/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Transpersonerne og tørklæderne

Transpersonerne og tørklæderne

De vigtigste valgtemaer?

0) Transpersonerne og tørklæderne

I denne artikel prøver jeg at få styr på tankerne om transpersoner og tørklæder, da begge diskuteres højlydt på Facebook. Dette er, hvad man på nudansk kalder et “long read”, altså et “langlæs” så sæt tid af, hvis du gider …

Er de virkelig de vigtigste valgtemaer, når forholdene i psykiatrien og resten af sundhedssektoren er uholdbare, når de unge trives dårligt, når inflationen raser, når ældreplejen er gået amok og når klimakrisen er enten nært forestående eller allerede brandaktuel med store skovbrande i Sydeuropa.

Jeg kommer helt sikkert til at lægge mig ud med mennesker, der mener noget andet end mig. Det er fint. Jeg diskuterer gerne. Kommentarer er velkomne her på siden, ikke på Facebook, idet sammenhængen mellem artiklen og kommentarerne så forsvinder i løbet af ganske få dage. Og det er ærgerligt for både dig og mig.

Kommenterer du her for første gang, skal din kommentar godkendes. Det skyldes kampen mod spam og andet skrammel. Det laver jeg ikke om på for din skyld.

1) Transpersonerne

Nogle mener, at man tildeles et køn ved fødslen, og at vi må acceptere, at køn er et spektrum.

Følgende citat stammer – lettere redigeret – fra en af mine bekendte på Facebook ved navn Anne Brøndum, der modigt lægger sig ud i debatten med de såkaldte “transaktivister”. Jeg er fuldkommen enig med Anne.

Biologisk køn er ikke et spektrum. Der er to køn: han og hun. Nogle føler sig som det modsatte køn, eller føler at deres køn er flydende. Men deres kromosomer vil stadig være enten xx eller xy.

Jeg røg selv en dag ind i en debat med transpersoner. Uha, det skal man passe på med, for hvert et ord bliver vendt, drejet og misforstået. Debatten bliver i realiteten en debat om følelser og ikke om facts.

Årsagen til min debat

Jeg tillod mig at have en mening om lovforslaget om, at de sidste fire cifre i CPR-nummeret kan ændres helt fra fødslen, dvs. det juridiske og reversible kønsskifte, der så besluttes af forældrene, da baby ikke har følelser for de tal. Vil man have en pige, men får en dreng, laver man da bare et juridisk kønsskifte.

Mine medkombattanter mente, at lovforslaget var væsentligt at få gennemført, da det kan være vældig svært i en lufthavn for en person, der i passet er anført som fx pige, da hun er født uden penis men med uterus mv., men er påklædt som dreng. Jeg spurgte, hvor stort “problemet” er. Flere blev sure over citationstegnet. Fra min side lå der intet nedladende i tegnet. Herefter måtte jeg fortælle lidt om mig selv. Og det udvider jeg i det følgende:

Min tid som “drengepige”

Jeg voksede op som det, man dengang kaldte “drengepige”, og jeg tænkte i mange år over, om jeg ikke hellere skulle have været en dreng.

Da jeg var ca. fem år, syntes min elskede far, jeg skulle gå til dans. Han var selv en dygtig danser med masser af præmier mv., og ønskede derfor at introducere mig til den verden. Jeg hadede det, og det værste var sådan set kjolen og de fine røde Scalasko. Jeg følte mig “klædt ud”, og i øvrigt foretrak jeg at klatre i træer, lege såkaldte “drengelege” og konstruktionslege med noget, der, dengang i forhistorisk tid (før 1972), hed Bilofix og Meccano. Biolofix var til de meget unge år, mens Meccano forudsatte, at man var lidt ældre, så man kunne styre de små metalskruer mv. Med begge dele kunne man bygge fx løftekraner mv.

Når drengene ikke ville danse med mig, lovede jeg dem tæv. Herefter ville de pudsigt nok gerne. Sikke nogle tøffelhelte.

Følelsen af at være klædt ud varede ved. Det værste ved konfirmationen var kjolen. Den hadede jeg også.

Jeg tænkte ikke på de sidste fire tal i mit CPR-nummer. I øvrigt er jeg født, før man opfandt CPR, der kom til i 1968. Der var jeg fem år.

Antallet af tissemænd skal være netop 1

Måske som konsekvens af i min barndom at have set for mange genitalier hos en voksen (min “mors” mand begik daglige overgreb gennem seks år), levede jeg 10-15-20 år som lesbisk. Det var det helt rigtige for mig, og jeg har elsket mange dejlige kvinder.

