Dejligt

Man skal også skrive, når der er positive og gode nyheder. Og det er der:

Hvidovre Kommune har skriftligt meddelt, at jeg gerne må fortsætte forløbet hos Psykiatrifonden, og at jeg i den forbindelse gerne må finde en virksomhedspraktik. Det betyder, at vi læser speciallægeerklæringen ens, og det er bare så godt. Det er dejligt, at vi ikke skal til at diskutere, hvordan Pia Glyngdals erklæring skal forstås/fortolkes. Af erklæringen fremgår nærmest, at det vil være en del af min helbredelse – så helbredt som jeg nu kan blive – at komme på arbejdsmarkedet igen. Det ser jeg meget frem til. I første omgang føler jeg mig overbevist om, at Psykiatrifonden vil finde et godt sted til en virksomhedspraktik. Jeg har allerede aftalt møde med erhvervsrådgiveren, så vi kan få sat lidt skub i sagen.

Sidst men ikke mindst bevarer jeg mine sygedagpenge, så længe forløbet kører hos Psykiatrifonden. Det er en kolossal lettelse. Så klarer jeg den i hvert fald frem til april. Hvad der derefter skal ske vides ikke. Jeg satser på et mirakel.

Ved SINDs mellemkomst har jeg fundet en ny bisidder. Han hedder Flemming og lyder flink i telefonen. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg får ham sat ind i sagen, der jo efterhånden er lidt langstrakt. Jeg er startet med at sende ham speciallægeerklæringen og det autoriserede skema, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, som til sin tid vil danne grundlag for mødet med rehabiliteringsteamet, der gerne skulle indstille til kommunen, at de skal bevilge mig et fleksjob. Det er en noget omstændelig procedure, men sådan er det. Med de to dokumenter kender han hele mit liv og min historie, og jeg er meget spændt på at få nogle tilbagemeldinger fra ham, når han har læst dem.

16 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Ja, mon ikke han har bedst af at få papirer og så ellers få dig til at fortælle én ting ad gangen. Hvis han ikke har for travlt, tror jeg det vil gå, for det er (forhåbentlig) problemstillinger, som han kender i forvejen.

    Hvor er jeg ked af at din tidligere bisidder blev syg, hun var et godt menneske, fornemmede man.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg har sendt papirerne til Flemming, men han er endnu ikke kommet med en tilbagemelding, og det er jeg lidt træt af. Selvfølgelig kan man ikke forlange samme “sagsbehandlingstid” af en der er på arbejdsmarkedet som af en, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet – men alligevel synes jeg, der er gået lidt vel rigelig lang tid.

      Du kan tro jeg også er ked af, at Bodil er blevet syg, for hun var/er en fantastisk bisidder og ganske rigtigt et godt menneske.

      Svar
  2. Ellen
    Ellen says:

    Tillykke. Jeg tror, at du snart kan føje et kapitel til Møllehaves “Skuffelser, der ikke gik i opfyldelse” – det håber jeg i hvert fald for dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Tak skal du have. Tjah det kan godt være, jeg kan føje et kapitel til bogen; det ville jeg være meget glad for.

      Svar
  3. Fruen i Midten
    Fruen i Midten says:

    Det er da den bedste nyhed længe! Tillykke 🙂 Så skal vi ‘bare lige’ have Flemming på banen, og så falder der forhåbentlig så meget ro på, at det i sig selv vil gøre, at du får det bedre.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Fruen i Midten

      Ja det er bare så dejligt; jeg er meget lettet.

      Jeg er spændt på at høre Flemmings reaktion på de to dokumenter, jeg har sendt ham. De må næsten komme i dag. Jeg må se at finde ud af, hvordan jeg lettest får ham “kørt ind”, så han kan få det overblik, som Bodil har haft.

      Svar
  4. Kirsten b. r.
    Kirsten b. r. says:

    Skøn læsning. Juhu. Tillykke med dette resultat. Hvidovre kommune har kløgtige mennesker ansat. Flyt ikke fra den kommune.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten b. r.

      Ja det er bare så dejligt. Jeg synes også efterhånden, at Hvidovre Kommune gør det godt, og jeg ved, at sagsbehandleren også er indstillet på et fleksjob, så mon ikke det går alt sammen. En gang imellem tænker jeg på, at det kan blive nødvendigt at flytte af økonomiske årsager, men jeg vil meget nødig, dels grundet det fine samarbejde med kommunen, dels grundet mit engagement i kirken, hvor jeg også har en stor del af mit netværk.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten

      Velkommen til min blog og tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Tak for lykønskningen. Beskeden fra kommunen er den bedste nyhed længe.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *