/7 Kommentarer/i , /af ,

Når du strammer garnet…

Politik er vigtigt

Jeg har altid interesseret mig for politik, helt tilbage fra jeg som 16-årig gik ind for dødsstraf, ønskede mig atomkraft og mente, at Glistrup ville være en god statsminister 🙂 Partibogen fik hurtigt en anden farve, da jeg flyttede på kollegium, og stavede mig igennem “Informeren”.

Nu om dage er det så nemt at følge med i, hvad der foregår på Christiansborg, hvis man bruger hjemmesiden regeringen.dk., hvor jeg i dag har brugt flere timer på regeringens strategi “Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”. På hjemmesiden ligger også en pdf-fil på 40 sider, hvor man kan sætte sige yderligere ind i emnet. Det er faktisk ret spændende.

Når du strammer garnet…

Nu strammer regeringen garnet, og af og til ser det ud til, at de også kvæler barnet. Overordnet set er intentionerne fine, problemet er bare, at det kan befrygtes, at det endnu engang er de svageste, der skal finansiere hinanden – ikke kun pekuniært men også når de fx skal kæmpe med hinanden om de få “tilladte” almene boliger, der måtte blive tilbage.

Meget af udspillet handler om boliger, eftersom ghettoområder består af boligområder. Men der er også en del andre initiativer, som Statsministeren og Økonomi- og Indenrigsministeren virker stålsatte på at gennemføre.

Fysisk nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder

For fremtiden må der ikke være mere end 40 pct. almene boliger i et boligområde. De resterende 60 pct. skal omdannes til ejerboliger, andelsboliger, pensionistboliger eller ungdomsboliger. Makker boligselskaberne ikke ret, overtager staten styringen og jævner i sidste ende bebyggelsen med jorden. Regeringen vil sørge for adgang til at opsige lejere ved salg af almene boliger i udsatte boligområder. Hvor skal de 60 pct. så bo? De har jo næppe råd til hverken ejer- eller andelslejlighed. Jeg kan ikke lige få øje på så mange andre almene og tomme boliger? I København er der vist en ventetid på 15 år eller deromkring, hvis man gerne vil/kun kan bo til leje.

Mere håndfast styring af hvem der kan bo i udsatte boligområder

Håndfast – ja mon ikke. Hvis man er på kontanthjælp, må man ikke flytte ind i en ghetto. Gør man det alligevel, reduceres ydelsen med op til 6.600 kr. om måneden! Er man på integrationsydelse, må man slet ikke flytte ind.

Højere straffe i bestemte områder

Det skrev jeg også lidt om forleden dag, og det er ikke blevet bedre i mellemtiden. Det er stadig apartheid – og ved nærmere eftertanke er der faktisk store dele af dette udspil, der kan sammenlignes med apartheid.

Kvinderne og børnene

Disse to befolkningsgrupper ligger regeringen meget på sinde. Kvinderne er undertrykte og børnene er understimulerede.

Børn i de berørte boligområder skal tvinges i vuggestue, når de fylder et år. De skal bestå en test, for at det kan vurderes, om de må rykke op i 1. klasse, eller de må gå nulte klasse om. Der vil være “sanktioner” overfor de folkeskoler, hvor der er for mange børn, der dumper. Tør man gætte på, at disse “sanktioner” er af økonomisk karakter? Varetager forældrene ikke deres ansvar som forældre ordentligt, ryger børnechecken.

Samlet vurdering

Det er interessant, at der er lavet en helhedsplan, og hvis den ikke havde haft en så voldsom social slagside og var fyldt med ulovlig forskelsbehandling, ville det ikke være så tosset, fordi de netop er kommet “hele vejen rundt”. De har magten, og de tar magten.

Planen rammer primært de ikke-vestlige personer i vores samfund.  Og det er også meningen! Statsministeren indledte også med at fortælle, at de ikke-vestlige personer nu udgør 8,5 pct. af befolkningen.

Vil man også i andre områder komme efter folk, der ikke sætter deres børn i vuggestue, når regeringen mener, de er modne til det? Vil man også i andre områder, lade børnene dumpe i nulte klasse og gå om, hvis de ikke taler tilstrækkeligt dansk?

Børn, der ikke får lært dansk, er bagud fra starten, og det er ikke rimeligt overfor netop børnene. Forældrene må tage sig sammen og løfte deres ansvar. Jeg er bare usikker på, om et par kvartaler uden børnechecken er den rigtige løsning.