Jeg udviklede tesen om, at for at samfundet betragtede ens kærlighed som “rigtig”, skulle der i et parforhold være netop 1 tissemand. 2 var for mange, og 0 var for få.

Som voksen og for få år siden mødtes jeg med fuldt overlæg med et dejligt menneske, en mand, der var “gået hele vejen” og havde fået foretaget en irreversibel kønsskifteoperation, rejst mange gange til Belgien (jeg kan ikke huske hvorfor, men det havde helt sikkert med kønsskiftet at gøre) og havde haft de samme tanker som mig livet igennem. Jeg kunne stille ham alle de spørgsmål, der havde spøgt i knolden i så mange år. Det var dejligt at få nogle svar fra ham.

Jeg tog hele problematikken med til psykologen, og vi brugte mange seancer på at drøfte den. Jeg kom med mine tvivl: Skulle jeg også “gå hele vejen” og ville en kønsskifteoperation også være rigtig for mig? Efter mange samtaler gik jeg derfra med en klar bevidsthed om, at det skulle jeg ikke.

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

Kunne vi ikke bare udvide grænserne for, hvad de to køn kan og må?

Min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), var en meget feminin mand. Han broderede mellemlægsservietter (jeg har dem stadig i en skuffe), mens min “mor” tog slæbet i haven med at lægge fliser Samtidig var han patriarkalsk og bestred et job, der dengang var forbeholdt mænd, idet han var direktør for en større tekstilvirksomhed.

Dvs. at jeg i nogle år oplevede, at man kunne være den, man var, uanset ens CPR-nummer mv. Eksempelvis blev jeg taget ud af danseskolen, da jeg “tilfældigvis” fik ondt i ryggen hver mandag ved 17-tiden og Scalaskoene klemte, selvom de havde den rette størrelse. Jubi op i ananas-æbletræet igen.

På gamle billeder har jeg set masser af mænd i min nærmeste Stegemüller-familie, der var temmelig feminine. Se fx på billedet til højre. Det forestiller Rudolph Wilhelm Stegemüller (1910 – 1975). Han er min granonkel. Billedet er større, hvis du klikker på linket og ser det på min TNG-side (du skal lidt ned ad siden for at se billedet i stor størrelse). Du må kalde mig Mads (eller noget andet), hvis han ikke har feminine træk.

Der har i den del af min slægt altid været vide grænser for, hvad man “kunne” og “måtte” som henholdsvis pige/kvinde og dreng/mand.

Et er, hvad der foregår i familien og slægten. Et andet er selvfølgelig, hvad der foregår i samfundet.

I mit liv som drengepige, senere lesbisk eller bare androgyn, og nu som absolut ingenting, har jeg faktisk aldrig oplevet nedsættende tale, diskrimination, stigmatisering eller problemer i lufthavne. Der er større stigma knyttet til psykisk sygdom. Folk syntes, jeg var “anderledes”, men det var uproblematisk.

Der var og er masser af årsager til, at jeg er anderledes. Min seksualitet var bare en af grundene. Jeg har haft relativt høje stillinger i centraladministrationen gennem 23 år. Nogle af dem har været stillinger med masser af magt, som man i gamle dage mente var for mænd. Ingen har nogensinde stillet spørgsmål ved, at jeg har en relativt maskulin udstråling.

Da jeg “sprang ud” (sådan hedder/hed det) som lesbisk i 1981, var de eneste, der ikke ville have med mig at gøre, min “mor” og hendes mand. Men det var gensidigt og dermed uproblematisk.

Ergo: lad dog mennesker være dem de er, og glem tallene i CPR-nummeret.

Det er min holdning, at forældre ikke ved fødslen eller senere har ret til at rode med de tal. Lad drengepigen og tøsedrengen lege de lege, de vil og senere bestride de jobs, de vil – og sidst men ikke mindst – have sex med dem, de vil.

Juridisk kønsskifte på børn er en urimelig handling – jeg vil kalde det et overgreb. Voksne kan gøre, som de vil evt. ved at “gå hele vejen” og få foretaget en kønsskifteoperation, hvor der ikke rigtig er nogen vej tilbage. At udvide grænserne ville også løse problemet med, at der er et frygtelig højt antal selvmord hos transpersoner.

Jeg har enormt svært ved at se “problemet”. Men okay – måske har samfund og normer ændret sig. Og jeg mener ikke, man skal lovgive om et problem, man ikke kender omfanget af. Og det leder lige ind i tørklædedebatten.

2) Er tørklæderne virkelig en diskussion værd?

