Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Om adoptioner

En personlig fortælling om adoption, identitet og tilhørsforhold – fra barnets enkle spørgsmål til den voksnes mere nuancerede refleksioner over både biologiske og nye bånd.

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Det kan jeg huske, at jeg både sagde og tænkte, da jeg var barn, for jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der var ingen hokus pokus. I min tidligste barndom holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  • En gang den dag, jeg faktisk er født
  • En anden gang den dag, de mente, de selv havde noget at fejre: dagen de hentede mig på børnehjemmet

Jeg har ofte tænkt på, om udsagnet “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor” gjorde lidt ondt på min adoptivmor. Det kunne jo opfattes som en kritik, selvom det ikke var sådan ment. Det var derimod udtryk for et ønske om at vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var blevet bortadopteret.

Jeg husker tydeligt en lidt fjollet episode, hvor jeg som tre- eller fireårig spurgte min far, hvad jeg havde kostet og blev meget skuffet, da han svarede “Vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Min tanke var vist, at jo dyrere jeg havde været, jo mere var jeg værd som menneske. Men også at så kunne jeg bedre forstå deres glæde over “endelig at have fået et barn i hjemmet”. Det er et citat fra min adoptionssag, hvor det fremgår, at der var gået flere år fra de søgte om at adoptere, til Mødrehjælpen og diverse instanser endelig havde fundet et barn til dem.

Sagen er både tragisk og sjov på en gang. Fx kommer Mødrehjælpen på besøg i hjemmet, da mine forældre er blevet godkendt som adoptanter og har “bestilt” en pige på ca. to år. Mødrehjælpen siger “Måske skulle I tage to?” (Jeg har ikke tjekket den præcise ordlyd, men jeg er ikke i tvivl om sagens kerne). Min far bliver noget paf og siger, at det vil de gerne lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer igen, siger han, at de nøjes med ét barn.

De biologiske forældre

Så snart jeg blev 18, gik jeg i gang med at finde frem til min biologiske mor. Jeg havde adoptionsbevillingen, og det var ikke videre indviklet at kontakte Familieretsdirektoratet (tror jeg, det var). Medarbejderen var sød og hjælpsom, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne kontakte min mor.

Jeg har altid været taknemmelig for, at hun hverken spiste brun sæbe eller brugte strikkepinde, som var de muligheder, kvinder havde, når de var blevet uønsket gravide dengang i urtiden. Jeg er også glad for at være født før, aborten blev fri, for jeg var et uheld mellem to meget unge forældre.

Min biologiske mor og jeg mødtes et par gange, men kontakten var ikke nem. Jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, men det var ikke nok for mig. Jeg ville jo have en mor, for det havde jeg ikke haft, siden min fars alt for tidlige død i 1972. Man kan sige, at da han døde, mistede jeg begge mine forældre på en gang. Jeg var lige blevet ni år.

I dag ville jeg have stillet færre krav til min biologiske mor, men det blev, som det blev.

Også min biologiske far har jeg truffet et par gange. Det var heller ikke nemt.

Men det skal ikke overskygge, at jeg er meget glad for at have truffet begge mine biologiske forældre!

Adoptioner i vælten

Lige nu er der meget omtale af de to dokumentarudsendelser “Når staten bortadopterer”, som jeg har skrevet om i artiklen “Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere”. De to udsendelser kan ses på på DR1.

Den 23. april havde “Genstart” podcastepisoden “Fjernet fra forældrene”:

I den nye DR-dokumentarserie ‘Når staten bortadopterer’ ser man, at børnenes sager ofte trækker ud i flere år, og at de bliver rykket fra plejefamilie til plejefamilie, før de ender hos den endelige adoptivfamilie.

Det er uendeligt positivt, at der nu er fokus på adoptioner, også selvom det “kun” drejer sig om de frygtelige sager, hvor der er tvang involveret. Måske burde man også tale om de “almindelige” adoptioner, for barnet kan jo ikke mærke forskel. Det ved kun, at den primære omsorgsperson ikke er her mere.

Inge Marie Bryderup, sociolog og professor ved Aalborg Universitet, medvirker i Genstart og fortæller om tvangsbortadoptionernes bagside, og hun er god at lytte til. Hun karakteriserer nærmest den nuværende fremgangsmåde som børnemishandling i sagskomplekser, hvor staten skal ud at give undskyldninger om 20 eller 30 år.

