/i /af

Pris for leje af 300 fængselspladser i udlandet

Tallene svirrer i luften – men hvad er realiteten?

Pris for leje af 300 fængselspladser i udlandet

Der blev i de sidste arbejdsdage af året 2021 indgået en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen. Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og De konservative.

Den rummer mange positive elementer, der rent faktisk gør det lettere for fangerne at vende retur til civilsamfundet, og det er der behov for. Både af hensyn til fangerne og af hensyn til os udenfor murene. At der er tale om en politisk aftale båret af socialdemokraterne gør ikke, at man uden videre skal mene, det er en dårlig aftale, bare fordi man ikke stemmer socialdemokratisk. Man må gå til kilderne og prøve at finde ud af, hvad aftalen egentlig indebærer. I disse vidunderlige tider med hjemmesider/internet er det relativt let at dykke ned i, hvad der er op og ned. Men også kun relativt.

Som bruger af psykiatrien kan jeg ikke lade være at mene, at det er umådelig positivt, at man vil (fast-)ansætte flere psykiatere i Kriminalforsorgen med henblik på at afdække psykiske sygdomme hos de dømte, der bør behandles i det ordinære psykiatriske regi. Måske er det lettere for Kriminalforsorgen at skaffe psykiatere, end det er for Distriktspsykiatrien? I sidstnævnte er der ikke meget status i en ansættelse – og derfor må vi som patienter leve med, at det er vild luksus, hvis vi ser den samme læge (psykiater) mere end en gang. De er alle samme både søde og dygtige, men at fortælle “from the bottom of my heart” hvordan man har det, om man fx overveje at afslutte livet, kræver tillid, og tillid kræver, at man har set hinanden mere end en gang.

De primære kilder

Har du lyst at læse med, skal du have fat i disse primære kilder:

  1. Politisk flertal lander ny flerårsaftale for kriminalforsorgen (15/12-2021)
  2. Fakta om aftalen
  3. Aftale om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 (37 sider – det helt essentielle dokument)
  4. Pressemeddelelsen om aftalen

Aftale med aftryk fra Dansk Folkeparti

Det er tydeligt, at der er tale om en aftale med klare aftryk fra Dansk Folkeparti. Allerede i pressemeddelelsen siger de:

Peter Skaarup og Karina Adsbøl (DF):

”Vi er i Dansk Folkeparti glade for at være med i den nye flerårsaftale for kriminalforsorgen. Det er en aftale med markante DF-aftryk i form bl.a. af leje af fængselspladser i Kosovo til kriminelle udlændinge og et nyt, særligt bandefængsel med et skærpet regime for de hårdeste kriminelle. Aftalen har til formål at løse kriminalforsorgens problemer ved bl.a. at ansætte flere fængselsbetjente og tilbyde bedre løn- og arbejdsvilkår.”

Side 2 i aftalen: “Aftalepartierne er enige om, at der skal lejes 300 fængselspladser i et partnerland. Fængselspladserne vil blive anvendt til udvisningsdømte udlændinge fra ikke-EU-lande. Det vil øge kapaciteten på kort sigt og derved aflaste de akutte bemandingsudfordringer i de danske fængsler. Det vil også sende et klart signal om, at udvisningsdømte udlændinge skal forlade Danmark. Ambitionen er, at de udvisningsdømte ved endt afsoning i videst muligt omfang skal udsendes til deres hjemland.” Underforstået: Når de nu alligevel skal forlade Danmark, kan de lige så godt smutte med det samme.

Leje af 300 fængselspladser i udlandet til udvisningsdømte udlændinge

Side 6 og 7 i aftalen rummer et langt afsnit om de udvisningsdømte, men der står intet om økonomien i aftalen.

Side 22 og 23 rummer et afsnit om strammere vilkår for de udvisningsdømte.

“Udvisningsdømte udlændinge er personer, der er kommet til Danmark og har forbrudt sig mod samfundets regler. Aftalepartierne mener ikke, at det er rimeligt, at udvisningsdømte udlændinge optager pladser og ressourcer i danske fængsler og arrester, der i forvejen er pressede på pladser. Formålet med en udvisningsdom er netop, at den dømte skal forlade Danmark, og kriminalforsorgens ressourcer skal derfor så vidt muligt ikke anvendes på udvisningsdømte, …”

Dem skal vi altså ikke bruge kræfter på. De skal sone deres brøde til samfundet og herefter skal de rejse “hjem”, hvor det så end er.

