Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Op og ned

En tur hjemme bare i et par timer. Jeg manglede rent tøj, postkassen skulle tilses og den slags ting. Pludselig kan jeg mærke, at jeg savner mit hjem – og mit arbejde.

Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, hvordan det går. Jeg håber ikke, der er en læge, der spørger, for jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Noget går bedre, idet de ultra depressive symptomer er væk. På den anden side er der kommet andre “dårlige tanker” til, hvor jeg ikke orker at kæmpe længere, idet jeg har kæmpet med livet siden 1972, hvor min far døde, da jeg var ni år. Det er jo en menneskealder siden. Jeg har kæmpet og kæmpet, og egentlig synes jeg ikke, jeg har fået noget ud af det. Det har altid været op ad bakke.

Drejebogen kører for fuld styrke – den handler fortfarende om min død og begravelse, og det er alle de rigtige scener, der udspiller sig: Den rigtige præst, det rigtige afskedsbrev, der læses op ved kisten, de rigtige gæster, de rigtige salmer (14 og 787 (hører faktisk “Du som har tændt millioner af stjerner” mens jeg skriver dette indlæg)), testamentet er skrevet og bekræftet i Københavns Byret osv. Jeg er stadig angst for drejebogen, hvilket jo er positivt, idet det vidner om en vis livsvilje trods alt. Noget andet jeg hører er “Kære Linedanser” – den er også livsbekræftende. Jeg har lært den i Hvidovre Kirke.

Jeg er meget bekymret for selv at skulle finde et nyt fleksjob. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle kunne finde kræfterne, og jeg ved ikke, om jeg overhovedet har nogle kompetencer længere. Har jeg overhovedet noget at tilbyde en arbejdsgiver? Herudover kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne “overtale” en arbejdsgiver til at ændre et stillingsopslag fra en ordinær stilling til et fleksjob. Jeg dur ikke til at manipulere med andre mennesker. Og det synes jeg egentlig er en kvalifikation.

Det bedste ved dette er, at min yndlingskontaktperson Mona vil tage fat i PCHs socialrådgiver og fortælle hende, hvor vigtigt det er, at vi trykker Mickey Bech (Fleksjobkonsulenten) fra kommunen på maven og sørger for, at der sker noget. Det, jeg ikke kan selv, kan jeg måske med PCH i ryggen. De kan forklare, hvor vigtigt det er. Der lyttes sikkert mere til dem end til mig. Jeg står der igen 2. januar, hvis der ikke sker noget inden da.

Opfølgning på det positive møde med overlæge Jannik Bjerrum og en oversygeplejerske fra Psykiatrisk Center Glostrup:

Jeg har i dag skrevet til centerchef Birgitte Welcher om det gode møde:

Kære Birgitte Welcher
Jeg vil bare gerne orientere dig om udfaldet af mit møde med to medarbejdere fra Psykiatrisk Center Glostrup:
For det første: det var utrolig positivt, og de tog vel imod de punkter, jeg listede op. Der var også et punkt, som jeg ikke havde nævnt i min mail til dig, da det lå lidt tilbage i tiden, nemlig skærtorsdag i 2016.
Konklusionen blev, at de vil tage hjem og kigge nærmere på det. Endvidere blev vi enige om, at de var velkomne til at bruge mig, hvis der var noget, de mente, jeg kunne hjælpe med i deres proces.
Dernæst: jeg har opsummeret det gode møde i en blogpost, hvilken du kan læse her, hvis du skulle være interesseret: https://stegemueller.dkutrolig-positivt/
 
Til sidst: du skal have mange tak for, at du gik positivt og konstruktivt ind i “sagen”. Jeg synes, at allerede det foreløbige udfald er positivt! Jeg glæder mig til at hjælpe dem, hvis der er noget, jeg kan bidrage med.
Venlig hilsen
Stegemüller
Så kan jeg vist ikke sige det meget pænere. Jeg er spændt på, hvad næste skridt er. Hvis Glostrup kan bruge mig til noget, vil jeg kun være glad. Jeg er jo blevet “svingdørspatient”, så jeg har noget at bidrage med. Samtidig er jeg Djøf’er, så jeg kender til at arbejde med processer og optimering heraf.
Bundløst ærligt. Svar hvis du har lyst – og ellers lad være.
/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Så oprandt dagen, hvor overlæge Jannik Bjerrum og en oversygeplejerske skulle komme kl. 14:00, så vi kunne drøfte mit brev til centerchef Birgitte Welcher om mine oplevelser på Psykiatrisk Center Glostrup, som har fået mig til at skrive, at jeg aldrig tager til Glostrup igen.

