, , ,

Forfatterskab og Windows 11

Forfatterskab og Windows 11

Jeg har en ven, der kan det med ord

Forfatterskab og Windows 11

Drømmen om bogen er ved at komme til live igen. Altså den bog, jeg så gerne selv gerne vil skrive, men hvor en “forfattercoach” ved navn Morten Bracker for tre eller fire år siden fik mig jordet ved at fortælle, at det, han så, var korrekt men kedeligt. Det tog modet fra mig, hvorpå jeg besluttede at begrave drømmen.

Psykologen synes imidlertid, jeg har en historie, der bør fortælles. Noget af den kan minde lidt om Arnhild Lauveng, der skrev “I morgen var jeg altid en løve” om at komme sig fra at være bimlende skizofren til at tage en universitetsuddannelse som psykolog og skrive adskillige bøger om det, psykiatrien så fint benævner “recovery”, der på vores eget modersmål bare betyder “at komme sig”. For man kan komme sig, hvis man er udstyret med tilstrækkelig kampgejst. Ikke altid men ofte. Vi, der kommer os, bør fortælle om, hvordan det lykkedes.

En baggrund som min, så vanvittig den end er, koblet med mange års insisterende psykisk sygdom, som jeg er kommet mig 95 pct. over og langt om længe har fået et fantastisk liv, er værd at skrive om og vil kunne sælge – og sidstnævnte er man nødt til at have med i overvejelserne, når man ikke har mulighed for at udgive “på eget forlag”, der koster kassen, som jeg ikke har (til det).

Fordi jeg kender hende (psykologen) så godt og er tryg der, kan vi tale os ind til steder, hvor jeg faktisk også mærker noget, men ellers er jeg ikke det store følelsesmenneske. Hjerne, analyser, kontrol og logik tager over, for dem har jeg overlevet på i mere end et halvt århundrede, og de har været fantastiske hjælpere i det, der var kaotiske tilstande. Jeg har overlevet ved hjælp af dem, hvilket jeg takker min Gud og skaber for – der er nu heller ikke andre at takke.

Ghostwriters

Da jeg (måske) ikke selv har kompetencerne, har jeg kigget mig om efter en ghostwriter. Et oplagt eksempel kunne være Gitte Løkkegaard, der skrev “Et lettere kaotisk ridt” om Tine Bryld, men hun er så kendt og tjener så godt, at hun end ikke ringer tilbage, når man har lagt en telefonbesked. Glem det. Jeg vil ikke blive en stor kunde men dog en kunde. Gider man ikke ringe tilbage, har vi ingen aftale og mit kontonummer er en velbevaret hemmelighed.

Forskellige andre vil skrive 200 Wordsider, der svarer til 100 trykte sider, for 95.000 kr. Glem det. Det har jeg selvfølgelig ikke råd til, og jeg ville muligvis også sidde tilbage med følelsen af, at de måske skrev noget, der kunne sælges, men var det mig, der kom til udtryk? For at sikre det, skal man sikkert op i den dyre ende, og det kan og vil jeg ikke. Jeg tror løsningen er, at jeg skal skrive selv, for der har jeg kontrol over både proces og resultat, og jeg sikrer, at det er sære mig og min sære egenartede stil, der kommer til udtryk. Jeg behøver bare hjælp til sådan noget som opstilling af “plot”, “nedslag” og alle de andre dramaturgiske effekter, som jeg naturligvis ikke har forstand på. Jeg er cand.jur – ikke dramaturg.

Min nye ven benytter Jens Arentzen, der også er vældig kendt og dygtig, til det med dramaturgien. Jeg har kigget på hans hjemmeside, og det ser spændende ud, men der efterlades end ikke et nummer, man kan ringe til. Glem det. Jeg orker ikke at handle steder, hvor man end ikke kan ringe, få en snak og føle hinanden lidt på tænderne.

