samfundets udgifter til jævnlige besøg hos egen læge. Samlet set har det været rigtig dyrt, men det hjalp ikke det mindste. Jeg havde det stadig forfærdeligt og brugte alle kræfterne på at udvikle og vedligeholde min karriere. Flere ressourcer havde jeg ikke til rådighed.
Sommeren 2014 blev jeg for første gang indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre i en længere periode. Herefter har jeg været indlagt ca. 10 gange – jeg har ikke tal på det. Endelig, endelig efter 11 år var der nogen, der tog det rette ansvar og satte ind med den rigtige hjælp. Indlæggelserne suppleres fortsat med jævnlig kontakt med Distriktspsykiatrien og psykolog.
Distriktspsykiatrien kontaktede Hvidovre Kommune og rådgav dem om, at et afklarings- og udviklingsforløb hos Psykiatrifonden ville være det bedste for mig. Kommunen indvilgede i at betale, også selv om Psykiatrifonden er dyrere end de øvrige “anden aktør”. Det blev til ca. et års forløb, som rykkede afgørende for mine muligheder for at komme (lidt) tilbage til arbejdsmarkedet.
De skriver ikke bare piller ud
Jeg er i flerstofbehandling, og det virker. Professoren skriver som om, at der bare udskrives recepter pr. telefon, og så er der ingen, der evaluerer og drøfter det. Han må tale mod bedre vidende. Er man eksempelvis i behandling med Litium er Distriktspsykiatrien ansvarlig for, at der måles serum-lithium-niveau via blodprøver hver tredje måned. Om dette også gælder for anden medicin, har jeg ikke forstand på.
Professoren har ikke selv prøvet et liv med en psykisk sygdom. Det er selvfølgelig også i orden – en vejarbejder behøver jo heller ikke at have kørekort. Men det er mit indtryk, at det altid er hans eget mangeårige opgør med medicinalindustrien, man skal høre om. Har han nogensinde spurgt de psykisk syge? Jeg stiller gerne op til et interview. Jeg kan let findes ved hjælp af Google.
Venlig hilsen
Stegemüller
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Kære Stegemuller
Jeg er rigtigt glad på dine vegne, at du har fået livskvalitet og balance i dit liv.
Jeg er helt sikker på, at der er andre der er i samme situation som dig.
Jeg bliver dog nødt til at fortælle dig, ganske kort…..Jeg har en bror der har været psykisk syg i 40 år og han har været en del af “behandlingspsykiatrien” i alle årene……Han har en helt utrolig dårlig livskvalitet og ubalance i sit liv…..Medicinen har absolut ingenting godt gjort for ham.
Min ældste ven har også været indenfor behandlingspsykiatrien i 35 år og det samme gør sig gældende her,,,,,Medicinen har absolut ingenting godt gjort for ham, måske snarere tværtimod.
Jeg har arbejdet 25 indenfor socialpsykiatrien og har set et utal af skæbner, som er blevet efterladt i et ukontrolleret medicinhelvede.
Jeg bliver altid glad for de gode fortællinger, men er af den overbevisning, at vi bliver nødt til at nytænke hele vores tilgang til psykiatrien…og her er medicinforbruget helt sikkert et område der må og skal under lup
@ Kære Bjarne Nielsen
Velkommen til min blog og tak for din kommentar, der – af hensyn til spam – lige skulle godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Du kommer jo med et interessant indlæg, men vi bliver aldrig enige 🙂 for min erfaring er, at jeg ikke kan klare mig uden medicinen. Den gør mig i stand til at leve et nogenlunde normalt liv med et (lille) job og nogle ret nørdede fritidsinteresser. Det er jeg rigtig glad for. Af og til har jeg “medicinsvigt”, fordi jeg ikke orker at hælde op i doseringsæskerne. Det kan jeg mærke i løbet af bare nogle dage.
Jeg har været indlagt rigtig mange gange i løbet af de seneste 2 – 2½ år, og derfor har jeg truffet mange patienter. Jeg mangler endnu at møde mennesker, der ikke har gavn af medicinen.
Dette være sagt så synes jeg, P.G er alt for enøjet. Han dyrker sit personlige korstog mod medicinalindustrien og overser, at den bedste behandling består af den rigtige medicin (som kan være svær at finde frem til) og støttende samtaler i DPC gerne kombineret med psykologbistand. Jeg har alle tre elementer, og jeg føler mig overbevist om, at det er dem, der holder mig kørende.
Lad mig formulere det på en anden måde:
Bliver du undersøgt regelmæssigt hvordan dit blodtryk, organer, kolesterol og øvrige fysiske velbefindende er?
Som du jo ved er min arving dobbelt lungetransplanteret, og afdelingen på Riget slipper først deres patienter, når de er døde, og det indebærer månedlige blodprøver med regulering af al den medicin de skal indtage, kvartalsvis tests/tjek (med personligt fremmøde) af alt det øvrige.
