Indlæg

, ,

Sjov med Excel mv.

Der er kuk i det hele

Det er blevet så moderne at sige, at man har “psykisk stress”. Jeg er fuldt ud klar over, at kroppen også kan være stresset, men tidligere kaldte man bare stress for stress.

Hvis jeg imidlertid skal overgå til nutiden, så har jeg lige p.t. psykisk stress. Jeg er så uendeligt træt af hele kontraktscirkusset, hvor jeg til tider føler, at jeg er budbringeren melle de mange kokke i maden. Jeg orker det ikke – samtidig giver jeg ikke op. Jeg helmer ikke, før tingene er rigtige og også fagretligt korrekte.

Jeg kontrollerer og undersøger. Det giver mig en kortvarig følelse af kontrol over situationen, velvidende at jeg ikke har kontrollen, hvor et bedre ord er “magten”. Min bisidder siger ganske rigtigt, at jeg balancerer på en knivsæg.

Hvis arbejdsgiver på et tidspunkt får nok af mig og alle mine tal og paragraffer, kan de ombestemme sig og sige “Tak for det du har lavet, det var fint, men vi synes, dette er alt for besværligt. Farvel”. Jeg løber imidlertid risikoen. Det skal foregå ordentligt og lovmedholdeligt også selv om det er et fleksjob.

Herudover har kommunen forhåbentligt klokket i min udbetaling for marts. Den lyder netto på ca. 1.200 kr. Så ny mail til dem, der sikkert holder fri næste uge, nyt check af beløbet for februar, ny hovedregning, kan det overhovedet passe?

Derudover har de pludselig sendt mig 92,33 øre i § 34, som er en bestemmelse, hvorefter man kan få støtte til særligt høje boligudgifter. Jeg ser dem ganske vist ikke, da Udbetaling Danmark udbetaler -92,33 kr. og så går det jo lige op.

Jeg har bare aldrig haft noget med § 34 at gøre, udover at min bisidder søgte det for mig for flere år siden, da jeg var på sygedagpenge. Vi fik afslag, da jeg “tjente” for meget…

Øv – min psykiske habitus har det ikke godt med sådanne trakasserier.

Sjov med Excel

Og her kommer så endelig det sjove: Jeg “elsker” Excel, og jeg er ret god til det, da jeg har levet af det i mange år. Men ret beset har jeg primært brugt det til avancerede plus- og minusstykker.

Excel kan så meget andet, som jeg aldrig har sat mig ind i. Man skal jo vide funktionerne er der for at bruge dem, så det bider sig selv i halen og resulterer i, at man/jeg aldrig kommer videre.

Der er fx omkring 300 funktioner, og jeg kan bruge ti eller deromkring. Jeg har lavet én makro, velvidende at det er et genialt værktøj, men jeg ved ikke, hvordan man gør det på den smarte måde. Der er muligheder med VBA, men jeg kender det ikke.

Det korte af det lange er, at jeg har investeret i et onlinekursus bestående af adskillige timers video og ditto antal øvelser. Jeg er gået i gang og opdagede, at “betinget formatering” er meget mere interessant og virksomt, end jeg var klar over.

Weekenden skal gå med at komme i gang med videoerne og hygge mig med det. Jeg vil lave øvelserne og herefter tage nogle af mine eksisterende ark og bruge det indlærte på at gøre dem bedre. Det bliver sjovt! Og så må kontraktsret, fagret og § 34 sejle i deres egen sø. Jeg orker det ikke længere.

Post scriptum

Min cyberven oppe på Mors har en ven, der har behov for en hjemmeside. Den har jeg sagt ja til at lave. Lige nu er vedkommende ikke helt klar over, hvad siden skal kunne, men når hun er klar, er jeg også klar. Det bliver også sjovt.

 

, ,

Djøfisering

En god debat!

Det er fedt, når en blogpost formår at rejse lidt debat. Eric og Henny var “på” her i går, og en nær ven kommenterede indlægget i en privat mail. Så er der virkelig noget ved at skrive. I skal alle have tak – så her kommer indlæg nr. to om djøficeringen:

Mørkelygten

Eric anbefalede “Mørkelygten” af Jesper Tynell. De har den hos Nota, og jeg er begyndt at lytte. Den er spændende. Jeg er nået til fil 016 ud af 218, så der er et stykke endnu.

Den er spændende, fordi:

  1. hans research er dybdegående
  2. den handler om store dele af mit arbejdsliv, og alt det, jeg aldrig stillede spørgsmål ved.
Upartisk?

I et af de første kapitler beskriver han, at embedsværket forventes at være objektivt og neutralt. Han skriver det vist som, at det er den forventning, borgerne har.

Jeg forstår ikke, hvor den forventning kommer fra. Embedsværket skal beskytte ministeren og skal betjene ministeren. Ministeren har et mere eller mindre fornuftigt politisk budskab, og han/hun har embedsværket til at støtte op om dette budskab og hjælpe med at få det gjort til praktisk politik. Embedsværket er en art “tro tjenere”.

Ikke så vigtig

Jeg har heldigvis aldrig været så vigtig, at det var mig, der sad og producerede materiale til pressekonferencer, samråd, forelæggelser for Folketinget og den slags.

Jeg har været nede “på gulvet”, men opgaven var alligevel at producere noget validt, der eksempelvis kunne gå glat igennem Finansudvalget. Et regneark er ikke bare den skinbarlige og objektive sandhed. Man kan vælge at lægge mere vægt på nogle tal end  på andre, man kan helt udelade de tal, der peger i den gale retning osv. Det er en del af håndværket – jeg tror faktisk, vi kaldte det for det “politiske håndværk”, men jeg er ikke sikker.

