, , , , ,

Som fod i hose

Gås til

Man kan overveje, om jeg har lavet en masse gode grøntsager, som der skal serveres gås til, eller om det handler om handler om fodtøj, der skal gås til?

Det handler om fodtøj! Og mit fodtøj skal ikke gås til.

ecco

Mine “ballerinasko” i størrelse 40 er ikke egnede til vinterbrug. Det bliver for koldt, og modstanden mod snedriverne er utilstrækkelig, så jeg gik til ecco, hvis sko og støvler passer godt til mig.

De har en en fantastisk service, for jeg fik min egen personlige assistent. Han tog tålmodigt støvler frem og tilbage fra kælderen. Efterhånden fik jeg indkredset, hvilken model jeg kunne lide, men ak den var ikke i størrelse 41. Størrelse 40 duede ikke for pløsen gnavede på vristen. Og jeg er af den faste overbevisning, at fodtøj ikke skal gås til. Det skal være som fod i hose. Det skal passe med det samme. Det skal være som at komme hjem.

Jeg prøvede mindst syv par. Endelig faldt valget på “ecco gora”, og de er fede. Jeg synes godt nok, prisen er lidt hamper. Men hvis de nu holder ti år, og vi snyder og regner sommermånederne med, er den månedlige omkostning reduceret til 12 kroner og 50 øre. Det er da til at holde ud.

Skulle snedriverne denne vinter blive eksorbitante, finder jeg mine elskede vandrestøvler frem. De har været på toppen af både Kilimanjaro (Tanzania) og Fansipan (Vietnam), så de er for længst gået til.

,

Lydbøger

Lydbøger

I morgen var jeg altid en løve

Lydbøger

Jeg kender op til flere mennesker, der er glade for lydbøger. De kan høre dem, mens de sysler med et eller andet, gør rent eller lægger puslespil mv.

Som en mulig inspiration til bogprojektet anbefalede psykologen mig “I morgen var jeg altid en løve” af Arnhild Lauveng, men da jeg ikke kan læse længere, har jeg besluttet at prøve den som lydbog.

“I ti år var forfatteren Arnhild Lauveng (f. 1972) indlagt som skizofren på psykiatriske afdelinger. Hun var psykotisk og selvdestruktiv. I dag arbejder hun som psykolog uddannet ved Universitetet i Oslo. Arnhild Lauveng overvandt skizofrenien og kan i dag udtale sig som både fagperson og tidligere patient.”

Den findes som lydbog kun hos Nota, der er en særskilt tjeneste under Kulturministeriet med 136.000 brugere og ca. 80.000 titler. De skriver om sig selv: “Nota er et bibliotek og videncenter, der beskæftiger sig med bøger og læsning for mennesker med syns- og læsehandicap”.

Jeg ringede til dem og spurgte, om kognitive problemstillinger og bipolar affektiv sindslidelse også kunne anerkendes som et tilstrækkeligt handicap? Det er der ingen problemer i, de har allerede flere bipolare, der skal bare lidt lægeerklæringer og såd’n til, og så har de fire ugers sagsbehandlingstid, da de modtager 2 – 300 ansøgninger om dagen. Intet af det er et problem.

Indtil papirværket er ordnet, har jeg fundet en version ad omveje, og hørte de første 30 minutter i aftes. Jeg tror, jeg skal øve mig, for tankerne går for let på lange traveture, også selv om jeg prøver at kigge på ingenting. Det er sådan set ikke nogen overraskelse, eftersom jeg heller ikke kan se tv-avisen. Indtil videre forstår jeg ikke, at de andre kan foretage sig alt muligt samtidig.

Det er Helle Sihm, der har indlæst, og hun skulle efter sigende være vældig dygtig. Søger man på hendes navn hos Nota, får man 394 hits, så hun har da prøvet det før 🙂

Jeg tager lige et kapitel mere i aften.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

MobilePay og ID

MobilePay

Systemet er genialt og nemt at have med at gøre. Fx vil min psykolog helst have betalingen ad den kanal, for så er der et eller andet, der er meget lettere for hende, og det vil jeg naturligvis ikke stå i vejen for.

