Indlæg

, , ,

Cowboyland

Cowboyland

Retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer

Ovenstående er det vi almindelige mennesker kalder funktionærloven. Af den fremgår:

§ 21. De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i §§ 2, 5 og 7, stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde, såfremt hensyn til funktionæren taler herfor.

(Mine fremhævninger.)

§ 2 handler om opsigelsesvarslerne.

§ 21 stk. 1 er temmelig klar, og der er ikke noget at rafle om. Loven er beskyttelsespræceptiv.

Rådgivning fra Djøf

  1. PL-reguleringen: Drop det. Det er småpenge, og det plejer ikke at stå i en kontrakt.
  2. Varslerne: Skriv under selv om deres udspil er noget vrøvl. Retspraksis er nemlig sådan, at domsstolene tager udgangspunkt i lovgivningen (ret naturligt 🙂 ) og lægger til grund, at medarbejderen ikke på tidspunktet for underskrivelsen kunne vide, hvad der burde stå i kontrakten. Det vil sige: det er risikofrit for mig at skrive under, for det gælder alligevel ikke. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om retspraksis ændrer sig, men det lever jeg med.
  3. Det byder mig grundlæggende imod at skrive under på vrøvl, men på baggrund af Djøfs rådgivning, gør jeg det alligevel. Dette må have en ende.
  4. Hvis virksomheden ønsker det, stiller Djøf hjertens gerne op til en omgang “Læs og forstå” for ASE.

Virksomheden og ASE

Jeg har orienteret virksomheden om pkt. 4 herover. De vil – i dag – kontakte ASE og spørge, om de virkelig mener, at det skal være, som virksomheden har forstået det, nemlig at der kan aftales varsler, der er til ugunst for medarbejderen, når der ikke foreligger en overenskomst. Jeg kan ikke se andet, end at virksomheden har misforstået et eller andet. Og ellers træder Djøf gerne i karakter.

Jeg drøftede med Djøf, om det virkelig kunne være sandt, at arbejdsmarkedets parter kunne underkende lovgivningen ved en aftale dem imellem? Det kan naturligvis ikke være sandt – og da slet ikke, når det er til ugunst for medarbejderen. Det hedder ganske enkelt, at loven er “trinhøjere”.

En rigtig fagforening

Jeg er utrolig glad for Djøfs topkompetente rådgivning. Sådan er det, når man er medlem af en rigtig fagforening ctr. en “gul”. Jeg føler mig både taget alvorligt og lyttet til, også selv om det “bare” er et fleksjob på 8½ sølle ugentlige timer til 7.000 bittesmå kr. brutto pr. måned (i al evighed). Jeg er godt nok psykisk syg, men jeg kan stadig tænke, og faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor meget af den “juridiske metode” jeg stadig har en vis føling med. Jeg havde dog ikke ret i det med nulliteten.

For mig er det naturligt at være organiseret, og det har jeg været i hele mit liv, selv da jeg stakkede kartofler i Irma efter studenterkurset og før universitetet. Da stod jeg selvfølgelig i HK.

Facebookgruppen “Bak op om de offentligt ansatte” har idelige diskussioner om dem, der lukrerer på det, vi andre via vores forbund har opnået. Må man gerne kalde dem “nassere”? Nej, det må man selvfølgelig ikke, for sådan hverken taler eller skriver man til/om andre mennesker, men selv face to face, kunne jeg sagtens forsvare at sige, at de hellere selv må forhandle deres overenskomster, når de nu ikke er med i en rigtig fagforening. Det er deres valg, men så må de også selv tage konsekvenserne af det valg.

Næste skridt

Når virksomheden har talt med ASE, kontakter de mig, hvorpå jeg fører tastaturet (for så bliver det nemlig tilnærmelsesvis rigtigt). Så skal fjerpennen frem, der skal scannes og sendes frem og tilbage, kommunen skal orienteres osv. Herefter kan vi vende tilbage til opgaverne. Det ser jeg frem til.

Og så noget helt andet

Cowboyland

Citrusbowl med Skyr

Man tager:

  1. En grapefrugt
  2. En appelsin
  3. En mandarin
  4. Et bundt mynte
  5. Et halvt bæger skyr

Findeler og hakker, arrangerer det lidt pænt i et stort glas og nyder det. Det er virkelig lækker morgenmad.

 

, ,

Cowboyland

Cowboyland

Hvorfor “Cowboyland”?