Hun søger at finde en balance mellem på en gang børnenes og forældrenes behov ved blandt andet at fortælle om den engelske model, hvor man placerer de udsatte børn i en plejefamilie med henblik på, at det også er den familie, der skal adoptere. I den model er der også tale om, at der bevares en – ganske vist sporadisk – kontakt til de biologiske forældre. Parterne har fx kontakt en gang om måneden. Den slags kan lægge låg på behovet for senere at finde frem til den biologiske mor.

I dag lyder de officielle anbefalinger, at barnet og adoptanterne skal lære hinanden at kende gennem en periode på mellem tre og fem uger, så barnet kan vænne sig til forandringerne, der består i at sige farvel og at komme ind hos en ny familie. Men Ida fra udsendelserne får kun fire dage, hvilket selvfølgelig er helt umenneskeligt. Det kan man ikke byde et barn.

I min tid var der vist ingen “overdragelsesperiode”.

Har ‘clean cut’ kun ulemper?

Nu skal man selvfølgelig ikke gå i rette med en professor, der har forsket i området i mange år, men alligvel tænker jeg på, om ‘clean cut’ alligevel ikke er den bedste model?

  • Hvordan ville jeg selv have mødt den biologiske mor, når jeg 13 måneder gammel var kommet fra Nordsjælland til Vestjylland?
  • Kunne det ikke have bidraget til en vis forvirring?
  • Hvor hører jeg i det hele taget til?
  • Hvem er hun?
  • Hvad skal hun her?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere

Når staten bortadopterer

Et personligt og nuanceret blik på tvangsadoption: mellem nødvendighed og tragedie, hvor barnets tarv, tilknytning og systemets begrænsninger kolliderer.

Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere

Jeg ved ikke helt, hvad vi skal på månens bagside, men jeg ved, vi må behandle sagerne om tvangsbortadoption bedre.

De to udsendelser med titlen “Når staten bortadopterer” gjorde stort indtryk på mig, og mit ærinde er ikke at skælde up på hverken den ene eller den anden part – for der altid en årsag.

Disse dybt tragiske sager bunder i ulykkelige omstændigheder i alle led af sagsbehandlingen.

En fjernelse – efterfulgt af en bortadoption – er noget af det mest forfærdelige, jeg kan forestille mig både for barnet, de biologiske forældre og de mennesker, der tager barnet til sig, til der er fundet en varig løsning. Og jeg har endda ikke selv børn.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at være en plejefamilie, der tager barnet til sig vel vidende, at det er midlertidigt, og at en dag skal de sige farvel til det barn, de har – i en måske lang periode – passet og plejet, som var det deres eget. Hvordan indstiller man sig på at, “det er på lørdag, du skal videre lille ven”. Det må ikke være nemt. Det må være som at indstille sig på et snarligt dødsfald, hvor man langsomt siger farvel.

Jeg er selv adopteret (ikke tvang men ganske frivilligt, jeg er bare fra før, aborten blev fri). Jeg spurgte min psykolog, om hun troede, at adoptanterne dengang i urtiden kom på besøg hos mig på børnehjemmet, så vi kunne lære hinanden lidt at kende, efter jeg 13 måneder gammel skulle med til mit nye hjem i Vestjylland fra Nordsjælland. Det troede hun ikke – men hun vidste ikke noget konkret. Der er stor forskel på tro og viden. Det må man aldrig underkende.

Fra min adoptionssag ved jeg, at jeg i den første tid vågnede skrigende om natten. Mine forældre kiggede ind til mig, men de kunne ikke se, at der skulle være noget galt. De overvejede at gå til lægen, men så gik skrigeriet over af sig selv efter noget tid. Jeg tænker over, hvad skrigeriet vidnede om.

Jeg prøvede at spørge min biologiske mor, hvordan det var at gennemføre graviditeten vel vidende, at hun ville aflevere mig til Mødrehjælpen? Hvordan var det at gå ind på Usserød Sygehus med stor mave på og at gå ud derfra uden mave men også uden barn? Det kunne hun ikke svare på. Det eneste, hun fortalte, var, at hun fødte bag et blåt klæde, og at hun aldrig så mig. Der var altså ingen tilknytning.

GLS-pakkerne

Jeg har tit følt mig som en GLS-pakke, der blev afleveret og udleveret. Og det var endda kun et par gange.