Del alle dine oplysninger – tak

I dag dukkede billedet til højre op på skærmen. Scan venligst sygesikringskort, NemID og pas, idet du har beskyttet navn og adresse. Og det har jeg udelukkende for at undgå telefonsælgere og tåbelige reklamer. Det er ikke fordi, jeg har gamle kærester, der løber mig på dørene. Det kunne da ellers være hyggeligt nok.

Hvis jeg ikke allerede i min supportgruppe havde set, at det ikke er fake, havde jeg  ikke turdet at sende de oplysninger afsted. Det strider mod al god og forstandig opførsel på nettet. Man må da aldrig give disse oplysninger væk. For at være ekstra sikker, tjekkede jeg deres hjemmeside, og den er god nok.

At scanne eller ej

Jeg fandt alle dokumenterne frem og startede med passet. Efter 25 forsøg lykkedes det. Der er nogle streger, man skal holde sig indenfor, og det var da ikke nemt – for mig.

Næste trin: indtast navn og adresse som det fremgår af sygesikringsbeviset. Det gik fint, selvom jeg hader de bittesmå taster og bruger mere tid på at rette fejl end på at skrive. Herefter: scan sygesikringsbeviset. Når jeg holdt scanneren henover beviset, klikkede telefonen (kameraet?)  lystigt, og det lød som om, den/det tog 35 billeder. Ingen af dem blev til noget. Måske fordi de slet ikke eksisterede.

Jeg overgav mig og ringede til supporten, som dukkede op 20 minutter senere. Han forklarede noget om, at man kunne klikke på krydset og ad den vej i stedet få lov at tage et billede. Det kryds kunne jeg simpelthen ikke finde nogen steder. Min tålmodighed rækker heller ikke til den slags, blandt andet fordi jeg skal stå med en lup for at se alle de bittesmå bogstaver, som man skal rette sig efter.

Idet jeg skulle ud til frokost, pakkede jeg det hele sammen i håbet om, at mine værter var mindre fummelfingrede end jeg. Men næh nej. Det gik ikke dem en snus bedre. Og det var jo på en eller anden måde rart.

Ny opringning til supporten, der ret hurtigt sagde, at dokumenterne kunne scannes på almindelig vis i en scanner og så uploades på denne hjemmeside. Det kunne han da for pokker have sagt allerede i formiddag. Så gik der tid med det… Det er også titlen på et af Tøsedrengenes store hits, som udkom i 1984.

, , ,

Det var dyrt 3

Det var dyrt

Slet ikke så let

Det var dyrt 3

Jeg pusler stadig med tallene til bogen.

Kommunen

Da jeg havde talt med ca. 17 mennesker, der ikke kunne finde ud af noget eller ikke vidste, om de måtte oplyse om det, de fandt, endte jeg med at skrive til borgmesteren og bede om aktindsigt. Så skete der noget. Nu mangler kun oplysningen om, hvad støtte- kontaktpersonen kostede. Indtil videre er jeg landet på 583.000 kr., som inkluderer ca. 400.000 kr. i sygedagpenge (brutto).