Svaret er enkelt: Med hensyn til kontrakten med min nye arbejdsgiver har jeg det som i det vilde vesten – eller i hvert fald som jeg forestiller mig, der er/var i det vilde vesten. Og det er altså ikke mig, der er hverken John Wayne eller Sitting Bull!

Ny tilgang

Fredag fik jeg en fil med et udkast fra arbejdsgiver. Jeg kunne ikke se, at der skulle være ændret et komma. Jeg endte med at tænke, at de havde sendt den forkerte fil – altså den oprindelige fil.

Jeg udformede derfor selv et forslag til kontrakt og konfererede det med Djøf og min ven, der engang var min bisidder fra SIND. De var enige i langt det meste, og i fællesskab fik vi udryddet et par svipsere fra min side. Det sendte jeg afsted mandag formiddag.

Når jeg valgte den tilgang selv at skrive et udspil, skyldes det, at Djøf og jeg jo kunne blive ved med at modtage noget fra arbejdsgiver, i hvilket vi dernæst kunne skrive om alt det, vi ikke var enige i. Så var det faktisk noget nemmere at lave det selv!

Det vil sige, at vi sendte noget af sted, der var fagligt korrekt og tjekket af to kloge mennesker + mig selv.

Ny status

Arbejdsgiver er som hovedregel enig i det skrevne, bortset fra:

  1. CowboylandLønnen kan ikke PL-reguleres.
    • For det første fordi det bruger virksomheden ikke, og fordi de ikke interesserer sig for, at min købekraft over årene vil falde. Jeg har selvfølgelig sat mig ned og regnet ud, hvad de sædvanlige PL-reguleringer vil betyde i kr. pr. måned for virksomheden. Reguleringerne ligger typisk mellem 1,5 og 2,3 pct. Billedet viser resultaterne.
    • Hertil har jeg kun at sige, at jeg pr. time betaler 28,95 for at komme ind under funktionærloven. For at komme ind under den lovgivning, skal man være ansat mere end otte timer. Det er så blevet til otte og en halv time – jeg skal nemlig også have frokost, når jeg arbejder hjemme. Uden mad og drikke dur helten ikke! De har ikke flere penge at rutte med, så når jeg skal have flere timer, må min gennemsnitlige timeløn selvfølgelig falde. Sådan lidt hurtig hovedregning tilsiger, at jeg på hver arbejdsdag á fire timer taber minimum det beløb, det ville koste dem at PL-regulere med 1,5 pct. pr. måned! (Note: faktisk er det 123,04 kr. pr. arbejdsdag jeg betaler – altså svarende til en PL-regulering på 1, 5 pct. pr. måned for dem.)
  2. Virksomheden ønsker ikke at følge funktionærlovens bestemmelser om opsigelsesvarsler. De oplyser, at der ikke skal gøres forskel på de forskellige medarbejdere, og at de øvrige har gensidigt 14 dage uanset ansættelsesforholdets længde. Og ikke noget med “løbende måned plus 14 dage”, som man sædvanligvis formulerer den slags. Det er virksomhedens opfattelse, at ASE siger, at den slags er helt rigtigt, når der ikke foreligger en overenskomst, og sådan er det så for “alle” medarbejderne i virksomheden.
    • Jeg nægter at tro på, at ASE siger den slags vås! Jeg vælger at tro, virksomheden har misforstået et eller andet.
    • Det er simpelthen ikke rigtigt, at man som arbejdsgiver kan vælge dele af funktionærloven fra, når den ikke passer ind i ens kram. Fra min ungdom kunne jeg faktisk huske, at funktionærloven – på samme måde som fx købeloven og kreditaftaleloven – er “beskyttelsespræceptiv”, som betyder, at man ikke kan fravige den ved aftale. Enten følger man den lov, eller også gør man ikke.
    • Hvis jeg går ind på det og skriver under, så tror jeg faktisk at hele aftalen vil være ulovlig/ugyldig, som på juridisk kaldes en “nullitet”, altså skal aftalen behandles, som om den slet ikke eksisterede.

Cowboyland

Næste træk

Jeg skal tale med Djøf i morgen. Jeg vil foreslå, at de tager en direkte dialog med ASE for at afklare, hvad der egentlig er meddelt virksomheden. Lige p.t er både virksomheden og jeg “sendebude”, og der er for mange blinde spillere i dette her.

Tænk at det skal være så besværligt at nå til enighed om en bette kontrakt på et bette fleksjob med 8½ time om ugen til fastfrosne 7.000 kr. brutto pr. måned i al evighed.

Er jeg bare rigid?

