,

Det gik stærkt!

Angsten for e-boks

Jeg har tidligere skrevet om angsten for e-boks. Den fik jeg at føle igen, da der kom en mail med den lakoniske passus :”Du har fået ny post fra Hvidovre Kommune”. Koldsved og hjertebanken. Den ville ikke åbne i Firefox; at skulle skifte over til Chrome tog også tid. Afskyeligt.

Usympatisk

Jeg er så usympatisk, at jeg føler, at min tidligere bisidder og jeg har vundet en stor sejr, og sagsbehandlingstiden var to (!) dage. Vi fik da fyret op under dem.

Det gik stærkt!

 

Der var reelt ikke noget at komme efter, men jeg er verdens mest bekymrede menneske, så jeg vil se tingene på skrift (og i netbanken), før jeg stoler på det. Og det er jo ikke mig, der har magten – det er dem.

Det, man må sige, er, at det sørme gik stærkt. Det havde jeg ikke forventet. Nu forventer jeg derimod at kunne spise og sove igen.

Jeg kan ikke lade være at fundere over, at jeg i to og et halvt år klarede en usikkerhed, der samlet set var langt værre end dette. Gad vide hvordan i alverden jeg holdt til det?

, ,

Decentraladministrationen

Ny “bølge” af udflytninger

Det er vældig vigtigt for især Venstre, at der ikke er “hvide pletter på landkortet”, og at vi har et “Danmark i balance”, så derfor splitter man de statslige arbejdspladser ad, man atomiserer dem, og pludselig er det så fremragende, at Nota skal til Nakskov, at Innovationsfonden skal til Aarhus og at Dansk Sprognævn skal til Bogense for nu bare at nævne et par stykker.

Statsministerens og den såkaldte innovationsministers pressemøde findes her.

Dette er anden “bølge”, den første påbegyndtes i 2015. Sidstnævnte er under udredning af Rigsrevisionen – en form for evaluering af alle parametre, men det må ventes, at rapporten i særlig grad vil beskæftige sig med de økonomiske aspekter, eftersom budgettet lød på 400 millioner kr., men regnskabstallet er foreløbigt landet på 1 milliard kr. Da jeg lavede tal, regnede vi altså bedre.

Det er da fuldt forståeligt, at regeringen ikke venter på evalueringen, for den vil betyde fakta, mens regeringen driver politik. De to ting har sjældent noget med hinanden at gøre.

Hvad udflyttes?

Belært af erfaringerne fra første “bølge” kan det ikke ventes, at ret mange af medarbejderne flytter med. Det er ikke medarbejdere, der flyttes, det er årsværk/fuldtidsansatte/stillinger, for medarbejderne vil som hovedregel ikke med. Hvordan bryder man op fra Østerbro til fx Augustenborg? Ægtefællens arbejdsplads – måske egen virksomhed – daginstitutioner, uddannelsesinstitutioner, håndboldklubben, socialt netværk osv. Det flytter man jo ikke bare 300 km. væk. Skal man bare starte forfra på livet i Brovst? Al erfaring viser, at jo ældre man bliver, jo sværere er det at etablere nye netværk.

Hvornår begynder man at udflytte departementerne, der jo er finere end os andre? De kan vel lige så vel betjene ministeren pr. e-mail og telefon, som alle vi andre kan betjene vores kunder på den måde. Og er der et vigtigt møde, kan de vel pendle?

Videnstab

For temmelig mange år siden (2000 – 2004), var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen i Høje Taastrup. Styrelsen varetager højt specialiseret sagsbehandling på de to sagsområder. Det tager, så vidt jeg husker, 4 – 5 år at uddanne en patentingeniør, og det er uhyre vigtigt, at afgørelserne er 100 pct. korrekte. Er de ikke det, risikerer man, at virksomheder får udstedt et patent, lejer/bygger lokaler, sætter produktion i gang, ansætter medarbejdere osv., og senere dukker en anden rettighedshaver op og siger “Jeg kom først. Du har krænket mine rettigheder”. Princippet om “Først i tid bedst i ret” gælder i høj grad her. Det er bestemt ikke godt for dansk erhvervsliv. Har man opnået rettigheden, skal man kunne stole på den. Gad vide hvad styrelsen gør, indtil den har fået uddannet nye folk i Ikast? Skal sagerne bare vente?

Det gælder naturligvis ikke kun min gamle styrelse; det gælder alle dem, der skal flyttes, og som ikke får medarbejderne med sig. Alle statslige afgørelser mv. skal være 100 pct. korrekte, ellers er der hele balladen med Ombudsmanden m.fl. Herunder kommer et par eksempler på nogle af dem, der er ramt at innovationen:

Nota

Nota er et nationalbibliotek under Kulturministeriet, som betjener sådan nogen som mig, dvs. folk, der af den ene eller den anden grund ikke kan læse en analog bog. Jeg synes selvfølgelig, at de laver vigtigt arbejde! Jeg har fået følgende refereret fra Dagbladet Politiken:

Vedr. Nota bliver de jo flyttet til Nakskov i forbindelse med den nye statslige udflytning. Politiken havde i går flere sider om emnet og gjorde meget ud af Nota. Borgmesteren dernede vidste ikke, hvad det var (naturligt nok), men var glad for, at der med Nota kommer 80 nye arbejdspladser til hans kommune. Fra Notas side blev det udtalt, at der er ansat rigtig mange specielt uddannede it-folk til at varetage indspilning og distribution, og man var bange for, at sådanne ville være svære at finde på Lolland. Men ikke mindst var de nervøse for, om de kunne få skuespillere og andre oplæsere til at rejse til Nakskov. Disse kan ikke klare at indlæse mere end fire timer ad gangen, så er de trætte, og det forstår man jo godt. Og ofte handler det om indviklet faglitteratur, som jo kræver særlig kunnen i forbindelse med indlæsning.

Ligeledes bruger de jo også oplæsere til oplæsning på andre sprog, og alt i alt er man bange for, at det bliver svært for Nota at fungere i Nakskov.

I dag skrives der i avisen en masse fra DJØF-folk, og det bliver åbent erkendt, at det ved seneste udflytning i 2015 var et stort problem, at man mistede så megen erfaring og ekspertise, fordi fire ud af fem sagde op og ikke ville flytte med. Det forstår man jo udmærket, for hvordan bære sig ad med at flytte, hvis ens ægtefælle har en god stilling her, og hvad med skolepligtige børn etc.

Dansk Sprognævn

Sprognævnet skal til Bogense, og det er de bestemt ikke tilfredse med. På deres hjemmeside skriver de:

Selvom jeg godt forstår intentionen med flytningen, har jeg svært ved at se den dybere mening i at flytte en institution som Dansk Sprognævn så langt væk fra de videnskabelige miljøer vi samarbejder med”, siger Sprognævnets direktør Sabine Kirchmeier. “Jeg er bange for at det bliver en overordentlig vanskelig opgave at få et højt specialiseret forskningsmiljø som Sprognævnet til at fungere i Bogense, og jeg er meget spændt på at høre hvilke faglige vurderinger der ligger til grund for beslutningen.

Der er også et kæmpe problem for vores afdeling for dansk tegnsprog da der i Bogense og omegn ikke findes et tegnsprogsmiljø som vores medarbejdere kan samarbejde med.

Jeg kan se at man ved flytningen af andre institutioner har taget hensyn til synergieffekter og relationer til andre institutioner, og jeg er meget forundret over at der ikke er sket noget tilsvarende i vores tilfælde.

Jeg synes, det er temmelig modigt, for nu ikke at sige lidt dumt, at skrive den slags på nævnets officielle hjemmeside; det hører til på Intranettet. Det risikerer at give bagslag senere, også selvom jeg er 100 pct. enig med hende i indholdet. Det kan let blive anset som illoyalt, og det bør man afholde sig, når man er en del af embedsværket.

Direktøren spørger til “hvilke faglige vurderinger der ligger til grund for beslutningen?” Det er et godt spørgsmål, men også et let spørgsmål, som jeg kan besvare “Mette Vuns”. Der er nemlig ingen faglige vurderinger, det er derimod politik. Der stod vel et tomt hus i Bogense i en passende størrelse, så derfor skal nævnet til Bogense. Absurd men sikkert sandt.

