Indlæg

/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Hos psykologen

Jeg sætter overliggeren for højt

Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen så dygtig, og jeg får så meget ud af sessionerne hos hende.

Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.

Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.

Jeg vil gøre mig uundværlig

Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.

Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?

Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.

Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt

Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?

Det realistiske ambitionsniveau

Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:

“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”

Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Center for Specialundervisning for Voksne

Center for Specialundervisning for Voksne

Flot forløb betalt af kommunen

Det er tirsdag, så jeg har været ved Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Jeg har af Hvidovre Kommune fået bevilling til 10 enetimer hos en logopæd. Jo længere tid jeg kommer der, jo bedre synes jeg, det er. Opgaven er at lære kompenserende strategier i relation til den dårlige hukommelse.

Det er som om, de seneste 1½ år og en stor del af fortiden er glemt, og der bliver ved med at dukke nye episoder op, som jeg har glemt. Senest var det en medpatient, der kunne berette, at vi sammen var på Kronborg for at høre opera vist engang i august. Jeg kan måske huske, at vi sad på en græsplæne og spiste. Alt andet er væk. Det er meget ubehageligt. Den samme medpatient kunne berette, at vi spiste brunch sammen på min lokale café. Det er også helt væk. Hun har været her hos mig tidligere, det kan jeg heller ikke huske.

Lavpraktiske kompenserende strategier

De kompenserende strategier er ret så lavpraktiske. Fx har jeg lige nu fået opgaven med at udvikle et redskab, så jeg kan få styr på mine programmer på computeren. Læreren fra Center for Specialundervisning for Voksne og jeg har i fællesskab designet et skema, som jeg kan sætte de ca. 150 programmer ind i. Skemaet skal rumme tre kolonner:

  1. Programnavn
  2. Opgave = hvad skal programmet bruges til?
  3. Hvilken kategori skal programmet i? Kategori kan fx være billedbehandling. Så kan man sortere efter det.

Det er et hestearbejde, men det bliver godt. Jeg er kommet igennem de første 90 programmer, men jeg ved stadig ikke, hvad de alle skal bruges til. Der må googles for at finde frem til formålet. Det er en underlig fornemmelse at vide, at jeg har vidst, hvad de skal bruges til, men nu er det fuldstændig slettet fra hukommelsen. Når oversigten er færdig, skal den sorteres efter kategori (hurra for Excel), printes ud og ligge ved computeren. Hvis jeg så skal lave noget med billeder, er det let at slå op og se hvilke programmer, jeg har til rådighed. Det btyder, at opdelingen i kategorier er rigtig vigtig.

Lavpraktisk men brugbart

Lavpraktisk ja men brugbart. I det hele taget er alt, hvad vi laver lavpraktisk, men det er løsninger, der er til at huske (he, he), og som er lette at implementere i hverdagen. Huskeregler a’la “Helen med håret” vil fungere godt for mig, da jeg har let ved det sproglige. Hukommelsen for turen til Kronborg kunne have fået støtte ved nogle billeder af Kronborg, af min ledsager og af maden, vi spiste. Jeg render alligevel rundt med en smartphone, hvorfor ikke udnytte dens potentiale fuldt ud?

To hjernetræningsspil som nogle siger ikke hjælper

I dag har vi kigget på “spillet” “Professionel Hjernetræning”, som koster penge med mindre man får et login fra fx CSV, og som kan bruges til at øve de strategier, vi har talt om. Vi prøvede det af på lærerens computer. Hold da op det er svært, men jeg har stor lyst til at prøve det. For at lave interne huskeregler skal man være kreativ, og det er jeg overhovedet ikke. Jeg er spændt på, om jeg kan klare det alligevel.

Et andet “spil” er “Brain+”, som er et gratis program, som jeg lige har downloaded, og derfor kun har nået at spille et enkelt spil på. Det er ret svært! Man bliver fx præsenteret for en række personer, som man får en masse informationer om. Herefter skal man vise, at man kan huske disse informationer. Efterhånden som man arbejder sig frem i spillet, kommer der “afbrydelser”, hvor der kommer andre personer ind imellem, hvis informationer, man så også skal huske, hvorefter man så går tilbage til de oprindelige, og atter skal huske deres informationer.

Jeg føler mig lidt på bar bund her. Det er som om, jeg ikke kan nå at bruge de kompenserende strategier, jeg lige har lært.

Kritikerne af den type af hjernetræningsspil siger, at man bliver god til at spille spil og ikke andet. Den risiko tager jeg med i købet, for det er, trods frustrationen over ikke at kunne nå at bruge de kompenserende strategier, ret sjovt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/12 Kommentarer/i , /af ,

ECT hed engang elektrochok

ECT hed engang elektrochok

Hvordan foregår ECT?

ECT hed engang elektrochok

Flere har spurgt mig, hvordan ECT egentlig foregår, og hvad det er, så derfor kommer der her en forklaring baseret på lige knapt 50 behandlinger. Lad det være sagt straks: Der er ingen lighed mellem “Gøgereden” og virkeligheden. I filmen foregik behandlingen fx uden bedøvelse; nu om dage er det i fuld narkose. Efter min opfattelse er der tale om en effektiv og skånsom behandling, der virker med det samme. Jeg ville ikke være den foruden, for den gør mit liv tåleligt.

ECT er en forkortelse for det engelske Electoconvulsive Therapy – på dansk elektrokonvulsiv terapi. I gamle dage hed det elektrochok på dansk.

Der sættes strøm til hovedbunden, hvilket fremkalder en krampe i hjernen. For at et krampeanfald er godt, skal det vare ca. 60 sekunder. Mine har på det seneste varet omkring 80 sekunder, hvilket har fået dem til at regulere på et eller andet for at bringe dem ned.

