/4 Kommentarer/i /af

Journaliseringspligten og minkkommissionen

Journaliseringspligten og minkkommissionen

En personlig vendetta?

Journaliseringspligten og minkkommissionen

Det kan sagtens være, statsministeren ikke burde have auto-slettet nogle/en bunke SMS’er, det er sikkert vældig sandsynligt, men hendes forklaring er, at hun er blevet rådgivet til det af Statsministeriet, og det skulle angiveligt være sket af sikkerhedshensyn.

Måske burde hun have vidst bedre, men man kan altså ikke klandre en minister for at følge de råd, vedkommende får fra sit ministerium. Så er det vel nærmere ministeriet og embedsværket, der bør klandres? Ministeren skal drive politik. Embedsværket skal stå for fortolkningen og forvaltningen af landets lovgivning.

Selv et ærværdigt blad som Berlingske deltager i det, der allermest ligner en vendetta mod statsministeren. Jeg bryder mig ikke om det. Det er en af mange grunde til, at jeg ikke fornyer abonnementet, når det udløber.

Granskningskommissionen som de fleste kalder minkkommissionen

Kommission-det-ene-eller-det-andet er nedsat for at undersøge, hvad der er foregået, og det er den rigtige fremgangsmåde. Sådan skal det foregå i en retsstat. Er der foregået noget ulovligt, skal det frem i lyset, og der må naturligvis drages konsekvenser. “Ordet på bordet.” Diverse dagblade, andre medier og folkeviddet har imidlertid allerede “dømt” Mette Frederiksen, og det er forkert.

Det er også forkert, at kommissionens arbejde og konklusioner foruddiskonteres. Det er for længst fastslået af dagblade, andre medier og folkeviddet, at der ikke var hjemmel til aflivningen af dyrene. Jamen det er jo det, kommissionen skal undersøge. Skulle vi nu ikke lade den gøre sit arbejde færdigt og komme med sine konklusioner, før vi selv drager vores konklusioner?

Blodrus og endnu en rigsret?

Politikere både til højre og til venstre for statsministeren ævler løs om, at der må etableres en rigsret. For den ene side af tinget kan det også fint fjerne fokus fra den allerede verserende rigsretssag.

Øv. Det er en ulækker blodrus. Men selvfølgelig skal jeg se aftenens pressemøde kl. 20:00.

/2 Kommentarer/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Efter fem måneder skete det

3 kvinder med 14 børn er fløjet hjem til Danmark. Det er fem måneder siden, regeringen blev presset af støttepartierne til at ændre holdning og pludselig gerne ville sørge for at hente børn og kvinder hjem til Danmark. Forud for det var man parat til at hente børnene men ikke kvinderne. Du finder en post fra 19. maj i år om samme emne her.

I aftes kom det frem, at kvinderne og børnene er sat på amerikanske militærfly og via omveje flyver til Danmark. Med på flyet er også kvinder og børn, der skal til Tyskland.

De rejste for syv år siden til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. De seneste år har de tilbragt i fangelejren Al Roj i Syrien, eftersom Kalifatet heldigvis bukkede under i 2019.

Både kvinderne og børnene (som der godt nok er mange af) er danske statsborgere.

Retsfølelsen – hvad er op og ned?

Den Danske Ordbog skriver om “Retsfølelse”: “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er“. Det må siges at være en noget kortfattet – omend korrekt – definition på ordet. Retsfølelse er så meget mere.

Flere politikere lavede i aftes opslag på Facebook om, hvor glade de var for, at det endelig, endelig er lykkedes at hente disse mennesker hjem til Danmark. Og Danmark er altså deres hjemland.

