/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg fik pludselig meget travlt

Jeg fik pludselig meget travlt

At tage Arkivlovens § 23 alvorligt

Jeg fik pludselig meget travlt

Tanken har af og til strejfet mig, hvordan jeg kunne offentliggøre data vedrørende min biologiske far men ikke vedrørende min biologiske mor. Jeg tror, jeg har tænkt, at det måtte jeg godt, idet han er død for mere end 21 år siden. Men hun er i mellemtiden også død, så det var der ingen logik i.

Pludselig kom jeg til at tænke på, at jeg selv så sent som i går citerede Statens Arkivers hjemmeside:

“Familieretslige sager indeholder oplysninger om rent private forhold og er omfattet af en tilgængelighedsfrist på 75 år.

Eksempler på familieretslige sager:

  • Adoptionssager
  • Faderskabssager”

Der var jo en faderskabssag, altså gælder fristen på 75 år. Herudover sad han i Nyborg Statsfængsel, da faderskabssagen kørte og på straffesager er der også en frist på 75 år. Så var det, jeg fik meget, meget travlt med at angive ham som “privat” i databasen og revidere det, jeg viser af min egen dåbsindtegning. For pokker da.

Nu står der:

[Arkivloven § 23. Arkivenheder, som indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, er tilgængelige, når de er 75 år gamle.] Adoptionsforældre: appreturmester Jørgen Stegemüller, født i Lyngby Sogn, Københavns Amt, 17. maj 1922 og hustru Jytte Baunsgaard Kristensen, født i Blåhøj Sogn, Vejle Amt, 7. maj 1935. Park Alle 4, Skjern. Borgerligt ægteforenede for sognefogeden i Brande: 22. oktober 1955. Navngivet den 11. december 1965 af adoptivfaderen til Skjern Sogn.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg aldrig har tænkt over det eller fulgt eventuelle tanker til dørs. Problemet vil nu være, at oplysningerne helt sikkert er brugt af mange andre. Jeg har ingen mulighed for at vide af hvem og kan derfor ikke gøre afbigt. På den anden side kan jeg ikke være ansvarlig for hvad andre eventuelt offentliggør men alene for, hvad jeg selv stiller til rådighed. Men der er ingen tvivl: det er mig, der har begået den første fejl. ØV.

Klage til Datatilsynet

Jeg har klaget til Datatilsynet over den hjemmeside, jeg fandt, hvor min biologiske mors data er vist sammen med koblingen til min biologiske far og mig. Jeg kan ikke længere tilgå siden, da jeg er smidt ud på r** og albuer, så jeg kan ikke kontrollere, om data er slettede. Ejeren ønskede vist ikke dialog med mig…

Når jeg ikke selv kan tilgå siden, kan Datatilsynet heller ikke, men der er håb om, at hjemmesideejeren svarer dem, når han ikke svarer mig.

Herudover har jeg klaget over, at data vedrørende mig selv ikke er slettede. Det er de måske nok nu, men jeg kan som nævnt ikke se det. Jeg er helt ligeglad med, at data vedrørende mig vises; det gør jeg jo også selv. Problemet er koblingen mellem mig og de biologiske forældre.

Jeg ved ikke, om Datatilsynet overhovedet orker at se på den slags, men jeg tror, de er nødsagede til det, når man studerer deres ret flotte og informationsrige hjemmeside.

Det er kun godt, vi har fået Persondataforordningen/GDPR, selvom det ind imellem giver anledning til noget besvær.

 

/i /af

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Kravene for at få midlertidig ophold i Danmark

Har du læst Udlændingelovens paragraf 7 stk. 3?

Mange skriver om Udlændingelovens § 7, stk. 3, som syrerne er her efter. I dag fik jeg lyst til selv at se efter, hvad der egentlig står i bestemmelsen. Hvis du (heller) ikke har styr på bestemmelsen, bringer jeg den her:

Stk. 3. I tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 3 henviser til stk. 1 og 2, og de lyder:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (Konventionsflygtninge (min kommentar))

Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter stk. 1.