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

“Kommissionen for den glemte kvindekamp” er – helt uden empiri men baseret på synsninger  – fremkommet med et vanvittigt forslag om at forbyde muslimske piger at have tørklædet på i folkeskolen. De er parate til at “gå hele vejen” (her er der tale om en anden vej). Den vej må betrædes, hvis det grundlæggende princip i dansk ret og retspraksis om ligebehandling, gør det nødvendigt også at forbyde andre religiøse symboler. Det kan være kors, kippa eller noget helt tredje, som folk bruger til at symbolisere deres tro. Det kan også være at forbyde “at gå til præst” i skoletiden osv. Jeg ved godt, at det nu er henlagt til ydertimerne. Man kan f….. ikke lovgive mod en bestemt religion, mens man lader de andre være. Det må vel kaldes racisme?

Herudover vil det være forkasteligt at gå i gang med en lovgivningsproces uden et empirisk grundlag. Det har jeg aldrig set før. Det er politisk bestilt makværk op til endnu en beskidt valghamp. Klikker du på linket kan du læse om den del der.

På kommissionens hjemmeside har jeg sakset dette, men du kan finde hele sammenhængen nederst på denne side

Formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp, Christina Krzyrosiak Hansen, udtaler:

”Piger, der vokser op i Danmark, skal selv kunne bestemme, hvilket tøj de vil gå i …

Hvis der indføres forbud mod tørklædet, kan pigerne netop ikke bestemme hvilket tøj, de vil gå i. Kan medlemmerne af kommissionen (de fleste er fra Dansk Folkeparti, resten er Socialdemokrater, blandt andet Christina Krzyrosiak Hansen) virkelig ikke indse det? Så må de være dummere end politiet tillader.

Problem med social kontrol?

Er der et problem med udbredt social kontrol, skal det selvfølgelig løses. Men den med at “beskytte pigerne” har vi altså hørt før. Støjberg var afsender – derfor kalder jeg hende normalt “Støjsenderen”. Men vi må jo først vide 1) om der er et problem og 2) hvor stort det er. Synsninger er ikke tilstrækkelige.

I Danmark har vi gudskelov religionsfrihed. Det er så vigtigt, at det står i grundloven, som det ikke er meget, der kvalificerer sig til. Vil man virkelig foretage en grundlovsændring for at løse et problem, man ikke kender omfanget af?

3) Valgtemaer?

Det er min klare holdning, at Danmark har mange andre problemer, der skal løses før ukendte problemstillinger med transpersoner og tørklæder. Det er til gengæld ikke svært at forstå, at nogle finder begge velegnede til valgkamp. De er nemlig lette at forstå og synes noget om.

Det er meget sværere med psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet, inflationen, samfundsøkonomien, beskæftigelsen, klimaet mv. I Ugeskriftet kan man eksempelvis læse følgende om psykiatrien, der er mit hjertebarn.

Kvalitetsløftet på kræftområdet var betinget af en meget stærk politisk vilje. Kære politikere, mobiliserer I den samme vilje på psykiatrien? skriver psykiater og stabslæge Jeanett Bauer.

Der er bare det, at de fleste partier (ingen nævnt, ingen glemt) har et partiprogram og en hjemmeside, hvor man kan læse programmet. Det bør være pligtlæsning inden god nat, før man står i det lille telt med blyanten i hånden.

Happy valgkamp!

/3 Kommentarer/i /af

Det kommende valg til Folketinget

Det kommende valg til Folketinget

Politisk hjemløs

Det kommende valg til Folketinget

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stemme ved det kommende valg. Det er naturligvis ikke på nogen af de nedenfor omtalte partier, og jeg frygter valgkampen, der i realiteten har været i gang meget længe. Jeg synes, den er svinsk og baseret på fraværet af seriøse debatter. Personhetzen på statsministeren fylder alt for meget og er modbydelig. Kun et parti debatterer ordentligt og det er Radikale; jeg har bare ikke lyst til at sætte mit kryds ved dem (igen).

Kommissionen for den glemte kvindekamp

Alene navnet på kommissionen symboliserer en høj grad af populisme. Michael Benzon skrev til mig på Facebook “Data … Hvad skal man dog med besværlige data, som kan ødelægge en god teori?” Oprindeligt lyder det:

One of the greatest tragedies of life is the murder of a beautiful theory by a gang of brutal facts

Citat: Benjamin Franklin

Anledningen var et klip af lidt over et minuts varighed, hvor Anita Johnson, der er medlem af “Kommissionen for den glemte kvindekamp“, udtaler sig om en anbefaling. Det er den om at forbyde muslimske piger at gå med tørklæde i skolen.

Hun siger: “Først kommer vi med anbefalinger. Vi er ikke en kommission, der skal analysere. Næste step er at analysere og indsamle”.

Seriøse kommissioner arbejder i den omvendte rækkefølge:

  1. kende problemerne,
  2. kende problemes omfang, og
  3. foreslå løsninger på problemerne.

Sikke noget politisk makværk. Det er et tydeligt bestillingsarbejde, der hænger sammen med det kommende valg til Folketinget, som jeg frygter. Jeg har hørt statsminister Mette Frederiksen sige noget i retning af “Vi skal passe på pigerne”. Jeg kan ikke genfinde det præcise citat, men jeg ved, jeg husker rigtig, for jeg tænkte “Den hyletone har jeg haft i min øresnegl før.” Dengang var Inger Støjberg ophavskvinden.

Af kommissionens hjemmeside fremgår blandt andet følgende: “At være en del af Danmark, selv vælge sin uddannelse, vælge sine egne venner, deltage i fester, deltage i arbejds- og foreningslivet, gå klædt uden tvang, tænke og tale frit og retten til at fravælge religiøse normer.” Nu skal de så gå klædt med afsæt i en anden tvang, nemlig statens på baggrund af en usaglig anbefaling fra en uvederhæftig kommission. Det er da helt hat og briller.

Nu står Danmarksdemokraterne til ca. 10,8 pct. af stemmerne, eller muligvis 20 mandater, så Socialdemokratiet må sætte noget i værk. Og det er så blevet til en kommission, der kommer med udokumenterede anbefalinger. Jeg synes, det er rystende. Er det det niveau, vi skal debattere og træffe beslutninger på i fremtiden?

Jeg har ikke forstand på den bagvedliggende jura, men flere har skrevet om, at det vil være brud på både grundloven og menneskerettighedskonventionen. Men det kan meget vel være Facebookjuristerne, der er på overarbejde igen. En ting er dog sikkert: man kan ikke bare forbyde muslimske piger at gå med tørklæde. Det vil være i strid med princippet om ligebehandling. Derfor bliver man nødt til at forbyde alle religiøse symboler i folkeskolen: kors, davidsstjerner og meget andet mennesker bærer for at signalere en trosretning. Og hvad med konfirmandundervisningen i folkeskolen – skal vi så ikke også forbyde den?

TV Avisen viste et klip, hvor en fransk forsker udtalte, at efter et “tørklædeforbud” blev indført i Frankrig var 5 – 10 pct. af de muslimske piger holdt op med at komme i skole. Det vil sige, mener vi noget med de fine ord om at sikre, at muslimske piger deltager i det danske samfund, skal vi jo nok ikke selv starte med udelukke dem fra det. Med det er noget så fint, seriøst og analytisk som forskning, og det bruger vi som anført ikke længere her i landet.

Det kommende valg til Folketinget

Det kommende valg til Folketinget

De forbandede mink

De blå partier elsker de forbandede mink. Her synes de nemlig, de har noget på statsministeren. Det er som om, de ikke har forstået, at minkkommissionen har fastslået, at statsministeren ikke handlede forsætligt, da hun dekreterede, at alle mink skulle slås ihjel. (Og hvor er jeg dog træt af at se det klip, hvor hun udtaler netop de ord.)

Det er som om, de også har glemt, at de selv accepterede beslutningen og efterfølgende stemte for det lovforslag, der skaffede hjemlen. De mener, de har så meget at hænge deres hatte på, at en næse til statsministeren ikke er tilstrækkeligt. De vil så gerne sige “magtfuldkommen”.

Og der er så mange vælgere, der heller ikke kan forstå, at der ikke var forsæt, og at kommissionen har skrevet, at der ikke er mere at komme efter. Det begejstrer naturligvis både Venstre og Konservative.

Jeg er ikke (længere) socialdemokrat, men efter min opfattelse har regeringen håndteret pandemien forbilledligt. Sammenlignet med mange andre lande er Danmark kommet helskindet gennem krisen med eksempelvis langt færre døde af Covid-19, end vi med vores befolkningssammensætning kunne have forventet. Det kan formentlig tilskrives en handlekraftig regering.

Minkavlerne har fået lidt mere end 18 milliarder i erstatning, så nu burde de ikke længere stå tudende foran de tomme bure, hvor de tidligere opbevarede uskyldige dyr på urimelige vilkår, så pelsen senere kunne hænge på fine, rige fruer.

Søren Pape Poulsen som statsminister?

