At skifte fra Legacy til Family Historian
Slægtsforskningsprogrammer
Indholdsfortegnelse
At skifte fra Legacy til Family Historian
Det er som udgangspunkt simpelt at skifte fra Legacy til Family Historian:
Man åbner bare sin Legacy-fil med Family Historian, og vupti så har man alle de kære data samlet gennem mange år. Filen, der skal åbnes med Family Historian, ligger sikkert i C:\Users\Ejer\Documents\Legacy Family Tree\Data (hvis du ikke har ændret på standarderne), og du skal åbne den nyeste, der hedder noget med .fdb. Hos mig hedder den fx HBS2.fdb.
Man kan prøve Family Historian gratis i 30 dage for at se, om man kan lide det. Hvis man beslutter sig for at købe det, er prisen for version 7, som er den nyeste, 81,19 $. Det er med Nationalbankens dollarkurs i dag 566 kr. (81,19 * 6,9816).
Sammenlignet med andre slægtsforskningsprogrammer ligger det i den dyre ende, men det er også vildt avanceret, så man skal lige lære at finde rundt. Jeg er stadig i proces, og det føles lidt overvældende. Men sådan er det jo, når man har brugt et andet program i mange år.
Family Historian kan suppleres med et utal af tilføjelsesprogrammer, som også kaldes plugins. Der er lige nu 126 sådanne tilføjelser. De er vist ikke gratis, eftersom siden har titlen Plugin Store. Rettelse den 21/6-2024: Plug-ins er gratis trods navnet.
Jeg bruger ikke alt det med at printe rapporter, diagrammer osv. Og jeg bruger heller ikke DNA i min slægtsforskning. Hvis du bruger DNA, tror jeg ikke Family Historian er noget for dig, for søger man efter “DNA” på deres “Feature List“, får man ingen hits.
Jeg har “kun” brug for godt overblik på min PC, for at holde styr på data og billeder og for at kunne eksportere data og billeder til min TNG-side.
Eksporten sker vha. et plugin, og der er udviklet et særlig plugin, som sørger for at eksportere til TNG, fordi Family Historian har mange TNG-brugere. Når man først har fundet det rigtige plugin, og vel at mærke bruger det rigtigt, er det uhyre simpelt. Der er masser af hjælp at hente i form af den omfattende skriftlige dokumentation med skærmbilleder og i brugergruppen. De er simpelthen så søde og hjælpsomme.
Jeg har fundet en fejl i koblingen mellem Legacy og Family Historian
Når man skifter program, skal man se sig godt for, og man bliver nødt til at teste, for at ens data ikke skal ende i det forfærdeligste roderi, og for at man ikke mister overblikket over, hvilke data man har i hvilket program.
Jeg har testet flere gange, og jeg har simpelthen fundet en fejl, som det kan undre, at ikke andre brugere på verdensplan har rapportet. Først troede jeg selvfølgelig, at jeg havde gjort noget forkert. Men det havde jeg ikke. Det bekræfter de både i brugergruppen og i supporten.
Problemet er: Detaljeteksterne fra Legacy kommer ikke med til Family Historian, og det er selvfølgelig meget alvorligt. Kildenavnet “KB” kommer med og Detaljeinfo “Brande, C449 – 15 r, fol. 300, nr. 0” kommer med, men jeg mangler fx
Jørgen Stegemüller. Driftsleder, Martensens Allé, Brande By og sogn; f. i Brede, Lyngby sogn, Københavns Amt, d. 17/5 1922; søn af appreturmester Felix Rudolf Reinholdt Stegemüller og hustru Karen Sørensen. Gift med efterlevende Jytte Baunsgaard Kristensen, Martensens Allé, Brande. 50 år. Skifteretten i Kolding d. 22/11-1972. Meddelelse om begr. til dødssognet d. 5/12 1972.
Supporten formoder, at der er foretaget ændringer i Legacy-databasen, siden Family Historian testede, for det er så åbenlys en fejl, at den umuligt kan overses. Den, der vil være dygtigst til at løse problemet, har desværre ferie i næste uge. Men de har svaret lynhurtigt og taget min henvendelse seriøst.
Det sætter min konverteringsproces i stå, men der er ikke rigtig noget at gøre ved det.
Jeg har været i tvivl om:
- Hvordan sætter jeg mig selv som en form for “afdød”, så mine egne data kan vises i TNG, når jeg ikke ellers viser nulevende?
- Hvordan får jeg sat billeder som foretrukne, så det er de rigtige, der vises som thumbnails i TNG?