Udgangspunktet er altid “midlertidigt ophold”

Altså skal der helt umenneskeligt meget til bare at få et midlertidigt to-årigt ophold her i landet. Man skal risikere “dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, hvis man vender tilbage til hjemlandet. Gør man det, kan man få lov at være her i to år. Det skyldes stramningerne fra lov nr. 174, der trådte i kraft d. 1. marts 2019, som vist er det, der også betegnes “Paradigmeskiftet”. Når jeg er i tvivl, om det netop var den lov, skyldes det, at der det forår var flere nye love, der viste Danmarks ulyst til at hjælpe mennesker i nød. Om det er den ene eller den anden lov betyder i virkeligheden heller ikke så meget, for intentionen er den samme. Paradigmeskiftet var en realitet uanset nummeret på loven.

Dansk Folkeparti var mere end tilfredse, endda inden blækket var tørt, skrev dr.dk. De udtalte blandt andet “Man skal vænne sig til, at når man kommer til Danmark, så er man her midlertidigt, og når man har haft midlertidigt husly, kommer man tilbage igen.”

En del af den nye lovgivning havde også det, man kan kalde “semantisk karakter”, idet ydelsen til flygtninge ikke længere skulle hedde “Integrationsydelse” men “Hjemrejseydelse”. Selvfølgelig skal tingene hænge sammen – er man her kun midlertidigt, og er hele idéen, at man skal rejse tilbage igen hurtigst muligt, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at ydelsen ikke skal hedde “Integrationsydelse”. Alle ord sender signaler. Oveni semantikken lå så det forhold, at ydelsen blev reduceret med 2.000 kr. om måneden. De mente det skam alvorligt på Christiansborg – både DF og S.

Hvad er vi (blevet) for nogen?

Mit udgangspunkt er, at ingen forlader jobs, naboer, fast ejendom, kolleger, legekammerater, klassekammerater m.fl. uden, at der er mere end tungtvejende grunde til det. Ville du fx vække dine børn midt om natten og sige til dem, at “Nu skal vi afsted mod Europa. Mor/Far og jeg har besluttet, at det er det bedste for os. Pak dine bamser.”?

Ønsker vi som nation ikke længere at hjælpe mennesker i dybeste nød? Hvordan kan vi inddrage opholdstilladelser og sende mennesker fra Syrien i udrejsecenter, fordi vi ikke har en aftale med Assads rædselsregime? Men en sådan aftale bliver vel det næste…

Mange af de mennesker, der havner i et af de rædsomme udrejsecentre, er højuddannede, eller i hvert fald med en mellemlang uddannelse som fx sygeplejerske. Danmark skriger på arbejdskraft og vil så gerne importere udenlandsk arbejdskraft. Syrerne har gjort alt for at tilpasse sig, har gjort alt for at passe ind i vores luksusfælde. Hvad sker der her? Hvorfor siger vi ikke “Ja tak” til mennesker, der vil Danmark og som har gjort en mere end enorm indsats for at få lov at blive? De kan noget, vi gerne vil have, og som vi mangler. Hvorfor skal de ikke have lov? Jeg fatter det ikke.

Hvad er vi (blevet) for nogen? I går skrev en menneskerettighedsforkæmper ved navn Rahima Abdullah blandt andet:

En mand kommer ind ad døren. Den lille pige, Rawan, løber ud til ham og spørger: ”Har Danmark sagt ja? Har Danmark sagt ja til at vi skal blive her?”.
Manden er familiens advokat. Han står der fuldstændig lammet og rørt og ved ikke, hvad han skal svare tilbage til den lille pige. For det rigtige svar er nej, familien har ikke fået lov til at blive i Danmark. Men hvordan kan advokaten forklare det til den lille pige på 10 år, hvor det eneste hun forstår er, at Danmark er hendes hjem?
Jeg ved ikke, om det rører ved dine følelser, men det rører ved mine. Og jeg kan forstå, at den 19. november er livet i det sædvanlige Danmark slut for familiens vedkommende. Herefter venter et ukendt antal år i et udrejsecenter. Formålet er at få dem til fluks at rejse retur til Assad men helt ærligt: ville du selv gøre det?

Hvem underskrev Flygtningekonventionen i 1951?

