Sagen Naser Khader og så retssikkerheden

Nu bliver jeg blacklistet og “unfriended”…

Men det er der så ikke noget at gøre ved

Syv stærke, seje og modige kvinder er stået frem og har fortalt om de vildt ulækre overgreb, den såkaldte “Præmie-perker” har begået mod dem. Overgrebene er gamle og er først nu afdækket af enormt dygtige journalister hos DR.

Kvinderne kender ikke hinanden og har som følge deraf naturligvis fortalt deres historier uafhængigt af hinanden. Men historierne er forbløffende ens. Der er derfor ingen som helst grund til ikke at tro de syv kvinder, der fx alle har oplevet, hvordan Khader pressede deres ansigter ned i sit skød til et erigeret lem. Fy for helvede siger jeg bare!

Jeg kender noget lignende

Gennem seks år var jeg dagligt udsat for noget lignende. Efter min fars død i 1972 giftede min mor sig i 1974 med en pædofil mand. Vi kalder ham for nemheds skyld psykopaten. Overgrebene stod på fra 1974 frem til 1. august 1980, hvor jeg flyttede som 16-årig. De var således også ældgamle, da jeg begyndte at tale om dem. Til hvem og hvornår husker jeg ikke. Overgrebene fandt ofte sted fem meter fra deres fælles soveværelse, og min mor bekræftede, efter 22 års permanent adskillelse, i 2003, hvor jeg var 40 år, at hun kendte til overgrebene.

Dette er i og for sig fuldkommen ligegyldigt i relation til #MeToo og Naser Khader. Jeg fortæller det udelukkende for at “bevise”, at jeg forstår de syv kvinder til fulde, og at jeg selvfølgelig tror dem. Hvorfor skulle jeg ikke det, og hvorfor skulle de lyve?

Mange andre kvinder stiller sig tvivlende, og tror ikke de syv, eftersom de ikke gik til politiet, da overgrebene fandt sted og har nu startet en grim hetz. De har herved udstillet, at de ikke ved noget som helst om seksuelle overgreb.

Naser Khader har også krav på retssikkerhed

Uanset hvor ulækkert Khader har opført sig, uanset hvor gamle sagerne er, uanset næsten hvilket argument, der kan fremføres, har manden krav på almindelig retssikkerhed og at det er politiet, anklagemyndigheden og domstolene, der behandler sagen – ikke folkedomstolene på Facebook og andre sociale medier. Anklageskriftet skal skrives af anklagemyndigheden og ikke af tilfældige sammensværgelser på internettet.

Her i landet er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, det kaldes også uskyldsformodningen. Den nævnes både i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, den står dog ikke eksplicit i hverken retsplejeloven eller straffeloven. Yderligere fremgår princippet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) Artikel 6, stk. 2.

Herudover: I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (princippet kaldes: In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en lovparagraf, men der er ingen tvivl om, at den gælder alligevel..

Endelig har man ubetinget krav på en forsvarer.

Jeg holder meget af POV International, men jeg holder ikke af en analyse som Bjarke Larsens. Han dømmer Khader og udstiller ham som en færdig mand i dansk politik – det har han utvivlsomt ret i, at han er, men det er ikke hans opgave at fælde den dom. Lige præcis det hjørne af sagen må Søren Pape og advokatundersøgelsen sørge for.

Uanset hvor meget jeg hadede psykopaten, ville også han have haft krav på uskyldsformodning, In dubio pro reo og en forsvarer, hvis jeg var gået til politiet! Det, der kan ærgre mig, er, at jeg ikke gjorde det, men det er en helt anden sag. Manden døde ensom død for en del år siden, og det gør  slet ikke noget.

Jeg håber at have sat tingene i perspektiv. Det var i hvert fald intentionen.

 

,

Aktivisme eller demokrati i krise?

Aktivisme eller demokrati i krise?

Hvordan bliver befolkningen hørt?

Jeg så lige i TV Avisen 18:30, at man i Frankrig er meget bekymret over, at det kun er ca. 13 pct. af førstegangsvælgerne, der går til stemmeurnerne i dag, hvor man holder anden valgrunde. De unge er i stedet aktive aktivister på de sociale medier og ved forskellige udendørs begivenheder som fx Gay Pride og de store klimademonstrationer. Politikere fra det yderste højre (Le Pen) til det yderste venstre, opfordrer stærkt de unge til at benytte sig af deres demokratiske rettighed og siger, at der kun er én måde at blive hørt, og det er ved at gå til stemmeurnerne. Men de går alligevel ikke derhen. Og jeg forstår dem godt!

