Arbejdsmarkedet
Arbejdsmarked: Arbejdsmarkedet for fleksjobbere er meget vanskeligt, men måske kan FleksMatch.dk hjælpe?
Tag Archive for: Arbejdsmarked
Invalid
Nu er jeg invalid
Det lyder absurd, men alligevel vil jeg dele glæden med alle mine trofaste læsere: Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP (Nu P+)) har i dag meddelt, at de tilkender mig invalidepension med virkning fra 1. august i år og til min død. Det skyldes, at deres lægekonsulent har vurderet, at jeg er 2/3 invalid. Altså det er vel lidt absurd at være glad over at blive erklæret invalid. Det handler bare om penge – mange penge – selv efter skat.
Jeg sendte JØP det samme materiale, som rehabiliteringsteamet havde til rådighed. Og det var åbenbart tilstrækkeligt.
Der er utrolig meget, der nu bliver lettere!
- Jeg kan betale tandbehandlingen selv og slipper for at bede om hjælp til det i Hvidovre Kommune. Jeg hader ikke at kunne klare mig selv.
- Hvis jeg står uden job 1. januar 2017, kan jeg vist nok klare mig for ledighedsydelsen sammenlagt med invalidepensionen.
- Jeg kan bringe min kassekredit i nul (den har jeg “levet af” i et par år), og derefter få det endelige overblik over økonomien igen. Før i tiden havde jeg fuldstændig styr på alting, men de seneste to år er det gledet mig af hænde. Jeg har overlevet fra dag til dag, og har ikke kunnet overskue at få styr på sagerne.
- Jeg kan tænke på at rejse igen. Jeg har ellers haft indstillet mig på, at rejserne tilhørte en svunden tid. Det er livskvalitet at kunne rejse.
- Rosinen i pølseenden: Jeg mangler faktisk et par nye sko.
Endelig kan jeg helt slippe bekymringerne om indtægt og bolig. Jeg har undersøgt om kommunen skal modregne. Det skal de ikke – pengene er mine.
Det er altså en stor dag, og jeg ville da lige dele den med jer.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Sorg over at karrieren er slut
At sige ret farvel – et tilbageblik
Jeg synes ellers, jeg mentalt har sagt farvel til det normale arbejdsmarked og goddag til en anden form for beskæftigelse, men alligevel kører tankerne om det fremtidige job og hvad det kan medføre, og om alle de jobs jeg har haft. Når jeg kigger på mit CV, er det som om, det ikke er mit. Det er et billede på, hvad jeg har kunnet, ikke hvad jeg kan. Mit CV er ellers ret flot.
Gitte i Distriktspsykiatrien (DPC) har nok ret, når hun siger, at der kan være en sorg over at karrieren er slut og en sorg knyttet til en så grundlæggende ændring i livet.
I rigtig mange år har jeg lagt hele min identitet i arbejdslivet og tilsidesat mig selv på den konto. I mange år arbejdede jeg omkring 60 timer om ugen, og da jeg gik ned på 37 timer, følte jeg, at jeg var gået på deltid.
Pludselig var det ikke sjovt længere
En stor del af tiden var det sjovt, men da jeg pludselig opdagede, at det ikke var sjovt længere, sad jeg i saksen. Venner og kolleger sagde: “Gå nu hjem”, men det var jeg ikke i stand til. Jeg bildte mig ind, at det var arbejdsgiverne, der udnyttede mig groft, men det er ikke hele sandheden. Det var egne ambitioner, der lå bag det hele. Jeg ville hele tiden overpræstere for at slå til.
En direktør i en styrelse kiggede en aften ind i mit kontor, da han selv var på vej hjem som en af de sidste, og sagde: “Det er godt, du brænder for det, men lad nu være med at brænde ud”. Det har jeg tænkt en del over siden, for han havde jo ret. For mig var projektplaner mejslet i sten og kunne ikke ændres. Realiteten er, at det havde været tilladt og enkelt at komme med en ny, mere realistisk og tilpasset plan, og få den godkendt. Jeg har ikke svar på, hvorfor jeg ikke gjorde det – lige bortset fra det med ambitionerne.
Jeg har været der, “hvor det sneede”, tæt på direktørerne og den altid villige sparringspartner næsten uanset tid på døgnet. Jeg har hevet samlet 72 mill. kr. ud af Finansministeriet til de forarmede styrelser, jeg har haft som arbejdspladser. Jeg skal hilse og sige, at der skal laves mange regneark og notater, inden Finansministeriets sagsbehandlere kan overbevises om, at merbevillinger er nødvendige.
Karrieren er fortid nu
Alt dette er fortid nu, og jeg skal finde mig tilrette i nye rammer og på en eller anden måde finde en ny identitet. Jeg er holdt op med at læse stillingsannoncerne fra det almindelige arbejdsmarked, de er alligevel bare billeder på en svunden tid. Jeg er 50 og de forandringer, der skal ske nu, burde måske være sket for mange år siden. Jeg forestiller mig, at jeg nok skal få et godt liv, og måske i realiteten et bedre liv, end jeg havde.
