/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg fik pludselig meget travlt

Jeg fik pludselig meget travlt

At tage Arkivlovens § 23 alvorligt

Jeg fik pludselig meget travlt

Tanken har af og til strejfet mig, hvordan jeg kunne offentliggøre data vedrørende min biologiske far men ikke vedrørende min biologiske mor. Jeg tror, jeg har tænkt, at det måtte jeg godt, idet han er død for mere end 21 år siden. Men hun er i mellemtiden også død, så det var der ingen logik i.

Pludselig kom jeg til at tænke på, at jeg selv så sent som i går citerede Statens Arkivers hjemmeside:

“Familieretslige sager indeholder oplysninger om rent private forhold og er omfattet af en tilgængelighedsfrist på 75 år.

Eksempler på familieretslige sager:

  • Adoptionssager
  • Faderskabssager”

Der var jo en faderskabssag, altså gælder fristen på 75 år. Herudover sad han i Nyborg Statsfængsel, da faderskabssagen kørte og på straffesager er der også en frist på 75 år. Så var det, jeg fik meget, meget travlt med at angive ham som “privat” i databasen og revidere det, jeg viser af min egen dåbsindtegning. For pokker da.

Nu står der:

[Arkivloven § 23. Arkivenheder, som indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, er tilgængelige, når de er 75 år gamle.] Adoptionsforældre: appreturmester Jørgen Stegemüller, født i Lyngby Sogn, Københavns Amt, 17. maj 1922 og hustru Jytte Baunsgaard Kristensen, født i Blåhøj Sogn, Vejle Amt, 7. maj 1935. Park Alle 4, Skjern. Borgerligt ægteforenede for sognefogeden i Brande: 22. oktober 1955. Navngivet den 11. december 1965 af adoptivfaderen til Skjern Sogn.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg aldrig har tænkt over det eller fulgt eventuelle tanker til dørs. Problemet vil nu være, at oplysningerne helt sikkert er brugt af mange andre. Jeg har ingen mulighed for at vide af hvem og kan derfor ikke gøre afbigt. På den anden side kan jeg ikke være ansvarlig for hvad andre eventuelt offentliggør men alene for, hvad jeg selv stiller til rådighed. Men der er ingen tvivl: det er mig, der har begået den første fejl. ØV.

Klage til Datatilsynet

Jeg har klaget til Datatilsynet over den hjemmeside, jeg fandt, hvor min biologiske mors data er vist sammen med koblingen til min biologiske far og mig. Jeg kan ikke længere tilgå siden, da jeg er smidt ud på r** og albuer, så jeg kan ikke kontrollere, om data er slettede. Ejeren ønskede vist ikke dialog med mig…

Når jeg ikke selv kan tilgå siden, kan Datatilsynet heller ikke, men der er håb om, at hjemmesideejeren svarer dem, når han ikke svarer mig.

Herudover har jeg klaget over, at data vedrørende mig selv ikke er slettede. Det er de måske nok nu, men jeg kan som nævnt ikke se det. Jeg er helt ligeglad med, at data vedrørende mig vises; det gør jeg jo også selv. Problemet er koblingen mellem mig og de biologiske forældre.

Jeg ved ikke, om Datatilsynet overhovedet orker at se på den slags, men jeg tror, de er nødsagede til det, når man studerer deres ret flotte og informationsrige hjemmeside.

Det er kun godt, vi har fået Persondataforordningen/GDPR, selvom det ind imellem giver anledning til noget besvær.

 

/i /af

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Kravene for at få midlertidig ophold i Danmark

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Mange skriver om Udlændingelovens § 7, stk. 3, som syrerne er her efter. I dag fik jeg lyst til selv at se efter, hvad der egentlig står i bestemmelsen. Hvis du (heller) ikke har styr på bestemmelsen, bringer jeg den her:

Stk. 3. I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 3 henviser til stk. 1 og 2, og de lyder:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (Konventionsflygtninge (min kommentar))

Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter stk. 1.

