Det er sjældent at finde to 6*tipoldefædre
Kilder i Vestre Nørvang Herred
Indholdsfortegnelse
Det er sjældent at finde to 6*tipoldefædre
Efter mange års slægtsforskning er jeg nået til den store oprydning.
Målet er at rydde op – ikke at finde nye personer. Men det kan ske, og det gjorde det i dag ved hjælp af Villy M. Sørensens fremragende hjemmeside om “Historiske kilder i Vestre Nørvang Herred før 1900“. Det er sørme sjældent, jeg finder en direkte ane – og så endda to på samme dag.
Den vestre del af Nørvang Herred består af sognene Brande, Thyregod, Vester, Give, Øster Nykirke og Givskud med enkelte dokumenter fra Sønder Omme (inkl. Filskov og Blåhøj) og Ringive.
Jeg fandt to 6*tipoldefædre, som jeg aldrig ville have fundet uden Villys side. Det drejer sig om:
- Christen Lassen, som jeg endnu ikke ved så meget om udover navnet, og at han i 1676 bliver fader til Sidsel Christensdatter, der var født i Store Hestlund, som ligger i Give Sogn. Hende har jeg “kendt” længe.
- Christen Mortensen, født ca. 1640 i Givskov i Give Sogn og død mellem 1711 og 1719 (hvor kirkebogen mangler).
- Begge hører til på min morfars fars side.
Har du slægt i Nørvang Herred, må du straks besøge siden. Han bevæger sig til tiden før både kirkebøger og folketællinger og udarbejder kommenterede kirkebøger og simulerede folketællinger på basis af solide kilder.
De kommenterede kirkebøger
I de kommenterede kirkebøger har Villy transskiberet indførslerne fra de tidligste kirkebøger. Og det er vældig rart, for der kan det være vanskeligt selv at læse, hvad der står. Her er eksempelvis begravelsen af en af Christen Lassens sønner ved navn Troels i januar 1727, hvor der står: “Dom 2 p: Epiph: blev Troels Christensen af Store Hestlund jordet Gl: 66 aar ringer 15 uger og 4 dage.” Det er endda meget flot og ordentligt skrevet.
Villy har i øvrigt en værdifuld note til indførslen vedrørende Troels Christensen: “Ellers ikke set i Give”. En sådan note forudsætter, at man kender sognet særdeles godt.
Kilde: Vejle Amt, Nørvang, Give, 1700-1800, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 47 af 170 opslag.
Simuleret folketælling for Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt
At man kan stole på Villys side fremgår blandt andet af følgende: “Erklæring til 1687 til Simuleret Folketælling for Brande bygger hovedsagelig på følgende arkivmateriale:
- “Kopskat 1687 og Kop- og Ildstedsskat 1688” i Brande sogn, 88 personer.
- “Græsningstaksten 1683” for Brande sogn – grundlaget for matr. 1688.
- “Matriklen 1688” for Brande sogn, navnene er fra 1681-83, ikke 1688!
- Skanderborg Rytterdistrikt fæstebreve, delvis med afdøde, og skifter.
- Viborg Landstings Skøde- og Panteprotokoller.
- Matriklen 1664.
- Nørvang Herreds Tingbog 1663-68.”
Så kan det ikke være mere solidt! Det er den slags, jeg vældig godt kan lide, og som jeg aldrig selv ville være i stand til selv at gennemskue.
Nej tak til Smartmatch
Der er ingen “Smartmatch” her på matriklen. Jeg tror ganske enkelt ikke på metoden, og jeg foretrækker at se det hele selv i de originale kilder. Jeg stoler efterhånden kun på mig selv. Er mine data forkerte, har jeg kun mig selv at takke for det. Det kan jeg godt lide.
Det ville være så nemt bare at tilføje dusinvis af personer til databasen, men det ville være et mareridt at få dem trukket ud igen, når de originale kilder er gennemsøgt og det viste sig, at data ikke kunne valideres. Jeg tror på “den hårde vej”, som også er den mest interessante og spændende.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] perfektionere det, jeg allerede har, ikke at tilføje nye personer. Men det sker selvfølgelig at jeg falder over et par 6*tipoldefædre. Og det kan jeg ikke sidde […]
Hej
Jeg håber, at du har familie i Tørring. Vi er i færd med at tilføje dette sogn til Villys fremragende hjemmeside. Plovstrup, Resenhus og Uhrskovgaard er de første steder, som er/bliver beskrevet. Flere følger i løbet af resten af 2024.
Venlig hilsen
Lars
Hej Lars
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Det lyder sørme godt. Lige nu arbejder jeg på min tyske slægt, men min oprydning i hele min database vil helt sikkert bringe mig til Tørring.
God weekend.
Hej Hanne.
Ang. Troels, som er begravet Dom. 2. Epiph. så er jeg ret overbevist om, at han ikke hedder Christensen men Andersen. Prøv at sammenligne med indførslen Dom. 2. Advent ovenover, hvor hans hustru bliver begravet. Det har han oversat korrekt til Andersen.
Det er måske derfor han ikke har set ham før i sognet.
Jeg forsøgte at sende en rettelse, men det kunne jeg ikke finde ud af.
Hilsen Vinnie.
@ Hej Vinnie
Mange tak for dit interessante svar. Jeg er gået til køjs; men jeg vender tilbage til dig i morgen.
Hilsen
Hanne
Helt enig med Vinnie Kristensen, der står Andersen.
…. og lige en kommentar mere, det er ellers nogle sjove oplysninger, han har gravet frem. Og jeg elsker da den håndskrift, så tydeligt han skriver! Ellers er bøger så langt tilbage ofte skrevet med noget, der mere ligner det, mine børn skrev, inden de begyndte i skole og bare lod som om de skrev 😀
@ Charlotte
Ja, det er en meget smuk kirkebog. Den adskiller sig fra mange af de andre så gamle kirkebøger ved, at der er “luft” mellem indførslerne, og det gør den let at læse. Herudover skriver præsten/degnen meget flot.