Frankrig contra Danmark

Jeg ved ikke, om debatterne om væsentlige, aktuelle emner foregår på samme måde i Frankrig som i Danmark, og om det er det, der holder de unge væk, men herhjemme er der i hvert fald et eller andet galt.

Tag fx. debatten om de aktuelle udlændingepolitiske stramninger, der er led i ‘Paradigmeskiftet’ fra februar 2019, der flyttede fokus fra integration til hjemsendelser (hvad så end et ‘hjem’ er?) og har det klare udgangspunkt, at opholdstilladelser er midlertidige:

De store landsdækkende medier interesserer sig ikke for debatten, de viser aldrig noget fra demonstrationerne, spidder aldrig politikerne, men viser hellere statsministeren i fodboldtrøje. De 30-35.000 danskere, der ikke mener, at den aktuelle kurs er rigtig, har kun én mulighed, og det er at samle sig i grupper på de sociale medier. Det reklamefinansierede Facebook bliver stedet, man kan være med til at debattere, udtrykke sine holdninger, blive klogere og engang imellem måske gøre de øvrige lidt klogere, hvis debatten lige rammer noget, man ved noget om.

Borgere der IKKE støtter regeringens udlændingepolitik

Jeg havde ellers bestemt mig for ikke at deltage i disse aktivist-grupper på Facebook, fordi sagens kerne går ind i kernen af mit hjerte, men alligevel er jeg havnet i denne gruppe, der nu har 33.400 medlemmer, og som er kendetegnet ved, at debatten for det meste foregår på et højt niveau og har fokus på fremskaffelse af fakta. Det er lige noget for mig.

Der sidder mennesker med styr på udlændingeloven, ombudsmandsudtalelser, kommunal praksis, erfaring fra udrejsecentre, Ellebæk (en slags fængsel for afviste asylansøgere) osv.

I gruppens “Filer” er samlet et væld af relevante dokumenter og strateginotater, som man har behov for, når man skal argumentere og holde fokus på fakta. Der er alt for mange etniske danskere, der argumenterer ud fra dogmer og opdigtede fornemmelser. Hvis man vil nå igennem og dele viden, skal man selv være vidende om, hvad der foregår. Man er nødt til at sætte sig ind i tingene og prøve at blive klogere end dem.

I dag fandt jeg fx  en 35-siders Ombudsmandsudtalelse, der viser, at dansk praksis er, at anbragte børn og unge (både frivilligt og med tvang), der kun kender til Danmark og dansk kultur, fordi de aldrig nogensinde har været i forældrenes hjemland, eller endsige boet sammen med forældrene, fordi de i stedet har haft den danske stat som primær ‘omsorgsperson’ qua en døgninstitution, udsendes sammen med forældrene, hvis disse udsendes. Der er ikke tale om mange sager årligt, men der ligger en menneskeskæbne bag hver eneste. Jeg kom ikke igennem alle 35 sider fra Ombudsmanden, men jeg forstod budskabet, der får mig til at gøre ‘reklame’ for et borgerforslag om ‘Ret til dansk statsborgerskab for anbragte børn opvokset i Danmark‘ fra 19. marts i år, som har fået alt for lidt opmærksomhed, og derfor nu kun har 1.420 underskrifter. Indtil videre står forslaget til at lide en krank skæbne ved udløb den 15. september i år. Der er langt endnu til 50.000. Men aldrig give op!

Jo – det er demokrati i krise

Det er udtryk for et demokrati i krise, når borgerne er nødt til at forsamle sig på Facebook for at debattere og blive klogere på fakta. Diskussionerne i gruppen, og opsamlingen af viden og strategi, burde ikke foregå på et privat, reklamefinansieret medie men på de statslige TV-kanaler med mikrofonerne rettet mod toneangivende politikere som Tesfaye, Stoklund og Frederiksen. Og det vel at mærke uden at journalisterne bare optræder som mikrofonholdere men forstår at stille dybdeborende spørgsmål.

Vi må prøve at forstå: en artikel fra Zetland

Vi må prøve at forstå: en artikel fra Zetland

I Danmark har vi det godt

I Danmark har vi det fremragende! Og det gælder uanset, om vi er fysisk syge eller psykisk syge. Selv er jeg ikke gået igennem tilværelsen uden de mærkeligste ar på kroppen. Jeg kan skrive under på, at har man hjælp-behov, får man også hjælpen! Altså som hovedregel. Jeg ved, at det gælder etnisk danske og jeg håber og tror, at det også gælder unge/gamle med etnicitetsbaggrund. Og egl. er det noget bavl at skrive “etnicitetsbaggrund”, for en sådan har vi jo alle, jeg er jo etnisk dansker – den ser bare forskellig ud.