Udgangspunktet er altid “midlertidigt ophold”

Altså skal der helt umenneskeligt meget til bare at få et midlertidigt to-årigt ophold her i landet. Man skal risikere “dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, hvis man vender tilbage til hjemlandet. Gør man det, kan man få lov at være her i to år. Det skyldes stramningerne fra lov nr. 174, der trådte i kraft d. 1. marts 2019, som vist er det, der også betegnes “Paradigmeskiftet”. Når jeg er i tvivl, om det netop var den lov, skyldes det, at der det forår var flere nye love, der viste Danmarks ulyst til at hjælpe mennesker i nød. Om det er den ene eller den anden lov betyder i virkeligheden heller ikke så meget, for intentionen er den samme. Paradigmeskiftet var en realitet uanset nummeret på loven.

Dansk Folkeparti var mere end tilfredse, endda inden blækket var tørt, skrev dr.dk. De udtalte blandt andet “Man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt, og når man har haft midlertidigt husly, kommer man tilbage igen.”

En del af den nye lovgivning havde også det, man kan kalde “semantisk karakter”, idet ydelsen til flygtninge ikke længere skulle hedde “Integrationsydelse” men “Hjemrejseydelse”. Selvfølgelig skal tingene hænge sammen – er man her kun midlertidigt, og er hele idéen, at man skal rejse tilbage igen hurtigst muligt, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at ydelsen ikke skal hedde “Integrationsydelse”. Alle ord sender signaler. Oveni semantikken lå så det forhold, at ydelsen blev reduceret med 2.000 kr. om måneden. De mente det skam alvorligt på Christiansborg – både DF og S.

Hvad er vi (blevet) for nogen?

Mit udgangspunkt er, at ingen forlader jobs, naboer, fast ejendom, kolleger, legekammerater, klassekammerater m.fl. uden, at der er mere end tungtvejende grunde til det. Ville du fx vække dine børn midt om natten og sige til dem, at “Nu skal vi afsted mod Europa. Mor/Far og jeg har besluttet, at det er det bedste for os. Pak dine bamser.”?

Ønsker vi som nation ikke længere at hjælpe mennesker i dybeste nød? Hvordan kan vi inddrage opholdstilladelser og sende mennesker fra Syrien i udrejsecenter, fordi vi ikke har en aftale med Assads rædselsregime? Men en sådan aftale bliver vel det næste…

Mange af de mennesker, der havner i et af de rædsomme udrejsecentre, er højuddannede, eller i hvert fald med en mellemlang uddannelse som fx sygeplejerske. Danmark skriger på arbejdskraft og vil så gerne importere udenlandsk arbejdskraft. Syrerne har gjort alt for at tilpasse sig, har gjort alt for at passe ind i vores luksusfælde. Hvad sker der her? Hvorfor siger vi ikke “Ja tak” til mennesker, der vil Danmark og som har gjort en mere end enorm indsats for at få lov at blive? De kan noget, vi gerne vil have, og som vi mangler. Hvorfor skal de ikke have lov? Jeg fatter det ikke.

Hvad er vi (blevet) for nogen? I går skrev en menneskerettighedsforkæmper ved navn Rahima Abdullah blandt andet:

En mand kommer ind ad døren. Den lille pige, Rawan, løber ud til ham og spørger: ”Har Danmark sagt ja? Har Danmark sagt ja til at vi skal blive her?”.
Manden er familiens advokat. Han står der fuldstændig lammet og rørt og ved ikke, hvad han skal svare tilbage til den lille pige. For det rigtige svar er nej, familien har ikke fået lov til at blive i Danmark. Men hvordan kan advokaten forklare det til den lille pige på 10 år, hvor det eneste hun forstår er, at Danmark er hendes hjem?
Jeg ved ikke, om det rører ved dine følelser, men det rører ved mine. Og jeg kan forstå, at den 19. november er livet i det sædvanlige Danmark slut for familiens vedkommende. Herefter venter et ukendt antal år i et udrejsecenter. Formålet er at få dem til fluks at rejse retur til Assad men helt ærligt: ville du selv gøre det?

