/i , , /af , ,

Djøfisering

Djøfisering

En god debat!

Det er så fedt, når en blogpost formår at rejse lidt debat. Eric og Henny var “på” her i går, og en nær ven kommenterede indlægget i en privat mail. Så er der virkelig noget ved at skrive. I skal alle have tak – så her kommer indlæg nr. to om djøficeringen:

Mørkelygten

Eric anbefalede “Mørkelygten” af Jesper Tynell. De har den hos Nota, og jeg er begyndt at lytte. Den er spændende. Jeg er nået til fil 016 ud af 218, så der er et stykke endnu.

Den er spændende, fordi:

  1. hans research er dybdegående
  2. den handler om store dele af mit arbejdsliv, og alt det, jeg aldrig stillede spørgsmål ved.

Upartisk?

I et af de første kapitler beskriver han, at embedsværket forventes at være objektivt og neutralt. Han skriver det vist som, at det er den forventning, borgerne har.

Jeg forstår ikke, hvor den forventning kommer fra. Embedsværket skal beskytte ministeren og skal betjene ministeren. Ministeren har et mere eller mindre fornuftigt politisk budskab, og han/hun har embedsværket til at støtte op om dette budskab og hjælpe med at få det gjort til praktisk politik. Embedsværket er en art “tro tjenere”.

Ikke så vigtig

Jeg har heldigvis aldrig været så vigtig, at det var mig, der sad og producerede materiale til pressekonferencer, samråd, forelæggelser for Folketinget og den slags.

Jeg har været nede “på gulvet”, men opgaven var alligevel at producere noget validt, der eksempelvis kunne gå glat igennem Finansudvalget. Et regneark er ikke bare den skinbarlige og objektive sandhed. Man kan vælge at lægge mere vægt på nogle tal end  på andre, man kan helt udelade de tal, der peger i den gale retning osv. Det er en del af håndværket – jeg tror faktisk, vi kaldte det for det “politiske håndværk”, men jeg er ikke sikker.

Aktstykkerne

Mine institutioner har ofte været nødlidende, så jeg har brugt meget tid på den eneste farbare vej: Aktstykker. Sagsgangen er:

  1. Frugtesløse forhandlinger med departementet, der trods alt går med til at forsøge med et aktstykke til Finansudvalget.
  2. Udarbejdelse af beskrivende notater og tilhørende Excelark
  3. Oversendelse til departementet
  4. Departementet stiller yderligere krav
  5. Tilretninger
  6. Retur til departementet
  7. Departementet sørger for forelæggelsen for Finansudvalget.

Når et aktstykke førte til penge, blev jeg glad, for der skal noget til, for at det kan lykkes. Løseligt regnet sammen vil jeg mene, at jeg har skrabet ca. 120 millioner kr. sammen på den måde.

Noget ulovligt?

Efter min bedste overbevisning har jeg aldrig deltaget i noget, der var “klart” ulovligt. Gudskelov. Min sans for “ret og retfærdighed” ville have lidt alvorlige knæk ved det. Men jeg har været med til at undlade at vise alle tallene og til at fremhæve nogle tal frem for andre. Det var mit politiske håndværk. De tal, jeg har haft med at gøre, har drejet sig om mine institutioners interne økonomiske forhold. Vi har altid været på røven, for nu at sige det lige ud. Jeg har aldrig haft med tal om flygtninge at gøre eller om AF var bedre eller dårligere til at afskaffe arbejdsløshed end kommunerne (et af de eksempler Jesper Tynell bruger). Den slags er der politik i; næppe i mine Excelark.

Hvad nu hvis jeg sad i Støjbergs ministerium? Hvad nu hvis jeg sad hos Ninn-Hansen (“der er intet fejet ind under gulvtæppet” – Tamilsagen)? Hvad med alle de andre sager, der måske ikke er “klart” ulovlige, men som tenderer kraftigt mod lovbrud?