Jeg var nervøs, men det var positivt

Jeg var nervøs ved tanken. Det var dog ubegrundet, for det gik langt over forventning, og vi havde en rigtig god dialog.

Vi drøftede følgende:

1) De mange nye diagnoser

Det interessante ved dem, nemlig at jeg bliver ved at blive indlagt, er, at det kunne pege i retning af, at man skulle rette blikket andre steder hen. Måske er der grund til at tænke ud af boksen? Men det skal bare ikke ske umiddelbart efter en indlæggelse, hvor man/jeg er sårbar, skrøbelig, forvirret mv. Angsten for alle disse diagnoser blev for stor, jeg opfattede det som om, jeg skulle forholde mig til en ny virkelighed, der blev præsenteret efter en times samtale, mens resten af det psykiatriske system har kendt mig ret godt i 2½ år uden at komme på disse absurde idéer.

Han har muligvis ret i, at fx Aspergers syndrom slet ikke er så sjælden oven på bipolariteten, for det viser udenlandske forskningsresultater. Men igen skal det ikke præsenteres, når man lige er trådt ind ad døren og er i et skrøbeligt mode.

Jeg nævnte for dem, at nogle af deres kolleger havde sagt, at han var dygtig til at tænke ud af boksen, og det blev han naturligvis glad for at høre.

2) Mine oplevelser med Glostrup skærtorsdag 2016:

Jeg havde det meget dårligt og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme gennem påsken.

Denne situation er ikke medtaget i brevet til Birgitte Welcher, da den er gammel, men jeg fremdrog den på mødet for at underbygge, hvorfor jeg aldrig vil tage til Glostrup igen.

Skærtorsdag hændte dette: Jeg startede med at ringe til Psykiatrifondens telefonrådgivning og kom til at tale med en meget kompetent rådgiver. Efter omkring en times samtale anbefalede hun mig at tage på skadestuen. For at få en second opinion ringede jeg til min præst, der har 18 års erfaring med psykiatrien. Også hun anbefalede skadestuen.

Da det koster 200 kr. i taxa hjemme fra mig, ringede jeg til skadestuen og forelagde dem situationen for ikke at køre forgæves og spilde en masse penge. De ville ikke se mig, de anbefalede egen læge efter påsken eller førstkommende aftale i Distriktspsykiatrien. Man kan nå at tage livet af sig en del gange på den tid, der går, inden egen læge åbner igen, og man endnu senere kan få en tid.

Skadestuen skal se patienten blandt andet for at se, om der stadig er mimik og en hel masse andet, som jeg ikke har forstand på.

Vi fik en god drøftelse af denne situation. De var ret pikerede over det og de lagde vægt på, at jeg jo selv på forhånd havde gjort alt det, man kan forventes at gøre – og måske mere til. Det kan sagtens være, at man ikke skal indlægges, men man har krav på at blive vurderet af en læge face to face. Det kan ikke være rigtigt, at man afvises i telefonen. Det var vi fuldstændig enige om.

De lagde også vægt på, at jeg faktisk har en god sygdomsindsigt, så når jeg henvender mig, er der noget om snakken!

3) Jeg følte mig til gene

I min journal er anført, at jeg henvendte mig for meget til medarbejderne. Det er korrekt, at jeg bankede på og bad om en (lille) snak, og fik svaret, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kollega dagen før. På den måde føler man sig til gene for medarbejderne. Og umiddelbart efter en indlæggelse er man meget sårbar, og så skal man ikke afvises.