TV Avisen 18:30 viste i går en måling, der gør Søren Pape Poulsen til statsminister. Heldigvis tager sådanne målinger ofte fejl. Helt personligt er jeg vældig bekymret for, om jeg ikke længere må have lov at leve af “andre folks penge”, der er hans mantra lige p.t. Det har han virkelig fået solgt til både højre og venstre, for alle går rundt og siger det. Jeg får kvalme hver gang, jeg hører det.

At det er gået rent ind hos mange, viser en kommentar, jeg fik en dag fra en person, jeg aldrig havde hørt fra før. Den lød:

Hvis du ikke er syg længere, bør du selvfølgelig heller ikke være modtager af førtidspension længere, men forsørge dig selv. Går udfea du også har meldt det samme til kommunen, så du kan komme på arbejdsmarkedet igen?

Jeg blokerede vedkommendes IP-adresse, vel vidende at jeg sikkert derved har blokeret manges adgang til min side, og jeg satte for første gang siden 2005 en person i spam-skammekrogen. Jeg begyndte ikke en offentligt tilgængelig dialog om, hvordan bipolaritet og autisme har det med stress og hvor megen forskning, der er tilgængelig om emnet. Kom jeg på arbejdsmarkedet igen, kunne mit personlige hamsterhjul starte forfra.

Jeg synes med andre ord ikke, jeg nasser, eller begår socialt bedrageri, selvom jeg om en del år til dels kommer til at leve af “andre folks penge”. Først lever jeg af det, jeg selv med glæde har indbetalt, selvfølgelig skal der først korrigeres for den “byrde” jeg har været/er for sundhedssystemet, men alligevel …

Jeg har betalt formuer i den topskat, de konservative mener er udtryk for misundelse. Engang tjente jeg mange penge, og derfor havde jeg også råd til at betale en høj skat. Jeg har altid været – og er stadig – enig i, at “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”. Det er et sundt socialdemokratisk princip, som vi bør værne om, men jeg er bange for, at det står for fald.

Danmarksdemokraterne

En virkelig frygtelig tanke er, at Inger Støjbergs Danmarkdemokrater måske får 20 mandater i Folketinget baseret på intet andet end “snusfornuft”, da de jo intet partiprogram har, bortset fra at de har noget i en skuffe et eller andet sted. Man kan bare håbe på, at chatollet bliver væk, inden de får det tømt.

Det er ubegribeligt, at minimum 10,8 pct. af vælgerne har besluttet sig for at stemme på et parti uden et partiprogram. Hvordan kan man dog misbruge sin demokratiske ret (og pligt) så groft? Men endnu en gang: målinger tager heldigvis ofte fejl, og folk træffer en anden beslutning, når de står med blyanten i hånden i det lille telt.

Nogle mener, at Inger Støjberg ikke kan komme i Folketinget igen, da hun uden videre er uværdig. Jeg synes, de tager grueligt fejl og det er det eneste punkt, hvor jeg er enig med både Venstre og Konservative. På samme måde som andre kriminelle har hun sonet sin skyld (det er derfor, vi kalder det afsone) og kan fortsætte sin kriminelle løbebane. Det ved vi, hun vil gøre, da hun ikke vil “bøje nakken”, at dommen var “i strid med danske værdier” og der er således vished for, at straffen ikke har bevirket, at hun har ændret sin moralske habitus. Men det gør kun ganske få kriminelle. Det er derfor recidivprocenten er enorm, og man ved af den grund, at fængselsstraf ikke virker.

Problemet er, at der er 10,8 pct. af befolkningen, der er ligeglade med, at deres foretrukne kandidat er dømt ved en rigsret, som er den øverste instans, vi har. De synes nemlig, at formålet var anerkendelsesværdigt.

/6 Kommentarer/i /af

Kan medlemmer af Folketinget resocialiseres

Inger Støjberg

Kan medlemmer af Folketinget resocialiseres

Jeg er bestemt ikke borgerlig, hverken Ny eller gammel, højreekstrem eller noget som helst andet, men vi har i Danmark et sundt princip om, at når man har sonet sin straf og betalt sin “gæld” til samfundet, kan man sådan set begynde forfra på sin kriminelle løbebane – eller man kan påbegynde en lovlydig karriere. Samfundet håber, man har ændret sin moralske habitus.

Efter fem år er selve straffeattesten også ren og uplettet. Det må vel også gælde for domme afsagt af en rigsret, idet jeg gætter på, at det også reguleres af den almindelige femårige forældelse. Men det er som sagt et gæt. Gør mig gerne klogere.

