Indlæg

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Aftabuisering

Aftabuisering

Er det korrekt?

Jeg ved faktisk slet ikke, om der er noget, der hedder “Aftabuisering” (men det er der nu). I min optik står det for at bryde tabuerne om (nej ikke “omkring”) psykisk sygdom. Jeg synes, det er et vigtigt område, og som ramt selv vil jeg gerne bidrage til det, hvad nu end ordet måtte være.

På arbejdet har jeg fx sagt, at hvis der er noget, de går og tænker over eller bare gerne vil vide, må de endelig spørge, for jeg har ingen hemmeligheder. Ikke en eneste hverken i HR eller i Genbrug har nogensinde stillet det mindste spørgsmål. Det kan skyldes to ting:

  • De har vitterligt ingen spørgsmål. Men det må da interessere dem, hvorfor jeg kun er der 15 timer om ugen?
  • De stiller ikke spørgsmål, fordi de ikke ved, hvordan de skal reagere på svaret, eller fordi de er berøringsangste overfor psykisk sygdom. På den måde kan man sige, at det viser, at der er et tabu om psykisk sygdom.

At imødegå tabuerne

Jeg har lige i øjeblikket “gang i” forskellige initiativer, hvor jeg kan bruge mig selv som en (god) case om et langt og trangt sygdomsforløb, der indtil videre er endt godt med et fleksjob. Jeg skriver “indtil videre” fordi man med bipolar affektiv sindslidelse aldrig ved, hvordan verden ser ud, når man vågner næste dag. Det er i sig selv en belastning. Jeg er blevet lidt bedre til at huske mig selv på, at det går over – måske allerede i morgen. Det har krævet træning at nå hertil.

1.  Jeg er blevet inviteret med i et bogprojekt, der handler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet herunder uplanlagt tilbagetrækning med baggrund i afskedigelse eller sygdom. Projektet forestås af en meget kendt journalist og forfatter. Hun har fundet mig via Facebook og min hjemmeside. Mere har jeg ikke lov at fortælle om det. Bøger skal være en hemmelighed, indtil de udkommer, siger journalisten/forfatteren. Hvad ved jeg om bogproduktion? 🙂

2. Min Psykolog Anette Friis, der tidligere var ansat i Psykiatrifonden, som jeg har haft et langvarigt forløb med, og som jeg synes er enormt dygtig, anbefalede mig at kontakte Psykiatrifondens pressemedarbejder, og fortælle, at jeg gerne ville medvirke til artikler, oplæg, blogposter mv. om “aftabuisering”. Og det gjorde jeg så. Jeg har fået et meget positivt svar om, at de er interesserede, og at de vil vende tilbage, når en medarbejder er tilbage fra barsel medio marts.

Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt

3. Jeg er blevet inviteret til et gå-hjem-møde i Psykiatrifonden ultimo marts, hvor formand Anne Lindhardt vil foredrage om bipolar affektiv sindslidelse.

I virkeligheden er det kun jobcenterchefer og den slags, der er inviterede, men min tidligere erhvervsrådgiver har skaffet mig en invitation. Og jeg glæder mig allerede.

Jeg er såkaldt “Støttemedlem” hos Psykiatrifonden, og udover at støtte fondens arbejde, får man fire gange årligt deres blad, hvor blandt andet Anne Lindhardt udbreder sig om dette og hint. Det glæder mig altid at læse hendes artikler.

En anden stor aktør på dette “marked” er Knud Christensen fra SIND. Jeg oplever bare hans tilgang til psykisk sygdom som meget mindre nærværende og mere gammeldags end Anne Lindhardts. Hun taler/skriver ud fra et mangeårigt kendskab som overlæge, ja ikke engang bare “kendskab”, men direkte fingrene i suppen. Der er brug for kvinder som hende, hvis vi skal “rykke”.

Jeg synes, hun taler om “moderne psykiatri”, med alt hvad det nu engang indebærer. Jeg ser meget frem til at møde hende. Jeg har været fan i flere år.

4. Erhvervsrådgiverens nye chef vil også gerne hilse på mig som en del af gå-hjem-mødet og tale om hjemmeside mv. Det er bare rigtig dejligt. Jeg kan muligvis sælge et par synspunkter hid og did.

Konklusion

Hvis man har mod på det, er der mange muligheder for at komme ud i marken og påvirke synspunkter og debat. Jeg vil gerne være med, for jeg føler, at jeg har noget at bidrage med med 10 indlæggelser, 51 ECT-behandlinger (elektrochok), et selvmordsforsøg og et fleksjob på 15 timer. Jeg vil evt. kunne skabe et (fagligt/personligt) netværk på baggrund af den slags aktiviteter, så der er flere mulige gevinster.

Jeg har været lidt i gang tidligere, hvor jeg skrev til initiativet “En af os”, der ligger under “PsykInfo“. Bolden blev kastet frem og tilbage mellem de to gennem et års tid. Det gider jeg ikke. Skal jeg stille mig til rådighed – og det vil jeg gerne – så skal der altså være klarhed over, hvem der har ansvar for hvad.