En medarbejder her på 808 har bekræftet mig i, at jeg har forståelse for, at de har mange patienter og mange opgaver, og at aftalen let kan blive om to timer. Jeg har aldrig før følt mig til gene her, og jeg håber heller ikke at komme til det igen. Det er trods alt mig, der er “kunden”.

Både Jannik og oversygeplejersken var enige i, at denne opførsel ikke var i orden. De vil gå hjem og undersøge sagen nærmere. Herudover vil de tage samtlige punkter op og se, hvad de kan gøre ved dem.

4) Jeg blev taget alvorligt, så jeg vil gerne hjælpe til

Jeg tilbød dem at være behjælpelig, hvis der var noget, jeg kunne hjælpe med. Det sagde de uden videre ja tak til. Der skal skabes en situation, hvor jeg næste gang har mod på at følge kommandovejen via Glostrup og ikke venter hjemme på at få det så dårligt, at Distriktspsykiatrien kan indlægge mig via fast track.

Jeg er imponeret af at blive taget så alvorligt, at de ligefrem møder op her med et åbent sind og gerne vil lytte til en patient. Det er åbenbart, hvad man kan få ud af at henvende sig til centerchefen.

Og så noget helt andet: menighedsrådet og kommissoriet

Mit kommissorium om økonomistyringen til menighedsrådsmødet i går blev ikke videre vel modtaget. Det blev vedtaget med det mindst mulige antal stemmer (5 mod 4, og en pokkers masse blanke). Det er jeg ikke tilfreds med. Jeg havde gjort en del for at skrive det let forståeligt, så alle kunne være med, men det var åbenbart ikke nok. Det, der ligger til grund, er formentlig, at de, der sidder på magten, vil miste magt med kommissoriet, og det er de selvfølgelig ikke videre interesserede i.

Men ok det blev vedtaget, og så må vi se, om det har gang på jord.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke bliver valgt ind i det kommende menighedsråd, og det er måske meget godt? Jeg tror, min tænkning er for langt fra deres.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Forfølgelsesvanvid

Forfølgelsesvanvid

Når en medpatient hele tiden vil snakke

får jeg forfølgelsesvanvid

Som hovedregel taler vi patienter godt sammen

Medpatienterne er som hovedregel rigtig søde og rare at tale med. Der er dog en undtagelse: en muslimsk pige/kvinde i fuld niqab. Hun er helt “forelsket” i mig og render i røven af mig konstant. Hun er også ryger og kommer mindst en gang i timen og spørger, om jeg vil med ud at ryge.

Hver anden gang siger jeg ja. Hun stiller konstant de samme spørgsmål: “Hvornår skal du udskrives?” Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”. Der går to minutter, så stiller hun det samme spørgsmål igen. Ind imellem siger jeg “Det har jeg lige svaret på”. Andre gange svarer jeg rigtigt igen, fordi jeg ikke har lyst til at være uvenlig/ond.

Jeg er glad for at være her og føler mig ikke klar til at komme hjem; det er der nu heller ingen forlydender om. Hun derimod vil meget gerne meget hurtigt hjem. Også det har vi talt om 50 gange. Jeg får pip.

Jeg har hjulpet hende med at forberede en lægesamtale, så hun kunne få mest muligt ud af den. Det er ikke fordi, jeg ikke vil være venlig, for det vil jeg naturligvis gerne, jeg har bare ikke overskuddet til at have et vedhæng, på samme måde som jeg ikke har kræfter til at have en elev klistret på.

Man skal have smøger nok med

Centeret ligger på en pløjemark uden indkøbsmuligheder i nærheden. Det betyder, at man som ryger selv skal sørge for at have rigeligt med cigaretter med. Hun har ikke sørget for dette, hvorfor hun konstant nasser hos mig. Hun har været her før, så det er ikke fordi, hun ikke kender til forholdene. Hun tilbyder penge i bytte, men jeg vil hellere have naturalier retur, da jeg ellers ikke selv har nok.

