/1 Kommentar/i , /af ,

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Der var jo ikke andre

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Mit liv har været en del op ad bakke, men der har bestemt også været gode “nedslag” befolket med dejlige mennesker. De vigtigste var Hanne og Vagn Rasmussen i Kongens Lyngby. Hanne og min far ungdomskærester, og Hanne er i dag 97 år. Jeg ringede til hende første gang den 22 april i år, og jeg skrev om samtalen her.

Hun og Vagn var fantastiske mennesker, og de gav mig så meget af den omsorg, jeg savnede. De holdt fx studentermiddagen for mig, jeg har stadig Georg Jensen-papirkniven i sølv, de gav mig på dagen, og hun sagde “Vi fandt det naturligt, for der var jo ikke andre”. Her kom jeg for første gang rent intellektuelt “hjem”, siden min far døde i 1972. For første gang en følelse af at høre rigtigt til et sted, hvor jeg bare passede ind og faldt i hak.

Der, hvor et forældrepar burde have været, var Hanne og Vagn. Jeg kom hos dem fra 1980, hvor jeg var en “forpjusket fugleunge” på 16 år og nogle år frem. Måske indså de uden videre, at her var en forholdsvis intelligent ung kvinde, der bare skulle have noget støtte og som med den støtte ville kunne klare sig godt. Og det havde de jo ret i. Jeg har jo rent faktisk klaret det ret godt og lavet en vældig social opstigning: god uddannelse, gode stillinger, god karriere og nu – efter pensioneringen – et rigtig godt liv.

I dag ringede jeg til hende, og spurgte, om jeg måtte komme på besøg. Jeg er velkommen og vi har en aftale til på tirsdag kl. 14:00.

Jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke nå at købe den planlagte boggave, men så kommer jeg bare, som jeg er med et par meget gamle billedalbums, min fars frihedskæmperarmbind, hans manchetknapper og hans servietring i sølv med indgraveret dåbsdato. De ting kan forhåbentlig sætte gang i samtalen, for jeg har ikke set hende i ca. 40 år, så der er muligvis behov for “katalysatorer”.

En kær detalje er, at min far kunne være blevet 100 den 17. maj. Jeg fortalte hende, at jeg havde tænkt på det. Hun sagde “det tænkte jeg også på”. Og sjovt nok, tænkte jeg på, at hun tænkte på det på dagen.

Jeg er også opmærksom på, at det måske skal tages i små bidder, for jeg kunne forestille mig, at man måske bliver hurtigt træt, når man er 97.

“Vi syntes, det var synd for dig”

Da jeg talte med hende i telefonen i dag, spurgte jeg hende, om hun kunne huske, hvordan vi egentlig blev koblet sammen? Hvordan mødtes vi, hvordan fandt jeg frem til dem? Jeg mener at huske, at de var på Bornholm en gang, og det kunne hun så også pludselig huske. Og ganske af sig selv sagde hun: “Vi syntes, det var synd for dig”. Jeg ved ikke, hvad hun mener med det, så det vil jeg spørge til. Jeg svarede bare kort, at “det var ikke godt”. Resten tager vi, når vi ses. Detaljerne udelader jeg. De er unødvendige i den sammenhæng.

Jeg gav måske også dem noget?

De gav mig så meget, men måske gav jeg også dem noget? Måske skal jeg ikke udelukkende være taknemmelig? Måske udfyldte jeg også en rolle hos dem, for ellers lukker man ikke bare et barn ind i familien på den måde. Måske var jeg interessant at tale med? Det kan jeg nu ikke selv forestille mig, men jeg har talt med psykologen om det, og hendes bud var, at der skal en eller anden form for gensidighed til, for at en sådan “forbindelse” kommer i stand og vedligeholdes gennem flere år. De har aldrig haft en datter og måske udfylder jeg et tomrum i deres liv efter deres børn enten er flyttet hjemmefra (den ældste) eller måske er lige på nippet til det (den yngste). Jeg har på en eller anden måde passet ind, for man gør det ikke bare. Der skal et eller andet til. Det vil jeg prøve at spørge lidt til.

Måske skal jeg skynde mig?