Min nye ven keder sig ikke over mine tekster

Min nye ven har læst flere af min mere “følende” tekster på hjemmesiden fx om min far og min mormor. Hun er så sød at sige, at hun ikke keder sig, og at “forfattercoachen” måske tog fejl dengang for nogle år siden. Hun skriver selv, og det er helt anderledes end mit. Hun har mange adjektiver, der er så mange følelser osv. I mine tekster overlades meget/det meste til læserens eget univers og egne tanker; man kan sige, jeg opstiller rammeværket, men læseren må selv danne sig sine egne billeder. I min verden er det måske ikke så ringe endda.

Hun skriver fx – hvilket gør mig enormt/meget glad –

der står meget mellem linjerne, og at det er mig som læser, der får lov at afkode historien, alt efter mit eget temperament.

Hun sammenligner det med stilen hos en kendt, elsket og fantastisk forfatter. Min indlærte beskedenhed forbyder mig dog at nævne dennes navn.

Forfatterskab og Windows 11

Forfatterskab og Windows 11

Og så noget der måske er mere mit gebet – i hvert fald indtil videre

Windows startmenuen: Glemmer du, så husker jeg…

Nej, jeg har slet ikke glemt dengang Windows bare var et værktøj til at styre indholdet på computeren. Der så startmenuen fx ud som vist til højre: der var det, man skulle bruge i form af de senest anvendte programmer, de relevante links til højre og ikke alt muligt “hejs” med søde billeder og ikoner, man alligevel ikke bruger til noget.

Jeg har faktisk fundet et sted, hvor man for mindre end 50 kr. kan købe et program (jeg nægter at kalde det for en “app”), der gør, at man selv kan sammensætte startmenuen, så den rummer det, man skal bruge og ikke andet.

Jeg har fx valgt at vise de senest 25 benyttede programmer i venstre side og i højre side de relevante links til forskellige filer/mapper.

Firmaet hedder Stardock, og linket findes her. Det er 46 kr. værd. Man kan prøve det i 30 dage, og det kan anbefales at udnytte prøveperioden, for venter man til udløbet af prøveperioden, får man 15 pct. i rabat.

De har ikke styr på deres administration, så pas på din kode. Jeg måtte tre gange skrive til dem, at jeg altså allerede havde betalt. Jeg fik absolut nul svar. Nå, men til under en halvtredser går det an at betale for det samme to gange… Det er bare irriterende.

Windows 11 – Nej tak jeg venter til 2025

Lige nu har Microsoft travlt med at rulle Windows 11 ud. Det vigtigste, der er sket, er vist, at startmenuen er  rykket  ind i midten og at der er kommet en masse nye farver. Ja og hvad så?

Jeg skal ikke agere betatester for dem, når værditilvæksten ikke er større og ikke vil give mig nogle nye funktioner med noget, jeg har behov for, når prisen er, at “nogle programmer” muligvis ikke vil virke længere (jamen hvilke? hvad hvis min mail ikke virker længere?, hvad hvis slægtsforskningsprogrammet ikke virker længere? osv.). Jeg orker heller ikke at blive påtvunget “Edge” og alt det andet, de gerne vil proppe ned i halsen på mig. Nu har jeg endelig fundet ud af, hvordan jeg allernådigst får lov at fortsætte med min elskede Firefox, så skal jeg ikke ud i den samme kamp en gang til. Min kamp er nemlig slut!

De skriver ganske vist, at man inden for to uger vil kunne rulle tilbage. Men stadig væk er svaret “Nej tak”, for hvilken sikkerhed har jeg for, at en tilbagerulning faktisk virker 100 pct.?

Der vil være opdateringer til Windows 10 til og med 2025. Så vi snakkes da ved om fire år.

Det er en anden snak hos Apple

Apple er vildt dyrt, men har man brug for dem, står de på pinde for en.

I tre eller fire uger har jeg haft det sindssygt irriterende problem, at skærmen på min iPad 12,9″ Pro 5th Gen. “dør” fuldkommen, når jeg trykker på kommentarer i Facebook. Billedet er stadig på skærmen, men skærmen er “død” i ca. 30 sekunder, og jeg kan absolut intet.

Jeg kom i tanke om, at jeg havde tegnet en Apple Care-aftale (en slags forsikring) sammen med købet af iPadden i sommer.

Man ringer op til et amerikansk nummer. Efter 30 sekunder ringer danske supportere op og de helmer ikke, før problemet er løst. Super-service. Det eneste “men” er, at man skal starte hos 1st level support, der foreslår sådan noget som at genstarte iPadden, afinstallere og geninstallere Facebook, genstarte routeren osv. Jamen herre Jemini – alt det har man jo gjort, før man ringer. Men sådan er gamet åbenbart.

Ham, jeg fik i fat på 2nd level, var fuldstændig klar over, hvad han talte om, og på tre minutter fandt han relevante forslag i deres database. Problemet ligger hos Facebook og opstår, når man har et eksternt tastatur tilkoblet, men man kan jo ikke kontakte Facebook. Så den foreløbige løsning er at de-koble tastaturet. Og vupti de 30 døde sekunder sind verschwunden.

,

Vi taler samme sprog men er forskellige

Vi taler samme sprog men er forskellige

Måske har jeg fået en ny ven

Vi taler samme sprog men er forskellige.

En aften fik jeg pludselig en meget lang og helt utrolig sød besked på Messenger fra et menneske, der skrev, hun følte stor forbundethed med mig, skønt vores venskab på Facebook ikke har varet ret længe. Hun syntes, vi var fælles om mange ting blandt andet glæden ved at skrive og det at arbejde med slægtshistorien. Hun syntes godt om dette på min TNG-side (jeg har ikke selv skrevet det, men tyvstjålet og oversat fra engelsk):

De udvalgte

Vi er de udvalgte. I enhver familie er der en, måske to, der er kaldet til at finde forfædrene. At sætte kød og blod på anerne og få dem til at leve lidt igen. Til at fortælle familiens historie og til på en måde at få anerne til at føle sig kendt og værdsat. Slægtsforskning er ikke en kølig indsamling af kolde facts om fødselsdatoer og dødsdatoer men i stedet er det en måde at puste liv i dem, der er gået forud. Vi er stammens historiefortællere, og alle stammer har en sådan. Vi er kaldet af vores gener. De, der er gået forud, råber til os: ”Fortæl vores historie” og det gør vi så. Når vi finder anerne, finder vi også os selv.

Pudsigt nok læser jeg altid hendes opslag og kommentarer som de første, idet hun skriver rigtig godt. Helt anderledes end mig, fx med mange flere adjektiver og følelser; slet ikke så konkret, men jeg er ofte rørt og på tåregrænsen, når jeg har læst hendes input. Der kommer man jo ikke lige hen, når man her læst her hos mig. Det er jeg klar over.

Kommunikation via e-mail og telefon

Da jeg ikke har det ret godt med Messenger bortset fra korte beskeder, overgik vi til e-mails. Jeg spurgte til en række forskellige ting i hendes besked, men det ville tage hende en evighed at skrive svarene, så vi aftalte en telefonsamtale i tirsdags. Vi havde aldrig nogensinde talt sammen før, men pludselig fløj der 2 timer og 35 minutter. Helt vildt fantastisk.

Vi er vidt forskellige, men vi forstår, hvad den anden siger og hvis ikke, er der plads til at spørge til det. Vi taler samme sprog. Vi vil gerne udveksle kompetencer. Vi kan begge se, den anden kan noget, vi ikke selv kan. Hvorfor dog ikke bytte lidt? Det vil være så givende.

I modsætning til den ven, jeg måtte sige farvel til, prøver hun ikke at ændre på mig. Hun kender flere med Aspergers syndrom, så der er meget, jeg ikke behøver sætte ord på og som bare er. Jeg sendte hende linket til min historie om Aspergers syndrom, men jeg tænkte, at hun ville kede sig over de mange fakta og manglende adjektiver og følelser. Det gjorde hun heldigvis ikke. Det var lidt en test.