Psykiatrien

  1. Jeg startede i Distriktspsykiatrien. Jeg regnede med, at de kunne henvise til en »regnedreng« et eller andet sted i systemet.
  2. Distriktspsykiatrien henviste til Sundhedsstyrelsen.
  3. Sundhedsstyrelsen henviste til Sundhedsdatastyrelsen, der står for DRG-taksterne (DRG står for DiagnoseRelaterede Grupper). De har superfine tal på deres hjemmeside. Jeg korresponderede lidt med en medarbejder, der var vældig hjælpsom, men da jeg begyndte at spørge til forskellige væsentlige detaljer, henviste hun mig til: “DRGtakster@sundhedsdata.dk”. Det jeg blandt andet spurgte til var:
    • Når jeg har været indlagt OG fået ECT, skal jeg så bruge kode “5006 Bipolare tilstande (DF30-31, DF340), elektrochok, pat. o. 18 år”? Jeg gætter på, at svaret er ja. Men skal det så forstås sådan, at ECT er indregnet i taksten, og at jeg derfor ikke kan finde tallet for ECT isoleret set?
    • Jeg har gjort alle mine sengedage op vha. sundhed.dk, 188 fordelt på ni indlæggelser. Afhængig af dit svar, ser det ud til, at jeg kun sjældent når op over Trimpunktet. Hvordan regner jeg omkostningen for indlæggelser, der ligge under Trimpunktet? Jeg har prøvet lidt med forholdstal, men det ser helt forkert ud, når jeg sammenholder med Langliggertaksten. (* Forklarende note: Trimpunktet er det antal dage, der er regnet ind i DRG-taksten. Fx har Bipolar med ECT et Trimpunkt på 82 dage, og taksten er 143.907 kr. Hvis en indlæggelse er længere end de 82 dage, træder “Langliggertaksten” i aktion. Her er dagsprisen 3.030 kr. eller 2.500 kr.)
    • Er det rigtig forstået, at der ikke sondres mellem åbne og lukkede afsnit? Jeg ville da tro, at en sengedag på et lukket afsnit er noget dyrere, bl.a. fordi der er mere personale, sikringsforanstaltningerne er dyre osv.
    • Osv.
  4. “DRGtakster@sundhedsdata.dk” skriver: “Kære Hanne. I opgørelser vedrørende behandlinger på psykiatriske hospitaler anvendes alene sengedags- og besøgstakster. De vejledende takster du har fundet på vores hjemmeside anvendes af Region Syddanmark, men vi kender ikke den eksakte anvendelse. Det må du evt. kontakte dem om.” Her kommer et nyt begreb “sengedags- og besøgstakster”, hvor finder jeg dem, og hvorfor bruges DRG-taksterne ikke bortset lige fra i Region Syddanmark?
  5. Så kom jeg ikke længere ad den vej. Men der er flere skud i bøssen: Jeg er på Facebook med den tidligere centerchef på Psykiatrisk Center Hvidovre. Så jeg skrev simpelthen til hende og spurgte, hvem jeg kunne rette henvendelse til. Hun svarede lynhurtigt, at jeg kunne skrive til den konstituerede centerchef på Psykiatrisk Center Glostrup. Det gjorde jeg så, men det kom der ikke noget ud af.
  6. På hjemmesiden fandt jeg i stedet en medarbejder, der havde med økonomi at gøre. han sendte min forespørgsel videre til en anden, der skrev: “Vi bruger i psykiatrien ikke DRG-takster, på samme måde som i somatikken, vi har ikke DRG takst på sengedage mv. Opgaver med at opgøre de tal, du beder om, vil derfor blive lidt mere omfattende og der vil stadig være en usikkerhedsfaktor i opgørelse af overhead. Jeg bliver nødt til at vende din forespørgsel med vores administrationschef som har ferie og først er tilbage i uge 43, du vil derfor først få en tilbagemelding på om vi kan være behjælpelige med dette i uge 43.” Nu er jeg lidt forvirret over “ikke DRG-takst på sengedage mv”… Jamen hvad så i stedet? Der er da masser af psykiatri-DRG-takster på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside. Derudover måtte jeg lige forklare medarbejderen, hvad DRG står for…
  7. Uge 43 oprinder og administrationschefen i Glostrup er tilbage fra ferie, og henviser til en e-mail-adresse ved navn “psykiatri@regionh.dk” – det er en intetsigende hovedpostkasse. Og fra den får jeg dette autosvar: Fællespostkassen i Region Hovedstadens Psykiatri har modtaget din e-mail. Fællespostkassen bliver betjent i åbningstiden mandag-fredag kl. 8-15. E-mailen vil indgå i Region Hovedstadens Psykiatris postgang og vil blive videresendt til rette sagsbehandler. Denne e-mail er et kvitteringsbrev, som sendes automatisk af fællespostkassen og kan ikke besvares. Har du eller en af dine pårørende brug for akut psykiatrisk hjælp, kan du henvende dig i en af Regions Hovedstadens fem psykiatriske akutmodtagelser. Du kan læse nærmere på nedenstående link: https://www.psykiatri-regionh.dk/undersoegelse-og-behandling/Akut-hjaelp/Psykiatriske-akutmodtagelser/Sider/default.aspx?rhKeywords=psykiatriske+akutmodtagelser
  8. Det bliver spændende at se, hvem “psykiatri@regionh.dk” henviser til. Jeg er en tålmodig sjæl! Det er vigtigt at skaffe disse oplysninger. I sidste ende må jeg vel kunne bede om aktindsigt?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.