Jeg kunne blæse højt og flot på PL, herregud de 105 kr. pr. md. brutto, når jeg alligevel taber 800 kr. om måneden (det helt rigtige tal er faktisk 984 kr.), og lade varsler være varsler ud fra en tankegang om, at dem får vi sikkert slet ikke brug for. Jeg har jo dog fået igennem, at jeg får løn under sygdom efter kommunen har tegnet og fortalt for dem; og i øvrigt får de refusion fra dag  et, da det er et fleksjob. Kunne jeg så ikke bare være glad og tilfreds?

Nej det kunne jeg ikke! Tingene skal gå ordentligt til. Jeg skriver ganske enkelt ikke under på en “nullitet”. Jeg er hysterisk med den slags. Jeg skriver aldrig under på noget, jeg ikke rent fagligt kan stå inde for.

Næste scenarie: De bliver så trætte af mig og alle mine regler, at de siger, at nu gider de ikke mere, og de gider ikke, at jeg skal have særstatus i forhold til de øvrige, smider mig på porten og ånder lettede op.

Hvad vil kommunen så sige til mig? At jeg en idiot, der bare kan lære at bøje nakken og være glad for i det hele taget at have fundet et fleksjob med drømmeopgaver? Kan jeg risikere sanktioner?

Jeg glæder mig meget til at få konkrete råd fra Djøf, for nu orker jeg simpelthen ikke dette cirkus længere.

Jeg vil sætte mig hen til mit Excelkursus for at lave noget sjovt, der peger fremad. Måske skal jeg snart ud og finde nyt job igen, igen, og så er det måske nyttigt at kende nogle (flere) af Excels krinkelkroge?

, , ,

Prekariatet

Prekariatet

Jeg havde faktisk set ordet “prekariatet” en del gange, før jeg rigtig var doven nok til at se efter, hvad det egentlig betød. Svaret er:

“Et farligt oprør ulmer i den nye arbejderklasse ‘prekariatet’. Den hastigt voksende gruppe af løsarbejdere, ansat i usikre, tidsbegrænsede stillinger og med få eller ingen rettigheder.

Prekariatet er såkaldte daglejere, timelønnede, vikarer, projektansatte og freelancere, der kæmper for at overleve på vor tids fleksible arbejdsmarked. De er ind og ud af kortere ansættelser, har ofte ikke ret til pension, ferie, løn under sygdom, indflydelse på jobbet eller andre rettigheder, som normalt følger med en fastansættelse.” Der er en ret god artikel her om prekariatet – den nye arbejderklasse.”

Jeg behøver ikke videre mange ordbøger for at se, at jeg nu tilhører “prekariatet”. Jeg sad og skrev en mail forleden og opridsede overfor modtageren, at min nye arbejdsgivers udspil til kontrakt ser sådan ud:

  1. Ingen overenskomst
  2. Ingen funktionærlov
  3. Ingen frokost
  4. Ingen lønstigninger – heller ikke alm. PL-regulering
  5. Ingen pension
  6. Ingen styr på opsigelsesvarsler
  7. Ingen løn under sygdom
  8. Timeløn 190,05 kr. som ikke er ret meget, når jeg trods alt har 28 års anciennitet. Der skal naturligvis fradrages for, at det er et fleksjob, og at jeg er autodidakt. Men der er sørme langt fra ca. 368 kr. (Djøfs lønberegner) ned til 190 kr.
  9. Kun otte timer pr. uge medens jeg er godkendt til 15 timer.
  10. = En kontrakt der ensidigt fokuserer på arbejdsgivers rettigheder. Paradigmet er fra ASE. Djøf siger pænt og ordentligt: “Jeg er ikke imponeret”.

En løsning

Prekariat eller ej så håber jeg, vi finder en salomonisk løsning, så vi kan fokusere på opgaverne fremfor alle disse problemer. På den anden side set, så har jeg tilpas meget (faglig) stolthed til ikke at skrive under på noget som helst, før der er styr på rimelige løn- og arbejdsvilkår. Det er godt nok et fleksjob, og den slags er svært at finde, men det betyder ikke, at jeg så bare fraskriver mig alle elementære løn- og arbejdsvilkår, der findes ude på det “almindelige” arbejdsmarked.

Der vil komme et nyt udspil fra arbejdsgiver en af dagene. Jeg har sagt til dem (naturligvis pænt og ordentligt), at jeg lige lader det runde Djøf, før jeg skriver under. Det har de fin forståelse for, og det er godt nok.