Uha… dette er selvransagelse. Jeg tror, jeg ville have løst opgaven som en loyal embedsmand. Det er ikke fedt at indrømme det, men jeg tror, det ville have været sådan. Den tid er heldigvis forbi nu.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Djøfisering

Djøfisering Djøf logo

DjøfiseringJeg bliver ked, når de siger Djøfisering

Jeg bliver altid lidt ked af det, når der står noget om “Djøfisering”.

Det er blevet et skældsord at være “djøffer”. Mennesker, der er medlem af fagforeningen djøf (Danmarks Jurist- og Økonomforbund), er næsten per definition onde mennesker, der, for deres egen vindings skyld og karriere, laver beregninger over, hvor meget plejepersonale, der kan spares, hvis maden til afdelingen kommer fra Rigshospitalet og ikke fra Glostrup, eller hvad der kan spares, hvis reglerne om familiesammenføring ændres, så en asylansøger ikke skal vente bare tre men syv år på at få sin hustru fra Syrien hertil osv. Eksemplerne står i kø.

Fatsvage!

Dertil er kun at sige, at folk ikke fatter, hvad det vil sige fx at arbejde med ministerbetjening eller bare at være en del af embedsværket.

Dybest set er alle djøffere i staten sat i verden med et eneste formål: at beskytte ministeren. Det er det vigtigste, vi kan lave! Uagtet hvor tåbelig, vi måtte synes, ministeren er, så får vi vores penge for at beskytte hende (selv endda Inger Støjberg). Og det tilkommer ikke os at mene noget som helst om ministerens holdninger og bevæggrunde. Det ligger i stillingsbeskrivelsen, at vi parerer ordrer. Gør vi ikke det, kan vi skride, og jeg synes faktisk, det er i orden. Selvfølgelig skal embedsværket være ubetinget loyalt. Hvor var vi ellers henne? Kan man ikke lide lugten i bageriet…

Grænser for sagsbehandlingens kvalitet

Jeg har nu lidt erfaring med den kommunale sagsbehandling, og jeg må sige, at jeg finder kvaliteten rystende dårlig. Fakta er forkerte, der er ingen partshøring, forskellige mennesker i samme bygning sidder og venter på hinanden,og vågner først op, når jeg selv henvender mig og siger: “Der er noget galt”, og “du må tage din din blok under armen og gå hen at tale med xxx”.

Vi (min tidligere bisidder og jeg) skal selv lave sagsbehandlingen, når vi har fået vækket forvaltningen. Hvad gjorde jeg uden hende? Og hvad gør alle de mennesker, jeg kender fra det virale fællesskab?

Når der er truffet en kommunal afgørelse, får man ikke en afgørelse, hvorfor man så selv skal slutte modsætningsvist fra beløbet og så til, at når det har den og den størrelse, er der ikke modregnet. Hvad pokker er det for noget? Spørgsmålet er klart og tydeligt, og svaret er tydeligt: Det er sjusk.

Det er herrens mange år (28…) siden jeg behandlede personsager i Arbejdsskadestyrelsen, men der er ingen tvivl om, at havde jeg behandlet mine sager på den måde, var jeg – helt berettiget – blev fyret!

Kvalitet

Djøfisering eller ej, så er jeg stadig stolt af at være djøffer. Jeg synes, vi kan nogle ting, vi kan være stolte af, for vi holder den stadigt sværere balancekunst mellem at betjene ministeren, og så alligevel stå på vore egne ben.

/i , /af ,

Retorik

I forklædning?

Valgoplægget

Socialdemokraternes valgoplæg er præsenteret i kort form på deres hjemmeside. Jeg læste det tidligt i morges, fordi Pernille Rosenkrantz-Theil skrev på Facebook, at alle de andre politikere løb med halve vinde. Og dem vil jeg da gerne være overlegen.