  • De såkaldte “løsladelsespenge” afskaffes for så vidt angår udvisningsdømte.
  • Tvungen opsparing for beskæftigelse øges fra 15 pct. til 50 pct. for så vidt angår udvisningsdømte.
  • Den tvungne opsparing kan alene anvendes til hjemrejseudgifter med mindre hjemrejse er helt udsigtsløs. I så fald kan pengene udbetales.
  • Udvisningsdømte pålægges at tegne en sundhedsforsikring. De tvangsopsparede midler skal betale for forsikringen.

Gad nok vide, om det er lovligt at indføre særvilkår for en helt speciel gruppe af indsatte? Det må Ombudsmanden tage stilling til. Aftalepartierne skriver godt nok, at det sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, men på mig virker det som en urimelig forskelsbehandling. Jeg tvivler på, det er lovligt.

Heller ikke her står der noget om økonomien i aftalen.

Økonomien

Side 33 af 37 drejer sig om økonomien i hele aftalen, der tilfører Kriminalforsorgen 4 mia. kr. i 2022 – 2025, men der står intet om, hvad etableringen og driften af de 300 pladser i udlandet vil koste. Tabel 3 viser de samlede udgifter og finansieringen af dem.

At der ikke vises noget om økonomien til de 300 pladser i udlandet kan selvfølgelig forsvares med, at først skulle Nick Hækkerup have aftalepartierne med på aftalen om leje af 300 pladser, og dernæst kunne han forhandle med udlandet. Det må være det, der er foregået. Det mest konkrete, der står, er, at de 300 udenlandske pladser forventes at være billigere. Side 6: “Aftalepartierne noterer sig, at omkostningerne ved oprettelse og idriftsættelse af fængselspladser i udlandet samlet set forventes at være lavere end tilsvarende pladser i Danmark.”

Først i Politiken (uden betalingsmur), kan man den 20. december læse, at:

Danmark giver 15 millioner euro årligt for leje af fængselspladserne. Der er samtidig lavet en aftale om seks millioner euro til udviklingsbistand til Kosovo.

Det betyder, at Danmark over en tiårig periode kommer til at betale 210 millioner euro – svarende til knap 1,6 milliarder kroner – for aftalen.

Hvornår dømmes man til udvisning?

Det er ikke sådan lige til at finde ud af, hvornår en kriminel udlænding kan dømmes til udvisning supleret med indrejseforbud i x år. Det har ofte været diskuteret, at udvisningsdommen er en straf oveni straffen, og at domfældelsen sker på tilfældigt grundlag. Det nærmeste, jeg har kunnet komme, er Institut for Menneskerettigheders statusrapport fra 2018, hvor de blandt andet fortæller, at “udvisningsdomme” ofte pålægges administrativt af Udlændingestyrelsen dog med mulighed for domstolsprøvelse.

 

/4 Kommentarer/i , /af ,

Er befolkningen træt

Er befolkningen træt

Lige p.t. er tonen på Facebook usædvanligt hård

Er befolkningen træt

Jeg er medlem af nogle usædvanligt dejlige grupper på Facebook, og derfor melder jeg mig ikke bare ud. Det drejer sig om to fora om slægtsforskning og en om hjælp til selvhjælp med WordPress og så er der nok nogle, jeg overser i skyndingen.

Hvis det ikke var for disse grupper og nogle søde både venner og “venner”, ville jeg overveje min deltagelse meget kraftigt i hvert fald for en periode. Det skyldes, at tonen p.t. er usædvanligt hård og at folk har mere end svært ved at holde fokus, hvilket jeg finder ulideligt. Det er det, der får mig til at overveje, om befolkningen er træt? Og skyldes en eventuel træthed et år og ni måneder med Corona, som måske lige nu er krydret med angst for Omikron, der vokser eksponentielt (nu har jeg fundet ud af, at det betyder: fordobling af antal smittede hveranden dag)?

Udløst af Rigsrettens dom over Inger Støjberg

Det er 36 år siden, vi senest har haft en sag ved Rigsretten, så debatten har de seneste dage naturligvis drejet sig om den nye dom. De fleste debattører er – ligesom hovedpersonen selv – i det Freud kaldte “benægtelse“. Et andet godt ord for det samme er “fortrængning”.