Jeg deltog lidt on and off i debatterne. Jeg skrev blandt andet:

Ja de mennesker er jo altså danske statsborgere, så det kan ikke være anderledes, uanset om hr. og fru Danmark bryder sig om det eller ej.
Kvinderne er allerede sigtede efter terrorbestemmelserne og varetægtsfængslede in absentia, så når de lander på dansk jord, skal de stilles for en dommer inden for 24 timer.
Har de gjort noget, der er strafbart efter dansk ret, vil de blive straffede af danske domstole, og det skal de selvfølgelig også.
Jeg håber, der findes muligheder for at finde gode og varige løsninger for børnene, der kun har haft deres mødre som primære omsorgspersoner i årevis.
Det kan ikke være sandt, de skal betale den højeste pris.
*Note*: Hvis du har kommentarer, er du velkommen, men man kan ikke debattere via små figurer, så dem gider jeg ikke have. Du kan sende nogle ord, og så vil du i de fleste tilfælde få et svar. Du får ikke et svar, hvis du bare sviner mig til.
En eller anden fra Dansk Folkeparti skrev, og han er at finde på Christiansborg, jeg kan bare ikke finde kommentaren igen, at det var jo bare ærgerligt for både kvinder og børn, for når de frivilligt var rejst derned, kunne de bare blive der. Så ved man ikke meget om folkeret og internationale konventioner. Er det virkelig tilladt at have den slags dumhed på “borgen”?  Ja – det er det. Sådan er det i et demokrati. Jeg ved det godt.
Uha hvor er der mange, der får deres retsfølelse krænket af denne evakuering. Heldigvis er der nogle få, der får styrket deres retsfølelse ved bevidstheden om, at de pæredanske kvinder retsforfølges af en dansk domstol med danske dommere efter dansk ret. Kvinderne er jo allerede varetægtsfængslede in absentia og stilles straks for en dommer. Og det er allerede sket jf. næste afsnit.

Socialstyrelsen skriver i en pressemeddelelse blandt andet i dag:

“De tre mødre blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed og om indrejse og ophold i et konfliktområde.

Børnene står i en svær situation på grund af deres forældres valg. De skal have den hjælp og støtte, de har brug for – tilpasset det enkelte barns behov. Som i andre konkrete sager og af hensyn til børnene vil der ikke blive orienteret om børnenes tilstand, ligesom der ikke vil blive givet løbende statusmeldinger vedrørende børnenes tilstand og udvikling.”

Pressemeddelelsen kan i sin helhed læses her.

Kvinderne er sigtede efter straffelovens §§ 114 e og 114 j. Begge bestemmelser kan give op til otte års fængsel. Det er altså alvor.

Det dobbelte statsborgerskab

En af kvinderne har dobbelt statsborgerskab, idet hun også er statsborger i et østeuropæisk land.

Følgende er pudsigt: I debatten på Facebook er der flere, der måske har erkendt, at to af kvinderne har vi forpligtelser overfor, men den tredje kunne vi vi det mindste være sluppet for, da vi kunne have afskibet hende til det andet land.

Det er som om folk tænker på mennesker som genstande, der kan skubbes rundt i verden. Hver enkelt, vi kan slippe for, tæller i den positive statistik. Jeg forstår det ikke.

Du finder andre poster om politik og/eller jura her (åbner i nyt vindue).

/i /af

Sagen Naser Khader og så retssikkerheden

Nu bliver jeg blacklistet og “unfriended”…

Men det er der så ikke noget at gøre ved

Syv stærke, seje og modige kvinder er stået frem og har fortalt om de vildt ulækre overgreb, den såkaldte “Præmie-perker” har begået mod dem. Overgrebene er gamle og er først nu afdækket af enormt dygtige journalister hos DR.

Kvinderne kender ikke hinanden og har som følge deraf naturligvis fortalt deres historier uafhængigt af hinanden. Men historierne er forbløffende ens. Der er derfor ingen som helst grund til ikke at tro de syv kvinder, der fx alle har oplevet, hvordan Khader pressede deres ansigter ned i sit skød til et erigeret lem. Fy for helvede siger jeg bare!