Jeg har selv puslet lidt med Excel, og der skal ikke mange celler til at finde frem til, at jeg er gået 22 pct. ned i forholdt til mit oprindelige krav på 250 kr. Der skal heller ikke så meget Excel til at finde ud af at, jeg kommer til selv at betale 28,95 i timen for at komme ind under funktionærloven. Ved den investering fra min side løses de fleste problemer nævnt under punkterne 1 til 10.

En gæst

I morgen skal jeg have en gæst til frokost, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg talte ikke med et rigtigt menneske fra fredag den 23. marts til i går den 3. april, hvor jeg så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er ikke godt! Jeg er klar over, at der ikke bare kommer nogen og banker på min dør. Jeg skal selv gøre noget. Jeg ved bare ikke, hvad det er, jeg skal gøre.

Her skal lige ordnes rundt omkring, men det er også i orden. Jeg tænker mig at servere noget af alt det mest spændende fra ugens måltidskasser plus et glas rødvin eller to. Min gæst vil gerne smage alt det “eksotiske” jeg går og spiser og tager billeder af.

Rejseholdet

Det er snart længe siden, jeg købte alle fire sæsoner af “Rejseholdet” via Blockbuster. Jeg glæder mig over at se dem igen. Jeg er ret vild med Ingrid Dahl alias Charlotte Fich og La Cour (Brygmann) der er bindegal på sin egen måde. Så nu går jeg så i seng med sæson 1 afsnit 2 – det er da ret fredeligt 🙂

 

,

Strejke og lockout – og min lille kontrakt

Strejke og lockout – og min lille kontrakt

Strejke og lockout nærmer sig

Jeg faldt tilfældigt over dette billede på Facebook i dag, og jeg kan godt lide det.

  • For det første er det jo lidt sjovt og samtidig alvor.
  • For det andet ligner det temmelig meget den situation, jeg står i p.t. og det udspil, der kom fra arbejdsgivers side:

Strejke og lockout – og min lille kontrakt

Jeg skrev i går, at jeg følte mig alene i hele dette spil, hvor jeg skal indgå en kontrakt med en ny arbejdsgiver på det private arbejdsmarked, hvilket jeg aldrig har prøvet før.

Det var ikke fair! Og jeg tager mine ord i mig igen. For en chefkonsulent hos Djøf leverer en fremragende støtte og finder kreative, men lovmedholdelige, løsninger. Jeg har sendt hende mindst syv mails og talt med hende mindst fem gange. Hun er professionel og imødekommende hver eneste gang, jeg henvender mig med en ny tanke!

Vi har googlet sammen og drøftet fortolkningerne på en måde, så jeg forstår dem, og kan bringe dem videre til henholdsvis arbejdsgiver og kommune. Jeg føler, vi går ad vejen sammen. Det er meget værd for mig.

Jeg har aldrig haft behov for mit forbund før, men efter 34 års medlemskab … (ja, jeg er blevet gammel) står de der, og gør det, jeg har betalt for hele livet. Jeg er en glad djøffer, og jeg kunne ikke ønske mig mere. Jeg er blevet i djøf, selvom kommunen sagde, at det var der ikke grund til, da jeg overgik til reglerne for fleksjob…. Heldigvis tænkte jeg bedre selv.

Djøf har en fin ordning, hvor man, som indehavende et fleksjobbevis, betaler ca. 300,00 kr. i kvartalet. Normalbidraget er ca. 1.100 kr. i kvartalet.

Hvad er min arbejdskraft værd nu om dage?

Forhåbentlig er hele dette kontraktscirkus snart overstået, og vi kan vende tilbage til opgaverne.

Det er bare sådan, at selvom dette er et fleksjob, selvom arbejdsgiver “løfter det sociale ansvar” og kan sole sig lidt i det, selvom jeg er autodidakt, selvom jeg bare elsker opgaverne og kommer til at leve af min hobby som “webmaster og skribent”, selvom… selvom.. har jeg altså stadig lønmodtagerrettigheder, 28 års anciennitet, en langvarig universitetsuddannelse, en langvarig statslig karriere på højt niveau  osv.

Jeg løfter opgaver, som virksomheden ellers skulle betale en helt anden pris for. Hvis de gik ud i byen og købte mine ydelser, ville den gennemsnitlige timepris være minimum faktor 3,4. Herfra skal naturligvis drages, at jeg ikke er lige så dygtig som et konsulenthus. På den anden side set er jeg altså ikke så ringe, at de ikke skal betale en bare rimelig hyre.