Selv om Freud er død for længst, har hans forskning og begrebsapparat stadig relevans. Diskussionerne bliver ørkesløse, fordi det kommer til at dreje sig om, at vi, der mener, at Rigsrettens 25 ud af 26 medlemmer har kendt deres bestemmelse og ladet sig lede af juraen frem for politiske anskuelser, mener at gamle pædofile mænd skal have lov til at forgribe sig på småpiger på 12 år. Ja det er som om, vi mener, det er en dansk værdi at legitimere den form for kriminalitet.

Hverken hovedpersonen eller de omtalte debattører har forstået, hvad dommen drejer sig om. Ingen af dem tænker på at læse dommen eller evt. bare gense Thomas Rørdams forlæggelse den 13. december på TV, hvor han klippede ud i pap, hvorfor Inger Støjberg blev kendt skyldig og straffet med 60 dages ubetinget fængsel. Selv udbrød jeg et meget højt “Yes” kl. ca. 13:10. Så er der alligevel retfærdighed til. Så lever vi alligevel i et retssamfund, hvor selv en minister skal overholde lovgivning og forvaltningsretlige grundsætninger om fx partshøring og ikke bare kan opfinde egne regler og administrere efter dem – og ikke mindst presse forvaltningen til at gøre det samme.

Evnen til at holde fokus

En tråd kan starte med diskussion af Rigsrettens dom og eventuelt af Folketingets drøftelser om værdighed eller ej. I løbet af ingen ting drejer den sig i stedet om statsministerens pressemøde om aflivning af alle mink, SMS-beskeder, der er “væk”, en gammel straffesag mod Rosa Lund, “næser” uddelt af tinget osv.

Det kan næsten sammenlignes med, at en person får en bøde for en færdselsforseelse men nægter at acceptere den, fordi der også var en anden, der kørte for hurtigt evt. med slukkede baglygter.

Kun få forstår alvorligheden af en 25:1 dom fældet af Rigsretten. Ordene “historisk” og “markant” er allerede brugt (for) mange gange, så det vil jeg undlade. Det er som om, diverse debatter er drevet af medlemmer af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som uden videre anfører, at så skal Mette Frederiksen også ind og sidde.

De to partier har intet imod kriminelle højtstående medlemmer men ser det som deres ypperste formål at slagte statsministeren. Det er tænkeligt, at hun har handlet ulovligt; i hvert fald har hun fra Folketingets talerstol sagt højt, at det er rigtigt, at der manglede hjemmel til aflivningen af alle mink. Hun vidste det bare ikke, da hun udstedte ordren på pressemødet; altså manglede der forsæt. Det var det, Inger Støjberg havde til overflod. Personhetzen mod Mette Frederiksen er så væmmelig og modbydelig.

Der er nedsat en granskningskommission. Lad nu den gøre sit arbejde færdigt. Hvis den kommer frem til, at der var/er ugler i mosen, må Folketingets medlemmer tage stilling til, om de mener, der skal rejses tiltale ved Rigsretten mod Mette Frederiksen. Hun er – i modsætning til Inger Støjberg – ikke hverken anklaget eller dømt for et eller flere kriminelle forhold. Det er indtil videre kun folkedomstolene på de sociale medier, der har rejst anklage. Også statsministre har krav på retsgrundsætningen om at “enhver berettiget tvivl skal komme den anklagede til gode” (“In dubio pro reo” som ikke står noget sted i lovgivningen, men som uden tvivl gudskelov er både rigtig og gældende i et retssamfund). Ordet “berettiget” er fremhævet, fordi de fleste glemmer det. Måske kan jeg medvirke en smule til påvirkning af den kollektive hukommelse?

Men uanset hvad: diskussionerne mangler fokus, og det er ikke til at holde ud. Og derfor holder jeg mig ude.

Og så er der det med vaccinationerne

En diskussion kan også meget let bevæge sig fra Rigsrettens klare dom til, at Bill Gates har iværksat pandemien, at der er “noget” i vaccinerne, der bevirker, at vi efter dem kan overvåges, at pandemien er en verdensomspændende løgn, at vaccinerne er farlige, at politikernes vacciner ikke er rigtige vacciner men bare saltvand eller evt. slet ikke gives (ledsaget af photoshoppede billeder hvor nålen er retoucheret ud) osv.

Så bliver jeg noget så træt i hjernen – og skriver helt bestemt ikke et indlæg. Man kan lige så godt lade være; de fleste er alligevel faktaresistente. Det er sundere (for mig) at transskribere kirkebøger fra 1700-tallet, hvis jeg ellers kan læse hieroglyfferne.