Der er mange tabuer, der bør aflives og manes i jorden. Jeg vil gerne være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/16 Kommentarer/i , /af ,

Effektivt

Effektivt

Egen læge er super effektiv

I onsdags var jeg hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, og vi talte en del om nutiden men også om den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Hun kaldte det for en form for livskrise, som det ville være fornuftigt at få en form for hjælp til i form af psykologbistand.

Efter hendes mening kunne en sådan krise udløse nye udsving til både den ene og den anden side og selvfølgelig hindre mig i at arbejde eller bare finde et arbejde. Og det går ikke.

Den fantastiske psykolog jeg havde i Psykiatrifonden er i mellemtiden blevet selvstændig. Jeg indvilgede i idéen om at prøve at finde frem til hende og høre, om hun vil have mig igen. Det vil hun gerne.

Parallelt hermed skulle jeg finde ud af, om der var nogen steder at få en økonomisk håndsrækning, da psykologbistand er temmelig dyrt. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere nærliggende og rigtigt forekom det at være.

At finde frem til en håndsrækning

Jeg startede med mit forsikringsselskab, men jeg har kun en hjemforsikring, så der var ikke noget at hente. De henviste til fagforeningen.

Herefter skrev jeg til Djøf, der undersøgte sagen ret grundigt. Da de konstaterede, at der ingen muligheder var hos dem selv, gik de i gang med at kigge på fonde mv. Men der var ikke noget at gøre. Hun ringede og fortalte om alt det, hun havde kigget på. Det virkede meget seriøst og omhyggeligt.

Hun anbefalede egen læge, som skulle kunne give en henvisning.

Egen læge er effektiv

Fra jeg skrev nedenstående (som er mindre end de tilladte 750 karakterer 🙂 ) til min egen læge, til hun svarede, gik der vel omkring en halv time, før hun kom med det positive svar, at hun havde lagt henvisningen på psykologernes fælles server! Jeg er virkelig imponeret over, at den slags kan gøres så effektivt. Måske har det at gøre med, at jeg er “kendt” i det psykiatriske system?

Det var i onsdags, jeg talte med erhvervsrådgiveren og nu her 48 timer efter, sidder jeg med en henvisning, og flere gode mennesker har været i gang med at hjælpe og undersøge forskellige muligheder.

Imponerende! Endnu engang glædes jeg over, hvor effektivt “systemet” kan være. Det bedste er faktisk, at det bliver den psykolog, jeg kender, for jeg orker ikke at fortælle min livshistorie én gang til.

Her er mailen til lægen:

Kære Dorte

Min kontrakt hos Folkekirkens Nødhjælp udløber ved årsskiftet. Det betyder, at jeg skal finde et nyt fleksjob. Psykiatrifonden vurderer, at det er en livskrise, idet jeg finder hele min identitet i at arbejde. De anbefaler en psykolog. Jeg har kontaktet den psykolog, jeg har haft i Psykiatrifonden, og som kender mig gennem et helt år. Hun er meget dygtig og operationel.

Hun har et ydernummer og vil således kunne hjælpe mig, hvis du vil skrive en henvisning. Jeg kan godt betale det reducerede beløb, men jeg vil have svært ved den fulde timepris på 1.100 kr.

Psykiatrifonden vurderer tillige, at den situation, der opstår ved årsskiftet kan være med til at udløse nye udsving. Jeg har lige været indlagt 6½ uge.

Kan/vil du hjælpe?

Vh.
Hanne

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i /af

Dygtig!

Dygtig!

Først: Endokrinologisk ambulatorium

Ikke dygtig!

I formiddag var jeg til en form for undersøgelse på Endokrinologisk ambulatorium. Det var noget mærkeligt noget. For det første mente han (lægen), at jeg ikke var kommet til en krævet blodprøve. For det andet mente han, at jeg havde taget for lidt af de betablokkere, som egen læge havde anvist mod det forhøjede stofskifte. Det var som om, han mente, at når jeg kom lige fra psykiatrisk afdeling, havde jeg nok ikke tjek på mine ting. Jeg blev ærlig talt sur. Da jeg netop har dårlig hukommelse, er jeg meget omhyggelig med at skrive ned i kalendere, noter mv. Jeg svarede delvist ved at fortælle, at der måtte være gået noget galt, da jeg aldrig havde fået indkaldelse til denne undersøgelse i min e-boks. Det ændrede lidt på stemningen.

Dygtig! Melita Svraka er en hammer-dygtig overlæge, og jeg kan lide hende

Så er det altså noget andet med Melita her på 808! Jeg havde tid kl. 12:30 i dag, og som altid var jeg forberedt. Vi nåede ikke det hele, inden hun skulle til konference, men så kom hun da bare tilbage… Det, synes jeg, er flot. Hun er åben, sød og smilende og lytter tålmodigt til alle mine noter, også det som hun egentlig ikke som psykiater burde tage sig af. Jeg anser hende for meget dygtig! Hun er speciel, men det er jeg jo også selv.

