Indlæg

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Fordele og ulemper ved en autismespektrumforstyrrelse

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Det “sociale” driller mig mere og mere, og det havde jeg en længere samtale med psykologen om i den forgangne uge. Hun har heldigvis stor erfaring fra sine mange klienter med en autismespektrumforstyrrelse.

Så længe jeg passer ECT-behandlingerne, passer den bipolare lidelse sig selv, hvilket jeg er mere end lykkelig for. Jeg hader behandlingerne, da den hermed forbundne dødsangst er stigende, men det må vi (psykologen og jeg) jo finde ud af.

Til gengæld fylder autismen mere og mere, uden jeg kender årsagen, men det gør egentlig ikke noget. Jeg har det jo sådan, at der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Jeg elsker diagnosen, for den har ført til, at jeg endelig kunne blive den, jeg altid har været.

Jeg har længe vidst, at jeg ikke har noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke af og til har behov for at dele tanker og følelser; også jeg har behov for et vindue mod verden. Det har alle mennesker vel – men i varierende grad. De skal måske lukke vinduet op, men jeg kan nøjes med at kigge ud af det. Andre har måske behov for at gå ud at spise og småsnakke om hverdagshændelser siden sidst. Jeg foretrækker fællesskaber – virtuelle eller IRL – om en fælles (sær-)interesse.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskabEt eksempel på et sådant fagligt fællesskab er arbejdet med sagskomplekset om Bodil Sørensdatter, der i dølgsmål i 1854 føder sit og svogerens døde barn.

Da jeg ikke selv er dygtig nok til hverken at finde de originale kilder i en retssag eller at tyde dem, har jeg aktiveret mit virtuelle netværk, og det har ført til sagens opklaring og en lang række artikler på hjemmesiden. Nederst på denne side findes en liste med de foreløbige links.

Det har kombineret mine særinteresser (slægtsforskning og historie) med det faglige fællesskab. Slægtsforskning er meget mere end datoer.

Hvis jeg skal have en eller flere venner

Hvis jeg atter skal indgå i en venskabelig relation, er det en helt afgørende forudsætning, at den bygger på gensidig respekt. Mit liv har budt på tilstrækkeligt mange ydmygelser, så dem behøver jeg ikke gentage. Jeg vil ikke længere “gøres forkert”, og jeg vil ikke længere skulle forsvare mig selv, mine holdninger og mine gerninger. I overført betydning og relaterende til billedet i toppen: man skal trække hinanden op ad bjerget – ikke skubbe ned ad det. Jeg synes sådan set, at jeg er okay, som jeg er, trods iboende fejl og mangler. Prisen i et venskab kan blive for høj.

Jeg er god til at være alene – jeg kan rigtig godt lide det, men det er ikke rart at føle sig ensom, og især jul, nytår og dagene derimellem er en svær tid. Der er lidt “Den lille pige med svovlstikkerne” over det. Man ved, at flertallet er sammen med deres nærmeste, og selv er man alene. Jeg føler mig marginaliseret, hvilket selvfølgelig ikke er rart. Nu er det overstået for denne gang, og jeg ånder lettet op ved tanken om, at der er 10½ måned til hele cirkusset begynder forfra.

Sikke meget slægtsforskning og historiefortælling, der kan nås inden da.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Links tilhørende historien om Bodil Sørensdatter

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Julehygge er lig mad

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Vi skriver kun onsdag den 16. oktober, men alligevel er det længe siden, man skulle skynde sig at tilmelde sig diverse julemesser og -arrangementer, hvis man ville være sikker på at få en plads ved de riges veldækkede bord.

Jeg har intet imod julen eller det at samles og evt. det at samles i kirken. Det er en smuk tradition og fortælling, og netop i år har vi mennesker nok at bede for (Ukraine, Gaza, Libanon og Israel). Men jeg er holdt op med at holde jul, for jeg kan holde alt det mad ud. Jeg kan ikke holde ud, at fokus er på det, vi skal spise, når vi samles, også selvom menuen er den samme, som den har været de seneste 25 år. Der er intet nyt under solen.