Nuvel 1951 er 70 år siden, og konventionsflygtninges status blev beskrevet på bagkanten af en frygtelig, frygtelig anden verdenskrig med millioner af døde, uskyldige mennesker. Min far var jøde. Dem mistede vi seks millioner af i koncentrationslejrene. Han var født i 1922 og blev mirakuløst ikke forfulgt og rejste ikke til Sverige, hvilket sikkert havde været det mest fornuftige.

Som jeg husker at have læst det, men det kan være forkert, var det Poul Hartling, der underskrev Flygtningekonventionen i 1951 på Danmarks vegne. På det tidspunkt anerkendte man altså, uanset hvem der skrev under, at mennesker kan være i en så forfærdelig situation, at de må forlade alt kendt, og det er det, der er en reminiscens af i den nuværende Udlændingelovs § 7, stk. 1. Jeg vil være polemisk og sige at havde Inger Støjberg fået sin vilje og kunnet gå til kanten af samtlige konventioner, havde vi såmænd nok også meldt os ud af Flygtningekonventionen.

Hartling, eller en hvilken som helst anden underskriver, har imidlertid min dybeste sympati. De værdier, der lå i fyldepennen, har vi fortsat behov for. Der er fortsat behov for, at nogen forstår, at det ikke er for sjov, man forlader alt, man kender, og som vist om § 7, stk. 2 og stk. 3, skal man nærmest forvente dødsstraf eller noget en anelse mindre omfattende for at få bare et midlertidigt ophold her.

Hvor er den kristne næstekærlighed blevet af? Er det noget, vi bare fortæller om i de mindste klasser? Eller gør man slet ikke det mere?

/4 Kommentarer/i /af

Journaliseringspligten og minkkommissionen

Journaliseringspligten og minkkommissionen

En personlig vendetta?

Journaliseringspligten og minkkommissionen

Det kan sagtens være, statsministeren ikke burde have auto-slettet nogle/en bunke SMS’er, det er sikkert vældig sandsynligt, men hendes forklaring er, at hun er blevet rådgivet til det af Statsministeriet, og det skulle angiveligt være sket af sikkerhedshensyn.

Måske burde hun have vidst bedre, men man kan altså ikke klandre en minister for at følge de råd, vedkommende får fra sit ministerium. Så er det vel nærmere ministeriet og embedsværket, der bør klandres? Ministeren skal drive politik. Embedsværket skal stå for fortolkningen og forvaltningen af landets lovgivning.

Selv et ærværdigt blad som Berlingske deltager i det, der allermest ligner en vendetta mod statsministeren. Jeg bryder mig ikke om det. Det er en af mange grunde til, at jeg ikke fornyer abonnementet, når det udløber.

Granskningskommissionen som de fleste kalder minkkommissionen

Kommission-det-ene-eller-det-andet er nedsat for at undersøge, hvad der er foregået, og det er den rigtige fremgangsmåde. Sådan skal det foregå i en retsstat. Er der foregået noget ulovligt, skal det frem i lyset, og der må naturligvis drages konsekvenser. “Ordet på bordet.” Diverse dagblade, andre medier og folkeviddet har imidlertid allerede “dømt” Mette Frederiksen, og det er forkert.

Det er også forkert, at kommissionens arbejde og konklusioner foruddiskonteres. Det er for længst fastslået af dagblade, andre medier og folkeviddet, at der ikke var hjemmel til aflivningen af dyrene. Jamen det er jo det, kommissionen skal undersøge. Skulle vi nu ikke lade den gøre sit arbejde færdigt og komme med sine konklusioner, før vi selv drager vores konklusioner?

Blodrus og endnu en rigsret?

Politikere både til højre og til venstre for statsministeren ævler løs om, at der må etableres en rigsret. For den ene side af tinget kan det også fint fjerne fokus fra den allerede verserende rigsretssag.

Øv. Det er en ulækker blodrus. Men selvfølgelig skal jeg se aftenens pressemøde kl. 20:00.

/2 Kommentarer/i , /af ,

3 kvinder med 14 børn

3 kvinder med 14 børn

Efter fem måneder skete det

3 kvinder med 14 børn er fløjet hjem til Danmark. Det er fem måneder siden, regeringen blev presset af støttepartierne til at ændre holdning og pludselig gerne ville sørge for at hente børn og kvinder hjem til Danmark. Forud for det var man parat til at hente børnene men ikke kvinderne. Du finder en post fra 19. maj i år om samme emne her.

