,

Når vi nu er ved børnedødelighed

Oldefars døde spædbørn

Når vi nu er ved børnedødelighed

Jeg har så ofte tænkt på, at datidens mennesker, vel må have elsket deres børn lige så højt, som nutidens mennesker. Hvor skulle de ikke det? Det må have været frygteligt at bære så mange børn til graven.

I min database har jeg adskillige mænd, der bærer fx både kone, der døde i barselsseng, og et barn (enten dødfødt eller levende født) til graven den samme dag.

Selv i min tyske familie, før oldefar kommer til Danmark i 1890, begraves to af hans søstre samme dag den 25. juni 1866 på Allgemeiner Kirchhof i Frankfurt an der Oder. Den ene er seks år, den anden er ni år. Dødsårsagen er ved dem begge angivet til “Brechruhr”, som jeg har oversat til kolera. Kolera fik/får man typisk af snavset vand.

Oldefars tiende barn, Alf Stegemüller, døde, kun 10 eller 11 uger gammel, den 25. Sep. 1914 i Skodsborg, Søllerød Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt. Hvorfor nu det?

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, 1911-1923, KM, Døde – opslag: 30 af 252 opslag.

Jeg læste en utrolig spændende artikel i Ugeskrift for læger fra september 2024 af Signild Vallgårda, Professor emerita i folkesundhedsvidenskab, om børnedødelighed.

Titlen på artiklen er: “Da børnedødeligheden blev sjælden“. Hvis man kan lide tal i tabeller, er den ikke til at komme udenom. Artiklen kan være med til at fortælle om, hvorfor to af oldefars børn døde som ganske små.

Dødsattest for Alf Stegemüller

Artiklen inspirerede mig til at finde dødsattesten for efternøleren Alf, der først bliver født, efter familien er flyttet med hattefabrikken til Skodsborg. Alle de andre børn er født på Brede. Hvad kunne sådan en lille dreng dø af, når det nu ellers gik rigtig godt for familien? Oldefar var blandt de tyske mestre på Brede Klædefabrik. Familien var vist “pretty well of”.

Alf (1914 – 1914) var det andet døde barn. Det første var lille Rigmor Margrethe (1900 – 1900), der døde på Brede. De boede fx ikke i en bolig, hvor mange børn nemt smittede hinanden med luftvejssygdomme, fordi de delte seng. Eller egentlig ved jeg jo ikke, hvordan de boede … Det må jeg undersøge i al den litteratur, jeg har samlet om Brede Klædefabrik.

Efter at have fundet dødsattesten viste det sig, at Alf døde af “mavetarmkatarr” – Gastroenteritis. Dødstegnene er “Rigor og Hypostase”. Han dør altså ikke af en luftvejssygdom.

Kilde: ao.salldata. Dødsattester: Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Københavns Amts Nordre lægedistrikt, Dødsattester for samtlige landsogne-1914-1915 – opslag: 693 af 1277.

Kilden er her.

Dødsattest for Rigmor Margrethe Stegemüller

Egentlig synes jeg, det er temmelig svært at finde rundt i dødsattesterne for Københavns Amt, idet de til tider synes smidt ind med en skovl. Og fordi det halve Sjælland er placeret i samme pakker.

Alfs dødsattest gav mig alligevel blod på tanden. Og ved et tilfælde dumpede jeg lige ned på Brede i Kgs. Lyngby, så jeg fandt faktisk også lille Rigmor Margrethe Stegemüller (1900 – 1900), der døde seks uger gammel den 7. september 1900, jfr. Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1898-1902, KM, Døde – opslag: 95 af 118 opslag.

Hun var oldefars 5. barn. Og også hun døde af mavekatar, og altså ingen luftvejssygdom. Gad vide om “mavekatar” var sådan en fællesbetegnelse, når lægen ikke gad skrive andet?

Kilde: ao.sallldata: Dødsattester: Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Københavns Amts Nordre lægedistrikt, Dødsattester-1897-1900 – opslag: 1216 af 1253 opslag.

Kilden er her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

5 Svar
  1. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    I begge tilfælde har sygdommen ifølge attesterne varet i flere uger, hvor lægen, der skriver dødsattesten, selv har behandlet, inden den lille døde af det, så diagnosen er nok rigtig.

    Jeg bemærker også, at lille Alf fik kunstig næring næsten hele tiden … det var vist ikke så sundt dengang, det var før.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Tværtimod var sutteflaskerne formentlig med til at nedbringe børnedødeligheden,, jfr. artiklen fra Ugeskriftet:

      1) “Fra begyndelsen af 1900-tallet blev der masseproduceret sutteflasker, som var nemmere at rengøre, og det var derfor mindre farligt for børnene at få anden føde end modermælk.”

      2) “Sutteflaskerne kan også være en del af forklaringen på, at de riges børns overlevelse blev forbedret mere end de fattiges, fordi de mere velhavende forældre havde bedre råd til de nye flasker.”

      Svar
      • Charlotte (Uglemor)
        Charlotte (Uglemor) siger:

        Mindre farligt, måske, men stadig meget farligere end en amme eller nabokonen for eksempel. Mange børns sarte fordøjelsessystem bliver smadret af andet end modermælk og af bakterier/urenheder i vandet – det er jo det, vi har set i U-landene i de forgangne årtier, hvor folk bekæmpede Nestlés modermælkserstatninger.

        Den mode og “jeg vil ikke have smadret mine bryster af et pattebarn” har nok mange børns liv på samvittigheden.

        Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] De børn, gårdmændene får, dør ikke som små. Der er heller ikke så mange unge kvinder, der føder børn udenfor ægteskab. Der er heller ingen selvmord. Det ville være spændende at lave et datastudie og sammenligne de sociale klasser i min slægtsfil, men jeg er ikke klar over, om Legacy kan levere de nødvendige data. Måske ved ChatGPT, hvordan det kan gøres? […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *