Tager menighedsrådene ansvar for ledelse?

Oprydning i menighedsrodene

Hver tredje ud af i alt 3.000 adspurgte kirkefunktionærer (dem der har menighedsrådene som arbejdsgivere) og præster i kirkerne siger

at de inden for de seneste fem år er blevet nedgjort på arbejdet.

Det går selvfølgelig ikke. Det er helt uacceptabelt. Kirkerne prædiker næstekærlighed om søndagen, men noget så centralt bør også gælde til hverdag. TV Avisen har de seneste dage fortalt om undersøgelsen og har interviewet nogle af de kirkefunktionærer – og en enkelt præst i Stokkemarke på Lolland – det er gået ud over, og som har forladt deres stillinger.

DR har også været i kontakt med 16 ud af i alt 19 nuværende og tidligere ansatte, der fortæller, at de siden november sidste år har forladt Ballerup Sogn. Jeg så biskoppen i TV Avisen kl. 7:00 i dag – han “udtrykker bekymring”, men vil dog ikke uden videre skride til handling. Det er ufatteligt. Men han heller ingen reelle kompetencer til at sætte ind. Han kan tage en samtale med formanden og bede vedkommende “træde i karakter”, men han kan ikke blande sig.

Det helt centrale spørgsmål i DRs undersøgelse er

Har du inden for de sidste fem år været udsat for nedgørelse (fx blevet hånet, irettesat eller skældt ud foran andre eller blevet holdt uden for/ignoreret) i forbindelse med dit arbejde?

34 pct. af præsterne svarede “Ja” og 31 pct. af kirkefunktionærerne svarede “Ja”. Kilde: dr.dk den 16. august 2022.

Noget må ske og ministeren er kaldt i samråd. Det, synes jeg, er helt fint.

Grundlovens § 66

Kirkernes forhold ordnes ved lov jfr. Grundlovens § 66, der kort og godt lyder: “Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Mere står der ikke. Af kommentaren til bestemmelsen fremgår det, at:

Denne bestemmelse stammer tilbage fra den første grundlov i 1849, men er aldrig blevet ført ud i livet. Tanken var, at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forhold til staten. Men man er aldrig blevet enige om en egentlig kirkeforfatning. I stedet er der vedtaget love, der giver folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styre, især på lokalt plan gennem menighedsråd. Der er også lovgivning om, hvordan præster ansættes, hvordan biskopper vælges, om brugen af kirkerne og om folkekirkens økonomi. Men mange spørgsmål om kirken afgøres af kirkeministeren.

Det er interessant, at der er gået ca. 173 år uden nogen har taget handsken op og sørget for, at noget sker. Det kan være, at det er den nuværende debat og undersøgelse, der bevirker, at processen bliver sat i gang. For det er en proces, og forholdene kan på ingen måde bringes i orden på et par dage eller i et samråd i Folketinget.

Der er over 1.600 menighedsråd af varierende størrelse. Det er måske ikke noget helt tåbeligt bud, at der sidder gennemsnitligt 10 medlemmer i hvert menighedsråd. Altså er det sådan minimum ca. 16.000 frivillige, man måske pludselig ikke ved, hvad man stiller op med, hvis man vælger at ordne forholdene på en helt anden måde end i dag – og det bør man ubetinget.

Medlemmerne er frivillige, der er på valg hvert fjerde år, men der er ikke ligefrem kamp om pladserne blandt hattedamerne. Det bevirker, at nogle medlemmer sidder i rådet i rigtig mange år. Med erfaringen vokser også magten og lander let hos de mest arbejdsomme, hvilket jo sådan set er naturligt nok. Mit eget mantra var gennem mange år “Magten er hos den, der sidder ved tastaturet”.

Præsterne er også medlemmer af rådene og har stemmeret.

Ordningen med kontaktpersoner

Kontaktpersonen er nærmest det vigtigste medlem af rådet, og varetager som ordet siger den daglige kontakt til – og dermed ledelse af – kirkefunktionærerne. Vedkommende får typisk et honorar, hvilket er fuldkommen rimeligt, da opgaven er stor.

Ingen stiller imidlertid egentlige krav til kontaktpersonens kvalifikationer, der kan tage nogle kurser i ledelse, relevante regelsæt mv. hos Landsforeningen af Menighedsråd. Men man bliver jo ikke en god HR-medarbejder/leder efter et par weekendkurser.