Hvordan er det mon at være det barn, der bliver fjernet, kommer i pleje, kommer videre til adoptanterne, men bliver tilbageleveret til plejefamilien på en parkeringsplads efter syv måneder ca. tre år gammelt? Hvad går der gennem hovedet på sådan et lille menneske? Var jeg ikke god nok? Hvorfor kunne de ikke lide mig?

Vi hørte ikke om, hvorfor adoptionen mislykkedes. Her fejler programmerne også.

I udsendelserne medvirker en kvinde ved navn Jytte Mielcke. Hun er klinisk børnepsykolog og børnesagkyndig dommer. Hun fortalte flere gange om, hvor vigtige de første 24 måneder er af hensynet til tilknytningen til forældrene og barnets tillid til verden. Etableres tilknytningen ikke, kan barnet lide skade, og det kan forfølge barnet ind i voksenlivet.

Af de 24 måneder var jeg selv på et børnehjem de 13, og af de 13 måneder var jeg ca. seks måneder på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling, fordi børnehjemmet troede, jeg var retarderet.

Det er jeg altså ikke. Men børnehjemmet handlede selvfølgelig helt korrekt. Var der noget galt, skulle det undersøges. I adoptionssagen er det formuleret lidt pudsigt: det vil være “blodig synd” for adoptanterne, hvis det viser sig, at der er noget galt med mig – m.a.o. GLS-pakken levede muligvis ikke op til datidens kvalitetsstandarder.

Nåh, det var jo også i urtiden … Men selvfølgelig har jeg overvejet, om nogle af de problemer, jeg har stået med, har haft forbindelse til den manglende tilknytning.

Lidt insiderviden

Jeg har en smule insiderviden:

  • Jeg kender et menneske, der er børnesagsbehandler i en kommune. Når der laves en underretning, rykker de ud med det samme. Vedkommende står der med den lille lift, der er pakket, så barnet straks kan komme med sagsbehandlerne. Det er ikke for sjov, når kommunerne rykker ud. Det handler om et menneskes liv. Ikke bare nu – men i al fremtid.
  • Jeg kender en pædagog, der er ansat på en af de institutioner, hvor de tvangsfjernede børn anbringes med det samme. Meningen er, at de skal være der nogle uger eller måneder, men af og til kan der gå flere år, før der er fundet en varig løsning for barnet. Jeg har prøvet at spørge, hvordan det påvirker et barn at være i en uafklaret situation i så lang tid. Han kan ikke gå i detaljer, men selvfølgelig påvirker det børnene.

Problemet er i vidt omfang, ar der mangler adoptanter, og det undrer mig, at udsendelserne ikke berører det aspekt. Det er da en særdeles vigtig oplysning at inddrage.

Der altid en grund

Når systemet rykker ud, er det ikke for sjov. Der er altid en grund! Man gør det ikke for at skade det lille menneske –  tværtimod. Men det gør vi af og til.

Når der laves underretninger, kan det skyldes vold, incest, alkohol osv. Der skal det lille barn selvfølgelig ikke være.

Udsendelserne viste et kort klip fra et hjem i kaos. Der sad jeg og tænkte “Her skal et barn ikke vokse op”.

Man så en yngre kvinde, der allerede havde fået tvangsfjernet to børn, og nu var der så sagsbehandling mht. det tredie barn, og det gik bedre – i hvert fald den første måned.

Det blev sagt, at hun var flyttet til en anden kommune. Man insinuerede nærmest, at den uensartede sagsbehandling, og  altså de forskellige afgørelser, skyldtes kommunernes forskellige praksis. Hvad man ikke berørte var, at der var gået otte år siden den seneste tvangsfjernelse. Hun kunne jo have udviklet sig og været blevet bedre i stand til at varetage forældreansvaret?

Efter en måned gik det dog galt, og også det tredje barn blev fjernet.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at har man allerede har fået fjernet to børn, kunne det jo være, man ikke skulle sætte nummer tre i verden?

Forældrene kan jo være så syge, at de ikke er i stand til at overveje situationen på ansvarlig vis men mest tænker på deres egne behov, og det kan måske føre til: “Bliver det også fjernet, så prøver vi da bare igen”. Her i landet bruger vi gudskelov ikke tvangssterilisation.

Der er for mange ting, vi som seere ikke fik tilstrækkelig information om.

Det er fint, at udsendelserne vækker debat, men der mangler adskillige vigtige brikker i puslespillet …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kommunal sagsbehandling

Kommunal sagsbehandling

Syv kontakter forud for et kort svar

Dette er en historie om en kommunal sagsbehandling, der kunne strømlines, og det kunne der sikkert spares nogle kommunale kroner på, som kunne anvendes bedre andetsteds!