Note: Det irriterer mig, hver eneste gang de i TV Avisen ikke er klar over, at antonymet til “Konkret” er “Abstrakt” og ikke “Ukonkret”. Den danske Ordbog har ganske vist ordet, men det må da være en fejl 🙂

Vi mødes ultimo november

Glæden over aftalen er gensidig. Jeg tager et par tog og “Paris er vel en messe værd”. Når der er så længe til, kan vi begge nå at ombestemme os, men det tror jeg ikke vil ske. I givet fald ville jeg blive meget overrasket, for så meget tager jeg ikke fejl af et andet menneske på min egen alder og med mange fælles referencerammer. Man kan faktisk lære hinanden vældig godt at kende ved at (af-)læse, hvad der skrives, likes mv. på fx Facebook.

Jeg kommunikerer ikke ved hjælp af figurer

Jeg “faldt over” hende for nogle måneder siden, da hun bruger ord, gerne temmelig mange, og fordi vi havde den samme holdning til flere spørgsmål i flygtningedebatten. Det sætter jeg pris på. Jeg ville dog aldrig selv have vovet at sætte en så lang og sød besked sammen til et menneske, jeg ikke “kendte”. Min foreløbige konklusion er, at man kan lære hinanden ret godt at kende via Facebook.

Jeg er inderligt træt af de mennesker, der forsøger at debattere med mig ved hjælp af figurer. Når jeg af og til deltager i en debat med nogle af “kældermenneskerne” på Facebook, er jeg begyndt at slutte mit input af med følgende: “Jeg debatterer ikke ved hjælp af figurer. Vil du mig noget, så skriv nogle ord. Du får som hovedregel et svar, mm. du bare er ude på at svine mig til”.

Det hjælper naturligvis ikke, men så har jeg da sagt fra overfor tosserne på forhånd.

 

, , ,

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

At holde af min egen “uniqueness”

Jeg har været hos psykologen og er blevet klogere

Uniqueness betyder “the fact or quality of being different from everything else or everyone else”. Når man hele livet har kæmpet for at få lov at være den, man er med fejl og mangler, særheder, skævheder, at være anderledes osv., er det en kolossal befrielse at stå med en diagnose som fx “Aspergers syndrom”, for den satte mig pludselig fri. Pludselig kan jeg agere, som den jeg altid har været.

Jeg oplever mig selv som havende kæmpet på alle fronter fra fødslen og frem til primo marts i år, hvor vi (psykologen og jeg) var til virtuelt møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune. Der er næppe noget at sige til, at jeg begyndte at græde, da de returnerede med indstillingen: pension. Kampen var slut. Det var da også det, de sagde: “er der nogen, der har kæmpet, er det dig”.

Mange synes så meget om mig, og har så travlt med at sætte etiketter på: så er min verden for lille (en tidligere ven), så er jeg rigid (en psykiater på 808), så er jeg arrogant (sågar psykologen selv), der er så meget i vejen. Jeg er bare nået dertil, at kan jeg ikke blive respekteret, som den jeg er, er der fx ikke basis for hverken venskab eller dybere samtaler. Jeg har nogle få gode venner, der tager mig, som jeg er og ikke forsøger at lave om på mig – og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Psykologen forsøger heller ikke at lave om på mig. Tak for det.

At jeg er allergisk overfor alle disse “forsøg på forandring” (eller er det “forbedring”?) betyder bare ikke, at jeg lukker af for dialog, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg er altid åben for dialog, og jeg er altid åben for læring, læreprocesser og det, der udvider/udvikler, hvis jeg altså bare stadig må være mig nedenunder det hele. Psykologens oplevelse er da heller ikke, at jeg holder mig tilbage fra dialog; den skal bare være respektfuld.

Har man en gang oplevet at blive meget, meget syg af ikke at måtte være sig selv gennem et halvt århundrede, kæmper man efterfølgende for retten til at være sig selv, når brikkerne til puslespillet er faldet på plads. Nu hviler jeg i at være skæv og anderledes. Og det er ganske pragtfuldt.

En psykiater og “apparatfejlsmodellen”

Apparatfejlsmodel, den opfattelse, at sygdom kan sammenlignes med en fejl i et apparat eller en maskine. Udtrykket benyttes især af kritikerne af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.