Alt dette beror på skøn under regel og på tillid. Tror arbejdsgiver og jeg på hinanden eller ej? Jeg tror på dem, og de tror også på mig – men på en eller anden måde koster det altså, og det er mig, der betaler! Lige p.t. er det sådan, at jeg sådan set kommer til at betale 25,75 kr. i timen for at få ansættelsesforholdet bragt ind under funktionærlovens regler. Det lyder lidt absurd, men sådan er det.

Den store knast er lige p.t. det med løn under sygdom.

Løn under sygdom i et fleksjob

Når man er i et fleksjob, får arbejdsgiver refusion fra dag 1. Normalt er der en arbejdsgiverperiode på 30 dage, med mindre der er tale om en § 56-aftale.

Bevæggrundene fra lovgivers side er klare og fornuftige: En medarbejder med et fleksjob kan lettere blive syg. Det er jo derfor, man har et fleksjob! Når det er sådan, kompenserer vi arbejdsgivere hurtigere og nemmere. Nemlig: Vi kompenserer arbejdsgiver fra dag et, hvor der ellers er tale om, at den såkaldte arbejdsgiverperiode er på 30 dage. Dette er godt for både medarbejderen i fleksjobbet og arbejdsgiver, og vi bringer fleksjobbere ud i det pulveriserende erhvervsliv, så de ikke bare sidder hjemme og ser TV2’s skod-udsendelser.

Jeg forventer ikke at blive syg, for jeg har det rigtig godt, men i en kontrakt må man tage højde for, at der kan opstår sygdom. Jeg kan ikke garantere for, at jeg ikke igen kan havne 6½ uge på psyk. Jeg håber det ikke. Jeg tror det ikke. Men jeg kan ikke garantere. Det hører med til Bipolar type 1. Og det er denne diagnose, der ligger til grund for fleksjobbet.

At regne baglæns

Jeg har mange års træning i at “regne baglæns”, og det har jeg så gjort endnu engang. Jeg er ret god til Excel på det punkt. Hvis vi skal få enderne til at mødes, lander jeg på 193,25 kr. i timen. Det er ikke meget med 28 års erfaring. Jeg blev kandidat i 1990.

Jeg vil have jobbet, virksomheden har ikke ret mange penge, og den salomoniske løsning er så, at jeg reducerer min gennemsnitlige timeløn mod at komme op på mere end 8 timer, hvorved jeg er inde under funktionærlovens beskyttelsesparagraffer. Sagt med andre ord: Det er mig, der betaler mig for at komme ind under funktionærlovens regler.

  1. Det svarer til en lønnedgang på 11,8 pct.
  2. I forhold til det lønkrav, jeg oprindeligt mødte frem med, er der en tale om en nedgang på 22,7 pct.

Længere kan jeg ikke strække mig. Jeg skal også have min værdighed i behold!

Historik

Den liberale balancemenu, der pt.t. gennemføres, glemmer historikken: Nemlig at vi med den første hovedaftale den 5. september i 1899 fik orden på forholdene mellem arbejdsgivere og arbejdstagerre. Det blev aftalt, at arbejdsgiverne forenede sig i deres grupperinger, og vi arbejdstagere forenede os i vores grupper. Og vi skulle ikke forhandle som enkeltindivider, men vi skulle indgå aftaler som dele af et kollektiv. Af den simple årsag kalder vi det for kollektive overenskomster.

Det er der i jo i virkeligheden ikke meget hokus pokus i – lige til det kommer til konflikt. Så er det Djøf, og alle de andre, skal stå deres prøve. Og alle dem, der ikke plejer at betale for kollektivet, pludselig gerne vil have del i det vi andre har betalt for i mange år. HK-Stat har fx offentligt  bekendtgjort, hvor mange nye medlemmer, de pludselig har fået… Den 28. februar var tallet 1.600, og det var inden Sofie Löhde bekendtgjorde lockouten.

Fagforeningerne har varslet strejke for ca. 10 – 15 pct. af deres medlemmer på det offentlige område. Innovationsministeren har svaret igen med 100 pct. lockout af de offentligt ansatte. Det vil sige, at det er regeringen, med Moderniseringsstyrelsen i baghånden, der lammer samfundet. Det er ikke fagforeningerne!

Disse tal skriger til himlen: det ender med et regeringsindgreb. Regeringen skal bare lige have sparet sammen til et par lønstigninger først… og det gør de ved ikke at betale de offentligt ansatte løn i et par uger. AC tænker godt: De låner deres medlemmer pengene, for af et lån skal man ikke betale skat!