Kommunal sagsbehandling

I servicelovens § 82 b står der følgende:

Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan (min fremhævning) kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Tilbuddet kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at tilbuddet vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Da jeg i sommer var indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup i Hvidovre, fortalte en af medarbejderne mig om bestemmelsen, som mange kommuner bruger til at tilbyde hjælp til mennesker med en diagnose på autismespektret. Det er i hvert fald bestemmelsens kerneområde. Hun syntes, jeg skulle prøve at spørge i min kommune, om de evt. havde tilbud efter denne regel.

Det var en god idé, så det gjorde jeg med det samme. Generelt lytter jeg selvfølgelig til de råd og idéer, jeg får fra fagfolk, jeg stoler på. Og jeg stoler på medarbejderne på 808!

Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at reglen er fakultativ, hvilket betyder, at kommunen kan – ikke at den skal.

De mange kontakter – en for en

Først ringede jeg og talte med en medarbejder i den relevante afdeling. Jeg spurgte helt simpelt: “Har I tilbud efter servicelovens § 82 b?” Hun bad mig beskrive min situation og mit behov på skrift. Hun bad mig også fortælle lidt om mig selv, så de bedre kunne vurdere “sagen”, som jeg faktisk bare syntes var en simpel forespørgsel. Men det var jo både pænt og venligt.

Kort efter – måske samme dag – den 19. juni, mens jeg stadig var indlagt, skrev jeg en mail til den relevante afdeling og gjorde det, vedkommende havde bedt mig om. Det krævede overskud, men hvad gør man ikke for at fremme den kommunale sagsbehandling?

Den 7. juli ringede jeg og spurgte til status. Jeg var fortsat indlagt, og der var gået ca. tre uger. Jeg fik at vide, at “min sagsbehandler” var fraværende, men den medarbejder jeg talte med, var ved at undersøge tilbud efter helt andre bestemmelser. Det var selvfølgelig vældig pænt af hende, men noget forbi skiven i forhold til mit simple spørgsmål. Jeg spurgte, om jeg var glemt, men det var jeg bestemt ikke.

Den 25. juli ringede jeg igen og spurgte til status. Jeg fik at vide, at “min sagsbehandler” var fraværende indtil den 14. august, at jeg så ville høre noget, og at vedkommende hurtigst muligt ville kontakte mig.

Den 6. oktober skrev jeg og spurgte igen pænt og høfligt til status. Alle mine henvendelser har i øvrigt været pæne og høflige. Det, jeg har på skrift fra min side, starter alt sammen med “Kære [afdeling]”

Den 24. oktober var jeg træt af at vente og skrev uden en venlig indledning: “Jeg undrer mig fortsat over, at jeg ikke får svar.”

I fredags den 3. november ringede jeg endnu en gang. Telefontiden er to timer dagligt. Jeg ringede til afdelingens hovednummer, og blev stillet om til “min sagsbehandler”. Jeg fik en telefonsvarerbesked om, at vedkommende ikke var ledig, og at jeg måtte ringe senere – men så ville de to timer været gået, og så skulle jeg have ventet til mandag den 6. november.

Nu var jeg ærlig talt træt af dette cirkus, så jeg ringede med det samme igen op til hovednummeret og sagde, at nu ville jeg simpelthen have et svar, og at det måtte være rimeligt, eftersom den første kontakt lå ca. 19. juni. Det lykkedes at få “min sagsbehandler” i tale.

Det korte svar

Jeg redegjorde (igen) for hændelsesforløbet. Og hun svarede: “Vi har ingen tilbud efter servicelovens § 82 b; det er en “kan-bestemmelse””. Det sidste var jeg godt klar over, og jeg var også klar over, at man ikke kan klage over en afgørelse efter bestemmelsen. Men det kan hun selvfølgelig ikke vide, at jeg vidste. Ret skal være ret.

Jeg kunne ikke andet end sige “Nåh”, for jeg blev noget paf. Retfærdigvis sagde hun “Det kunne vi have sagt straks”. Det kunne jeg bekræfte.