Når det gælder sædvanlige små- eller stor-kriminelle, mener vi, at de såkaldt “resocialiseres” under afsoningen i en af Kriminalforsorgens institutioner. Men Inger Støjberg gik jo bare rundt derhjemme i Jylland med en fodlænke, så der virker det nok ikke lige så godt, hvis det altså nogensinde har virket på nogen – det er der ikke meget forskning, der tyder på. Personligt har jeg altid undret mig over forestillingen om, at kriminelle bliver dygtigere til at færdes i samfundet, når vi afspærrer deres adgang til det.

Der er nok ingen tvivl om, at Inger Støjberg vil fortsætte den kriminelle løbebane, jf. hendes egne udtalelser om, at hun intet fortryder, at hun vil gøre det samme igen for at “beskytte pigerne”, at hun ikke vil “bøje nakken” og at dommen er “i strid med danske værdier”.

Det handler om retsgarantier

Retsgarantierne skal selvfølgelig også gælde kriminelle medlemmer af Folketinget og endda også tidligere ministre, der er dømte ved en rigsret. Så må samfundet (dvs. vælgerne) holde ekstra øje med dem, og tage dem i kraven, når og hvis de endnu engang forbryder sig mod lov og ret eller bare lover/truer med at ville gøre det. Og vælgerne må overveje i hvilket omfang, de ønsker tidligere straffede skal repræsentere dem i Folketinget.

Bestemmelserne om “værdighed”

Vil en kriminel minister/et kriminelt medlem af Folketinget gerne tilbage i folden, bliver de først lukket ind, hvis Folketinget erklærer dem for værdige, jfr. grundlovens §§ 30 og 33. Det er Folketinget selv, der beslutter, om den strafbare handling “i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget”, (Kilde: § 30 med kommentarer).

Da Glistrup blev dømt for groft skattesvig, røg han ud af Folketinget. Da han havde afsonet sin straf, blev han erklæret værdig til at genindtræde. Jeg brød mig på ingen måde hverken om ham eller hans politik, (jeg er vokset op et sted, hvor man inderligt ønskede ham som statsminister …), men jeg synes, afgørelsen fra Udvalget til Valgs Prøvelse var rigtig, (Kilde: § 33 med kommentarer). Han havde afsonet i et rigtig fængsel og betalt sin gæld til samfundet, altså var der ingen grund til, at han skulle være u-værdig.

Nogle mener og skriver om, at “alle meningsmålinger peger på, at Inger Støjberg ikke vil blive erklæret for værdig”. Det er noget sludder, for ingen ved noget om det. Jeg har i hvert fald ikke kunne finde de målinger i valide kilder. Men gør mig gerne klogere med kildehenvisninger. Tak.

Mange argumenterer med, at hun brød grundloven. Det er jeg ikke klar over, men det var i hvert fald ikke det, hun blev dømt for, for det stod der ikke et ord om i anklageskriftet. Og man kan nu en gang ikke dømmes for noget, man ikke er anklaget for, når vi vel at mærke stadig befinder os i en retsstat. Ergo igen en gang sludder for en sladder.

I anklageskriftet har Folketinget tiltalt Inger Støjberg for at overtræde ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1 ved:

… at være ansvarlig for, at Udlændingestyrelsen i perioden fra den 10. februar 2016 og indtil senest den 12. december 2016 iværksatte og fastholdt en indkvarteringsadministration, hvorefter der i et antal sager adskiltes ægtefæller og samlevende par indkvarteret i asylsystemet, hvoraf mindst den ene part var under 18 år, i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og under tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet samt forvaltningsrettens og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions krav til konkret og individuel partshøring, sagsoplysning og begrundede afgørelser. Kilde: Wikipedia.

Det egentlige problem er vælgerne!

Lige nu ser det ud fra de seneste meningsmålinger ud til, at ca. 10,8 pct. af vælgerne vil stemme på Inger Støjbergs nye forkvaklede parti – og det vil de endda gøre uden at have set et partiprogram … Det er det egentlige problem!

Og skal vi blive lidt i juraens forunderlige verden, er der en, vi altid kan regne med et klart svar fra: Eva Smith, dr. jur. og professor emerita (ikke -tus, Ræson!). Hun siger meget klart til Ræson den 18. december 2021 (ingen betalingsmur):

Det er bekymrende, at ganske mange mennesker bakker op om lovbrud, hvis der bare er et anerkendelsesværdigt formål.

Kilde: Ræson.

Hvis folk kan ride deres egne hypheste, vil knapt 11 pct. af vælgerne altså se stort på et lovbrud. Det/de er det egentlige problem.