Når hun nu er 97 år, er min tanke, at jeg ikke skal vente for længe med at besøge hende. I den alder tæller hver dag formentlig, også selv om det er hendes agt at blive 100 år. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu har en aftale. Og som skrevet glæder jeg mig meget!

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Om data og backup af data

Om data og backup af data

Sikke et roderi!

Om data og backup af data

Indlægget er bare et gammelt indlæg fra 2018, hvor der er sket en enkelt opdatering.

Gamle data og skylagre/cloudtjenester

Harddisken er taget ud af PCen og sendt til England, hvor de vil tage data ud i et såkaldt ‘clean room’. Det er spændende, om det lykkes. Tidsestimatet er kommet op på tre til fire uger.

Jeg har brugt meget tid på at rode rundt i diverse skylagre, og det er gået op for mig, at jeg absolut intet overblik har over, hvad der ligger hvor, og at der er mange data, der er stærkt forældede og lige til at smide ud. De filer, jeg har brug for, er der til gengæld ikke. Fx kan jeg ikke finde en aktuel udgave af budgettet, som jeg ikke bryder mig om ikke at have present. Så det er forfra også med det.

Jeg overvejer at opsige nogen af abonnementerne og holde mig til et af dem. Det bedste overblik findes i Onlime, som jeg gerne vil anbefale. Det er med sine 770 kr./årligt for ubegrænset plads noget billigere end Dropbox, og har som sagt en noget bedre overskuelighed. I maj 2018 lavede jeg en prissammenligning af forskellige cloudtjenester. Du finder den her. De konkrete priser er selvfølgelig forældede, men jeg gætter på, at det relative forhold mellem dem er det samme.

Opdatering marts 2022: Onlime koster nu 890 kr. årligt for ubegrænset plads. I 2018 løb de med æren som de billigste og bedste.

OneDrive er til at få pip af, for det vil bestemme alting. Det bryder jeg mig ikke om. Til gengæld er det en del af Office 365 og dermed ‘gratis’, når man vel at mærke har betalt for Office.

PCen er retur

Jeg har fået selve PCen retur, og det er dejligt. Den kører som en drøm. Nu har jeg brugt dagevis på at få installeret programmer, printere osv. Og jeg er ved at være der, hvor jeg omsider kan begynde at bruge den. Det har været en god læreproces. Som eksempel kunne jeg ikke få laserprinteren til at virke og måtte prøve adskillige gange med Windows’ fejlfindingsværktøj. Tilsidst meddelte ‘HP Smart’, at der manglede drivere. Da først de var hentet ned, var der ingen problemer. Jeg har ikke tidligere rodet med drivere, så jeg var stærkt tilfreds, da det lykkedes.

Slægtsforskningsprogammet Legacy er sat op, og rå data og billeder er hentet ud af e-Boks, hvor de er godt gemt. Alt vises, som det skal og programmet er dejligt let at finde rundt i. Var det ikke lykkedes, ville det have været utrolig ærgerligt, men data findes på nettet, hvor det eneste aber dabei er, at billederne ikke har samme kvalitet som på PCen.

Jeg har primært installeret de programmer, jeg kender og kan huske, og som jeg ved, jeg kommer til at bruge igen. Resten må komme efterhånden, som behovet opstår.

Nye tjenester er kommet til

Alt foregår efterhånden online med både fordele og ulemper, men der er flere fordele end ulemper.

Dashline: Dashline er en tjeneste, der håndterer sikre kodeord. Tjenesten genererer koderne, når man vil logge ind et sted, og gemmer dem automatisk på en ens konto. Når man næste gang vil logge ind det pågældende sted, gå man bare til den relevante hjemmeside, og Dashline klarer resten. Man behøver som regel ikke engang at trykke på login-knappen. I gratisudgaven håndterer det 50 sikre koder. Har man behov for flere koder, og hvem har ikke det?, er prisen 3,99 USD pr. måned, men betaler man årligt, får man 20 pct. i rabat. Man kan prøve det i 30 dage, inden man beslutter sig for evt. at købe det. Jeg har ikke købt det endnu, men er efter nogle dages brug ikke i tvivl om, at jeg vil hive VISA-kortet frem. Tidligere brugte jeg KeePass, der også er rigtig udmærket, men slet ikke så smart. Til gengæld er det gratis uanset antallet af gemte koder.