Folk er meget hårde ved hinanden

Jeg kan ikke lade være at overveje, om ikke angsten for Covid-19, evt. undertrykt og u-erkendt, der nu har varet knapt to år er med til at splitte mennesker ud mod hinanden? Gør det ikke noget ved os, at vi fx. lige nu skal læse om Omikrons fremmarch og se Søren Brostrøm og Henrik Ullum hver aften i TV Avisen opfordre os til supervåbnet og fortælle, at der er så meget, vi ikke ved om den nye variant?

Det er en velkendt menneskelig reaktion at sparke udad – og gerne nedad – når man selv er presset. Og vi er pressede lige for tiden. Jeg tror, det er det, der bevirker, at folk er så hårde ved hinanden og skriver så pokkers grimt til dem, de er uenige med.

Hvad tror du? Har du tænkt over det?

/i , /af ,

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

Årets vigtigste dokument om 2022

Noter til finanslovsaftalen

Hvis du kun læser et enkelt dokument fra det offentlige pr. år, ligger det nu forrest på Finansministeriets hjemmeside og hedder “Finanslovaftale: Danmark ansvarligt ud af krisen – stram finanslov med plads til velfærd”. Finanslovsaftalen er altid spændende som en krimi, i hvert fald hvis man synes, politik og tal er interessante emner.

De bruger en masse ord, der gør det svært at læse de 26 sider i den utrolig interessante og væsentlige tekst. Det er ikke en hemmelighed, at jeg selv har lavet masser af bidrag til finansloven for diverse statsinstitutioner; derfor har jeg en forventning om at kunne læse teksten i aftalen, men den er til tider ret indforstået. Fx ved jeg ikke hvad “kapacitetspres” er, og derfor giver følgende centrale sætning fra indledningen ingen mening for mig: “Isoleret set bidrager aftalen til at dæmpe kapacitetspresset i økonomien med 0,1 pct. af BNP i 2022.”

Corona-vinterpakken

Som et engangsløft (vi kunne også kalde det en “overlevelsespakke”) er der afsat 1,0 mia. til det regionale sygehusvæsen (min fremhævning). Det er godt og lidt er bedre end ingenting. Måske kan der spares nogle tårer hos de sygeplejersker, der går grædende på arbejde, fordi de står med menneskers liv i hænderne, men der er alt for få hænder til de liv! Måske kan jordemødrene lidt bedre overskue alle de fødsler, de har gang i – på en gang… Jeg har aldrig født, men jeg tror ikke, det er rart, hvis jordemoderen løber rundt mellem adskillige fødende.

Personligt har jeg stor respekt for sygeplejerskernes arbejde. Jeg oplever dem som en utrolig dedikeret medarbejdergruppe, der følger opgaverne/patienterne til dørs for en latterlig grundløn, der er ringere end en folkeskolelærers.

Sundhedsvæsenet ville være endnu ringere stillet, hvis sygeplejerskerne ikke tog individuelt ansvar og løste de opgaver, der er behov for fremfor dem, der passer til lønnen. Jeg bliver fx holdt i hånden hver fjerde uge uden at skulle bede om det, fordi hun kender mig og ved, at jeg ikke bryder mig om at skulle spørge om det, fordi jeg så føler mig som en idiot. Hun tænker, husker og handler ganske gratis på sin viden og erfaring.

Jeg har oplevet en sygeplejerske på en overbelagt psykiatrisk afdeling sige ordret “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg i 2018 stod der med tasken endnu engang, 1½ uge efter jeg senest havde sagt “farvel og mange tak for god behandling”.

Men nu er de kommunale sygeplejersker rasende, for der er ikke noget til dem, skønt de også har løftet – og stadig løfter – en enorm ekstraopgave i anledning af pandemien. De skriver fx, at de fik værnemidler som de sidste, at de fik tilbud om vacciner som de sidste og at deres værnemidler var af den dårligste kvalitet. De kommunale sygeplejersker er typisk i hjemmeplejen og kommer rundt til mange gamle mennesker, der i forvejen er syge (ellers havde de jo ikke hjemmesygepleje), og de tåler rigtig dårligt Covid-19; de kan faktisk ret let dø af det. Så skal sygeplejerskerne da naturligvis have både vacciner og værnemidler af ordentlig kvalitet!