I aftes kom det frem, at kvinderne og børnene er sat på amerikanske militærfly og via omveje flyver til Danmark. Med på flyet er også kvinder og børn, der skal til Tyskland.

De rejste for syv år siden til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. De seneste år har de tilbragt i fangelejren Al Roj i Syrien, eftersom Kalifatet heldigvis bukkede under i 2019.

Både kvinderne og børnene (som der godt nok er mange af) er danske statsborgere.

Retsfølelsen – hvad er op og ned?

Den Danske Ordbog skriver om “Retsfølelse”: “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er“. Det må siges at være en noget kortfattet – omend korrekt – definition på ordet. Retsfølelse er så meget mere.

Flere politikere lavede i aftes opslag på Facebook om, hvor glade de var for, at det endelig, endelig er lykkedes at hente disse mennesker hjem til Danmark. Og Danmark er altså deres hjemland.

Jeg deltog lidt on and off i debatterne. Jeg skrev blandt andet:

Ja de mennesker er jo altså danske statsborgere, så det kan ikke være anderledes, uanset om hr. og fru Danmark bryder sig om det eller ej.
Kvinderne er allerede sigtede efter terrorbestemmelserne og varetægtsfængslede in absentia, så når de lander på dansk jord, skal de stilles for en dommer inden for 24 timer.
Har de gjort noget, der er strafbart efter dansk ret, vil de blive straffede af danske domstole, og det skal de selvfølgelig også.
Jeg håber, der findes muligheder for at finde gode og varige løsninger for børnene, der kun har haft deres mødre som primære omsorgspersoner i årevis.
Det kan ikke være sandt, de skal betale den højeste pris.
*Note*: Hvis du har kommentarer, er du velkommen, men man kan ikke debattere via små figurer, så dem gider jeg ikke have. Du kan sende nogle ord, og så vil du i de fleste tilfælde få et svar. Du får ikke et svar, hvis du bare sviner mig til.
En eller anden fra Dansk Folkeparti skrev, og han er at finde på Christiansborg, jeg kan bare ikke finde kommentaren igen, at det var jo bare ærgerligt for både kvinder og børn, for når de frivilligt var rejst derned, kunne de bare blive der. Så ved man ikke meget om folkeret og internationale konventioner. Er det virkelig tilladt at have den slags dumhed på “borgen”?  Ja – det er det. Sådan er det i et demokrati. Jeg ved det godt.
Uha hvor er der mange, der får deres retsfølelse krænket af denne evakuering. Heldigvis er der nogle få, der får styrket deres retsfølelse ved bevidstheden om, at de pæredanske kvinder retsforfølges af en dansk domstol med danske dommere efter dansk ret. Kvinderne er jo allerede varetægtsfængslede in absentia og stilles straks for en dommer. Og det er allerede sket jf. næste afsnit.

Socialstyrelsen skriver i en pressemeddelelse blandt andet i dag:

“De tre mødre blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed og om indrejse og ophold i et konfliktområde.

Børnene står i en svær situation på grund af deres forældres valg. De skal have den hjælp og støtte, de har brug for – tilpasset det enkelte barns behov. Som i andre konkrete sager og af hensyn til børnene vil der ikke blive orienteret om børnenes tilstand, ligesom der ikke vil blive givet løbende statusmeldinger vedrørende børnenes tilstand og udvikling.”

Pressemeddelelsen kan i sin helhed læses her.

Kvinderne er sigtede efter straffelovens §§ 114 e og 114 j. Begge bestemmelser kan give op til otte års fængsel. Det er altså alvor.

Det dobbelte statsborgerskab

En af kvinderne har dobbelt statsborgerskab, idet hun også er statsborger i et østeuropæisk land.

Følgende er pudsigt: I debatten på Facebook er der flere, der måske har erkendt, at to af kvinderne har vi forpligtelser overfor, men den tredje kunne vi vi det mindste være sluppet for, da vi kunne have afskibet hende til det andet land.

Det er som om folk tænker på mennesker som genstande, der kan skubbes rundt i verden. Hver enkelt, vi kan slippe for, tæller i den positive statistik. Jeg forstår det ikke.

Du finder andre poster om politik og/eller jura her (åbner i nyt vindue).