- Hvordan sikrer jeg mig, at mine biologiske forældre markeres som “private” og aldrig nogensinde dukker op i TNG (75-års-reglen)?
Svarene var egl. ret enkle. Jeg har endnu ikke kunnet teste, da jeg er nødt til at afvente løsningen på det med detaljeteksterne. Jeg er lidt bange for at få rodet rundt i det hele og ikke vide, hvad jeg har hvor. Hvad har jeg i Legacy, hvad har jeg i Family Historian, hvad har jeg i test-TNG, og hvad har jeg i live-TNG?
Jeg kan selvfølgelig fortsætte i Legacy, som om intet var hændt, og så bare åbne Legacy-filen med Family Historian en gang mere. Så vil jeg være på den sikre side.
Sådan er det at teste. Jeg har prøvet det mange gange i mit professionelle liv. Jeg holder styr på fremdriften vha. pen og et stykke A4-papir for at vide, hvor jeg er kommet til. Jeg er for doven til at tjekke alt en gang mere.
Ulempe: Indtil videre kun på engelsk
Indtil videre findes Family Historian kun på engelsk, men jeg har faktisk tilbudt dem at oversætte det, for jeg tror, at mit kendskab til den danske terminologi er tilstrækkelig.
Det vil tage lang tid, måske et par år, for programmet er omfattende, men mine få dages brug og roden rundt har overbevist mig om, at Family Historian også bør findes i en dansk version. Det er lidt nørdet og lidt overvældende, når man lige åbner det. Men det vil alt være, hvis man har brugt et andet program i årevis. Det ser så godt ud, at det fortjener en dansk kundekreds. Og så er det 100 pct. fri for indflydelse fra MyHeritage.
Herudover skal der være tid til det (andet) frivillige arbejde, til slægtsforskning og til motion.
Det rigtig gode ville være, hvis jeg kunne finde at par stykker/en gruppe at oversætte sammen med:
- Opgaven ville blive løst hurtigere
- Kvaliteten ville blive højere
- Det er altid godt at have nogle at sparre med. Ensomme processer er ikke sunde.
Har du lyst at være med?
Skærmbilleder/screenshots
Herunder er et par skærmbilleder/screenshots fra Family Historian. En af de funktioner, jeg vældig godt kan lide er, at det er tydeligt, hvornår der sker et eller andet med en af de personer, der er knyttet til fx min far. De begivenheder vises med en grå baggrund (se det nederste billede herunder).
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
I just wanted to say that, despite being called a “Plugin Store”, all Family Historian plugins are free – no cost at all.
Hello, Glenn
Welcome to the site. Thank you for your comment, which had to be approved first as you haven’t commented here before (spam reasons). From now on you will swipe right through.
It’s really good to know that plug-ins don’t cost anything! I think I have quite a few readers who will be happy to know that, as more might consider switching from Legacy to Family Historian.
Tillykke med dit nye program, som jeg selv skiftede til for ca. 3 år siden og sjovt nok også fra Legacy. Mener det var omkring der, at der begyndte at sive rygter om det der nu er en realitet. Og det er et foretagende jeg aldrig kommer til at have noget at gøre med. Det var dog ikke min begrundelse dengang, men et ønske om blandt andet et bedre overblik, end jeg syntes Legacy gav.
Jeg har dog valgt en lidt anden måde at bruge det på, end hvad der vel ellers er normal praksis i slægtsforskningen. Dette også fordi, at for mig er slægtsforskning noget der foregår i den mørke årstid, og kan man så altid lige huske hvordan man nu gjorde, ikke altid, så jeg holder det simpelt. Jeg skriver mine kilde-detaljer i en stor note, i kronologisk rækkefølge. Det startede jeg på i Legacy da jeg også var træt af af at klikke først på dit, så på dat, for at se det jeg ønskede. Det fungere for mig, og syntes jeg, giver et bedre samlet overblik over hvad der nu er skrevet om den enkelte, om end der er lidt copy-paste, men så er det heller ikke være . Hver begivenhed har fortsat en henvisning til hovedkilde, samt detaljeinfo.
Fh kan meget og sikkert mere end man for brug, men sådan er det vel efterhånden med de fleste programmer, man tager det som behovet måtte opstå.
Som dig, så skriver jeg heller ikke meget ud, men en sjælden gang kan et papir nu være godt, og der findes faktisk et gratis danish language plugin der har oversat rapporterne til vores modersmål, blot til orientering.
God slægtsforskning.