Min psykiater i distriktspsykiatrien har fået fin ny titel som klinikchef på Amager fra 1. december, og det er nok meget godt, for vi står vældig langt fra hinanden.

Jeg fortalte ham om mit ønske om at undersøge, hvad der foregik gennem seks måneder på Rigshospitalet i et eller andet ukendt tidsrum mellem 1963 og 1966. Han begyndte at fortælle mig om, at læger skrev anderledes dengang, at journalerne, hvis de findes, måske slet ikke rummer noget, at det kun var 20 år efter anden verdenskrigs afslutning, at det skrevne skal sættes ind i en tidsmæssig kontekst og en række andre ting, jeg godt selv kan tænke mig frem til. Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg.

Han er udpræget bærer af apparatfejlsmodellen og forstår intet af, hvad jeg vil med de journaler. Og jeg kunne ikke forklare det. Efter tre forsøg eller deromkring gav jeg op. Mange psykiatere, og jeg har truffet mange, arbejder som om vi er et apparat, der skal repareres for en fejl > når fejlen er fundet, er der måske noget medicin > når medicinen virker, virker apparatet igen > maskinen kører, som den skal > patienten er klar til udskrivning > livet går videre (indtil næste forsøg i hjemmet).

Sådan fungerer jeg bare ikke. Jeg søger information og glæder mig enormt, når det lykkes; jeg er vant til at lede i arkiverne og fiske de underligste ting frem. Jeg vil finde flest mulige brikker til det puslespil, andre kalder livet. Andre mennesker kan, hvis de er hurtige nok og tænker lidt efter, mens tid er, spørge deres forældre om, hvad der hændte i de vigtige år fra 0 – 3 år. Jeg har et hul, der kun kan lappes vha. journaler eller andet fra offentlige myndigheder.

Hvad gjorde, at Rigshospitalet anså mig for “rask” nok til, at de leverede mig tilbage til børnehjemmet og der kunne sættes en adoptionssag i gang? Jeg var sikkert bare begyndt at respondere, men hvordan lykkedes det for dem? Hvad gjorde de anderledes end børnehjemmet? Var det bare nogle “damer”, der kom nogle gange om ugen og var nærværende for børnene? Jeg vil bare gerne vide det. Længere er historien ikke.

Hvad gør psykologen bedre?

Som det første har hun aldrig prøvet at lave om på mig! Og for det andet sidder hun ikke med et afkrydsningsskema, hvor fem krydser i venstre kolonne udløser en Aspergerdiagnose eller en anden etiket. Hun lader mig udstikke rammerne for seancen via min egen selektion, og så lytter hun, og spørger til tider lidt i øst og vest for at blive klogere. Selvfølgelig har hun også en referenceramme, men den er ikke baseret på apparatfejlsmodellen, så jeg skal ikke repareres for fejl og mangler; men kan vi blive klogere sammen, er det bare godt! Hvorfor bliver “apparatet” ved at mangle olie? Er der en anden utæthed, der skal lappes?

Vi kender hinanden siden marts 2015, så hun tør udfordre mig – og det er rigtig fint. Vi har slået mange søm i mange gamle brædder sammen. Hun har bragt mig langt videre end alle de psykologer, coaches, psykoterapeuter og jeg ved ikke hvad/hvem, jeg har opsøgt (og betalt) i tidens løb for at få det bedre. Et fællestræk ved dem har været, at jeg skulle tilpasse mig deres model og metode. Anette tilpasser sig min model og metode. Større bliver anbefalingen ikke.

Definitionsretten og/eller de sociale kompetencer

Psykologen mener, at jeg bør gøre noget for at vedligeholde mine sociale kompetencer, så jeg ikke helt glemmer, hvordan man åbner munden og ikke bare taler med mig selv. Jeg taler godt nok ikke med mig selv, men hun har jo nok ret, da hun har siddet i stolen i mange år og er meget erfaren. Hun mener, jeg bør indgå i en eller anden form for social relation ca. hver anden uge. Hvordan jeg lige får arrangeret det, ved jeg ikke, for for ca. en uge siden lavede jeg en “bobl” på Boblberg, som flere anbefaler varmt.