Feedly: Feedly er en Google-tjeneste, som man kan bruge til at gemme de blogs, man følger. Man lægger linket til siden ind og trykker gem. Når man vil læse nyhederne, trykker man på linket. Mere hokus pokus er der ikke i det. Tidligere brugte jeg en anden tjeneste, der sådan set var udmærket, men som havde den svaghed, at den ikke blev opdateret særlig ofte, og det er ikke godt. Jeg kan desværre, eller måske heldigvis, ikke huske, hvad det hed.

Bøvl med hjemmesiden

Jeg har også bøvlet med hjemmesiden, hvor jeg pludselig ikke kunne installere nye plug-ins, og hvor WordPress spyttede mange, mange linjer fejl ud, hvis jeg satte den i ‘debug mode’. Jeg er ikke videre skrap til den slags, så jeg måtte spørge i øst og vest, fx min host cHosting, der altid er utrolig hjælpsomme, en stor god Facebookgruppe osv. De konkluderede samlet, at det var helt galt med installationen, og at jeg skulle indlæse en backup. Jeg tager backup hver nat kl. 03:00, for hjemmesiden er dyrebar.

Inden jeg gik i gang med at indlæse en backup, kontaktede jeg Michael Storm fra Designunivers, hvor jeg har klippekort til support, hvis jeg virkelig ikke kan klare mig selv. Det tog ham 14 minutter at analysere sig frem til, at det skyldtes, at jeg havde installeret PHP-version 8.0 for tidligt. Så snart jeg valgte en lavere version, var der ingen problemer. Så blev jeg så klog. Jeg troede, det var bedst altid at have de nyeste versioner af alting. Michael forklarede, at det er for tidligt at opdatere, fordi det er de færreste plug-ins, der er omskrevet til version 8.0.

/i /af

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Jeg er enormt træt, for jeg var oppe 6:30

Gammeldags mennesker siger tak for sidst

Det er vist ikke noget, man rigtig gør mere, og hvis man gør, venter man i hvert fald til den følgende dag: Alligevel har jeg ringet til min nye ven og sagt tak for sidst, som var i dag. Og jeg er jo alligevel på den anden side af tiden – hvilket jeg har det helt “glimragende” med.

Der er en god bid vej fra Tollerup i Halsnæs Kommune til Hvidovre, og endnu længere når man skal tisse hele vejen, men “Paris er vel en messe værd“, og når der er mange medpassagerer, der ikke har fattet Sundhedsstyrelsens læse-let-anvisning på, hvordan man anvender et mundbind.

Vi har haft det helt fantastisk. Vi havde på forhånd lært hinanden at kende via Messenger og telefonen gennem de seneste 1½ måned. Det er bare noget andet at sidde sammen. Vi klinger bare! Det er helt fantastisk. Jeg kunne tale med hende i mange (flere) timer i streg. Vi har installeret nogle programmer, planlagt hendes kommende hjemmeside, læst 100 år gamle glødende kærestebreve til hendes farmor og set lige så gamle billeder. Hun har en virkelig skattekiste af sådanne gamle ting og sager. Jeg kender i sagens natur mange mennesker, der har gemt eller fundet ting fra deres forfædre, men jeg har “aldrig i mine livsens skabte dage” (sådan formulerede min kære mormor (1910 – 1994) sig) truffet et menneske med så mange “klenodier”, hvorved jeg forstår “eventyrskatte”; “guld” er ganske enkelt for fattigt og småt et ord.

Det er ikke hver dag, jeg gør den slags

Næh, jeg er ikke specielt god til at komme ud ad “Rottehullet”, og der skal noget særligt til, før jeg vover det. Enten skyldes det, at jeg har en aftale med en af mine ganske få professionelle relationer eller også skal det skyldes, at jeg virkelig tror på det.