Min første tanke var “Retorik”. Nu har jeg læst det et par gange, og jeg har ikke ændret mening. I det følgende har jeg sakset lidt fra deres side, og der er tegn, som jeg ikke bryder mig om, men læs og døm selv:

1. Det er ikke et citat, men bare en observation: Sætningerne er i den indledende fase meget korte – af og til bare fire eller fem ord. Så punktum. Så fire eller fem ord. Jeg ved ikke, om den slags har et navn, men jeg kommer til at tænke på ordet “insisterende”.

2.  “Flygtninge og udlændingepolitikken betyder meget for, hvilket land vi ønsker at være. Der er store følelser på spil. Og stadig flere oplever, hvad der sker, når integrationen slår fejl.”

3. “Passe på Danmark”. Så vidt jeg husker er dette da statsministerens mantra?

4. “Samtidig er vi også enige om, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge og udlændinge der kan integreres i vores samfund.” Hvem er dette kollektive “vi”?

5. “Og læg dertil at Afrikas befolkning fordobles frem mod 2050”. Tror de, at de alle kommer til vores dørmåtter?

6. “Men desværre er der også for mange, der er kommet til Danmark uden at blive en del af Danmark.” Ja – men det kan indimellem skyldes, at de ikke bliver inviterede til at blive en del af smørhullet. Og dem, der er velintegrerede med arbejde på det lokale slagteri, engagement i fodboldklubben, børn i vuggestuen mv., sender Inger Støjberg “hjem”, hvor det så end er?

7. “Det presser vores velfærdsmodel, vores lave ulighed og vores måde at leve på.” Ikke forstået og temmelig ubegrundet.

8. “Man er ikke et dårligt menneske, fordi man ikke ønsker at se sit land blive grundlæggende forandret”. Hvem taler de til og om? Er vores kultur så forarmmet, at den kan forandres af de 500 kvoteflygtninge, vi lige – med Mettes velsignelse – har sat spærrebom op for?

9. “Men Danmark er bedst, når vi indgår kompromisser og tager de store ryk fremad sammen”. Mon ikke de er blevet lidt vel inspirerede af den del af den kinesiske kulturrevolution, der fandt sted fra 1958 – 1960? Den kaldtes “Det store spring fremad” og kostede millioner af mennesker livet.

10. “Vi vil ændre vores asylsystem og bl.a. oprette et modtagecenter uden for Europa. Fremover skal det kun være muligt for flygtninge at få asyl i Danmark som kvoteflygtning gennem FN.” Nåh! Kun kvoteflygtninge og det gælder vel så også for dem, at de skal henvende sig i det fine modtagecenter, eller er der noget, jeg helt har overset?

10. “Vi vil derfor indføre en pligt til at bidrage i 37 timer om ugen for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp.” Jamen det er en god idé, da al erfaring og forskning viser, at den bedste vej til integration af alle slags mennesker (også de fattige på kontanthjælp) er at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kræver “bare” lige, at arbejdsgiverne står med åbne arme ved fabriksporten om morgnen. Det er langt fra virkeligheden.

11. “Kort sagt: En udlændingepolitik, der samler Danmark.” Samles om at mennesker skal søge asyl fra et modtagecenter i Nordafrika? eller hvad?

Der kunne sikkert hives meget mere ud, men jeg fik nok her.

/6 Kommentarer/i , /af ,

I forklædning?

I forklædning?

Er det Martin?

Da jeg var barn, troede jeg, at det hed “Ulv i forklæder”, for det var ikke til at høre forskel på fåre… og for…; det er det forsåvidt stadig ikke, men nu ved jeg det jo.

Lige nu er det heller ikke til at høre forskel på Mette Frederiksen og Martin Henriksen. Er det mon i virkeligheden Martin, der er klædt ud og på som Mette?

Et valgoplæg?

Sosserne er tidligt ude med det, der må være et valgoplæg. De har i dag præsenteret “Retfærdig og realistisk”, som er deres bud på, hvordan et af verdens rigeste lande, kan holde de fattigste ude. Vi betaler simpelthen et fattigt Nordafrikansk land for at oprette “modtagecentre” (det lyder så pænt og poleret), hvor folk kan henvende sig og bede om asylsagsbehandling. Vi skal nemlig gøre alt, hvad vi kan for at holde dem fra vores dørmåtter.