Hele tilgangen til de konkrete boliger virker urealistisk. Kan man virkelig forestille sig, at regeringen eksproprierer fx Vollsmose og derefter sender ti gravkøer og river det hele ned? Hvordan vil de få mulighed for at sætte lejere ud, fordi lejligheden skal omdannes til ejerbolig? Jeg er godt klar over, at man selvfølgelig altid kan ændre lejeloven. Et eller andet sted i oplægget findes dette: “En udlejer kan dog ikke opsige en lejer, hvis formålet er, at den almene bolig skal sælges. Det er en barriere for at sikre blandede boligformer og en mere blandet beboersammensætning.”

Er regeringen i færd med at afskaffe lejeboligerne? Det vil være ret trist for mig, for jeg har ikke råd til hverken eje- eller lejebolig, og det havde jeg heller ikke, da jeg tjente “rigtige” penge!

/2 Kommentarer/i , /af ,

De fattige børn

De fattige børn

Effektanalyse

Beskæftigelsesministeriet har udgivet en såkaldt effektanalyse, hvor de ser på effekterne af det “moderne” kontanthjælpsloft og 225-timersreglen. Linket er suppleret med en pdf-fil på 38 sider, som er fyldt med regeringens retorik som fx “Det skal kunne betale sig at arbejde” og “Motivere til at tage et job”.

Hovedkonklusioner

“Fra august 2016 til marts 2017 har kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen haft en signifikant positiv virkning på afgangen fra kontanthjælp til beskæftigelse eller uddannelse for kontanthjælpsmodtagerne i analysen.” Nu er “signifikant” jo sådan et dejligt elastikord, men jeg synes nu ikke, der er noget at fejre, bare fordi der er kommet 600 årsværk i arbejde – og antallet af fattige børn er steget med ca. 15.000. Herom senere.

“Kontanthjælpsmodtagere er færre dage på kontanthjælp end før reformen. I gennemsnit er kontanthjælpsforløbene i analysen blevet forkortet med 3,4 dage. Det svarer til ca. 190 fuldtidspersoner strukturelt. Før indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen varede et gennemsnitligt kontanthjælpsforløb i analysen et år og knap seks dage, mens det efter indførslen varer et år og godt to dage.” Det er svært at forstå begejstringen over, at antallet af dage på kontanthjælp er faldet med fire dage, når man husker på, at de svageste modtagere af kontanthjælp får denne ydelse i årevis – selvom den er skabt som et midlertidigt forsørgelsesgrundlag.

På side fem i den medfølgende pdf-fil kan man fx finde følgende:

Det skyldes, at et lavere ydelsesniveau øger det økonomiske incitament til at komme i beskæftigelse og derved tilskynder ledige til at øge deres søgeintensitet. Samtidig kan en lavere ydelse tilskynde ledige til at søge bredere og/eller sænke deres reservationsløn, hvilket samlet set øger sandsynligheden for at komme i job. Når ydelsesreduktionen indtræffer et stykke tid inde i ledighedsforløbet, kan der skelnes mellem forskellige effekter. En motivationseffekt, som øger afgangsraten fra ledighed til beskæftigelse i perioden frem mod regelændringen, samt en reformeffekt, som øger afgangen fra ledighed til beskæftigelse, efter at regelændringen har fundet sted. I denne analyse er reformtidspunktet og ydelsesændringen ikke sammenfaldende. Der skelnes derfor mellem reformeffekter før og efter, ydelsesændringen træder i kraft. Reformen træder i kraft umiddelbart efter den indgåede politiske aftale, men har først ydelsesmæssige konsekvenser fra 1. oktober 2016.

Efter denne omgang orkede jeg ikke at læse mere.

En anden effektanalyse

To dage før Beskæftigelsesministeriet udgav sin effektanalyse, analyserede også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd effekten af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Deres analyse viser noget helt andet: antallet af fattige børn er steget med 10.500. Det passer så fint med regeringens ambitioner, nemlig at man ønsker at ramme de enlige forsørgere hårdest. Hvorfor de lige har fået den obskure idé, ved jeg ikke.