Hvem underskrev Flygtningekonventionen i 1951?

Nuvel 1951 er 70 år siden, og konventionsflygtninges status blev beskrevet på bagkanten af en frygtelig, frygtelig anden verdenskrig med millioner af døde, uskyldige mennesker. Min far var jøde. Dem mistede vi seks millioner af i koncentrationslejrene. Han var født i 1922 og blev mirakuløst ikke forfulgt og rejste ikke til Sverige, hvilket sikkert havde været det mest fornuftige.

Som jeg husker at have læst det, men det kan være forkert, var det Poul Hartling, der underskrev Flygtningekonventionen i 1951 på Danmarks vegne. På det tidspunkt anerkendte man altså, uanset hvem der skrev under, at mennesker kan være i en så forfærdelig situation, at de må forlade alt kendt, og det er det, der er en reminiscens af i den nuværende Udlændingelovs § 7, stk. 1. Jeg vil være polemisk og sige at havde Inger Støjberg fået sin vilje og kunnet gå til kanten af samtlige konventioner, havde vi såmænd nok også meldt os ud af Flygtningekonventionen.

Hartling, eller en hvilken som helst anden underskriver, har imidlertid min dybeste sympati. De værdier, der lå i fyldepennen, har vi fortsat behov for. Der er fortsat behov for, at nogen forstår, at det ikke er for sjov, man forlader alt, man kender, og som vist om § 7, stk. 2 og stk. 3, skal man nærmest forvente dødsstraf eller noget en anelse mindre omfattende for at få bare et midlertidigt ophold her.

Hvor er den kristne næstekærlighed blevet af? Er det noget, vi bare fortæller om i de mindste klasser? Eller gør man slet ikke det mere?

/4 Kommentarer/i /af

Journaliseringspligten og minkkommissionen

Journaliseringspligten og minkkommissionen

En personlig vendetta?

Journaliseringspligten og minkkommissionen

Det kan sagtens være, statsministeren ikke burde have auto-slettet nogle/en bunke SMS’er, det er sikkert vældig sandsynligt, men hendes forklaring er, at hun er blevet rådgivet til det af Statsministeriet, og det skulle angiveligt være sket af sikkerhedshensyn.

Måske burde hun have vidst bedre, men man kan altså ikke klandre en minister for at følge de råd, vedkommende får fra sit ministerium. Så er det vel nærmere ministeriet og embedsværket, der bør klandres? Ministeren skal drive politik. Embedsværket skal stå for fortolkningen og forvaltningen af landets lovgivning.

Selv et ærværdigt blad som Berlingske deltager i det, der allermest ligner en vendetta mod statsministeren. Jeg bryder mig ikke om det. Det er en af mange grunde til, at jeg ikke fornyer abonnementet, når det udløber.

Granskningskommissionen som de fleste kalder minkkommissionen

Kommission-det-ene-eller-det-andet er nedsat for at undersøge, hvad der er foregået, og det er den rigtige fremgangsmåde. Sådan skal det foregå i en retsstat. Er der foregået noget ulovligt, skal det frem i lyset, og der må naturligvis drages konsekvenser. “Ordet på bordet.” Diverse dagblade, andre medier og folkeviddet har imidlertid allerede “dømt” Mette Frederiksen, og det er forkert.

Det er også forkert, at kommissionens arbejde og konklusioner foruddiskonteres. Det er for længst fastslået af dagblade, andre medier og folkeviddet, at der ikke var hjemmel til aflivningen af dyrene. Jamen det er jo det, kommissionen skal undersøge. Skulle vi nu ikke lade den gøre sit arbejde færdigt og komme med sine konklusioner, før vi selv drager vores konklusioner?

Blodrus og endnu en rigsret?

Politikere både til højre og til venstre for statsministeren ævler løs om, at der må etableres en rigsret. For den ene side af tinget kan det også fint fjerne fokus fra den allerede verserende rigsretssag.

Øv. Det er en ulækker blodrus. Men selvfølgelig skal jeg se aftenens pressemøde kl. 20:00.