Hun spurgte, om jeg var opmærksom på Kofoeds Skoles tilbud. Næh det var jeg ikke, og jeg synes ikke rigtig, jeg er i en “udsat position”. Herudover er det store hold, og for mig er fx fem mennesker mange og voldsomt udtrættende, fordi alle indtryk går lukt ind i hjernen. Jeg har ikke det filter, som andre mennesker har. Endvidere er der langt; det vil tage lang tid i busser at komme til Holmbladsgade. Det dur ikke. Det kan jeg lige så godt erkende med det samme i stedet for at begynde på noget og så igen måtte give op.

Hun spurgte, om hun skulle prøve at se efter, om der er relevante muligheder lidt nærmere rent geografisk. Det sagde jeg selvfølgelig “ja tak” til. Jeg regner nu ikke med nogensinde at høre noget fra hende, for der er jo noget med, at intelligens kan defineres som evnen til at lære af sin erfaring …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Sjov med Excel mv.

Sjov med Excel mv.

Der er kuk i det hele

Det er blevet så moderne at sige, at man har “psykisk stress”. Jeg er fuldt ud klar over, at kroppen også kan være stresset, men tidligere kaldte man bare stress for stress.

Hvis jeg imidlertid skal overgå til nutiden, så har jeg lige p.t. psykisk stress. Jeg er så uendeligt træt af hele kontraktscirkusset, hvor jeg til tider føler, at jeg er budbringeren melle de mange kokke i maden. Jeg orker det ikke – samtidig giver jeg ikke op. Jeg helmer ikke, før tingene er rigtige og også fagretligt korrekte.

Jeg kontrollerer og undersøger. Det giver mig en kortvarig følelse af kontrol over situationen, velvidende at jeg ikke har kontrollen, hvor et bedre ord er “magten”. Min bisidder siger ganske rigtigt, at jeg balancerer på en knivsæg.

Hvis arbejdsgiver på et tidspunkt får nok af mig og alle mine tal og paragraffer, kan de ombestemme sig og sige “Tak for det du har lavet, det var fint, men vi synes, dette er alt for besværligt. Farvel”. Jeg løber imidlertid risikoen. Det skal foregå ordentligt og lovmedholdeligt også selv om det er et fleksjob.

Herudover har kommunen forhåbentligt klokket i min udbetaling for marts. Den lyder netto på ca. 1.200 kr. Så ny mail til dem, der sikkert holder fri næste uge, nyt check af beløbet for februar, ny hovedregning, kan det overhovedet passe?

Derudover har de pludselig sendt mig 92,33 øre i § 34, som er en bestemmelse, hvorefter man kan få støtte til særligt høje boligudgifter. Jeg ser dem ganske vist ikke, da Udbetaling Danmark udbetaler -92,33 kr. og så går det jo lige op.

Jeg har bare aldrig haft noget med § 34 at gøre, udover at min bisidder søgte det for mig for flere år siden, da jeg var på sygedagpenge. Vi fik afslag, da jeg “tjente” for meget…

Øv – min psykiske habitus har det ikke godt med sådanne trakasserier.

Sjov med Excel

Og her kommer så endelig det sjove: Jeg “elsker” Excel, og jeg er ret god til det, da jeg har levet af det i mange år. Men ret beset har jeg primært brugt det til avancerede plus- og minusstykker.

Excel kan så meget andet, som jeg aldrig har sat mig ind i. Man skal jo vide funktionerne er der for at bruge dem, så det bider sig selv i halen og resulterer i, at man/jeg aldrig kommer videre.

Der er fx omkring 300 funktioner, og jeg kan bruge ti eller deromkring. Jeg har lavet én makro, velvidende at det er et genialt værktøj, men jeg ved ikke, hvordan man gør det på den smarte måde. Der er muligheder med VBA, men jeg kender det ikke.

Det korte af det lange er, at jeg har investeret i et onlinekursus bestående af adskillige timers video og ditto antal øvelser. Jeg er gået i gang og opdagede, at “betinget formatering” er meget mere interessant og virksomt, end jeg var klar over.

Weekenden skal gå med at komme i gang med videoerne og hygge mig med det. Jeg vil lave øvelserne og herefter tage nogle af mine eksisterende ark og bruge det indlærte på at gøre dem bedre. Det bliver sjovt! Og så må kontraktsret, fagret og § 34 sejle i deres egen sø. Jeg orker det ikke længere.

Post scriptum

Min cyberven oppe på Mors har en ven, der har behov for en hjemmeside. Den har jeg sagt ja til at lave. Lige nu er vedkommende ikke helt klar over, hvad siden skal kunne, men når hun er klar, er jeg også klar. Det bliver også sjovt.