SF følger, som så ofte før, trop. Hvor blev folkesocialisterne egentlig af?

Stillet op i punktform, ser oplægget sådan ud:

  1. Loft over al ikke-vestlig indvandring til Danmark,
  2. Et modtagecenter til asylbehandling i eksempelvis et nordafrikansk land,
  3. Indføre et stop for spontan asylbehandling i Danmark.
  4. Plaster på såret/sårene:
    • Igen tage imod kvoteflygtninge, som regeringen med opbakning fra netop Socialdemokratiet ellers har sat en stopper for,
    • Hæve Danmarks betaling til FN’s flygtningeorganisation, UNHCR.

Kommentarer

Tænk at gå til valg på andre menneskers pine. Mette (Martin?) har fundet megen inspiration i EUs aftale med Tyrkiet, hvor vi betaler Erdogan for ikke at lade forarmede mennesker slippe ind bag det europæiske pigtrådshegn. Er det egentlig blevet evalueret? Det er herligt for Erdogan, der altid mangler penge i kassen og skønt for EU, der er sluppet for al bøvlet og bare med jævne mellemrum udsteder en check.

I tilfældet med Nordafrika hørte jeg i TV-avisen kl. 18:30 den 5. februar 2018 Nikolai Wammen lade det skinne igennem, at betalingen ville blive rigelig. Det kan blive big business for en eller anden høvding.

Flere eksperter har kommenteret udspillet. Fx siger vicedirektør Louise Holck fra Institut for Menneskerettigheder, at det med loftet over de ikke-vestlige indvandrere mest af alt ligner apartheid.

Der kan blive store problemer med “Retfærdig og realistisk” og samtidig overholdelse af FN’s flygtningekonvention. Johanne Schmidt Nielsen (EL) skriver på Facebook:

Derudover har Socialdemokraternes og Mette Frederiksens udspil ikke meget med virkeligheden at gøre. Slet ikke når hun samtidig siger, at Danmark fortsat skal overholde FN’s flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For vi kan ikke overholde konventionerne, hvis vi fratager forfulgte mennesker retten til beskyttelse og muligheden for at få børn og ægtefæller i sikkerhed.

En teltlejr, nåh nej et modtagecenter, midt i ørkenen har ikke en infrastruktur, der gør den egnet til måske mange tusinde mennesker: sanitære forhold, politi, kloakering osv. osv. Og det er over min forestillingsevne at de nogensinde vil etablere en sådan.

Det eneste positive er, at de vil genåbne kvoteflygtningeordningen. Den ordning har jeg meget fidus til. Den tager sig af dem, der ikke kan finansiere en menneskesmugler, dem der ikke kan gå en lang vej, dem der ikke kan redde sig selv fra druknedøden i Middelhavet osv. Det er og bliver de allersvageste, der kan komme til os ad den vej. Dem skal vi hjælpe – Inger Støjberg eller ej.

En anden løsning?

Jeg tror fast og inderligt på den europæiske idé og model. Jeg tror på, at staterne kan udrette mere sammen end hver for sig. At to plus to bliver mere end fire. Jeg begriber ikke, at man ikke fra statsledernes side for længst har besluttet sig for en fordelingsnøgle til håndtering af flygtningekrisen. For det er en krise, men den holder ikke op af sig selv, bare fordi vi lukker øjnene.

Det, der derimod sker, er at nogen – ingen nævnt ingen glemt – sætter grænsebomme op og ofrer massevis af politiårsværk, der kigger i pas ved grænsen, uden at det har den ringeste effekt. Vil man illegalt over grænser skal man bare til venstre og fem kilometer ud ad markvejen. Vi overlader nemlig bare de massive problemer til de fattige grækere samt Tyskland og Sverige.

Dette er ikke i overensstemmelse med den europæiske idé endsige med musketereden: “Én for alle og alle for én”.