De studenter, der bringer ud nu med roser i hånd, ser vi bare alle vegne, og dem er der også en særlig grund til at ønske tillykke. Jeg siger “Tillykke student” til enhver af dem, måske endda to gange. Også selv om dette måtte være forældet. Men jeg er så et mosefund, hvilket jeg har det fremragende med. De fortjener det bare. De er måske vandret herop ad en motorvej i 2015 – og nu springer de ud som studenter! Det er stort. Danmark har brug for dem. Vi har brug for unge med intellektuelle ressourcer, da vi ikke selv er et videnssamfund, men et produktionssamfund, der bare ikke producerer specielt meget.

Hvis de er gået hele vejen herop, efter at have taget den farefulde over Middelhavet, hvor de måske har mistet 1-2-3 familiemedlemmer, så kan jeg ikke andet andet end at lykønske dem. Min lille stemme uden de mange emojis trænger ikke langt igennem. Det ved jeg godt; men jeg prøver alligevel, for sådan er jeg.

Det er ikke bare let at være i Danmark

Jeg læste i formiddag en fremragende artikel fra Zetland.dk, den kan også bare lyttes til, og den skal du også læse/lytte til, hvis du ikke allerede kender den. Den drejer sig om, hvad der skete, da S blødte stemmer til DF. Hvad gjorde de rent faktisk ved det?

Jow de gjorde en masse, for det var de nødt til. De nedsatte fokusgrupper for at finde ud af, hvad DF’erne var for nogle – hvad var det helt konkret, der fik S’erne til i stedet at stemme DF? Hvad er DF’erne for nogle mennesker: Hvordan tænker de? Hvordan får vi dem tilbage til truget? Og kan vi ikke få dem tilbage til truget, kan vi så i stedet indrette vores egen politik, så den passer bedre til DF’s? Det korte svar er at: “Ja det kan vi!” Se bare på udlændingepolitikken. S’s udlændingepolitik passer så smukt med DF’s udlændingepolitik. Det er bare et spørgsmål om at vente. Jeg synes, det er grimt, for jeg kan også læse Udlændingelovens § 7 stk. 1 – 3. Hvad er det, de mennesker skal vente på, alt imens de har deres midlertidige ophold? Skal de vente på en mindre skånselsløs tortur i Damaskus? Eller hvad går det hele ud på?

Som jurist savner jeg svar! Som Asperger savner jeg svar.

 

,

Danmarks beslutning om de syriske flygtninge

Danmarks beslutning om de syriske flygtninge

Læs dette – også selv om det er langt

Dette link – også selv om det er langt – fortjener at blive læst: her er det: det kommer fra https://syacd.org/danmarks-beslutning-om-syriske-flygtninge-i-strid-med-echr-european-convention-of-human-rights-eus-vurdering-og-unhcrs-minimumskrav/?unapproved=497&moderation-hash=cdd7d9fe3af85d8de87808ddfdf28730&fbclid=IwAR0v74RvoA-67uPlf0z6O_A_FOZfaTS9A70b9uov3yfIb8cKW_2O3S1oMrg#comment-497

Danmarks beslutning om de syriske flygtningeJeg håber, jeg linker korrekt til siden, der kommer fra Syrian Association for Citizens Diginity. Og det er vigtigt! I skrivelsen redegør organisationen overfor minister Tesfaye og den samlede regering for, hvorfor der ikke er sikkert i Syrien, nærmere betegnet Damaskus og tilgrænsende områder. De stiller den danske regering til måls med de midler, den selv har stillet til rådighed. De gør regeringen til skydeskive for dens egne midler. De fortæller om, hvilke konsekvenser det har, at man som nation har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og det er (sgu) ikke gratis.

Det er f”’king godt gået. Jeg ville nødig være i ministerens sko efter en sådan skrivelse. For hvad pokker skal embedsmændene svare? De er sat skak mat efter tre til fire A4-sider. Og husk: det er ikke ministeren selv, der sidder med fyldepennen i blækhuset! Det har han folk til, og de folk er ansat til at skrive om og skrive om igen, lige til han er tilfreds. Jeg har selv deltaget i et lignende game i 23 år. Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg taler om. Området var et andet, men gamet var det samme. Det handler alt sammen om at gøre ministeren glad. Kan man det, er man en god embedsmand/-kvinde.