Jeg kender noget lignende

Gennem seks år var jeg dagligt udsat for noget lignende. Efter min fars død i 1972 giftede min mor sig i 1974 med en pædofil mand. Vi kalder ham for nemheds skyld psykopaten. Overgrebene stod på fra 1974 frem til 1. august 1980, hvor jeg flyttede som 16-årig. De var således også ældgamle, da jeg begyndte at tale om dem. Til hvem og hvornår husker jeg ikke. Overgrebene fandt ofte sted fem meter fra deres fælles soveværelse, og min mor bekræftede, efter 22 års permanent adskillelse, i 2003, hvor jeg var 40 år, at hun kendte til overgrebene.

Dette er i og for sig fuldkommen ligegyldigt i relation til #MeToo og Naser Khader. Jeg fortæller det udelukkende for at “bevise”, at jeg forstår de syv kvinder til fulde, og at jeg selvfølgelig tror dem. Hvorfor skulle jeg ikke det, og hvorfor skulle de lyve?

Mange andre kvinder stiller sig tvivlende, og tror ikke de syv, eftersom de ikke gik til politiet, da overgrebene fandt sted og har nu startet en grim hetz. De har herved udstillet, at de ikke ved noget som helst om seksuelle overgreb.

Naser Khader har også krav på retssikkerhed

Uanset hvor ulækkert Khader har opført sig, uanset hvor gamle sagerne er, uanset næsten hvilket argument, der kan fremføres, har manden krav på almindelig retssikkerhed og at det er politiet, anklagemyndigheden og domstolene, der behandler sagen – ikke folkedomstolene på Facebook og andre sociale medier. Anklageskriftet skal skrives af anklagemyndigheden og ikke af tilfældige sammensværgelser på internettet.

Her i landet er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, det kaldes også uskyldsformodningen. Den nævnes både i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, den står dog ikke eksplicit i hverken retsplejeloven eller straffeloven. Yderligere fremgår princippet af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) Artikel 6, stk. 2.

Herudover: I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (princippet kaldes: In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en lovparagraf, men der er ingen tvivl om, at den gælder alligevel..

Endelig har man ubetinget krav på en forsvarer.

Jeg holder meget af POV International, men jeg holder ikke af en analyse som Bjarke Larsens. Han dømmer Khader og udstiller ham som en færdig mand i dansk politik – det har han utvivlsomt ret i, at han er, men det er ikke hans opgave at fælde den dom. Lige præcis det hjørne af sagen må Søren Pape og advokatundersøgelsen sørge for.

Uanset hvor meget jeg hadede psykopaten, ville også han have haft krav på uskyldsformodning, In dubio pro reo og en forsvarer, hvis jeg var gået til politiet! Det, der kan ærgre mig, er, at jeg ikke gjorde det, men det er en helt anden sag. Manden døde ensom død for en del år siden, og det gør  slet ikke noget.

Jeg håber at have sat tingene i perspektiv. Det var i hvert fald intentionen.

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Aktivisme eller demokrati i krise?

Aktivisme eller demokrati i krise?

Hvordan bliver befolkningen hørt?

Jeg så lige i TV Avisen 18:30, at man i Frankrig er meget bekymret over, at det kun er ca. 13 pct. af førstegangsvælgerne, der går til stemmeurnerne i dag, hvor man holder anden valgrunde. De unge er i stedet aktive aktivister på de sociale medier og ved forskellige udendørs begivenheder som fx Gay Pride og de store klimademonstrationer. Politikere fra det yderste højre (Le Pen) til det yderste venstre, opfordrer stærkt de unge til at benytte sig af deres demokratiske rettighed og siger, at der kun er én måde at blive hørt, og det er ved at gå til stemmeurnerne. Men de går alligevel ikke derhen. Og jeg forstår dem godt!

