Djøfisering

En god debat!

Det er så fedt, når en blogpost formår at rejse lidt debat. Eric og Henny var “på” her i går, og en nær ven kommenterede indlægget i en privat mail. Så er der virkelig noget ved at skrive. I skal alle have tak – så her kommer indlæg nr. to om djøficeringen:

Mørkelygten

Eric anbefalede “Mørkelygten” af Jesper Tynell. De har den hos Nota, og jeg er begyndt at lytte. Den er spændende. Jeg er nået til fil 016 ud af 218, så der er et stykke endnu.

Den er spændende, fordi:

1. hans research er dybdegående
2. den handler om store dele af mit arbejdsliv, og alt det, jeg aldrig stillede spørgsmål ved.

Upartisk?

I et af de første kapitler beskriver han, at embedsværket forventes at være objektivt og neutralt. Han skriver det vist som, at det er den forventning, borgerne har.

Jeg forstår ikke, hvor den forventning kommer fra. Embedsværket skal beskytte ministeren og skal betjene ministeren. Ministeren har et mere eller mindre fornuftigt politisk budskab, og han/hun har embedsværket til at støtte op om dette budskab og hjælpe med at få det gjort til praktisk politik. Embedsværket er en art “tro tjenere”.

Ikke så vigtig

Jeg har heldigvis aldrig været så vigtig, at det var mig, der sad og producerede materiale til pressekonferencer, samråd, forelæggelser for Folketinget og den slags.

Jeg har været nede “på gulvet”, men opgaven var alligevel at producere noget validt, der eksempelvis kunne gå glat igennem Finansudvalget. Et regneark er ikke bare den skinbarlige og objektive sandhed. Man kan vælge at lægge mere vægt på nogle tal end  på andre, man kan helt udelade de tal, der peger i den gale retning osv. Det er en del af håndværket – jeg tror faktisk, vi kaldte det for det “politiske håndværk”, men jeg er ikke sikker.

Aktstykkerne

Mine institutioner har ofte været nødlidende, så jeg har brugt meget tid på den eneste farbare vej: Aktstykker. Sagsgangen er:

1. Frugtesløse forhandlinger med departementet, der trods alt går med til at forsøge med et aktstykke til Finansudvalget.
2. Udarbejdelse af beskrivende notater og tilhørende Excelark
3. Oversendelse til departementet
4. Departementet stiller yderligere krav
5. Tilretninger
6. Retur til departementet
7. Departementet sørger for forelæggelsen for Finansudvalget.

Når et aktstykke førte til penge, blev jeg glad, for der skal noget til, for at det kan lykkes. Løseligt regnet sammen vil jeg mene, at jeg har skrabet ca. 120 millioner kr. sammen på den måde.

Noget ulovligt?

Efter min bedste overbevisning har jeg aldrig deltaget i noget, der var “klart” ulovligt. Gudskelov. Min sans for “ret og retfærdighed” ville have lidt alvorlige knæk ved det. Men jeg har været med til at undlade at vise alle tallene og til at fremhæve nogle tal frem for andre. Det var mit politiske håndværk. De tal, jeg har haft med at gøre, har drejet sig om mine institutioners interne økonomiske forhold. Vi har altid været på røven, for nu at sige det lige ud. Jeg har aldrig haft med tal om flygtninge at gøre eller om AF var bedre eller dårligere til at afskaffe arbejdsløshed end kommunerne (et af de eksempler Jesper Tynell bruger). Den slags er der politik i; næppe i mine Excelark.

Hvad nu hvis jeg sad i Støjbergs ministerium? Hvad nu hvis jeg sad hos Ninn-Hansen (“der er intet fejet ind under gulvtæppet” – Tamilsagen)? Hvad med alle de andre sager, der måske ikke er “klart” ulovlige, men som tenderer kraftigt mod lovbrud?

Uha… dette er selvransagelse. Jeg tror, jeg ville have løst opgaven som en loyal embedsmand. Det er ikke fedt at indrømme det, men jeg tror, det ville have været sådan. Den tid er heldigvis forbi nu.