I går læste jeg om en sygeplejerske fra hjemmeplejen, der har opgivet Danmark og nu i stedet søger job i Norge. Jeg forstår hende godt. Måske tager man endda i Norge højde for, at der skal være tid til transport mellem de gamles adresser. I Danmark – heller ikke i Hvidovre (jeg har spurgt) – er der ikke indregnet køretid. Det må medarbejderne selv finde ud af. Hvad er det for noget?

Finanslov er bare et andet ord for statens prioritering

Minkavlerne fik 18 – 19 mia., men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Der er over en årrække 160 mia til flere motorveje, som billedet i toppen viser, men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Mit hjertebarn “psykiatrien” er nævnt to gange i samme afsnit på side seks: “Kortlægning af udfordringer i PPR”. Det går ud på, at man afsætter 3,0 mio. til kortlægning af problemerne, fordi det er meget billigere end senere at skulle optage børn/unge i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er selvfølgelig en rigtig fornuftig prioritering, men altså: der kom ikke noget til psykiatrien i den selv. Det kan skyldes, at der er (for store?) forventninger til den kommende 10-års plan for psykiatrien.

Jeg har i øvrigt fået en lille fjer i hatten i den forbindelse: Psykiatrifonden vil sammen med Vive prøve at finde ud af, hvad psykiatrien burde koste. De har kontaktet mig for at spørge, om jeg evt. vil være med til at regne på det, og om de må bruge mit materiale. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til. De har fundet frem til mig, fordi jeg for flere år siden forgæves forsøgte at finde ud af, hvad mit eget forløb havde kostet. Efter at have plaget livet af adskillige regnedrenge, kommunen, Distriktspsykiatrien mv. gav jeg op efter et par måneders arbejde. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvordan et afsnit fik fastsat sine bevillinger. Der er i mellemtiden indført en udredningsgaranti på 30 dage. Det er fint, men der er ingen behandlingsgaranti – altså kan man få at vide, at man er vældig syg i løbet af 30 dage, men man kan ikke vide, hvornår man kan blive behandlet. Sig lige det til en kræftpatient…

Og mere prioritering: læser man noget af det, der ikke forhandles om i forhandlingslokalerne, men som bare er, fordi det er en videreførelse af tidligere politiske aftaler, er det interessant at kigge i Forsvarsministeriets forslag til finanslov § 12. På side 18 af 94 findes afsnittet “Anskaffelse af nye kampfly” og tabellen herunder (bemærk det er i mio. kr., og at man skal dividere mio. kr. med 1.000 for at få det omregnet til mia. kr.), som sætter milliarden til sygehusvæsenet i endnu et perspektiv:

 

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

 

Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen

I faktaarket under Tabel 1 om Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen er der følgende note: “Det bemærkes, at der er betydelig usikkerhed vedr. de skønnede effekter på gør-det-selv-arbejde og sort arbejde, som indgår i de skønnede adfærdsvirkninger.”

Sort arbejde har “altid” eksisteret, men det er nærmest blevet legaliseret, når det flytter ind i finanslovsaftalens faktaark. Det er selvfølgelig ærlig snak og realisme, men hvor meget har man sat af til at bekæmpe det?

Falder man til patten og opgiver kampen mod det sorte arbejde? Personligt har jeg aldrig nogensinde fået udført sort arbejde. Har jeg ikke råd til en “hvid” elektriker, må jeg vente, til jeg har sparet op. Sort arbejde er noget svineri og det er samfundsundergravende. Det samme gælder skattesnyd, der kan gøre mig rasende. Hvis alle betalte den skat, de skulle, ville der være til et bedre sundhedsvæsen både i regionerne og i kommunerne.

Det var bare det, jeg ville.

 

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Der var engang en retsstat

Der var engang en retsstat

Eva Smith ved, hvad hun taler om

Der var engang en retsstat

Hun er 78 år nu og kan kalde sig “professor emerita”. Mange af os kender hende måske bedst fra de små klip på YouTube, hvor hun siger: “En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om”, og det har hun fuldstændig ret i. Det har været befriende med en professor, der ikke var bange for at fortælle, hvor hun stod politisk.

Hun har haft overvejet at følge resten af Hækkerup-familien ind på Christiansborg, men besluttede sig for ikke at gøre det: “Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.” Det sidste er man ofte tvunget til, når man skal følge partidisciplinen.

Der er et meget spændende interview med hende fra oktober 2020 i i Universitetsavisen her. Hun uddyber mange af sine helt grundlæggende synspunkter; derfor er interviewet værd at læse.