Jeg er nødt til at have døren åben

Jeg er meget på værelset under kugledynen. Jeg har fundet ud af, at filmen, eller rettere “drejebogen”, da det er en instruktion, toner ned og lyden fader ud, når jeg lader min dør stå åben, så jeg kan høre liv omkring mig. Problemet er, at denne pige/kvinde så konstant kommer vadende ind til mig. Og jeg er ikke god nok til at sige fra og sætte grænser.

Som et resultat af alt dette har jeg henvendt mig til medarbejderne og bedt dem hjælpe mig ud af situationen. Jeg kan ikke overskue det selv. De har nu talt med hende, og vi har aftalt, at bedres situationen ikke, henvender jeg mig igen. Jeg synes, de behandler mig godt – men hvad jeg er jo også stamgæst!

Medicin i stedet for psykolog

I formiddag var jeg til samtale med Melita (Svraka). Hun øger noget af medicinen i stedet for at udpege en psykolog. Det er jeg lidt skuffet over. Jeg kan ikke lige huske hendes begrundelse, og jeg fik ikke sat optager-appen i gang fra starten.

Konklusion

Jeg er lykkelig for at være, hvor jeg er med de små “justeringer”, der er nødvendige.

Hav en god aften.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Hjernen er overbelastet

Hjernen er overbelastet

Jeg tømmer hjernen, for det hele kører rundt.

Jeg føler mig overbevist om, at hjernen er overbelastet.

  • Melita har stoppet ECT-behandlingerne. Det er nok meget fornuftigt, da de jo alligevel ikke havde særlig meget effekt. Hun har bekræftet, at behandlingerne kan miste virkningen med tiden.
  • Hukommelsen er mere medtaget denne gang end ellers. Afdelingssygeplejersken sad og drillede mig med det til seneste stuegang. Til sidst måtte jeg sige, at det var et meget sårbart punkt for mig og bede hende holde op. Jeg forstår ikke, at det skulle være nødvendigt at sige det.
  • Melita vil holde netværksmøde. Det er er en god idé. Jeg vil gerne have fleksjobkonsulenten fra Hvidovre Kommune, Distriktspsykiatrien * to (Gitte og Pernille) og erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden med. Men hvordan i alverden vi får koordineret alle de kalendere, ved jeg ikke. Skal jeg prioritere, vælger jeg Gitte og Pernille, da det er dem, der skal stå for opfølgningen på mit ophold her.
  • Jeg har ikke travlt med at komme hjem.
  • Jeg har forberedt stuegangen i morgen formiddag. Øverste punkt er den forbandede film. De må gøre et eller andet, for jeg er ved at få pip af at se på den, og jeg er bange for den, hvilket selvfølgelig er positivt.
  • Jeg er blevet ringet op af lægen fra Glostrup, der har fået forelagt min “klage”. Han og en oversygeplejerske kommer på fredag kl. 14:00, så vi kan drøfte forløbet. Jeg har læst den igennem, og mener fortsat at jeg kan stå inde for det, jeg har skrevet. Det kan gå hen og blive lidt spændende, og jeg synes, det er uhyre positivt, at de tager den slags så alvorligt.
  • Jeg går og er bekymret for at blive anset for for ressourcestærk og af den grund blive udskrevet. Jeg er klar over, at det er unfair at tænke sådan, fordi det jo er at beskylde dem for ikke at kunne se igennem det ressourcestærke og ind til de egentlige problemer.
  • Jeg er bekymret for at blive fyret fra Folkekirkens Nødhjælp. De kan muligvis anse mig for for syg til at have et fleksjob hos dem, når jeg nu har en længere indlæggelse. Jeg er angst for at komme til at gå hjemme i længere tid.
  • Jeg er sluppet for den elev, de havde klistret på mig. Man skal på en eller måde se det som en ære at få sådan en påhæftet. Jeg har bare ikke overskuddet til at lære nogen op lige i øjeblikket.
  • Alle medpatienterne er virkelig søde og imødekommende. En af dem bor også i Hvidovre, og vi har aftalt at drikke en kop kaffe en dag. Måske kan det udvikle sig?

Det var bare det, jeg ville 🙂

I må alle have en god aften.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.