Den er god den med børnene, der lod som om, de skrev.
@ Charlotte
Ja, det synes jeg også. Jeg er enig med jer.
I mit svar til Vinnie kan du se, hvad jeg har skrevet til Villy. “Andersen” er især tydeligt ved indførslen Dom. 2. Advent, hvor Troels’ hustru jordes.
Ja, dete r endnu tydeligere ved fruen. Det er ellers totalt imponerende at du har fundet flere 6xtipoldeforældre … jeg har lige præcis én af slagsen uden håb om at finde flere, med mindre der også huserer en Villy M. Sørensen på Sydsjælland. (Min 6xtipoldefar hed Hans Pedersen og er far til Sidse Hansdatter fra 1719 – to år efter at krkebogen begynder, så jeg burde nok kunne finde hans begravelse)
@ Charlotte
Ja, jeg er også lidt stolt af disse 6*tip; men uden Villys side, havde jeg aldrig fundet dem. Det er helt klart hans fortjeneste.
Åh ja det er rigtigt, du havde nogle meget tidlige personer i Herlufmagle, som jeg husker, da jeg også selv har slægt der – endda direkte aner. Der var en farlig ballade om kroen, som jeg har skrevet sammen her: https://stegemueller.dk/harboe-og-goertzen/
Ja, du kan garanteret finde død/begravelse, også selv om navnet er uhyre almindeligt. Du må i gang med at bladre 🙂 LinkLives har næppe givet dig noget? Faktisk forstår jeg ikke, hvorfor det projekt får så høje anprisninger. Jeg har aldrig fundet noget, jeg ikke allerede vidste fra fx folketællingerne på DDD.
@ Charlotte og Vinnie
Villy er glad for rettelsen, og takker os for den. Han er enig i, at der ikke står “Christensen” men “Andersen”.
@ Godmorgen Vinnie
Jeg har nu kigget på det – og jeg må sige, at jeg er enig med dig. Og du har helt ret i, at kigger man på Dom. 2. Advent, hvor hustruen begraves, så er Andersen meget tydeligere der.
Jeg har derfor skrevet nedenstående til Villy M. Sørensen dernede i München. Han har sædvanligvis en kort svartid. Jeg vender tilbage, når jeg har hørt fra ham. Det er spændende.
“Hej Villy,
Fejl eller korrektur eller meddelelse: Angående Troels begravet “Dom 2 p: Epiph: blev Troels Christensen af Store Hestlund jordet Gl: 66 aar ringer 15 uger og 4 dage.”
Jeg skrev denne artikel, hvor jeg præsenterede din fantastiske side. To af mine læsere kiggede på indførslen og foreslår, at der i stedet kan stå “Andersen” i stedet for “Christensen”.
Nu har jeg også selv kigget på det, og jeg synes egl. også, der står “Andersen”, fordi der er den høje op-streg, som kan være et “d”, og der ikke i “Christensen” kan være en sådan op-streg. Den ene læser, Vinnie, foreslår at sammenligne med indførslen lige ovenover, hvor Troels’ Hustru bliver jordet Dom 2. Advent. Der synes jeg også, at “Andersen” er meget tydeligere.
Har du mod på at kigge på det en gang til?
http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=162554&side=47&height=956 “
Hej Hanne.
Det var godt at du kunne “fejlmelde” det.
Det kan jo ikke undgås, at der vil være fejl i så omfattende et stykke arbejde.
Tillykke med de nyfundne aner.
God weekend.
Hej Vinnie
Nej det har du ret i, og vi laver alle fejl. Jeg kan faktisk vældig godt lide at finde mine egne fejl, for så kan de jo blive rettet. Utallige er de “Husmænd”, jeg i fordums tid for 15-20 år siden fik gjort til “Gårdmænd”, fordi jeg ikke kunne kende forskel på et gotisk “G” og “H”.
Du må også have en god weekend.
../Hanne
@ Charlotte og Vinnie
Villy er glad for rettelsen, og takker os for den. Han er enig i, at der ikke står “Christensen” men “Andersen”.
Herligt med folk, der takker for retteser – det er en dyd det er svært at lære. Så bliver det spændende om han (tipoldefaderen altså) så er kendt i sognet nu 😉
Herlig historie om brændvinsbrænding og hvad deraf fulgte i Herlufmagle. Jeg må tjekke om nogle af mine forfædre kunne have været involveret i den 😀
@ Charlotte
Villy er en god fyr. Jeg har for mange år siden besøgt ham i München på vej til mine venner i Allgaú (det sydligste Tyskland), Hans arbejde er kolo-enormt. Han kender hele Vestre Nørvang Herred udenad.
Jeg har sendt ham yderligere fire forslag til ændringer – og dem ser han på i næste uge. Mange af hans henvisninger stammer fra tiden før AO m.v. Der kunne vi jo ikke sidde og rode med detaljerne, som vi kan nu.
Det vil da kun glæde mig, hvis du i historien om Herlufmagle Krp kan finde noget, du kan bruge. Måske ender vi med at være i familie? 🙂
Tillykke med de fine fund – og du har ret, sjældent at det lykkes at finde to 6xtip på samme dag.
Jeg har desværre ingen aner i det nævnte herred, men vil nysgerrigt kigge på hjemmesiden.
Den slags hjemmesider er guld værd.
@ Mia
Mange tak skal du have. Jeg er helt høj – og kan næsten ikke falde ned igen.
Ja Villys side er virkelig helt fantastisk. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor mange timers arbejde, han har lagt i den. Alt er så solidt!