Og hvad skal der så til, før jeg virkelig tror på det? Jo der skal det til, at vi har talt os ind på hinanden, og at der er en gensidig respekt: “Sådan er du, og sådan er jeg”. Vi er jo et par alderstegne damer med livserfaring til både den nemme og den svære side, og der skal være plads og rum til, at vi er dem, vi er. For mig betyder det fx vældig meget, at hun kender mange mennesker på Autismespektret; det er ikke noget, vi skal tale om, for så interessant er det ligegodt ikke, men det er en lettelse, at det ligger underneden, for der er så mange ting, jeg af den grund ikke behøver forklare yderligere. Jeg oplever det som en koloenorm befrielse.

Kan jeg køre hende over?

Jeg har arbejdet i årevis med at få min hjemmeside til at fungere, som jeg nu synes, den er i det mindste er okay. Andre kan muligvis ikke lide den, men det må de så om. De første spadestik er vist fra 2005. Der er gået mange timer med læreprocesser og fejltrin (især det sidste). Måske er jeg bare langsommere end de fleste, men jeg startede altså for mange, mange år siden med de små Libris-hæfter til 79 kr., som jeg lærte udenad, idet Internettet knapt var opfundet dengang og YouTube og relevante Facebookgrupper lå ude i fremtiden. Dengang var det stort, når man havde skrevet en halv kilometer kode, der bevirkede, at datoen skiftede automatisk… Ak ja. Hvor er det dog gået stærkt.

Jeg har altså været med fra det næsten absolutte nulpunkt til det, der er i dag, hvor man installerer fx WordPress eller Wix og en skabelon/et tema/et theme og så er resten træk-og-slip og de fleste kan udgive et indlæg på deres blog/hjemmeside.

Jeg har utrolig stor respekt for, eller måske hedder det lidt lyst til, at køre min nye ven over. Det ville være så let. Jeg har brugt tusindvis af timer på dette, og haft sjov med det – men hvad nu, hvis hun bad mig skrive et digt? Det er noget af det, hun kan. Herre Jemini! Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op. Jeg har absolut nul evner i den retning, og jeg har ikke lyst at blive gjort “lille”. Jeg antager derfor, at hun heller ikke har lyst at blive gjort “lille”.

Jeg tror, balancen er korrekt

Det er min klare fornemmelse, at balancen er korrekt. Hun respekterer mig, men hun prøver ikke at lave om på mig. Det gælder naturligvis også omvendt – men jeg har nu aldrig haft trang til at lave om på andre mennesker. Faktisk har jeg aldrig forstået det behov, nogle har for at lave om på andre. Måske mangler jeg her bare en brik i det store puslespil?

/i , , /af , ,

Menneskebiblioteket er en mulighed

Menneskebiblioteket er en mulighed

Jeg følger de råd, jeg får

Menneskebiblioteket er en mulighed

Min utrolig dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien nævnte “Menneskebiblioteket”, som et sted, jeg måske kunne lave noget meningsfuldt frivilligt arbejde, når “Livslinjen” ikke kunne bruge en bruger og jeg på ingen måde skal stå i en genbrugsbutik. Jeg ville slet ikke passe ind med de “damer”, der står der og finder mening i at sælge tiloversblevet porcelæn mv. Sjovt nok siger folk altid “Genbrugsbutik”, når jeg nævner frivilligt arbejde. De kender mig så for lidt.

Lysten til et stykke frivilligt arbejde stammer fra, at fokus ikke altid behøver at være på mig, mig, mig og mine egne behov. Jeg tænker, jeg har noget at give andre mennesker, og det vil jeg gerne under de rette konditioner.

Jeg har kontaktet Menneskebiblioteket

De virker utrolig professionelle. Først udfyldte jeg et spørgeskema men tog en snak med en af dem forud for det. Da de havde set det, syntes de, jeg muligvis kunne være en interessant “bog” at låne ud til “Events”, og derefter kom der link til et supplerende spørgeskema.

De spørger meget til, hvilke fordomme jeg har oplevet. Som jeg forstår deres hjemmeside, går deres arrangementer typisk ud på at afkræfte fordomme mod alt muligt forskelligt. Og den idé er rigtig god. De har eksisteret i årevis og er repræsenterede i 80 lande. Jeg kendte ikke til dem.