Aktstykkerne

Mine institutioner har ofte været nødlidende, så jeg har brugt meget tid på den eneste farbare vej: Aktstykker. Sagsgangen er:

  1. Frugtesløse forhandlinger med departementet, der trods alt går med til at forsøge med et aktstykke til Finansudvalget.
  2. Udarbejdelse af beskrivende notater og tilhørende Excelark
  3. Oversendelse til departementet
  4. Departementet stiller yderligere krav
  5. Tilretninger
  6. Retur til departementet
  7. Departementet sørger for forelæggelsen for Finansudvalget.

Når et aktstykke førte til penge, blev jeg glad, for der skal noget til, for at det kan lykkes. Løseligt regnet sammen vil jeg mene, at jeg har skrabet ca. 120 millioner kr. sammen på den måde.

Noget ulovligt?

Efter min bedste overbevisning har jeg aldrig deltaget i noget, der var “klart” ulovligt. Gudskelov. Min sans for “ret og retfærdighed” ville have lidt alvorlige knæk ved det. Men jeg har været med til at undlade at vise alle tallene og til at fremhæve nogle tal frem for andre. Det var mit politiske håndværk. De tal, jeg har haft med at gøre, har drejet sig om mine institutioners interne økonomiske forhold. Vi har altid været på røven, for nu at sige det lige ud. Jeg har aldrig haft med tal om flygtninge at gøre eller om AF var bedre eller dårligere til at afskaffe arbejdsløshed end kommunerne (et af de eksempler Jesper Tynell bruger). Den slags er der politik i; næppe i mine Excelark.

Hvad nu hvis jeg sad i Støjbergs ministerium? Hvad nu hvis jeg sad hos Ninn-Hansen (“der er intet fejet ind under gulvtæppet” – Tamilsagen)? Hvad med alle de andre sager, der måske ikke er “klart” ulovlige, men som tenderer kraftigt mod lovbrud?

Uha… dette er selvransagelse. Jeg tror, jeg ville have løst opgaven som en loyal embedsmand. Det er ikke fedt at indrømme det, men jeg tror, det ville have været sådan. Den tid er heldigvis forbi nu.

, ,

Djøfisering

Jeg bliver lidt ked

Jeg bliver altid lidt ked af det, når der står noget om “Djøfisering”.

Det er blevet et skældsord at være “djøffer”. Mennesker, der er medlem af djøf (Danmarks Jurist- og Økonomforbund), er næsten per definition onde mennesker, der, for deres egen vindings skyld og karriere, laver beregninger over, hvor meget plejepersonale, der kan spares, hvis maden til afdelingen kommer fra Rigshospitalet og ikke fra Glostrup, eller hvad der kan spares, hvis reglerne om familiesammenføring ændres, så en asylansøger ikke skal vente bare tre men syv år på at få sin hustru fra Syrien her til. Osv. Eksemplerne står i kø.

Fatsvage?

Dertil er kun at sige, at folk ikke fatter, hvad det vil sige fx at arbejde med ministerbetjening eller bare at være en del af embedsværket.

Dybest set er alle djøffere i staten sat i verden med et eneste formål: at beskytte ministeren. Det er det vigtigste, vi kan lave! Uagtet hvor tåbelig, vi måtte synes, ministeren er, så får vi vores penge for at beskytte hende (endda fx Inger Støjberg). Og det tilkommer ikke os at mene noget som helst om ministerens holdninger og bevæggrunde. Det ligger i stillingsbeskrivelsen, at vi parerer ordrer. Gør vi ikke det, kan vi skride, og jeg synes faktisk, det er i orden. Selvfølgelig skal embedsværket være ubetinget loyalt. Hvor var vi ellers henne? Kan man ikke lide lugten i bageriet…

Grænser for sagsbehandlingens kvalitet

Jeg har nu lidt erfaring med den kommunale sagsbehandling, og jeg må sige, at jeg finder kvaliteten rystende dårlig. Fakta er forkerte, der er ingen partshøring, forskellige mennesker i samme bygning sidder og venter på hinanden,og vågner først op, når jeg selv henvender mig og siger: “Der er noget galt”, og “du må tage din din blok under armen og gå hen at tale med xxx”.

Vi (min tidligere bisidder og jeg) skal selv lave sagsbehandlingen, når vi har fået vækket forvaltningen. Hvad gjorde jeg uden hende? Og hvad gør alle de mennesker, jeg kender fra det virale fællesskab?

Når der er truffet en kommunal afgørelse, får man ikke en afgørelse, hvorfor man så selv skal slutte modsætningsvist fra beløbet og så til, at når det har den og den størrelse, er der ikke modregnet. Hvad pokker er det for noget? Spørgsmålet er klart og tydeligt, og svaret er tydeligt: Det er sjusk.

Det er herrens mange år (28…) siden jeg behandlede personsager i Arbejdsskadestyrelsen, men der er ingen tvivl om, at havde jeg behandlet mine sager på den måde, var jeg – helt berettiget – blev fyret!

Kvalitet

Djøfisering eller ej, så er jeg stadig stolt af at være djøffer. Jeg synes, vi kan nogle ting, vi kan være stolte af, for vi holder den stadigt sværere balancekunst mellem at betjene ministeren, og så alligevel stå på vore egne ben.