Danmarks beslutning om syriske flygtninge i strid med ECHR (European Convention of Human Rights), EU’s vurdering og UNHCRs minimumskrav

Det er overskriften. Scenen er sat. Herefter lyder det – kopi fra deres hjemmeside med deres konklusioner:

Danmarks beslutning om at trække sin støtte til syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen er i direkte konflikt med EU-Kommissionens officielle position og strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, såvel som UNHCR’s minimumskrav for beskyttelse af flygtninge. I en direkte udveksling med SACD (Syrian Association for Citizen’s Dignity) har den danske udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, ikke været i stand til på tilstrækkeligt grundlag at retfærdiggøre denne beslutning eller besvare nogle af de nøglespørgsmål som har placeret Danmark blandt de lande der udøver pres på syriske flygtninge for at vende tilbage til en usikker, og potentielt livsfarlig situation i Assad-dominerede områder af Syrien. I stedet overvejer de danske myndigheder, ifølge vores informationer, at udvide sin vurdering af at ”sikkerhedssituationen er betragteligt forbedret og muliggør tilbagevenden,” som blev anvendt til at nægte beskyttelse til syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen, til også at omfatte områder i Hasakeh og Aleppo.

Der er ikke sikkert i Syrien. Det er hovedkonklusionen fra SACD. Her i landet er det kun regeringen og nogle få tidehvervske støtter fra Krarup-fløjen, der kan få den (absurde) idé, at der er sikkert i Syrien. At sende veluddannede mennesker, velintegrerede, ja nærmest assimilerede, folk, tilbage til Assad-regimet er at sende mennesker tilbage til tortur, ødelæggelse og usikre tilværelser. Hvordan kan Stoklund, Tesfaye og Frederiksen få den idé? Jeg begriber det ikke. Vi sender dem i “udrejsecenter”, og dem, der følger efter, opbevarer vi gerne i Rwanda eller lignende, så vi er helt sikre på ikke at møde dem i Brugsen eller Føtex. Fy for pokker! Hvad er det, der sker her i landet? Hvordan kan en regering og folk udpeget af Mette Frederiksen, som jeg engang havde noget tilovers for, få de absurde idéer alene af angst for at miste stemmer til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Jeg forstår det ikke. Eller måske rettere: Jeg forstår ikke dem, der stemmer på S og lignende partier. Mette F. er klar nok. Hun vil jo bare have magt, og så er den ikke længere. Magt er en vældig faktor, når vi taler politik og mange andre ting.

Der er noget galt

Jeg er så gammel, at jeg siger “Tillykke student” når jeg møder en student i toget. Har de en anden nationalitet end dansk, har jeg lyst at sige det to gange. De har kæmpet dobbelt så hårdt! Først har de gået herop ad landevejen efter at være sejlet/roet over Middelhavet i 2015/16, og så har de taget måske en 10 klasse, sammen med et danskkursus eller to, og herefter en studentereksamen. En del af sidstnævnte er foregået i Coronatiden! Det er 38 år… siden, jeg blev student fra kursus, for jeg havde ikke tid at bruge tre år, så jeg tog den på to år, men jeg husker udmærket glæden over, at det var lykkedes og beruselsen over, at jeg nu rent faktisk var student, den første i familien – men også usikkerheden over “hvad så?” Jeg kunne alt med mit snit. Skulle det være jura, medicin eller noget helt tredje? Jeg vidste det virkelig ikke, så jeg stablede kartofler i Irma på Søborg Hovedgade et år og/eller tastede girogkuponer på Postgirokontoret om natten, mens jeg tænkte mig om. De unge, jeg læser om nu, ved hvad de vil, de er parate til at søge ind på medicin, for det er det, de vil. Det er flot og Danmark har brug for dem! Vi mangler læger, jordemødre og sygeplejersker. Og sikkert også mange andre. Pudsigt nok viser bl.a. Kraka undersøgelse, at de unge med anden etnisk oprindelse ikke bruger tid på sabbatår (vi kunne også kalde det fjumreår). De går i gang med det “rigtige” studie med det samme.

Hvorfor skal de sidde og rådne op i et udrejsecenter? Hvornår lærer politikerne at forstå, at vi har brug for dygtige, ambitiøse unge mennesker som dem fra Syrien? Hvor svært kan det være? Jeg forstår ikke, hvad der sker her i landet. Jeg har ikke mulighed for at gå til de store demonstrationer mv. Men jeg har mine ord. Og dem har jeg tænkt at forvalte efter bedste evne!