ECT gives fx i følgende tilfælde

Man giver fx ECT, når medicinen ikke virker tilstrækkelig effektivt, når der ikke er tid til at vente de ca. otte uger på, at medicinen har fuld effekt, når der er stor fare for selvmord eller når ECT tidligere har vist sig at have god effekt. ECT kan også gives som forebyggende ambulant behandling mod nye udsving i det depressive eller bipolare spektrum.

Sådan foregår det

Det er en specialuddannet psykiater, der forestår selv behandlingen. Han/hun assisteres af narkosepersonale og af plejepersonale, der hjælper til under behandling og opvågning. Det er fx plejepersonalet, der gør en klar med blodtryksmanchet, den lille gummidims på en pegefinger og sætter elektroderne på.

Når behandlingen gives forebyggende, skal man møde op dagen før, fordi der skal foretages en lægeundersøgelse, hvor de måler alle mulige værdier (puls, temperatur, blodtryk), lytter på hjerte og lunger mv. Hvis man er indlagt, og behandlingerne gives i den faste rytme mandag, onsdag og fredag morgen, foregår lægeundersøgelserne løbende.

Lokalet, hvor behandlingen foregår, er ganske lille. Der er lige plads til lejet, psykiateren, de to fra anæstesien og en fra plejepersonalet. Til tider sniger de så også to studerende ind, hvilket jeg synes er temmelig ubehageligt, men de skal jo på en eller anden måde lære det. Jeg synes bare ikke, de behøver øve sig på mig.

Da behandlingen foregår i fuld bedøvelse, skal man faste i seks timer før, og det er en af de ting, de spørger specifikt til, inden de går i gang: “Hvornår har du sidst fået noget at spise og drikke?” Man må heller ikke indtage Benzodiazepiner, fx sovepiller, aftenen før.

Bedøvelsen gives i et drop, der lægges på den ene håndryg – et såkaldt Venflon. Når man sover, gives der endvidere et muskelafslappende middel gennem droppet. De sprøjter bedøvelsen ind, sætter iltmasken på – hvor jeg lige når tre dybe indåndinger – og siger god nat, og så oplever man ikke mere.

Inden bedøvelsen sættes der små klistermærker = EKG-elektroder på brystet. De overvåger hjertet. Til overvågning af aktiviteten i hjernen sættes der EEG-elektroder i tindingen.

For at passe på tænderne får man en bideskinne, som man kan vælge, om de skal sætte ind, eller om man selv vil gøre det. Jeg foretrækker at gøre det selv.

Opvågningen

Når behandlingen er overstået, slukkes for det bedøvende middel og man bliver kørt ind i den tilstødende opvågningsstue. Det tager ca. 15-20 minutter at vågne op. Jeg har aldrig set opvågningsstuen, men kommer til mig selv på vejen ned til afdelingen, hvor jeg bliver kørt i en kørestol. Jeg kan åbenbart ikke gå derned selv. Når man vågner op, har de på mirakuløs vis fået “monteret” sko og briller igen. I forbindelse med de først behandlinger var jeg lidt konfus bagefter, men sådan er det ikke mere. Jeg føler mig frisk efter ca. en time og er da klar til at tage hjem. Jeg føler ikke, at jeg har nogen bivirkninger. Hukommelsesproblemerne skyldes ikke ECT, men den grundlæggende lidelse, som består af bipolar affektiv sindslidelse. Behandlingerne har på den anden side set ikke gjort det bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/16 Kommentarer/i /af

Dejligt

Dejligt

Det er dejligt, der også sker noget positivt

Man skal også skrive, når der er positive og gode nyheder. Og det er der i dag:

1) Hvidovre Kommune har skriftligt meddelt, at jeg gerne må fortsætte forløbet hos Psykiatrifonden, og at jeg i den forbindelse gerne må finde en virksomhedspraktik.

Det betyder, at vi læser speciallægeerklæringen ens, og det er bare så godt. Det er dejligt, at vi ikke skal til at diskutere, hvordan Pia Glyngdals erklæring skal forstås/fortolkes.

Af erklæringen fremgår nærmest, at det vil være en del af min helbredelse – så helbredt som jeg nu kan blive – at komme på arbejdsmarkedet igen. Det ser jeg meget frem til. I første omgang føler jeg mig overbevist om, at Psykiatrifonden vil finde et godt sted til en virksomhedspraktik. Jeg har allerede aftalt møde med erhvervsrådgiveren, så vi kan få sat lidt skub i sagen.

2) Jeg bevarer jeg mine sygedagpenge, så længe forløbet kører hos Psykiatrifonden. Det er en kolossal lettelse. Så klarer jeg den i hvert fald frem til april. Huslejen kan betales og der er brød på bordet. Hvad der derefter skal ske vides ikke. Jeg satser på et mirakel.

3) Ved SINDs mellemkomst har jeg fundet en ny bisidder. Han hedder Flemming og lyder flink i telefonen. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg får ham sat ind i sagen, der jo efterhånden er lidt langstrakt.

Jeg er startet med at sende ham speciallægeerklæringen og det autoriserede skema, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, som til sin tid vil danne grundlag for mødet med rehabiliteringsteamet, der gerne skulle indstille til kommunen, at de skal bevilge mig et fleksjob. Det er en noget omstændelig procedure, men sådan er det.

Med de to dokumenter kender han hele mit liv og min historie, og jeg er meget spændt på at få nogle tilbagemeldinger fra ham, når han har læst dem.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.