,

Jeg fik pludselig meget travlt

Jeg fik pludselig meget travlt

At tage Arkivlovens § 23 alvorligt

Jeg fik pludselig meget travlt

Tanken har af og til strejfet mig, hvordan jeg kunne offentliggøre data vedrørende min biologiske far men ikke vedrørende min biologiske mor. Jeg tror, jeg har tænkt, at det måtte jeg godt, idet han er død for mere end 21 år siden. Men hun er i mellemtiden også død, så det var der ingen logik i.

Pludselig kom jeg til at tænke på, at jeg selv så sent som i går citerede Statens Arkivers hjemmeside:

“Familieretslige sager indeholder oplysninger om rent private forhold og er omfattet af en tilgængelighedsfrist på 75 år.

Eksempler på familieretslige sager:

  • Adoptionssager
  • Faderskabssager”

Der var jo en faderskabssag, altså gælder fristen på 75 år. Herudover sad han i Nyborg Statsfængsel, da faderskabssagen kørte og på straffesager er der også en frist på 75 år. Så var det, jeg fik meget, meget travlt med at angive ham som “privat” i databasen og revidere det, jeg viser af min egen dåbsindtegning. For pokker da.

Nu står der:

[Arkivloven § 23. Arkivenheder, som indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, er tilgængelige, når de er 75 år gamle.] Adoptionsforældre: appreturmester Jørgen Stegemüller, født i Lyngby Sogn, Københavns Amt, 17. maj 1922 og hustru Jytte Baunsgaard Kristensen, født i Blåhøj Sogn, Vejle Amt, 7. maj 1935. Park Alle 4, Skjern. Borgerligt ægteforenede for sognefogeden i Brande: 22. oktober 1955. Navngivet den 11. december 1965 af adoptivfaderen til Skjern Sogn.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg aldrig har tænkt over det eller fulgt eventuelle tanker til dørs. Problemet vil nu være, at oplysningerne helt sikkert er brugt af mange andre. Jeg har ingen mulighed for at vide af hvem og kan derfor ikke gøre afbigt. På den anden side kan jeg ikke være ansvarlig for hvad andre eventuelt offentliggør men alene for, hvad jeg selv stiller til rådighed. Men der er ingen tvivl: det er mig, der har begået den første fejl. ØV.

Klage til Datatilsynet

Jeg har klaget til Datatilsynet over den hjemmeside, jeg fandt, hvor min biologiske mors data er vist sammen med koblingen til min biologiske far og mig. Jeg kan ikke længere tilgå siden, da jeg er smidt ud på r** og albuer, så jeg kan ikke kontrollere, om data er slettede. Ejeren ønskede vist ikke dialog med mig…

Når jeg ikke selv kan tilgå siden, kan Datatilsynet heller ikke, men der er håb om, at hjemmesideejeren svarer dem, når han ikke svarer mig.

Herudover har jeg klaget over, at data vedrørende mig selv ikke er slettede. Det er de måske nok nu, men jeg kan som nævnt ikke se det. Jeg er helt ligeglad med, at data vedrørende mig vises; det gør jeg jo også selv. Problemet er koblingen mellem mig og de biologiske forældre.

Jeg ved ikke, om Datatilsynet overhovedet orker at se på den slags, men jeg tror, de er nødsagede til det, når man studerer deres ret flotte og informationsrige hjemmeside.

Det er kun godt, vi har fået Persondataforordningen/GDPR, selvom det ind imellem giver anledning til noget besvær.

 

2 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    At du ikke kan tilgå hans hjemmeside betyder ikke nødvendigvis, at datatilsynet (eller andre) ikke kan. Man kan fx blokere en IP-adresse (elle maske) i htaccess.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.