Jeg skrev følgende, som er præcis, som jeg er, men har overraskende nok 🙂 ikke fået nogen henvendelser. Det er sikkert både for rigidt, arrogant og med for lille en verden, men sådan er jeg så. Ingen har (længere) definitionsretten over mig.

Jeg er da i hvert fald ærlig:

Mensa, bipolar og Aspergers syndrom

Hej.

Med Aspergers syndrom er særinteresser naturlige. Mine særinteresser er at lave hjemmesider og slægtsforskning og jeg er relativt skarp til begge dele. Du finder let min hjemmeside vha. Google. Herudover interesserer jeg mig for sprog (skriftligt og talt) og ser stort set aldrig TV bortset fra TV Avisen 18:30. Det har jeg ikke tid til…

Jeg søger et spændende menneske at tale med, da jeg ikke har mange relationer i den virkelige verden. Vi starter med at ringe sammen en gang imellem. Det skal ikke gå for stærkt.

Jeg er lige blevet pensionist som følge af den bipolare lidelse, Aspergers og Parkinsonisme (sidstnævnte er heldigvis gået over) og elsker hvert sekund af mit nye liv. Jeg er uddannet cand.jur og har arbejdet 23 år i staten med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter.

Mange gode hilsner
Hanne B. Stegemüller


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

300 år gamle detaljer i Odense

Så gik der tid med det…

Det er på ingen måde, fordi jeg keder mig. Faktisk har jeg været nødt til at lægge alle min projekter ind i en database, for ikke at gå glip af nogen af dem.

Jeg fik hul på et virkeligt ægte direkte anepar (tip fem oldeforældre i lige linje), der levede for ca. 300 år siden i Odense, og så gik der kirkebog i den. Det har været en herlig dag, hvor jeg har bragt dusinvis af detaljer på plads. Relationen er vist grafisk her. Det er Hans Pedersen Ærreboe og Wilhelmine Bertholin (det øverste par), der er de interessante.

Jeg har “kendt” dem i årevis, for de er nævnt i den slægtsbog, min morfar var med til at betale, og som jeg startede med at skrive af i 2003, men der var ingen detaljer med – kun navnene, og der var kun angivet et enkelt barn. Jeg har fundet sikre oplysninger om et til – Peder Hansen Bertholin og der er garanteret flere; alt andet ville være mærkeligt. Og det er sjusk.

Det har været udfordrende

At læse gotisk skal man holde vedlige, og da jeg har holdt pause en del år, er det som om, jeg skal løbes i gang igen. Men det skal nok komme. Vielsen mellem Hans Pedersen Ærreboe og hans 2. kone Bodil Jespersdatter Bolter var drilagtig. Og selv nu, hvor et af de dygtige medlemmer af Facebookgruppen, der hører til Danske Slægtsforskere, har transskriberet det meste for mig, synes jeg, man skal læse det et par gange, for at få det til at give mening.

De skrev lidt anderledes i 1738, men det er en af de indførsler, det er herligt at få fingre i.

Odense Amt, Odense, Odense – Sankt Hans, 1729-1756, EM, Fødte, Viede og Døde – opslag: 143 af 297 opslag

“No. 2. Copulerede d 1te Dec: 1738. Torsdagen den 23de Octobr. hafde hæderlige og velagtbare Mand Hans Pedersen hands Kongel. Maytets., Skoele Holder udi Hunderup Skoele Troelovelse med ærlige og Gudelskende Pige Bodil Jespersdatter Bolter. Forloverne vare for ham Jochim Henric Foss, og for hende Madz Jespersen Bolter. Og Vidner velbemeldte Forlovere, at indbemeldte mands tilstand for hands mange smaae og uopfødte Börn icke tillod ham længere at sid(d)e ugift.”

Der er heldigvis flere uløste mysterier til i morgen. Lige nu har jeg ikke hjerne til mere.

God nat!