ECT hed engang elektrochok
Indholdsfortegnelse
Hvordan foregår ECT?
ECT hed engang elektrochok
Flere har spurgt mig, hvordan ECT egentlig foregår, og hvad det er, så derfor kommer der her en forklaring baseret på lige knapt 50 behandlinger. Lad det være sagt straks: Der er ingen lighed mellem “Gøgereden” og virkeligheden. I filmen foregik behandlingen fx uden bedøvelse; nu om dage er det i fuld narkose. Efter min opfattelse er der tale om en effektiv og skånsom behandling, der virker med det samme. Jeg ville ikke være den foruden, for den gør mit liv tåleligt.
ECT er en forkortelse for det engelske Electoconvulsive Therapy – på dansk elektrokonvulsiv terapi. I gamle dage hed det elektrochok på dansk.
Der sættes strøm til hovedbunden, hvilket fremkalder en krampe i hjernen. For at et krampeanfald er godt, skal det vare ca. 60 sekunder. Mine har på det seneste varet omkring 80 sekunder, hvilket har fået dem til at regulere på et eller andet for at bringe dem ned.
ECT gives fx i følgende tilfælde
Man giver fx ECT, når medicinen ikke virker tilstrækkelig effektivt, når der ikke er tid til at vente de ca. otte uger på, at medicinen har fuld effekt, når der er stor fare for selvmord eller når ECT tidligere har vist sig at have god effekt. ECT kan også gives som forebyggende ambulant behandling mod nye udsving i det depressive eller bipolare spektrum.
Sådan foregår det
Det er en specialuddannet psykiater, der forestår selv behandlingen. Han/hun assisteres af narkosepersonale og af plejepersonale, der hjælper til under behandling og opvågning. Det er fx plejepersonalet, der gør en klar med blodtryksmanchet, den lille gummidims på en pegefinger og sætter elektroderne på.
Når behandlingen gives forebyggende, skal man møde op dagen før, fordi der skal foretages en lægeundersøgelse, hvor de måler alle mulige værdier (puls, temperatur, blodtryk), lytter på hjerte og lunger mv. Hvis man er indlagt, og behandlingerne gives i den faste rytme mandag, onsdag og fredag morgen, foregår lægeundersøgelserne løbende.
Lokalet, hvor behandlingen foregår, er ganske lille. Der er lige plads til lejet, psykiateren, de to fra anæstesien og en fra plejepersonalet. Til tider sniger de så også to studerende ind, hvilket jeg synes er temmelig ubehageligt, men de skal jo på en eller anden måde lære det. Jeg synes bare ikke, de behøver øve sig på mig.
Da behandlingen foregår i fuld bedøvelse, skal man faste i seks timer før, og det er en af de ting, de spørger specifikt til, inden de går i gang: “Hvornår har du sidst fået noget at spise og drikke?” Man må heller ikke indtage Benzodiazepiner, fx sovepiller, aftenen før.
Bedøvelsen gives i et drop, der lægges på den ene håndryg – et såkaldt Venflon. Når man sover, gives der endvidere et muskelafslappende middel gennem droppet. De sprøjter bedøvelsen ind, sætter iltmasken på – hvor jeg lige når tre dybe indåndinger – og siger god nat, og så oplever man ikke mere.
Inden bedøvelsen sættes der små klistermærker = EKG-elektroder på brystet. De overvåger hjertet. Til overvågning af aktiviteten i hjernen sættes der EEG-elektroder i tindingen.
For at passe på tænderne får man en bideskinne, som man kan vælge, om de skal sætte ind, eller om man selv vil gøre det. Jeg foretrækker at gøre det selv.
Opvågningen
Når behandlingen er overstået, slukkes for det bedøvende middel og man bliver kørt ind i den tilstødende opvågningsstue. Det tager ca. 15-20 minutter at vågne op. Jeg har aldrig set opvågningsstuen, men kommer til mig selv på vejen ned til afdelingen, hvor jeg bliver kørt i en kørestol. Jeg kan åbenbart ikke gå derned selv. Når man vågner op, har de på mirakuløs vis fået “monteret” sko og briller igen. I forbindelse med de først behandlinger var jeg lidt konfus bagefter, men sådan er det ikke mere. Jeg føler mig frisk efter ca. en time og er da klar til at tage hjem. Jeg føler ikke, at jeg har nogen bivirkninger. Hukommelsesproblemerne skyldes ikke ECT, men den grundlæggende lidelse, som består af bipolar affektiv sindslidelse. Behandlingerne har på den anden side set ikke gjort det bedre.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Tak for beretningen – det er interessant at læse, hvorledes du oplever behandlingen.
@ Jørgen
Mit mål er for det første at fortælle, og for det andet evt. at aflive nogle myter.
Interessant at få lidt at vide om emnet fra en anden vinkel.
@ Pia
Tak skal du have, det var netop det, der var mit ærinde.
Særdeles spændende og meget interessant at læse ?.
@ Kenneth
Velkommen til min blog og tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Tak det glæder mig, at du kunne lide indlægget. Hvis jeg kan være med til at aflive nogle fordomme, vil jeg kun være glad.
Uha, for mig lyder det som at skyde med spredehagl, men skidt med mine fobier. Det afgørende er, at du oplever en gavnlig virkning.
@ Eric
Hvorpå bygger du det med spredehaglene/Hvad mener du? (Jeg spørger af interesse ikke for at “ordkneppe”.) Ja jeg oplever det som en stor hjælp, og de nuværende seks gange løber ud, vil jeg bede om seks gange mere.
Med spredehagl tænker jeg på, at man påvirker hele hjernen og ikke kun bestemte centre, som har “ansvaret” for det problem, patienten døjer med. Lidt som at udsætte hele kroppen for en behandling, fordi patienten har et problem med blindtarmen (eller whatever) eller at sylte hele cyklen ind i olie, fordi kæden trænger til smørelse 😉
@ Eric
Åh ja selvfølgelig, tak for forklaringen, nu forstår jeg.
Ja du har da egl. ret, det har jeg aldrig tænkt på før. Det vil jeg da prøve at spørge til næste gang, som er på torsdag/fredag.
Det er vel det centrale ved bivirkninger: Hvad påvirker det også, som ikke var tiltænkt eller ønsket?
@ Eric
Jeg tror da ikke, man kan kalde utilsigtet behandling for bivirkninger; behandling er ikke lig med virkning. Hvad man i stedet kan kalde det, ved jeg ikke.