Tag Archive for: Ministerbetjening

, ,

Djøfisering

Djøfisering

En god debat!

Det er fedt, når en blogpost formår at rejse lidt debat. Eric og Henny var “på” her i går, og en nær ven kommenterede indlægget i en privat mail. Så er der virkelig noget ved at skrive. I skal alle have tak – så her kommer indlæg nr. to om djøficeringen:

Mørkelygten

Eric anbefalede “Mørkelygten” af Jesper Tynell. De har den hos Nota, og jeg er begyndt at lytte. Den er spændende. Jeg er nået til fil 016 ud af 218, så der er et stykke endnu.

Den er spændende, fordi:

  1. hans research er dybdegående
  2. den handler om store dele af mit arbejdsliv, og alt det, jeg aldrig stillede spørgsmål ved.

Upartisk?

I et af de første kapitler beskriver han, at embedsværket forventes at være objektivt og neutralt. Han skriver det vist som, at det er den forventning, borgerne har.

Jeg forstår ikke, hvor den forventning kommer fra. Embedsværket skal beskytte ministeren og skal betjene ministeren. Ministeren har et mere eller mindre fornuftigt politisk budskab, og han/hun har embedsværket til at støtte op om dette budskab og hjælpe med at få det gjort til praktisk politik. Embedsværket er en art “tro tjenere”.

Ikke så vigtig

Jeg har heldigvis aldrig været så vigtig, at det var mig, der sad og producerede materiale til pressekonferencer, samråd, forelæggelser for Folketinget og den slags.

Jeg har været nede “på gulvet”, men opgaven var alligevel at producere noget validt, der eksempelvis kunne gå glat igennem Finansudvalget. Et regneark er ikke bare den skinbarlige og objektive sandhed. Man kan vælge at lægge mere vægt på nogle tal end  på andre, man kan helt udelade de tal, der peger i den gale retning osv. Det er en del af håndværket – jeg tror faktisk, vi kaldte det for det “politiske håndværk”, men jeg er ikke sikker.

Aktstykkerne

Mine institutioner har ofte været nødlidende, så jeg har brugt meget tid på den eneste farbare vej: Aktstykker. Sagsgangen er:

  1. Frugtesløse forhandlinger med departementet, der trods alt går med til at forsøge med et aktstykke til Finansudvalget.
  2. Udarbejdelse af beskrivende notater og tilhørende Excelark
  3. Oversendelse til departementet
  4. Departementet stiller yderligere krav
  5. Tilretninger
  6. Retur til departementet
  7. Departementet sørger for forelæggelsen for Finansudvalget.

Når et aktstykke førte til penge, blev jeg glad, for der skal noget til, for at det kan lykkes. Løseligt regnet sammen vil jeg mene, at jeg har skrabet ca. 120 millioner kr. sammen på den måde.

Noget ulovligt?

Efter min bedste overbevisning har jeg aldrig deltaget i noget, der var “klart” ulovligt. Gudskelov. Min sans for “ret og retfærdighed” ville have lidt alvorlige knæk ved det. Men jeg har været med til at undlade at vise alle tallene og til at fremhæve nogle tal frem for andre. Det var mit politiske håndværk. De tal, jeg har haft med at gøre, har drejet sig om mine institutioners interne økonomiske forhold. Vi har altid været på røven, for nu at sige det lige ud. Jeg har aldrig haft med tal om flygtninge at gøre eller om AF var bedre eller dårligere til at afskaffe arbejdsløshed end kommunerne (et af de eksempler Jesper Tynell bruger). Den slags er der politik i; næppe i mine Excelark.

Hvad nu hvis jeg sad i Støjbergs ministerium? Hvad nu hvis jeg sad hos Ninn-Hansen (“der er intet fejet ind under gulvtæppet” – Tamilsagen)? Hvad med alle de andre sager, der måske ikke er “klart” ulovlige, men som tenderer kraftigt mod lovbrud?

Uha… dette er selvransagelse. Jeg tror, jeg ville have løst opgaven som en loyal embedsmand. Det er ikke fedt at indrømme det, men jeg tror, det ville have været sådan. Den tid er heldigvis forbi nu.

, ,

Djøfisering

Djøfisering Djøf logo

DjøfiseringJeg bliver ked, når de siger Djøfisering

Jeg bliver altid lidt ked af det, når der står noget om “Djøfisering”.

Det er blevet et skældsord at være “djøffer”. Mennesker, der er medlem af fagforeningen djøf (Danmarks Jurist- og Økonomforbund), er næsten per definition onde mennesker, der, for deres egen vindings skyld og karriere, laver beregninger over, hvor meget plejepersonale, der kan spares, hvis maden til afdelingen kommer fra Rigshospitalet og ikke fra Glostrup, eller hvad der kan spares, hvis reglerne om familiesammenføring ændres, så en asylansøger ikke skal vente bare tre men syv år på at få sin hustru fra Syrien hertil osv. Eksemplerne står i kø.

Fatsvage!

Dertil er kun at sige, at folk ikke fatter, hvad det vil sige fx at arbejde med ministerbetjening eller bare at være en del af embedsværket.

Dybest set er alle djøffere i staten sat i verden med et eneste formål: at beskytte ministeren. Det er det vigtigste, vi kan lave! Uagtet hvor tåbelig, vi måtte synes, ministeren er, så får vi vores penge for at beskytte hende (selv endda Inger Støjberg). Og det tilkommer ikke os at mene noget som helst om ministerens holdninger og bevæggrunde. Det ligger i stillingsbeskrivelsen, at vi parerer ordrer. Gør vi ikke det, kan vi skride, og jeg synes faktisk, det er i orden. Selvfølgelig skal embedsværket være ubetinget loyalt. Hvor var vi ellers henne? Kan man ikke lide lugten i bageriet…

Grænser for sagsbehandlingens kvalitet

Jeg har nu lidt erfaring med den kommunale sagsbehandling, og jeg må sige, at jeg finder kvaliteten rystende dårlig. Fakta er forkerte, der er ingen partshøring, forskellige mennesker i samme bygning sidder og venter på hinanden,og vågner først op, når jeg selv henvender mig og siger: “Der er noget galt”, og “du må tage din din blok under armen og gå hen at tale med xxx”.

Vi (min tidligere bisidder og jeg) skal selv lave sagsbehandlingen, når vi har fået vækket forvaltningen. Hvad gjorde jeg uden hende? Og hvad gør alle de mennesker, jeg kender fra det virale fællesskab?

Når der er truffet en kommunal afgørelse, får man ikke en afgørelse, hvorfor man så selv skal slutte modsætningsvist fra beløbet og så til, at når det har den og den størrelse, er der ikke modregnet. Hvad pokker er det for noget? Spørgsmålet er klart og tydeligt, og svaret er tydeligt: Det er sjusk.

Det er herrens mange år (28…) siden jeg behandlede personsager i Arbejdsskadestyrelsen, men der er ingen tvivl om, at havde jeg behandlet mine sager på den måde, var jeg – helt berettiget – blev fyret!

Kvalitet

Djøfisering eller ej, så er jeg stadig stolt af at være djøffer. Jeg synes, vi kan nogle ting, vi kan være stolte af, for vi holder den stadigt sværere balancekunst mellem at betjene ministeren, og så alligevel stå på vore egne ben.