Miljøterapi
Jeg vil ikke i miljøterapi
Jeg håber og beder til at blive overflyttet til afdeling 808 på Hvidovre, for her flyver diagnoserne rundt i luften: personlighedsforstyrrelse (der er otte kategorier, og jeg kan da genkende noget af mig selv i hver eneste), ADHD og Aspergers syndrom. Det er alvorlige sager.
Jeg tror simpelthen ikke på det, for så var der vel nogen, der havde set det de seneste to et halvt år. Jeg vil ud til Melita Svraka, der, trods sine særheder, er hamrende dygtig og kender mig.
Jeg har prøvet at teste mig selv vha. forskellige tests på nettet, men jeg kan ikke finde ud af at aflæse scoren.
På den anden side: det er jo for at hjælpe, og man kan sige, at det, der hidtil er sket, jo egentlig ikke har hjulpet specielt fantastisk, når jeg havner her igen og igen, så måske er der grund til at tænke ud af boksen? Og det er Melita måske nok ikke specielt dygtig til?
Jeg skal altså ikke i miljøterapi. Jeg kan godt lave mad, støvsuge og vaske op, og det er vist det, det går ud på. Hvad tænker de på?
Jeg kan ikke rigtig mærke nogen effekt af den første ECT-behandling, men effekten viser sig måske i morgen efter anden omgang?
Jeg har truffet en vældig sød kvinde i starten af trediverne, og vi taler rigtig fint sammen. Det er hyggeligt.
Jeg har fået kontakt med fleksjobkonsulenten i Hvidovre Kommune, så vi kan få lavet en plan for, hvad jeg gør 1. januar 2017. Han er vældig imødekommende. Vi har aftalt at mødes, når jeg engang er hjemme igen.
Så lidt sker der da…
Hav en god aften.
Efterskrift: I foråret 2019 (altså 2½ år senere) fik jeg stillet diagnosen Aspergers syndrom – endda ret klart. Jannik Bjerrum havde altså ret!
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.




