Op og ned

En tur hjemme bare i et par timer. Jeg manglede rent tøj, postkassen skulle tilses og den slags ting. Pludselig kan jeg mærke, at jeg savner mit hjem – og mit arbejde.

Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, hvordan det går. Jeg håber ikke, der er en læge, der spørger, for jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Noget går bedre, idet de ultra depressive symptomer er væk. På den anden side er der kommet andre “dårlige tanker” til, hvor jeg ikke orker at kæmpe længere, idet jeg har kæmpet med livet siden 1972, hvor min far døde, da jeg var ni år. Det er jo en menneskealder siden. Jeg har kæmpet og kæmpet, og egentlig synes jeg ikke, jeg har fået noget ud af det. Det har altid været op ad bakke.

Drejebogen kører for fuld styrke – den handler fortfarende om min død og begravelse, og det er alle de rigtige scener, der udspiller sig: Den rigtige præst, det rigtige afskedsbrev, der læses op ved kisten, de rigtige gæster, de rigtige salmer (14 og 787 (hører faktisk “Du som har tændt millioner af stjerner” mens jeg skriver dette indlæg)), testamentet er skrevet og bekræftet i Københavns Byret osv. Jeg er stadig angst for drejebogen, hvilket jo er positivt, idet det vidner om en vis livsvilje trods alt. Noget andet jeg hører er “Kære Linedanser” – den er også livsbekræftende. Jeg har lært den i Hvidovre Kirke.

Jeg er meget bekymret for selv at skulle finde et nyt fleksjob. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle kunne finde kræfterne, og jeg ved ikke, om jeg overhovedet har nogle kompetencer længere. Har jeg overhovedet noget at tilbyde en arbejdsgiver? Herudover kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne “overtale” en arbejdsgiver til at ændre et stillingsopslag fra en ordinær stilling til et fleksjob. Jeg dur ikke til at manipulere med andre mennesker. Og det synes jeg egentlig er en kvalifikation.

Det bedste ved dette er, at min yndlingskontaktperson Mona vil tage fat i PCHs socialrådgiver og fortælle hende, hvor vigtigt det er, at vi trykker Mickey Bech (Fleksjobkonsulenten) fra kommunen på maven og sørger for, at der sker noget. Det, jeg ikke kan selv, kan jeg måske med PCH i ryggen. De kan forklare, hvor vigtigt det er. Der lyttes sikkert mere til dem end til mig. Jeg står der igen 2. januar, hvis der ikke sker noget inden da.

Opfølgning på det positive møde med overlæge Jannik Bjerrum og en oversygeplejerske fra Psykiatrisk Center Glostrup:

Jeg har i dag skrevet til centerchef Birgitte Welcher om det gode møde:

Kære Birgitte Welcher
Jeg vil bare gerne orientere dig om udfaldet af mit møde med to medarbejdere fra Psykiatrisk Center Glostrup:
For det første: det var utrolig positivt, og de tog vel imod de punkter, jeg listede op. Der var også et punkt, som jeg ikke havde nævnt i min mail til dig, da det lå lidt tilbage i tiden, nemlig skærtorsdag i 2016.
Konklusionen blev, at de vil tage hjem og kigge nærmere på det. Endvidere blev vi enige om, at de var velkomne til at bruge mig, hvis der var noget, de mente, jeg kunne hjælpe med i deres proces.
Dernæst: jeg har opsummeret det gode møde i en blogpost, hvilken du kan læse her, hvis du skulle være interesseret: https://stegemueller.dkutrolig-positivt/
 
Til sidst: du skal have mange tak for, at du gik positivt og konstruktivt ind i “sagen”. Jeg synes, at allerede det foreløbige udfald er positivt! Jeg glæder mig til at hjælpe dem, hvis der er noget, jeg kan bidrage med.
Venlig hilsen
Stegemüller
Så kan jeg vist ikke sige det meget pænere. Jeg er spændt på, hvad næste skridt er. Hvis Glostrup kan bruge mig til noget, vil jeg kun være glad. Jeg er jo blevet “svingdørspatient”, så jeg har noget at bidrage med. Samtidig er jeg Djøf’er, så jeg kender til at arbejde med processer og optimering heraf.
Bundløst ærligt. Svar hvis du har lyst – og ellers lad være.
4 Svar
  1. Bodil Grove Christensen
    Bodil Grove Christensen siger:

    Erik ser jo ret i, at arbejdsidentiteten er vigtig, men ikke altafgørende. For os, der med raske skridt nærmer os pensionsalderen, er det selvfølgelig noget, som popper op engang imellem, og vi skal finde en ny måde at forholde os til, hvem vi er.
    Det må du jo også nødvendigvis gøre. Det vil tage tid, og husk at sige til dig selv, at det er helt ok, at det tager tid. Du er jo dig – ikke kun din arbejdsfunktion. Husk også, at alle mennesker har værdi, ung som gammel, i arbejde eller ej, klog eller knapt så klog. Læn dig tilbage og tag det roligt, det er ok at blive ældre og sætte farten ned.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Bodil

      Måske har jeg udtrykt mig uklart, men jeg har ikke det ringste problem med at blive ældre. Jeg er netop blevet 53 år, og det har jeg det helt fint med.

      Jeg kan bare ikke leve uden at arbejde. Jeg skal have kolleger at sige god morgen og farvel til og spise frokost med. Det giver mit liv indhold.

      Og så kan jeg ikke udholde selv at skulle finde et nyt fleksjob og snyde arbejdsgivere eller manipulere med dem.

  2. Eric
    Eric siger:

    Det gør mig ondt, at bekymringerne fylder så meget, selvom den største bekymring af alle forsvandt, da du fik tilkendt pension.

    Ja, ja, ja: Jeg ved godt, at du (siger du får) din identitet gennem dit arbejde, men det er jo aldrig helt rigtigt. Man har en identitet qua sin peronlighed, sine evner og ikke mindst fortid. “Arbejdspersonligheden” er kun en side, en facet.

    Jeg er glad for mit arbejde og mine kollegaer, men arbejdet er kun en del af min identitet. Jeg glæder mig alligevel, til jeg skal på efterløn, hvor jeg får tid og forhåbentlig energi til at opdage nye ting og udvikle nye sider, som også kan blive en facet.

    De bedste ønsker, Eric

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Eric

      Tak for din kløgtige og gennemtænkte kommentar!

      Du har helt ret i at de største bekymringer forsvandt, da jeg fik tilkendt min invalidepension. Med den kan jeg betale mine faste udgifter, selvom jeg kun vil have min ledighedsydelse (en slags understøttelse for fleksjob).

      Jeg føler mig overbevist om, at du har ret i det med “arbejdspersonligheden”. Dog er det for mig samtidig sådan, at den fylder det hele, og er den der ikke, er jeg der heller ikke. Jeg føler ikke, at jeg har identitet i mig selv.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.