Vi startede med medicinen, som der er skruet så meget op og ned på, at jeg har mistet overblikket over, hvordan jeg skal dosere derhjemme. Vi var enige om, at jeg nu er stabil, og vi lader det være, som det er lige nu. Herudover vil hun undersøge, hvad der er op og ned på de der betablokkere. Det er jo egentlig slet ikke hendes opgave, så det er rigtig pænt af hende, at hun vil kigge på det.

Endvidere kunne hun i sit system se, at jeg ikke har forsømt nogen blodprøver! Det kan være, jeg skal ringe til Endokrinologisk ambulatorium og fortælle dem det? Jeg er jo altså ikke blevet dum af at blive syg. Det er et af mine mantraer.

Medicinen: Jeg er bange for at dosere forkert

Måske er jeg lidt for hysterisk med min medicin, for jeg er altid bange for at gøre det forkert. Og selvom jeg prøver at være omhyggelig, går det tit galt. Jeg har tastet det hele ind i en app fra apoteket netop for at få overblik, men det glipper alligevel for mig. Inden jeg tager herfra, vil jeg bede en medarbejder bistå mig med en gennemgang. Så må det da blive rigtigt! Jeg har noget respekt for alle de giftstoffer, som jeg tager så mange af, at jeg må gå frem og tilbage til skabet i badeværelset to gange, når jeg skal hælde op, da jeg ikke kan bære dem af én gang.

Væresteder

Melitas og min snak udviklede sig til at handle om såkaldte væresteder. Umiddelbart er det ikke noget for mig. Jeg har engang været på visit i “Samleren” i Hvidovre. Medarbejderne var søde og viste rundt. Der var to brugere, der hæklede. Der er intet galt i at hækle, det er bare ikke noget for mig, og det åbner ikke for så mange samtaler. Men ok væresteder er åbenbart et mantra, og jeg er nødt til at være åben for de forslag, jeg får, hvis jeg ikke skal havne i et limbo derhjemme den 2. januar 2017 som overgang til at komme her igen. Nu har de lappet mig sammen for Gud ved hvilken gang; det skulle jo gerne holde.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Ugeskemaer, jf. Psykiatrilovens § 3, stk. 3

Ugeskemaer

Ugeskemaer og behandlingsplaner

I min seneste behandlingsplan – Psykiatrilovens § 3, stk. 3 – findes ordet “ugeskema” flere gange. Jeg var ikke klar over, hvad det gik ud på, og derfor tænkte jeg, at det ikke var noget for mig – jeg er jo rigid? Jeg har ingen problemer med at strukturere mine dage, der bliver gjort rent og købt ind osv. Hvis jeg ikke orker noget, gør jeg alligevel bare én ting pr. dag. Jeg troede, ugeskemaerne skulle bruges til den slags. Jeg blev klogere!

Psykiatrilovens § 3, stk. 3: Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at patienten inddrages og høres om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig dette.

Rullende udslusning er en individuel plan

De har tilbudt mig en “rullende udslusning”, og det er jeg taknemmelig for, især når man påtænker det enorme pres, der er på de 13 åbne pladser til det kæmpe optageområde. Man kunne sagtens mene, at jeg er udskrivningsklar og bare skille sig af med mig hurtigst muligt. Rullende udslusning er en individuel plan og går for mig ud på, at jeg begynder lige så stille at gå på arbejde og at øve mig på at sove hjemme. Mht. arbejdet har vi aftalt, at den første dag er alt ud over en time en succes. Det giver en vis tryghed.

Når man ikke kan overskue dagene

Pludselig kunne jeg slet ikke overskue tirsdag og onsdag, og det hele kørte rundt inde i hovedet sammen med filmen/drejebogen, som kører ufortrødent videre.

  • Tirsdag skal jeg til menighedsrådsvalg og stemme på mig selv, så jeg da får én stemme. Når afstemningen er lukket, skal vi kl. 20:30 have et glas vin, mens vi venter på resultatet.
  • Natten til onsdag skal jeg sove hjemme.
  • Onsdag skal jeg tidligt op og på arbejde for første gang i fem uger (vist nok), og jeg er meget nervøs for at komme over dørtrinnet og for den første time. Jeg kunne bare ikke overskue det.

En af mine egne kontaktpersoner var på arbejde i aftes, så jeg klagede min nød til hende. Herpå kom der gang i ugeskemaerne med plan A og plan B hver dag i den kommende uge. Og så måtte jeg overgive mig. Jeg har brug for overblikket, og jeg tror på, det fungerer, men selvfølgelig skal det stå sin prøve i virkelighedens verden.

Samlet set får det mig til igen at konkludere, at de er enormt dygtige og dedikerede på 808. Jeg er meget glad for altid at have et sted at søge hen, når læsset igen vælter.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.