@ Søren
Det er sørme længe siden jeg har hørt fra dig. Velkommen igen!
Jeg har ikke helt taget springet endnu. Jeg venter på, at firmaet bag Family Historian lige får rettet en fejl.
Ja, det er da pudsigt, at du også skiftede til Family Historian. Jeg tror, mange vil forlade Legacy nu, hvor MyHeritage er ved at møve sig (endnu længere) ind på dem.
Ja, er de bestemt en idé, at skrive transskriptionerne ind på den måde, når det er sådan, du får overblik. Det er jo det, der tæller for hvert af os.
Der var faktisk en af de søde FH-brugere der sendte mig den danske sprogpakke til rapporter mv.
Mange tak – og i lige måde
Det er jo interessante overvejelser om at skrifte fra et til et andet slægtsforskningsprogram. Det havde jeg sikkert været med på, hvis jeg ikke havde den alder jeg har nu. Jeg synes jeg er for gammel – og derfor må det være sådan, at Legacy holder min tid ud. Men det er ærgerligt, at MyHeritage har skaffet sig det blakkede ryg som tilfældet er. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om deres metoder. Omvendt kan man finde en god del inspiration hos dem, men kun mod erlæggelse af af et gebyr. Det er naturligvis deres valg, men jeg synes nu de negative oplevelser overstiger de positive.
@ Jørgen
Jeg kan godt forstå, at du (ikke) overvejer et programskifte. Det er trods alt ikke en helt lille opgave. Og Legacy er jo også et fint program med mange fine funktioner. Jeg har været vældig glad for det i 18 år og havde egl. forestillet mig, at det skulle holde også min tid ud.
Jeg tror, der er rigtig mange brugere, der ikke bryder sig om deres metoder, men som bare ikke orker at skifte. Det er alligevel mit gæt, at det vil miste mange kunder som følge af “forlovelsen” med pengemaskinen MyHeritage.
Jeg er vældig spændt på, hvad Family Historian siger til mit tilbud om en oversættelse. Hvis jeg nu kunne etablere et oversætterteam, ville det være rigtig godt.
Jeg har lige læst den artikel, du henviser til. Jeg er enig i dine betragtninger og bekymringer. Jeg har brugt LEGACY 8 + 9 i mange år, og er glad for især de mange gode rapporter, man kan lave.
Da MyHeritage købte LEGACY, tænkte jeg nok, at min tid med LEGACY ville få en ende – for jeg ønsker aldrig at købe noget ved MyHeritage.
Jeg har selv luret lidt på at skifte til Family Historian, da jeg har læst flere gode anmeldelser, men jeg har endnu ikke taget springet.
Tak for at dele dine tanker omkring dette.
mvh.
Kenneth
@ Kenneth
Hvor er det interessant, at du har gjort dig tanker, der ligner mine. Jeg tror altså ikke, det kun er os to. Det kan vi umuligt være.
Jeg deler meget gerne mine erfaringer med Familiy Historian (altså når jeg får gjort mig nogle 🙂 ). Måske kan vi hjælpe hinanden.
Ja – anmeldelserne er virkelig gode.
Kunne du evt. forestille dig at være med i et oversætter-teeam?
Mht. oversættelsesteam både og…
Jeg vil gerne bidrage – men jeg har ikke rigtig tid til det.
I første omgang skal jeg lige se hvilke program jeg vælger fremover.
@ Kenneth
Du har helt ret: En oversættelse vil være enormt tidskrævende. Jeg tænker også over tidsforbruget. Jeg har det dog nok lidt nemmere end dig, idet jeg er pensioneret. Men det kan jo organiseres på mange måder og med forskellige opgaver. Jeg tænker her på, at jeg måske kunne være den der lavede det store arbejde, mens en anden/andre læser korrektur el.lign.
Og selvfølgelig skal du vide, hvilket program du vil vælge i fremtiden, og det er jo faktisk et svært valg, når man har brugt fx Legacy i mange år.
Jeg vil løbende skrive om mine erfaringer med Family Historian. Så kan du følge med (og tak for din tilmelding til mit nyhedsbrev – det første kommer i morgen kl. 06:00) og læse om mine erfaringer.
Hej. Hvorfor har du valgt at udskifte LEGACY i forhold til FAMILY HISTORIAN?
@ Kenneth
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Jeg har skrevet om baggrunden for skiftet i denne artikel: “Legacys forlovelse med MyHeritage” -> https://stegemueller.dk/legacys-forlovelse-med-myheritage/