De fattige børn
Effektanalyse
Beskæftigelsesministeriet har udgivet en såkaldt effektanalyse, hvor de ser på effekterne af det “moderne” kontanthjælpsloft og 225-timersreglen. Linket er suppleret med en pdf-fil på 38 sider, som er fyldt med regeringens retorik som fx “Det skal kunne betale sig at arbejde” og “Motivere til at tage et job”.
Hovedkonklusioner
“Fra august 2016 til marts 2017 har kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen haft en signifikant positiv virkning på afgangen fra kontanthjælp til beskæftigelse eller uddannelse for kontanthjælpsmodtagerne i analysen.” Nu er “signifikant” jo sådan et dejligt elastikord, men jeg synes nu ikke, der er noget at fejre, bare fordi der er kommet 600 årsværk i arbejde – og antallet af fattige børn er steget med ca. 15.000. Herom senere.
“Kontanthjælpsmodtagere er færre dage på kontanthjælp end før reformen. I gennemsnit er kontanthjælpsforløbene i analysen blevet forkortet med 3,4 dage. Det svarer til ca. 190 fuldtidspersoner strukturelt. Før indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen varede et gennemsnitligt kontanthjælpsforløb i analysen et år og knap seks dage, mens det efter indførslen varer et år og godt to dage.” Det er svært at forstå begejstringen over, at antallet af dage på kontanthjælp er faldet med fire dage, når man husker på, at de svageste modtagere af kontanthjælp får denne ydelse i årevis – selvom den er skabt som et midlertidigt forsørgelsesgrundlag.
På side fem i den medfølgende pdf-fil kan man fx finde følgende:
Det skyldes, at et lavere ydelsesniveau øger det økonomiske incitament til at komme i beskæftigelse og derved tilskynder ledige til at øge deres søgeintensitet. Samtidig kan en lavere ydelse tilskynde ledige til at søge bredere og/eller sænke deres reservationsløn, hvilket samlet set øger sandsynligheden for at komme i job. Når ydelsesreduktionen indtræffer et stykke tid inde i ledighedsforløbet, kan der skelnes mellem forskellige effekter. En motivationseffekt, som øger afgangsraten fra ledighed til beskæftigelse i perioden frem mod regelændringen, samt en reformeffekt, som øger afgangen fra ledighed til beskæftigelse, efter at regelændringen har fundet sted. I denne analyse er reformtidspunktet og ydelsesændringen ikke sammenfaldende. Der skelnes derfor mellem reformeffekter før og efter, ydelsesændringen træder i kraft. Reformen træder i kraft umiddelbart efter den indgåede politiske aftale, men har først ydelsesmæssige konsekvenser fra 1. oktober 2016.
Efter denne omgang orkede jeg ikke at læse mere.
En anden effektanalyse
To dage før Beskæftigelsesministeriet udgav sin effektanalyse, analyserede også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd effekten af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Deres analyse viser noget helt andet: antallet af fattige børn er steget med 10.500. Det passer så fint med regeringens ambitioner, nemlig at man ønsker at ramme de enlige forsørgere hårdest. Hvorfor de lige har fået den obskure idé, ved jeg ikke.
48.300 børn var i 2016 under fattigdomsgrænsen – men det tal rummer ikke helårsvirkningen af kontanthjælpsloftet, ganske enkelt fordi det blev vedtaget marts/april 2016, men havde først effekt (læs: folk blev først fattigere) fra 1. oktober 2016. Havde loftet været gældende hele 2016, ville stigningen i antallet af fattige børn være på 15.000. Som jeg læser det, må der være en form for “efterslæb”, så de ekstra 5.000 fattige børn vil dukke op i tallene, når der næste gang laves en analyse, hvor reformen har haft helårsvirkning.
Det er selvfølgelig ikke overraskende, at regeringen/Beskæftigelsesministeriet ikke omtaler de fattige børn, sådan er politik; jeg synes bare, det er mange små væsner, der skal vokse op i fattigdom og dermed få en “signifikant” større risiko for selv at blive fattige. I de fattigste familier er det ikke studenterhuerne, der tynger. Det er derimod tankerne om morgendagen og resten af måneden indtil næste “lønningsdag”.
Regionale forskelle
Det er heller ikke overraskende, at de fattige børn ikke er jævnt fordelt på landkortet. Sandsynligheden for at opleve en barndom i fattigdom er fem gange så stor i Langeland Kommune som i Egedal Kommune. Sandsynligheden er også høj her på Vestegnen, hvor jeg selv bor.
Der har været en stigning i andelen af etårs-fattige børn i hele landet i 2016, og desværre viser tallene også, at stigningen fordeler sig skævt. De kommuner, der i forvejen har flest fattige børn, har også har den relativt største stigning.
Citatet cementerer det faktum, at hvis man i forvejen er udsat, vokser risikoen for at man bliver endnu hårdere ramt, når der gennemføres nye påfund.
De syge på bistand
For ikke så længe siden fulgte TV i fire udsendelser fattige børn. Serien hed “Barndom på bistand”. Alle børnene havde en enlig forælder, de boede hos deres mor, som led af alskens dårligdomme og de var rodet ind i husholdningsbudgettet og familiens samlede økonomi. Det er ikke emner man skal falde i søvn til, når man er ti år!
Jeg kommer aldrig til at forstå, at man ikke giver de reelt syge en pension, så de kan få ro i deres tilværelse, og begynde at bygge noget op i stedet for at være vidne til yderligere bryden ned. Hvorfor skal de sendes gennem den ene praktik efter den anden, når alle mulige læger mv. har erklæret, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat, som er kodeordene i § 10 i “Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv.” Hvilken mening giver det at lade folk arbejde 40 minutter om ugen?
Jagt de dovne, der kan arbejde. Det ville løse en del af fattigdomsproblemerne – også for børnene!