Frankrig contra Danmark

Jeg ved ikke, om debatterne om væsentlige, aktuelle emner foregår på samme måde i Frankrig som i Danmark, og om det er det, der holder de unge væk, men herhjemme er der i hvert fald et eller andet galt.

Tag fx. debatten om de aktuelle udlændingepolitiske stramninger, der er led i ‘Paradigmeskiftet’ fra februar 2019, der flyttede fokus fra integration til hjemsendelser (hvad så end et ‘hjem’ er?) og har det klare udgangspunkt, at opholdstilladelser er midlertidige:

De store landsdækkende medier interesserer sig ikke for debatten, de viser aldrig noget fra demonstrationerne, spidder aldrig politikerne, men viser hellere statsministeren i fodboldtrøje. De 30-35.000 danskere, der ikke mener, at den aktuelle kurs er rigtig, har kun én mulighed, og det er at samle sig i grupper på de sociale medier. Det reklamefinansierede Facebook bliver stedet, man kan være med til at debattere, udtrykke sine holdninger, blive klogere og engang imellem måske gøre de øvrige lidt klogere, hvis debatten lige rammer noget, man ved noget om.

Borgere der IKKE støtter regeringens udlændingepolitik

Jeg havde ellers bestemt mig for ikke at deltage i disse aktivist-grupper på Facebook, fordi sagens kerne går ind i kernen af mit hjerte, men alligevel er jeg havnet i denne gruppe, der nu har 33.400 medlemmer, og som er kendetegnet ved, at debatten for det meste foregår på et højt niveau og har fokus på fremskaffelse af fakta. Det er lige noget for mig.

Der sidder mennesker med styr på udlændingeloven, ombudsmandsudtalelser, kommunal praksis, erfaring fra udrejsecentre, Ellebæk (en slags fængsel for afviste asylansøgere) osv.

I gruppens “Filer” er samlet et væld af relevante dokumenter og strateginotater, som man har behov for, når man skal argumentere og holde fokus på fakta. Der er alt for mange etniske danskere, der argumenterer ud fra dogmer og opdigtede fornemmelser. Hvis man vil nå igennem og dele viden, skal man selv være vidende om, hvad der foregår. Man er nødt til at sætte sig ind i tingene og prøve at blive klogere end dem.

I dag fandt jeg fx  en 35-siders Ombudsmandsudtalelse, der viser, at dansk praksis er, at anbragte børn og unge (både frivilligt og med tvang), der kun kender til Danmark og dansk kultur, fordi de aldrig nogensinde har været i forældrenes hjemland, eller endsige boet sammen med forældrene, fordi de i stedet har haft den danske stat som primær ‘omsorgsperson’ qua en døgninstitution, udsendes sammen med forældrene, hvis disse udsendes. Der er ikke tale om mange sager årligt, men der ligger en menneskeskæbne bag hver eneste. Jeg kom ikke igennem alle 35 sider fra Ombudsmanden, men jeg forstod budskabet, der får mig til at gøre ‘reklame’ for et borgerforslag om ‘Ret til dansk statsborgerskab for anbragte børn opvokset i Danmark‘ fra 19. marts i år, som har fået alt for lidt opmærksomhed, og derfor nu kun har 1.420 underskrifter. Indtil videre står forslaget til at lide en krank skæbne ved udløb den 15. september i år. Der er langt endnu til 50.000. Men aldrig give op!

Jo – det er demokrati i krise

Det er udtryk for et demokrati i krise, når borgerne er nødt til at forsamle sig på Facebook for at debattere og blive klogere på fakta. Diskussionerne i gruppen, og opsamlingen af viden og strategi, burde ikke foregå på et privat, reklamefinansieret medie men på de statslige TV-kanaler med mikrofonerne rettet mod toneangivende politikere som Tesfaye, Stoklund og Frederiksen. Og det vel at mærke uden at journalisterne bare optræder som mikrofonholdere men forstår at stille dybdeborende spørgsmål.