For mig er mad, noget man spiser, når man er sulten. Er man flere sammen om måltidet, er det kun hyggeligt. Er køkkenet stort nok til det, er det også enormt hyggeligt at lave maden sammen. Det er ikke så længe siden, psykologen fortalte, at mange af hendes klienter med en eller anden form for autismespektrumforstyrrelse har et lidt atypisk spisemønster. Endnu en gang må jeg give hende ret. Vågner jeg fx kl. 02 og er sulten, står jeg da op og laver mad. Det er godt, jeg bor alene 🙂

Der er millioner af mennesker i verden, der sulter. Alene i Danmark er der masser af mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen og er afhængige af julehjælpen, når de vil give deres børn julegaver, som er på niveau med klassekammeraternes. Og nu er jeg på forhånd klar over, at der vil være nogle, der tænker – eller måske endda skriver – at muslimer henter julehjælp, og det burde de ikke. Mit svar er ganske enkelt: »Vi hjælper, fordi vi er kristne«. Og længere er den ikke.

Herudover er der hele debatten om, hvor vi skal være i år, og hvem vi skal være sammen med, når vi nu var hos Egon sidste år og endda havde inviteret tante Magda og hendes nye kæreste med. Den slags finder jeg også ret anstrengende, og forhandlingerne om det begynder også allerede i oktober.

Alternativ jul

Af ovenstående grunde holder jeg alternativ jul, hvilket passer mig fint. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg lavede juleaften i 2023. I 2022 installerede jeg det lille vidunder af en Synology NAS juleaften. Det var simpelthen så hyggeligt. Der var ingen diskussioner om madlavningen, gåsen brændte ikke på, sovsen var perfekt, og jeg slap for Egon, tante Magda og hendes nye kæreste.

Jeg skal have planlagt en eller anden hyggelig ting til den 24. december i år og også noget til nytårsaften; sidstnævnte har jeg aldrig brudt mig om. Desværre mangler jeg ikke en ny server eller lignende. Men så finder jeg nok på noget andet. I hvert fald skal jeg ikke være en del af »juleræset«, som folk nedsættende kalder det, uagtet de selv medvirker til det. Det har jeg (heller) aldrig forstået.

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Om Aspergers syndrom

Minimalisme er godt for autisme

Jeg synes, jeg burde have tænkt over det for længst, men det havde jeg ikke, og så var det jo godt, at Jørgen lavede koblingen. Han spurgte nemlig her til formiddag

Er sansestimuleringen blevet mindre, nu der er færre bøger at se på?

Og er det godt for autismedelen af dig?

Jamen for pokker da, det er da så simpelt og enkelt.

Ja, nu, hvor der er langt, langt færre bøger at se på (maks ¼), er der langt færre sanser, der kommer i spil, når jeg færdes i min stue. Derfor kan jeg meget bedre lide at være her. Og det siger da sig selv, at jeg altid har elsket minimalismen på grund af autismen. Og jeg var jo altså 54 år, før jeg vidste, at jeg havde Aspergers syndrom.

Der er så lige det, at jeg skulle blive 60 år (faktisk næsten 61 år), før jeg for alvor fik mulighed for at dyrke minimalismen.

  • 1981 – 1990 – På kollegiet var små godt, for vi havde – alt inklusive – 13 m2. Studiebøgerne og skrivebordet fyldte det meste, men jeg elskede også at købe bøger i de to bogklubber »Gyldendals« og »Samleren«. Vi læste alle, det der nu udkom, og vi diskuterede det med hinanden. Det var en dejlig tid. Her var bestemt ikke plads til minimalisme.
  • 1990 – 2007 – I den lille to-værelses på 53 m2 i Vanløse var der ikke rigtig plads til at købe nye bøger, men jeg gjorde det alligevel. Men fik jeg læst de bøger, jeg købte? Jeg tror,  svaret er nej, for jeg skulle jo også pleje karrieren, være kæreste og langtursroer og begynde at slægtsforske. Her havde det været fornuftigt at påbegynde minimalismen, men jeg var alligevel så lidt hjemme, at jeg ikke lagde mærke til fraværet af minimalismen.
  • 2007 – 2024 – I Hvidovre har jeg masser af plads: 78 m2, som jeg elsker. Indtil for ca. et par uger siden, fyldte jeg bare pladsen ud. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som »Gemme-menneske«, men det må jeg jo have været, når der var så meget, jeg ikke brugte, og som uden videre kunne kasseres. Når man har god plads, stopper man bare ind i skabe og putter i skuffer. Jeg lagde ikke så meget mærke til fraværet af minimalismen, da jeg kun brugte mit soveværelse, fordi det var der, »kontoret« var. Jeg tænkte meget tit på, at jeg kunne have klaret mig med en et-værelses, men at det ville være for dyrt at flytte.
  • Oktober 2024 – Nu dyrker jeg minimalismen, og det er godt for autismen. Det er faktisk helt fantastisk og vel en af årsagerne til, at jeg elsker mit nye hjem så højt. Endelig, endelig har jeg fået det, som jeg gerne vil have det. Der er ikke længere alle de overflødige sanseindtryk fra alt det, jeg alligevel ikke skal bruge. Jeg finder stadig ting, jeg ikke skal bruge. Eksempelvis kasserede jeg i går ca. 20 spisepinde, som vist aldrig havde været brugt samt en strikkepind til at mærke, om brødet nu er bagt ordentligt. Jeg har vist ikke bagt et brød i alle de år (dvs. 17), jeg har boet her.