48.300 børn var i 2016 under fattigdomsgrænsen – men det tal rummer ikke helårsvirkningen af kontanthjælpsloftet, ganske enkelt fordi det blev vedtaget marts/april 2016, men havde først effekt (læs: folk blev først fattigere)  fra 1. oktober 2016.  Havde loftet været gældende hele 2016, ville stigningen i antallet af fattige børn være på 15.000. Som jeg læser det, må der være en form for “efterslæb”, så de ekstra 5.000 fattige børn vil dukke op i tallene, når der næste gang laves en analyse, hvor reformen har haft helårsvirkning.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at regeringen/Beskæftigelsesministeriet ikke omtaler de fattige børn, sådan er politik; jeg synes bare, det er mange små væsner, der skal vokse op i fattigdom og dermed få en “signifikant” større risiko for selv at blive fattige. I de fattigste familier er det ikke studenterhuerne, der tynger. Det er derimod tankerne om morgendagen og resten af måneden indtil næste “lønningsdag”.

Regionale forskelle

Det er heller ikke overraskende, at de fattige børn ikke er jævnt fordelt på landkortet. Sandsynligheden for at opleve en barndom i fattigdom er fem gange så stor i Langeland Kommune som i Egedal Kommune. Sandsynligheden er også høj her på Vestegnen, hvor jeg selv bor.

Der har været en stigning i andelen af etårs-fattige børn i hele landet i 2016, og desværre viser tallene også, at stigningen fordeler sig skævt. De kommuner, der i forvejen har flest fattige børn, har også har den relativt største stigning.

Citatet cementerer det faktum, at hvis man i forvejen er udsat, vokser risikoen for at man bliver endnu hårdere ramt, når der gennemføres nye påfund.

De syge på bistand

For ikke så længe siden fulgte TV i fire udsendelser fattige børn. Serien hed “Barndom på bistand”. Alle børnene havde en enlig forælder, de boede hos deres mor, som led af alskens dårligdomme og de var rodet ind i husholdningsbudgettet og familiens samlede økonomi. Det er ikke emner man skal falde i søvn til, når man er ti år!

Jeg kommer aldrig til at forstå, at man ikke giver de reelt syge en pension, så de kan få ro i deres tilværelse, og begynde at bygge noget op i stedet for at være vidne til yderligere bryden ned. Hvorfor skal de sendes gennem den ene praktik efter den anden, når alle mulige læger mv. har erklæret, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat, som er kodeordene i  § 10 i “Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv.” Hvilken mening giver det at lade folk arbejde 40 minutter om ugen?

Jagt de dovne, der kan arbejde. Det ville løse en del af fattigdomsproblemerne – også for børnene!

 

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Apartheid

Apartheid

De retslærde

Forleden efterlyste jeg de retslærde i forbindelse med regeringens nye idé om særlige strafzoner. De lærde er nu kommet frem i lyset, eller også har jeg bare ikke tidsnok været opmærksom på det.

Regeringen gambler med retssikkerheden

At give dobbeltstraf i ghettoområder vil sandsynligvis være diskrimination, vurderer professor og jurist.

Strider mod konventionerne:

Professor ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet Kirsten Ketscher vurderer, at det sandsynligvis vil være i strid med både dansk lov, menneskerettighedskonventionen og FN’s konvention mod racediskrimination at indføre dobbeltstraf i ghettoområder, fordi diskrimination på baggrund af afstamning er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Kilde: dr.dk.

Det er meget modigt – for nu at sige det pænt – af regeringen, at den nu vil sætte sig op imod både dansk og international ret, men den har muligvis ladet sig inspirere af Inger Støjbergs evindelige mantra “Jeg går til kanten af konventionerne”.

Jeg begriber det ganske enkelt ikke. Hvordan tør de? Det er da et soleklart eksempel på (ulovlig) forskelsbehandling, og det behøver man altså ikke nogen særlig uddannelse for at se.

Hvis Mohammed fra Tingbjerg laver hærværk i Tingbjerg, skal han fx have fire måneders fængsel, og det skal nu så fordobles til otte måneder. Holger fra Gentofte, der laver samme hærværk i Gentofte, vedbliver at nøjes med fire måneder. Det er ikke en ordentlig måde at få Mohammed ind i en god gænge og væk fra hærværket. Selvfølgelig skal han straffes, men når han har udstået straffen, er han en fri mand, som samfundet har stor interesse i bliver gelejdet tilbage på rette spor.

Noget positivt

Jeg synes bestemt, der trods alt er nogle positive momenter i ønsket om at gøre noget ved “ghettoerne”. Den segregering, der hersker nu, er ikke sund. Alle bør blande sig med hinanden, alle bør tale dansk, alle bør være på arbejdsmarkedet, ingen bør være lovovertrædere osv. Problemet med den aktuelle debat er, at den i realiteten kun retter sig imod de ikke-vestlige indvandrere. Den burde rette sig mod os alle.  Når den ikke gør det, kalder jeg det hårdnakket for apartheid.