Hvad jeg ikke var klar over

Jeg har fulgt hende fra sidelinjen i mere end 31 år, idet jeg havde hende som forelæser i straffeproces engang i forhistorisk tid og følgelig også var til hendes defensorat i 1990. Efterfølgende læste jeg hendes afhandling “Vidnebeviset”, som var den en krimi – og det er en af de ganske få studiebøger, jeg har gemt. Den anden er Alf Ross’ “Om ret og retfærdighed”.

Til formiddag fandt jeg flere klip med hende på YouTube. Der ligger blandt andet et på 22 minutter, om den film, hun lavede for 11 år siden, der netop havde titlen “Der var engang en retsstat”. Hvis du synes strafferetspleje og retsstat på hverdagsdansk er interessant, bør du se klippet. Jeg var ikke klar over, hun også havde lavet film.

Hun fortæller om det værdipolitiske skred, der er sket, hvor fru Justitias vægtskåle ikke længere hænger lige overfor hinanden, men hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen vejer stadigt tungere på bekostning af retssikkerheden i retsstaten. Et banalt eksempel er, at i visse områder af byen er der hjemmel til en dobbelt så lang straf for den samme forbrydelse begået i et andet område. Jamen hvad er det dog for noget? Det er netop “retsstatens afvikling” og ikke “retsstatens udvikling”.

Straf er hævn

Hun siger det vældig klart: “Straf er hævn”, og det er der sådan set ikke noget galt i, så længe vi overholder proportionalitetsprincippet, der fx medfører, at simpelt butikstyveri ikke straffes med flere års fængsel eller afhugning af den tyvagtige hånd, som i visse lande. Vi straffer blandt andet for at afholde andre fra at begå den samme forbrydelse – ren afskrækkelse, og som hovedregel virker det jo godt, idet de fleste af os holder os på dydens smalle sti.

I en af de mange små film, jeg har siddet og set, kommer hun ind på, at vi har valgt fængsel som det (trods alt) mest humane, men at der også er problemer med det, for i fængslet lærer man alle unoderne af de medindsatte. Hvordan kan man forestille sig, at man “resocialiserer” (jeg er ikke klar over, om det stadig er et mål, men det var højt besunget, da jeg læste) ved at holde folk væk fra det samfund, de skal lære at opføre sig ordentligt og anstændigt i?

Afhængig af forbrydelsens karakter kunne man overveje at bruge fodlænken meget mere. Fordelen ved fodlænken er, at den dømte bevarer sit arbejde og sin samfundsmæssige og familiemæssige tilknytning. Der er fx betingelser om otte timers arbejde, tilladelse til en times indkøb efter arbejde, men aftnerne skal tilbringes hjemme. Der er ikke tilladelse til at gå nogen steder.

Hun kommer ind på de såkaldte konfliktråd, der kan bruges, når gerningspersonen på forhånd har erkendt sig skyldig. Offer og gerningsperson mødes, taler sammen og når til enighed, og efter konfliktrådet kan gerningspersonen forlade lokalet som en fri person.

Gadevold

Gennem et års tid arbejdede jeg, mens jeg læste, for en forsker på Juridisk Fakultet på et projekt om gadevold. Vi gennemgik (kodede) hundredvis af straffesager på fem politistationer i det storkøbenhavnske område. Således har jeg tilbragt mange timer i arrestforvarerens tidligere soveværelse i Roskilde. Efterfølgende skulle kodeskemaerne tastes ind på en form for PC. Det var dengang med 5¼” disketter for overhovedet at få liv i dyret. Backup var en by i Rusland og Internettet var knap nok opfundet. Ak ja…

Hendes hypotese var, at når vi hører ordet “Gadevold”, forestiller vi os, at der hver gang er tale om at fuldstændig uskyldige mennesker angribes på åben gade af en gerningsperson, de ikke kender på forhånd. Hun ville undersøge og dokumentere i hvilket omfang, det var sandt.

Vi havde ikke kodet ret mange sager, før det stod klart, at det politiet kalder Gadevold ofte(st) dækker over personer, der har “hangs” på hinanden af en eller anden grund eller ligefrem er i familie. Ukendte var de i hvert fald ikke.

Det var vist i 1986 eller 1987, så selvfølgelig kan jeg ikke huske, i hvor stor en andel af sagerne offer og gerningsmand kendte hinanden, men andelen var ganske enorm. Det var virkelig sjældent, der var tale om fuldstændig manglende, forudgående kendskab og dermed om det, mange forestiller sig, når de hører ordet “Gadevold”.