Innovationsfonden

Innovationsfonden skal til Aarhus, og også de har skrevet om det på deres hjemmeside. Betragtningerne om loyalitet som en del af embedsværket, gælder naturligvis også her. De bløder det op i den sidste sætning, men det virker som glasuren, der skal få lagkagen til at glide ned. De skriver:

Innovationsfonden er en hjørnesten i et velfungerende dansk forsknings- og innovationssystem, hvor idéer trives og bliver omsat til virkelighed. Vi er hele Danmarks Innovationsfond med aktiviteter overalt i Danmark og højt specialiserede medarbejdere placeret på vores kontor i København. Det er medarbejdere, der er eksperter i alt fra komplicerede forskningsfelter, talentpleje til skalering af virksomheder.

Ved en flytning af fonden vil det sandsynligvis betyde et farvel til mange af fondens erfarne og højt specialiserede medarbejdere. Dette tab af viden vil for en længere periode sætte Innovationsfondens arbejde under et stort pres, så vi risikerer, at vigtig samfundsudvikling bliver forsinket. Vi vil fra fondens side naturligvis gøre alt hvad vi kan, for at fonden stadig lever op til sit formål.

Hvis nu det var mig?

Det er fire og et halvt år siden, jeg ikke længere var en del af centraladministration og embedsværk, men efter 23 års “opdragelse” i centraladministrationen ligger mit hjerte naturligvis stadig der, og jeg kan ikke lade være med at tænke “Hvis nu hvis det var mig?”

Jeg har jo ingen børn, samlever, håndboldklubber eller lignende, så hvad skulle hindre mig i at rykket til Brovst sammen med de ti andre fra “Sekretariatet for frivilligrådet” og “Det centrale handicapråd”. Internettet fungerer vel også der – bare ikke så hurtigt?

Det, der ville få mig til at takke nej, er hele min solide kontakt til psykiatri og kommune, som jeg har brugt årevis på at opbygge. Skulle hele cirkusset så starte forfra? Ny læge, ny Distriktspsykiatri, ny kommune – hele “systemet”. Det ville jeg ikke være tryg ved.

,

Vidnebeviset

Min retsfølelse er krænket

Der er mange mennesker, der finder deres retsfølelse krænket, når en forarmet roma sidder med det lille brune papkrus foran Irma, når unge hærger et kvarter uden straks at blive stillet for en dommer og idømt flere måneders/års ubetinget fængsel, eller når kontanthjælpsmodtageren tjener en (sort) skilling ved siden af for at kunne forsørge de fire unger.

Min retsfølelse blev imidlertid krænket i aftes ved en DR Dokumentar, der afslørede samarbejdet mellem anklagemyndigheden og undercoveragenter fra politiet i danmarkshistoriens største hashsag fra Christiania.

Vidnebeviset

Prismærket med 472,00 kr. (i 1986!) sidder stadig bag på “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”, der er Eva Smiths doktordisputats fra 1986.  Jeg var til hendes forsvar, og jeg læste bogen, som var den en krimi; den er virkelig velskrevet. Jeg har kun gemt to bøger fra studietiden: den ene er denne, og den anden er “Ret og retfærdighed” af Alf Ross, som er en glimrende indledning til retsfilosofien. Dem med ejendomsret, konkursret og den slags er ikke gemt. Jeg følte ingen veneration ved dem.

I mellemtiden er Eva Smith blevet professor, doktor jur. emerita – men hun er stadig lige skarp og kompetent, og det så man i gårsdagens udsendelse. Hun var klippet ind mange steder, og hun gjorde det fremragende. Hun var tydeligvis rystet, og hun formulerede det med den rette balance mellem at være chokeret og forarget. Sådan gør en emerita!

Hun fortalte, at anklagemyndigheden skal forholde sig objektivt til det materiale, der fremlægges for domstolene. Det skal forstås sådan, at de også skal medtage oplysninger, der peger den anden vej, altså peger på at den anklagede ikke er skyldig. I Danmark hylder vi tanken om, at hellere må ti skyldige gå fri, end  èn uskyldig dømmes. Hun rejser rundt i verden og fortæller om de ædle principper i dansk retspleje og procesret.

Udsendelsen dokumenterede imidlertid et klistret spindelvæv mellem anklagerne og (politi-)vidnerne, hvor anklagerne bad vidnerne forklare bestemte hændelser, der faldt i deres (anklagernes) smag, gav dem skemaer med hændelser, der måske slet ikke havde fundet sted osv.