Det ville være forståeligt, hvis jeg havde oplevet fordomme i forbindelse med den psykiske sygdom, men det synes jeg faktisk ikke, jeg har. For så vidt angår Aspergers syndrom er det muligvis en fordom, der kommer i spil, hvis jeg sammen med den diagnose også nævner, jeg er medlem af Mensa. Så sidstnævnte holder jeg som oftest mund med. Men hvis jeg nævner det, er det ofte som om, folk der finder en indre forklaringsmodel på, at jeg er ret “skæv, anderledes og sær”; en særlig aha-oplevelse. Der er måske nok noget om det, og måske er det en fordom. Det er jeg ikke klar over.

Den største fordom: at være djøffer

Da jeg sad og besvarede spørgeskema nummer to, kom jeg til at tænke på, at den største fordom, jeg har mødt, i virkeligheden går på at være djøffer. Derfor skrev jeg følgende til dem:

“Den mest markante fordom er i virkeligheden knyttet til det at være medlem af djøf (Danmarks Jurist -og Økonomforbund). Som djøffer anses man typisk som et ondt menneske, der i hvert fald løser nogle opgaver, der er helt uden mening og i det mindste er overflødige. Jeg er SÅ træt af, og ked af, at folk ikke forstår, at mange af os er ansat i centraladministrationen og løser de opgaver, politikerne sætter os til: typisk at forvalte gældende lovgivning. Det er eksempelvis ikke embedsværket, der har “opfundet” Udlændingelovens § 7, stk. 3 (bestemmelsen der gør, at flygtninge kun får midlertidigt ophold og at Danmark ikke længere arbejder på integration men på hjemsendelse). Men jeg har nok ikke kræfter til at hjælpe jer med/mod denne fordom og hvis folk ikke kender til forvaltningsstrukturer, bliver samtalen sikkert let for (parti-)politisk.”

Det var faktisk lidt af en aha-oplevelse for mig selv, at det er denne fordom, jeg har mærket mest til, når man tager i betragtning, at de andre fordomme, der kunne være udfoldet, måske ville ligge forrest på tungen.

Screeningssamtale på Zoom den 16. december

Efter de har modtaget spørgeskema nummer to, er jeg inviteret til en screeningssamtale den 16. december. Vi mødes på Zoom, og det er fint i disse Coronatider. Jeg er vældig spændt på det.

Mit forbehold angår det med “Events”, hvor der er mange mennesker til stede. Jeg er ikke ret god til at skulle forholde mig til mange mennesker på en gang. Det trætter ganske enormt, og jeg er nødt til at holde en “fridag” (i citationstegn idet jeg jo har fri hver dag) dagen efter.

Jeg er bedre i 1:1-relationer, og det har jeg fortalt dem. Vi skal ikke bruge tid og kræfter på hinanden, hvis jeg på forhånd kan vurdere, at deres arrangementer overstiger mine kompetencer.

I mit arbejdsliv har jeg holdt masser af foredrag og gang på gang stillet mig op foran en stor forsamling, og det er gået rigtig fint. Men for det første er det otte år siden, jeg forlod det “normale” arbejdsmarked, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne gøre det i dag, og for det andet forholder man sig jo ikke til 50 tilhørere til et foredrag; man leverer sit budskab, fortæller sin “historie”, som er tilrettelagt, så den fx passer ind på Økonomistyrelsens årlige forvaltningskonference.

Man besvarer eventuelle spørgsmål inden for rammen, men man forholder sig jo ikke til tilhørerne som mennesker. Min veninde sagde ganske vist “det er ligesom at køre på cykel. Det glemmer man heller aldrig”. Hrm tjah… jamen jeg kan jo (vist) heller ikke cykle mere. I hvert fald er det mere end et år siden, jeg solgte min spritnye cykel til cykelhandleren. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne cykle, for jeg tør ikke prøve igen efter det med Parkinsonismen. Det har jeg rodet tilstrækkeligt rundt på Hvidovrevej til. Det var ikke sjovt. Og nu gør jeg jo per definition kun det, jeg synes er sjovt. Livet er blevet herligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.