Et fikst klædeskab

Da jeg flyttede ind her i november 2007, købte jeg et klædeskab hos »Nyt Skab«, og det har utrolig mange fine funktioner. I skal lige se en af dem – i det nu helt rene klædeskab.

Bøjlestangen befinder sig helt oppe under loftet for at give plads til flest muligt hylder og skuffer. For at man så kan nå bøjlestangen, har den en »pind« i midten, som man trækker i, og så kommer bøjlestangen ned i nå-højde. Det er temmelig smart.

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Satte det på plads med psykologen

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Efter mange, mange samtaler med psykologen ved jeg, at jeg aldrig går forgæves! Jeg har 100 lydfiler med vores samtaler.

Jeg har simpelthen Danmarks dygtigste psykolog – og jeg er noget bekymret over, hvad jeg skal gøre, når hun bliver gammel nok til at gå på pension om vist fire år. Jeg finder jo ikke bare en anden.

Før Anette har jeg haft et utal af “hjælpere”, men hun er den første, der har mødt mig lige præcis der, hvor jeg nu en gang er. Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, og at jeg hverken skal tegne, male eller stå på et ben … eller hvilke forslag, der nu kunne dukke op. Min tilgang til livet og verden er analytisk, og den følger hun. Hun har aldrig nogensinde forsøgt at lave om på mig. Hun har måske vænnet sig til mig … 🙂

Vi er der, hvor jeg ikke længere kommer med “store ting”, for dem er der ryddet grundigt ud i, men det var der så sandelig også behov for. Nu er det mest “justeringer” af dagligdags hændelser. Jeg er tryg ved, at jeg kan dukke op med både stort og småt. 

Det er indregnet i budgettet som en omkostning ved at være i live.

Konklusionen er:

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst. Rejsen var ikke udelukkende en fiasko.

Vi vendte turen til Tyskland, og det var dejligt at få den sat endeligt på plads. Jeg havde gået rundt en lille uge og været lidt ved siden af mig selv og ikke kunnet få gang i hverdagen igen.

Jeg kom både frem og tilbage til Frankfurt (Oder), hvilket for bare et par år siden havde været helt utænkeligt. I 2017 kunne jeg fx dårligt tage med Folkekirkens Nødhjælp på seminar på Nyborg Strand. Et år eller to senere gik det ikke at tage på Borups Højskole inde ved Holmens Kanal i fem dage – på dag et tog jeg hjem med et angstanfald i bagagen. Havde jeg lyst til den slags udskejelser nu, tror jeg, det ville gå, men det har jeg ikke, for der er for mange deltagere til min smag. For mig er fem personer (for) mange.

Ubehaget, utrygheden og ængsteligheden fyldte for meget. Det var bare ikke fedt hele tiden at skulle navigere i ukendt farvand. Skulle udlængslen atter gribe mig, håber jeg, at jeg vil komme i tanke om dette. Jeg er ganske enkelt gladest herhjemme ved mine egengenerede projekter. Nogle kan mene, det er mærkeligt, men sådan er det.

Jeg hader forandringer, hvilket er et normalt autistisk træk. Det havde jeg bare glemt, fordi min autisme ikke fylder for mig. Måske mener nogle, at jeg er vældig autistisk, men det synes jeg ikke selv.

Og så er der vel også noget aldersbetinget ved det:

  • Før i tiden hoppede jeg på en bus og regnede med, at det var den rigtige retning. Og var det forkert, hoppede jeg bare af og kørte den modsatte vej. Den tid er ovre.
  • Nu vil jeg fx helst vide, hvad der står på toget, hvornår det kører, hvilket spor det kører fra, hvor mange stop der er undervejs, hvornår det ankommer og hvad det koster.
  • Og jeg vil gerne have en god tidsmæssig margin, så jeg ved, at jeg ikke kommer for sent. Jeg hader at komme for sent – eller rettere: Jeg tror ikke, jeg nogensinde er kommet for sent.

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.