Forsvarerne var ikke på forhånd orienteret om materialerne, de fik dem overbragt i selve retslokalet, men de undrede sig over vidnernes fantastiske hukommelse. Dele af materialet, der kom til forsvarernes kendskab, havde fået visket passager ud, som ikke passede i anklagernes kram. Kun ved et tilfælde på den første retsdag blev det afsløret, hvor tæt en sammenhæng, der var mellem vidnerne og anklagerne. De skriver lange mails til hinanden med smileyer, de spiser måske sammen i kantinen, de bor under samme tag mv. Vidnerne sagde ikke det, de huskede, men det anklagerne havde “klædt dem på” til.

Hvad foregår der i dansk retspleje?

DR Dokumentar

Det er fjernsyn, når det er bedst. Den slags får vi nok ikke lov at se, når Venstre og DF har fået privatiseret/nedlagt Danmarks Radio hen til Danflix med såkaldt Public Service. Jeg kan være bange for, at de ikke vil synes, det er public, for public skal nok være fordummende.

Det er rigtig svært for mig at se en sådan udsendelse med de mange klip frem og tilbage, men jeg er forarget over det, jeg så og fangede.

, ,

Dronningens nytårstale

En klog kvinde

H.M Dronning Margrethe den 2. af Danmark slog til igen med en af de bedste taler siden 1984 – det var den med de “dumsmarte bemærkninger”. Hele talen kan ses og læses her. Vi har en dygtig dronning, som er en fornem repræsentant for vores land.

På fuldstændig diplomatisk vis får hun fortalt Dansk Folkeparti m.fl., at hun ikke er med på retorikken om et paradigmeskift i udlændinge- og asylpolitikken. Hun sagde blandt andet:

Når det går fremad, har vi brug for alle kræfter, ja, for flere end vi selv har. Op gennem historien har vi hentet dygtige hænder og kloge hoveder fra andre lande. Mange mennesker er kommet til Danmark for at arbejde her, dem har vi tidligere haft brug for, og det har vi stadig! Det kan være medarbejdere i landbruget, på hoteller og restauranter eller højtspecialiserede forskere, hvis viden der er behov for.

Det er ikke alene et spørgsmål om at mangle hænder. Vi har også brug for ideer og inspiration udefra, for at kunne bevare den fine position, som Danmark har på så mange områder, ligesom vi selv formår at inspirere andre ude i verden.

Hun har lyttet til et erhvervsliv, der mangler hænder og hjerner. Hun har lyttet til demografer og professorer, der advarer om, at vi om kort tid vil mangle ca. 100.000 medarbejdere rundt omkring – særligt i industrien og i landbruget. Allerede nu er der landmænd, der hændervridende fortæller, at de kun dårligt kan få arbejdskraften til at slå til.

På det seneste har der været flere tilfælde, hvor udenlandske statsborgere, bosat her i landet, har passet deres job og ved siden af har hjulpet på anden vis men hele tiden inden for deres eget fagområde. Det er ikke sådan, vi tiltrækker dygtige folk.

Den professionelle amerikanske hornmusiker Lauren Robinson, der spiller horn i Aalborg Symfoniorkester, har overtrådt sin arbejds- og opholdstilladelse ved i tre tilfælde at spille musik uden for sit normale arbejdssted.

Selv siger hun, at hun ikke kendte reglerne, men det har kostet hende en bøde på 10.500 kroner.

Hun har samtidig mistet retten til at søge om permanent opholdstilladelse i Danmark de næste 15 år.

Kilde: DR.dk

Dronningen slog et slag for, at det ikke er bedre at være professor end murer. Der er brug for alle, hvis Danmark ønsker fortsat vækst og forøgelse af BNP. Jo flere skattekroner, der kommer i kassen, jo bedre kan vi hjælpe dem, der har hjælpbehov.

Der var engang, hvor jeg også altid så statsministerens nytårstale, da jeg anså den for vigtig, men jeg kan ikke længere holde ud at høre ham sige “Kernevelfærd”, “Det skal kunne betale sig at arbejde”, “Erhvervslivet mangler hænder”, “Skattelettelser” osv. Jeg synes, han, Venstre og resten af regeringen er umådeligt langt fra den virkelighed, der omfatter de fleste.