/i , , /af , ,

Apartheid

Apartheid

Det rette ord?

Måske er “apartheid” ikke det rette ord, men det er det, der falder mig ind, når jeg læser følgende:

Regeringen:

Kriminalitet i ghettoer skal straffes dobbelt så hårdt. Et nyt udspil skal gøre op med parallelsamfundene i danske ghettoer. Kilde: dr.dk

Måske har regeringen, og dermed Søren Pape Poulsen, glemt at repetere FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948) artikel 1: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”.

Hvis regeringen kommer igennem med sin idé om at straffe visse personer dobbelt så hårdt som andre for den samme forbrydelse, så står verden ganske enkelt ikke længere. Det må være symbolpolitik, men Trine Bramsen (retsordfører for S) har allerede bakket op om det, og så følger DF jo nok trop om kort tid.

Hvor bliver diverse retslærde af? Jørn Vestergaard, Eva Smith, Anette Storgaard osv. Har de gennemskuet, at det er symbolpolitik, og gider de derfor ikke udtale sig?

Parallelsamfundene

Jeg så statsministeren i 21-søndag i aftes, og måden han talte om disse samfund på, var egentlig tiltalende. Der er noget rigtigt i, at det ikke er sundt kun at være blandt sine egne, med egne regler, intet arbejde, kun en lille bid dansk osv. Det er der vel næppe nogen, der kan være uenige i.

Problemet er, at man kun rammer en bestemt befolkningsgruppe med sådanne tiltag: de ikke-vestlige indvandrere (pudsigt ord der nu ligger på alles læber). Det svarer til det såkaldte maskeringsforbud, der reelt er et burkaforbud, da vi ellers får et problem med julemanden. Når man kun rammer en bestemt etnisk gruppe, er det apartheid forstået som raceadskillelse. Det klæder ikke en retsstat.

Det er meget muligt, at integrationen i mange år er slået fejl, og det bør man selvfølgelig rette op på så hurtigt som muligt!

Arbejdsgivernes og udlejernes rolle

Er der nogle, der bidrager med eklatante mangler, er det arbejdsgiverne, der op gennem tiden ikke har været villige til at ansætte mennesker med “anden etnisk herkomst end dansk”.

Udlejerne har hyttet eget skind. Dem med de dyre lejligheder har skuttet sig bag de høje lejer, hvor kun de etniske danskere har kunnet betale lejen. Dem med de billige lejligheder har været tvunget til altid at udleje til dem, der kun lige knap havde råd til at bo i den ringeste boligmasse.

På den måde opbygger man de usunde parallelsamfund.

Inger Støjbergs rolle

Selvfølgelig er det noget andet, men der er masser af paralleller: Der har gennem det seneste års tid – måske mere -været adskillige indslag om, at flygtninge/indvandrere havde fast arbejde, det var vist på Danish Crown i Jelling, var engagerede i den lokale boldklub, havde børn/barn i den lokale vuggestue osv. Alligevel er de sendt “hjem”, hvor de kom fra. Hvorfor? Hvorfor lader vi ikke disse mennesker være rollemodeller for den gode og gennemtænkte integration, der altid starter med et job?

Genbrug er guld

Man siger, at “Genbrug er guld”, og det er det på mange måder. En historie, der har gjort stort indtryk på mig er følgende: To unge syriske mænd arbejder nu nogle dage om ugen i en genbrugsforretning på Vestsjælland. Det er muligvis en af Folkekirkens Nødhjælps butikker, men det er nu ret ligegyldigt. De unge lærer dansk i et naturligt miljø.  De øvrige frivillige lærer noget om Syrien og om andre former for liv. Alle får udvidet netværket. Alle har brug for hinanden og kan hjælpe hinanden. Det er integration, når det er bedst. Det er sådan arbejdsgiverne burde agere. Skal integrationen være civilsamfundenes opgave?

Fordomme

Jeg er sikkert på, at mange arbejdsgivere har fordomme overfor ikke-vestlige indvandrere.

Det har de også over for psykisk syge i fleksjob, og jeg skulle hilse at sige, at det kræver meget at “sparke døre ind”, men det kan lade sig gøre, hvis man taler godt dansk. 🙂