Glem et øjeblik grundlovens bestemmelser om værdig/ikke-værdig; glem ministeransvarlighedsloven. Vælgerne bestemmer. Vil vælgerne ikke have Inger Støjberg tilbage i Folketinget, er der ikke en opgave for Folketingets medlemmer og/eller Udvalget til Valgs Prøvelse at løse.

Vi har her i landet repræsentativt demokrati, som er den mindst ringe styreform, der kendes, sådan skal det også være, men jeg deler ikke desto mindre Eva Smiths bekymringer, når vi vel at mærke skræller appelsinen ind til benet – eller hvad det nu hedder.

Har du kommentarer?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

/i , /af ,

Oprydning i menighedsrodene

Oprydning i menighedsrodene

Tager menighedsrådene ansvar for ledelse?

Oprydning i menighedsrodene

Hver tredje ud af i alt 3.000 adspurgte kirkefunktionærer (dem der har menighedsrådene som arbejdsgivere) og præster i kirkerne siger

at de inden for de seneste fem år er blevet nedgjort på arbejdet.

Det går selvfølgelig ikke. Det er helt uacceptabelt. Kirkerne prædiker næstekærlighed om søndagen, men noget så centralt bør også gælde til hverdag. TV Avisen har de seneste dage fortalt om undersøgelsen og har interviewet nogle af de kirkefunktionærer – og en enkelt præst i Stokkemarke på Lolland – det er gået ud over, og som har forladt deres stillinger.

DR har også været i kontakt med 16 ud af i alt 19 nuværende og tidligere ansatte, der fortæller, at de siden november sidste år har forladt Ballerup Sogn. Jeg så biskoppen i TV Avisen kl. 7:00 i dag – han “udtrykker bekymring”, men vil dog ikke uden videre skride til handling. Det er ufatteligt. Men han heller ingen reelle kompetencer til at sætte ind. Han kan tage en samtale med formanden og bede vedkommende “træde i karakter”, men han kan ikke blande sig.

Det helt centrale spørgsmål i DRs undersøgelse er

Har du inden for de sidste fem år været udsat for nedgørelse (fx blevet hånet, irettesat eller skældt ud foran andre eller blevet holdt uden for/ignoreret) i forbindelse med dit arbejde?

34 pct. af præsterne svarede “Ja” og 31 pct. af kirkefunktionærerne svarede “Ja”. Kilde: dr.dk den 16. august 2022.

Noget må ske og ministeren er kaldt i samråd. Det, synes jeg, er helt fint.

Grundlovens § 66

Kirkernes forhold ordnes ved lov jfr. Grundlovens § 66, der kort og godt lyder: “Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Mere står der ikke. Af kommentaren til bestemmelsen fremgår det, at:

Denne bestemmelse stammer tilbage fra den første grundlov i 1849, men er aldrig blevet ført ud i livet. Tanken var, at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forhold til staten. Men man er aldrig blevet enige om en egentlig kirkeforfatning. I stedet er der vedtaget love, der giver folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styre, især på lokalt plan gennem menighedsråd. Der er også lovgivning om, hvordan præster ansættes, hvordan biskopper vælges, om brugen af kirkerne og om folkekirkens økonomi. Men mange spørgsmål om kirken afgøres af kirkeministeren.

Det er interessant, at der er gået ca. 173 år uden nogen har taget handsken op og sørget for, at noget sker. Det kan være, at det er den nuværende debat og undersøgelse, der bevirker, at processen bliver sat i gang. For det er en proces, og forholdene kan på ingen måde bringes i orden på et par dage eller i et samråd i Folketinget.

Der er over 1.600 menighedsråd af varierende størrelse. Det er måske ikke noget helt tåbeligt bud, at der sidder gennemsnitligt 10 medlemmer i hvert menighedsråd. Altså er det sådan minimum ca. 16.000 frivillige, man måske pludselig ikke ved, hvad man stiller op med, hvis man vælger at ordne forholdene på en helt anden måde end i dag – og det bør man ubetinget.

Medlemmerne er frivillige, der er på valg hvert fjerde år, men der er ikke ligefrem kamp om pladserne blandt hattedamerne. Det bevirker, at nogle medlemmer sidder i rådet i rigtig mange år. Med erfaringen vokser også magten og lander let hos de mest arbejdsomme, hvilket jo sådan set er naturligt nok. Mit eget mantra var gennem mange år “Magten er hos den, der sidder ved tastaturet”.

Præsterne er også medlemmer af rådene og har stemmeret.

Ordningen med kontaktpersoner

Kontaktpersonen er nærmest det vigtigste medlem af rådet, og varetager som ordet siger den daglige kontakt til – og dermed ledelse af – kirkefunktionærerne. Vedkommende får typisk et honorar, hvilket er fuldkommen rimeligt, da opgaven er stor.