Jeg kunne også stille op til næste valg og kæmpe mig til rollen som kontaktperson (ad åre), men jeg har ikke en brik forstand på HR. Det er ganske enkelt ikke rimeligt overfor medarbejderne.

Efter min opfattelse burde man nedlægge ordningen med kontaktpersoner i det enkelte menighedsråd og i stedet oprette egentlige HR-afdelinger med lønnede, professionelle på provstiniveau. Og selvfølgelig skal de komme med relevant erfaring og ikke som i Ballerup komme fra supermarkedsbranchen. Kilde: dr.dk den 16 august 2022.

En samtale med en formand for et menighedsråd

Vi havde krydset klinger på Facebook en sen aften, hvor han beskyldte mig for at være inkompetent som formand for et økonomiudvalg. Det vil jeg ikke have siddende på mig.

Dagen efter tog jeg teten, fandt hans telefonnummer og ringede op. Vi talte en time og udvekslede synspunkter. Det var både interessant og godt. Vedkommendes synspunkt – udtrykt i debatten på Facebook – var blandt andet, at menighedsråd ofte anses for inkompetente, fordi de enkelte medlemmer er inkompetente – det er jo sådan set logik for burhøns; inkompetence på mit eget felt gennem mere end 23 år fra centraladministrationen vil jeg dog ikke slås i hartkorn med.

Der er noget rigtigt i, at hvis man begynder at pille ved ovennævnte § 66 i Grundloven, piller man også ved en del af demokratiet. Det kan jeg nu godt leve med, hvis det medfører en professionalisering af menighedsrådene, tildeling af kompetence (altså egentlig magt) til lederne, så de kan løse opståede tvister og i det hele taget agere og løse opgaven uden at skulle spørge Hr. Hansen og Fru Madsen, som ikke har den ringeste viden, først.

I dag kan de stort set bare sige “Ja og amen” og lade stå til, hvis de er passende konfliktsky. Det gælder især i tvister mellem præster og kirkefunktionærer, der er to adskilte søjler, der lever sideordnede i det enkelte sogn.

Mine egne erfaringer med økonomistyring i et sogn

Jeg kan ikke huske anledningen, men i hvert fald havde jeg som formand for økonomiudvalget udarbejdet et par notater med indstillinger til handlinger og næste skridt. Notaterne var ledsaget af nogle beregninger, og det drejede sig om millioner af kroner.

Samlet set havde jeg brugt en hel del fritid på at formidle komplekse problemstillinger til mennesker uden erfaring med økonomistyring. Det er opgaver, jeg har erfaring med. Ingen af delene blev taget seriøst. Men fandt kassereren en kassedifference på ca. 30 kr., blev der brugt timer på at diskutere det. Så føler man sig som komplet idiot og lysten til at lave frivilligt arbejde i folkekirken daler hurtigt. Jeg savnede ganske enkelt proportionssans.

Jeg var medlem af et menighedsråd i perioden fra 2008 til 2016. Da det er mere end vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, blev jeg ikke genvalgt i 2016, og det var jeg faktisk ikke ret ked af. Det havde været alt for meget op ad bakke og kamp for at blive overhovedet at blive hørt, når der samtidig sad nogle meget erfarne medlemmer med “al magt i himlen og på jorden”.

I november 2016 skrev jeg sådan, da jeg skulle tage afsked med dem – og det står jeg naturligvis ved:

Det, der får mig til at tænke, at det er OK ikke at være med mere, er hele forholdet til magthaverne. Når de fremlægger ting for rådet, er alle beslutninger allerede truffet, og rådet forventes bare at nikke anerkendende. Der er tale om skueprocesser, der skal ligne demokrati uden at være det. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om menighedsrådsmøderne, netop fordi det er magthavernes kamp mod det øvrige råd – ja egentlig er det ikke nogen kamp, idet rådet gør det, der forventes, nemlig tier og samtykker.

På baggrund af mine egne erfaringer gennem otte år er det min opfattelse, at der er grund til at se ordningen med menighedsrådene grundigt efter i sømmene; både af hensyn til de kirkefunktionærer, der går på arbejde med ondt i maven, men også af hensyn til den samlede forvaltning af endog meget store summer.