Hvad med Contra, der er “anden aktør”?
Den første udfordring bliver forløbet hos Contra (eller evt. en anden “anden aktør), når jeg på et eller andet tidspunkt er klar til det. Hvordan ved jeg overhovedet, hvornår jeg er klar?
Jeg har ringet til Contra og spurgt, om det er obligatorisk at deltage i en virksomhedspraktik. Det er heldigvis ikke obligatorisk, for det kan jeg slet ikke forestille mig lige nu, bare tanken giver mig kvalme. Jeg prøvede at spørge lidt til, hvordan et forløb så i stedet så ud, men det kunne de ikke svare på, da alt er individuelt og “til forhandling”. Sagsbehandleren i kommunen sagde Contra som en automatreaktion, da jeg sagde IT. Jeg spurgte Contra, hvad det så gik ud på. Det gik ud på at lære en PC at kende…. Jeg måtte så sige, at jeg har levet af at være IT-konsulent i syv år, så det var nok ikke lige noget for mig.
Jeg har talt lidt med Gitte i Distriktspsykiatrien om antallet af timer pr. uge, jeg skal kaste mig ud i til en start. Min egen tanke var 15, men hun nedjusterede til 10, og det har hun jo nok ret. Det er bedre at starte lavt og gå opad, end at starte højt og knække sammen. Jeg har brug for succes og følelsen af atter at kunne et eller andet. Men nu skal jeg allerførst forsøge at blive “klar”, og jeg vil tage Distriktspsykiatrien med på råd i dette spørgsmål. Det er selvfølgelig i sidste ende min egen afgørelse, men jeg vil gerne have sagkundskabens vurdering og erfaring ind over.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Mani og kommune
Mani og kommune
Først mani
Jeg befinder mig atter i en manisk fase, der opstod med et fingerknips nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg har det for så vidt meget godt, men jeg ved, at det er sygeligt. Det er i indeværende f0rløb gået op for mig, at jeg har haft mange flere manier, end jeg hidtil har været klar over, og at en mani er en farlig tilstand at være i.
Jeg sover ikke, jeg spiser ikke og føler mig generelt opstemt og energisk. Jeg vågner fx kl. 03:30 og er fyldt med energi. Forleden dag omsatte jeg det i at stå op og lave morgenkaffe, tjekke Facebook og herefter gå i gang med at sæbe badeværelset af fra gulv til loft. Det er blevet enormt flot. Nu har jeg så gjort hovedrent i hele lejligheden – altså sådan noget med også at vaske karme og paneler ned, alt skinner, og det er længe siden, jeg har haft det så rent i alle rum på én gang – og det er jo i og for sig godt nok, men årsagen er ikke så sund.
Jeg har tænkt på at ringe til Psykiatrisk Center Hvidovre og fortælle dem om situationen, men jeg føler mig ikke parat til (endnu) en indlæggelse. Nu ser jeg lige tiden an et par dage, og så kan det da være, det går i sig selv.
Opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune
I dag har jeg været til opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune i anledning af min sygemelding. Jeg var nervøs for det, fordi mit udgangspunkt et eller andet sted er, at de nok vil mig noget dårligt. Det gik godt til trods for, at min sagsbehandler samtidig er min udskrivningsmentor, hvilket er noget rod, fordi det er en eklatant funktionssammenblanding. Jeg åbnede ballet ved at sige, at mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan gøre det på normale vilkår, og at jeg er bange for arbejdsmarkedet, da mit selvværd ligger et godt stykke under kælderhøjde.
Min drøm er, at det hele kan munde ud i et fleksjob. Jeg har langsomt, men sikkert, indset, at min karriere nok er slut, og at jeg ikke længere kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Det er en bitter pille at sluge, når karrieremålene altid har været en væsentlig drivkraft i livet.
Jeg prøver at vende det positivt og tror, jeg kan få et godt liv med et fleksjob:
- jeg kan få passende udfordringer,
- jeg kommer ud i blandt mennesker enten hver dag eller flere gange om ugen,
- jeg vil kunne trække mig tilbage i mit hjem, og beskæftige mig med det, der optager mig allermest og som gør mig glad,
- lønnen vil være almindelig overenskomstmæssig løn, og
- arbejdsgiver vil få refusion fra kommunen svarende til dagpengeniveauet, så jeg ligger ingen til last.
Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes
Sagsbehandleren har indhentet statusattest fra min egen læge, og jeg fik en kopi med hjem. Jeg er meget glad for det, min læge har skrevet: “Sygdommen medfører fuld uarbejdsdygtighed” og “Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes”.
Det er da rene ord for pengene, også selv om det er atter en bitter pille at sluge.
Næste skridt er, at jeg skal deltage i et 8 eller 13 ugers forløb hos Contra, hvor det skal vurderes, hvad og hvor meget jeg kan. Jeg håber, de er professionelle, og at det ikke er beskæftigelsesterapi, for det gider jeg ikke. Som udgangspunkt er jeg positiv og spændt på, hvad det er for noget – og jeg håber på, jeg ikke bliver skuffet.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.