Ingen stiller imidlertid egentlige krav til kontaktpersonens kvalifikationer, der kan tage nogle kurser i ledelse, relevante regelsæt mv. hos Landsforeningen af Menighedsråd. Men man bliver jo ikke en god HR-medarbejder/leder efter et par weekendkurser.

Jeg kunne også stille op til næste valg og kæmpe mig til rollen som kontaktperson (ad åre), men jeg har ikke en brik forstand på HR. Det er ganske enkelt ikke rimeligt overfor medarbejderne.

Efter min opfattelse burde man nedlægge ordningen med kontaktpersoner i det enkelte menighedsråd og i stedet oprette egentlige HR-afdelinger med lønnede, professionelle på provstiniveau. Og selvfølgelig skal de komme med relevant erfaring og ikke som i Ballerup komme fra supermarkedsbranchen. Kilde: dr.dk den 16 august 2022.

En samtale med en formand for et menighedsråd

Vi havde krydset klinger på Facebook en sen aften, hvor han beskyldte mig for at være inkompetent som formand for et økonomiudvalg. Det vil jeg ikke have siddende på mig.

Dagen efter tog jeg teten, fandt hans telefonnummer og ringede op. Vi talte en time og udvekslede synspunkter. Det var både interessant og godt. Vedkommendes synspunkt – udtrykt i debatten på Facebook – var blandt andet, at menighedsråd ofte anses for inkompetente, fordi de enkelte medlemmer er inkompetente – det er jo sådan set logik for burhøns; inkompetence på mit eget felt gennem mere end 23 år fra centraladministrationen vil jeg dog ikke slås i hartkorn med.

Der er noget rigtigt i, at hvis man begynder at pille ved ovennævnte § 66 i Grundloven, piller man også ved en del af demokratiet. Det kan jeg nu godt leve med, hvis det medfører en professionalisering af menighedsrådene, tildeling af kompetence (altså egentlig magt) til lederne, så de kan løse opståede tvister og i det hele taget agere og løse opgaven uden at skulle spørge Hr. Hansen og Fru Madsen, som ikke har den ringeste viden, først.

I dag kan de stort set bare sige “Ja og amen” og lade stå til, hvis de er passende konfliktsky. Det gælder især i tvister mellem præster og kirkefunktionærer, der er to adskilte søjler, der lever sideordnede i det enkelte sogn.

Mine egne erfaringer med økonomistyring i et sogn

Jeg kan ikke huske anledningen, men i hvert fald havde jeg som formand for økonomiudvalget udarbejdet et par notater med indstillinger til handlinger og næste skridt. Notaterne var ledsaget af nogle beregninger, og det drejede sig om millioner af kroner.

Samlet set havde jeg brugt en hel del fritid på at formidle komplekse problemstillinger til mennesker uden erfaring med økonomistyring. Det er opgaver, jeg har erfaring med. Ingen af delene blev taget seriøst. Men fandt kassereren en kassedifference på ca. 30 kr., blev der brugt timer på at diskutere det. Så føler man sig som komplet idiot og lysten til at lave frivilligt arbejde i folkekirken daler hurtigt. Jeg savnede ganske enkelt proportionssans.

Jeg var medlem af et menighedsråd i perioden fra 2008 til 2016. Da det er mere end vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, blev jeg ikke genvalgt i 2016, og det var jeg faktisk ikke ret ked af. Det havde været alt for meget op ad bakke og kamp for at blive overhovedet at blive hørt, når der samtidig sad nogle meget erfarne medlemmer med “al magt i himlen og på jorden”.

I november 2016 skrev jeg sådan, da jeg skulle tage afsked med dem – og det står jeg naturligvis ved:

Det, der får mig til at tænke, at det er OK ikke at være med mere, er hele forholdet til magthaverne. Når de fremlægger ting for rådet, er alle beslutninger allerede truffet, og rådet forventes bare at nikke anerkendende. Der er tale om skueprocesser, der skal ligne demokrati uden at være det. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om menighedsrådsmøderne, netop fordi det er magthavernes kamp mod det øvrige råd – ja egentlig er det ikke nogen kamp, idet rådet gør det, der forventes, nemlig tier og samtykker.

På baggrund af mine egne erfaringer gennem otte år er det min opfattelse, at der er grund til at se ordningen med menighedsrådene grundigt efter i sømmene; både af hensyn til de kirkefunktionærer, der går på arbejde med ondt i maven, men også af hensyn til den samlede forvaltning af endog meget store summer.