Det kunne jo være interessant at vide om det samme er tilfældet i det psykiatriske system, hvilket ville være ganske skønt om det var.
Genetisk bestemt: er det en årsag?
@ Kisser
Regelmæssige (hver 3. måned) blodprøver, der viser kolesterol, stofskifte og alt det andet, de nu kan se i blodprøver, og det er ikke så lidt. Jeg er i kolesterolbehandling via egen læge, da det i en periode var for højt. Af og til blodtryk i Distriktspsykiatrien.
Jeg tror ikke, man kan sammenligne en psykisk sygdom med en somatisk. Psykologen siger ganske vist, at min lange vågne perioder om natten – i følge akupunktørernes ur – kan have noget med lever mv. at gøre. Jeg er bare ikke så meget for akupunktur og den slags.
Genetisk = arveligt.
Er der nogen, der forholder sig til ÅRSAGEN til sygdommen eller de virkninger medicinen har på den øvrige del af organismen (organer m.v.)?
PS jeg har også været ude med riven i dag – bare i min have, sådan rent bogstaveligt. For at “bekæmpe” skvalderkål og øvrigt ukrudt i min have – og rive nedfaldne blade sammen!!!
@ Kisser
Det lyder skønt. Foråret kalder jo på de udendørs glæder.
@ Kisser
Fsva. bipolar sygdom er årsagen primært genetisk. Man udvikler den typisk i de unge år, men den kommer først til syne, når man er kommet op i årene.
Der er bivirkninger ved al medicin. Som patient må man sammen med en erfaren psykiater tage stilling til, om virkningen er større end bivirkningerne. Jeg er ikke i tvivl. Med medicinen kan jeg have et ret godt liv det meste af tiden. Uden kan jeg intet.
Der er økonomiske interesser i spil her, det er jeg overbevist om. Hvis man kan overbevise tilstrækkeligt mange om, at psykofarmaka ikke virker, kan man tage tilskuddet væk og dermed vælte den økonomiske byrde over på patienterne.
Selv er jeg blevet hjulpet godt af diverse psykofarmaka sammen med samtaleterapi. For mig skal de to ting helst gå hånd i hånd. Men der er ikke meget tvivl om, at megen psykisk dårligdom kan rettes op med kemi, og det burde P.G. og hans disciple sådan set være taknemmelige for, idet tabletter til enhver tid er billigere end samtaleterapi.
@ Henny
Tjah det giver sådan set god mening – men jeg havde ikke selv tænkt over det. Det bliver i givet fald dyrt. I forvejen synes jeg 500 kr. om måneden er tilstrækkeligt.
Nemlig: Medicinen kan naturligvis ikke stå alene, men det betvivler psykiatrien jo heller ikke. Hvis de gjorde det, ville man jo ikke få en kontaktperson og en læge i Distriktspsykiatrien. Man ville heller ikke kunne få en henvisning til psykolog, hvilket reducerer prisen pr. seance fra 1.100 kr. til 331 kr.
—
I øvrigt sendte jeg PG en mail med et link til det åbne brev.
Han svarede:
“Kære Hanne
jeg har svært ved at se, hvad din sygehistorie har at gøre med vor kronik i Information. Den handler jo om at hjælpe de mange, der gerne vil trappes ud af psykofarmaka.
bh
Peter”
Jeg replicerede:
“Kære Peter
Tak for dit svar.
Jeg har nu genlæst jeres kronik, men jeg synes ikke, jeg kan se jer skrive om de mange, der ønsker udtrapning. Men det er selvfølgelig jer, der ved hvad I tænker!”
Og jeg mener virkelig tænker, for jeg synes ikke, det fremgår. Og egentlig synes jeg også, det er et noget nedladende svar, men pyt nu med – solen skinner, og det er forår.
Det svar er da også helt hen i vejret. Hvis man ønsker at trappe ud, står lægerne jo nærmest i kø med råd og vejledning. Det gælder i hvert fald for det, som P.G. kalder “lykkepiller”. Det forholder sig anderledes med den medicin du får, og med den, som man får i forbindelse med andre diagnoser.
@ Henny
Tak fordi du forholder dig til svaret! Jeg kunne jo sidde her i min egen bedrevidenhed og læse det og kronikken helt forkert. Jeg synes virkelig ikke, det har noget med deres kronik at gøre. Måske et par sætninger men heller ikke mere.
Du har jo helt ret med “lykkepillerne” hvilket er et grusomt ord! Man bliver IKKE lykkelig af lykkepiller; højst får man det mindre rædselsfuldt.
Når jeg høre så ensidigt argumentation som hans bliver jeg også harm, selv om jeg så er en af dem der klare den bedste med anden behandling….. men der skal være mulighed for begge del, alt efter hvad der er bedst for den enkelte.
@ Anette
Ja det har du ret i. Det er det ensidige, der er det primære problem. Men som skrevet: en vejarbejder behøver jo ikke at have kørekort 🙂