, , ,

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Det er aldrig første udkast, du ser

Før jeg trykker “udgiv”, er ordene vendt og drejet, erstattet af nogle, der måske er bedre, overflødige ord er fjernet, teksten er strammet op, kommaer forsøgt sat rigtigt osv.

Pixabay med millioner af gratis billeder er besøgt, det mest passende er valgt, hentet, beskåret og optimeret, så det passer præcist i størrelsen på forsiden.

Alt det bevirker, at det tager lang tid at skrive det indlæg, du skimmer eller læser på måske mindre end et minut på din telefon. Nu om dage finder halvdelen af besøg på hjemmesider sted fra en telefon.

Imens hele den proces finder sted, arbejder hjernen, og det er det, der gør, at hjemmesiden – og databaserne – er en ventil og måske nærmeste ven. Jeg har ikke mange relationer i den virkelige verden men mange virtuelle. Den virkelige verdens relationer bor mere end 400 km. væk, og der er en naturlig grænse for, hvor ofte jeg kan belaste dem med mine tanker pr. telefon.

At skrive har en fordel frem for (telefon-)samtaler: der er masser af tid til at vende og dreje ordene. I en samtale skal man være klar med det samme, for ellers bliver det en underlig samtale. Det tænker jeg ikke helt hurtigt nok til.

Det betyder, at indholdet bliver personligt

Jeg besøger af og til andre blogs men er vist aldrig stødt på nogen, der er lige så personlige som min egen. Mit liv ligger på nettet. Af og til tænker jeg på, om jeg overskrider en usynlig grænse for, hvad man kan publicere, når den udefinerede mængde af øvrige bloggere holder sig tilbage. Måske har de en hel masse relationer at dele tanker med, hvorfor de ikke har behov for at bruge hjemmesiden/bloggen som ventil og bedste ven?

60 hænger på og to reflekterer

Mit nyhedsbrev, der bliver sendt hver mandag kl. 06:00, har ca. 60 abonnenter. De hænger på og har gjort det i årevis. Når de ikke har meldt fra, må det betyde, at de kan lide det, de får til morgenkaffen om mandagen. Jeg ser bort fra, at de måske sletter mailen ulæst. Det kan jeg vist ikke se nogen steder i MailChimp, der sørger for forsendelsen. Jeg har ikke en gang undersøgt det.

To venner fra den virkelig verden reflekterer tydeligvis over det, de læser og deler herefter deres refleksioner med mig. Det gør mig selvfølgelig glad. Det betyder, at min gratis “selvterapi” kan bruges af andre, og det er ikke så ringe.

, ,

Overskriften er “Oprydning”

Oprydning

Oprydning i ejendele

Jeg har boet på min nuværende adresse siden november 2007 og har god plads med mange skuffer og skabe. Og dem har jeg så bare stuvet ind i i de 14 år, der gået… Det bliver til en del.  Fx har jeg en hel skuffe med diverse kabler, som jeg stort ikke ved, hvad er til sammen med en “Serio” powerbank på 13.000 mAh med to udgange. Den er vist købt i forbindelse med en indlæggelse for flere år siden. Den må jeg hellere selv beholde 🙂

En veninde sagde, at den bedste måde at få ryddet ud i skuffer og skabe er at flytte. Det har hun ret i, det er bare både dyrt og besværligt, og jeg er jo glad for at bo, hvor jeg bor. I stedet har jeg meldt mig ind i Facebookgruppen “Ganske gratis i Hvidovre”, hvor folk sætter ting, de ikke længere skal bruge, til afhentning. Det er et krav, at tingene skal være gratis. Både giver og modtager skal også bo i Hvidovre. Det er tillige forbudt at aftage ting for derefter at sælge dem med fortjeneste. Hamstring for profit bortvises. Det er yderst rimelige regler.

De ting, jeg har i overskud, er fine og brugbare. Jeg bruger dem bare ikke længere, da interesserne har ændret sig. Fx kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har slæbt rundt på mit Nikon D40 med alskens tilbehør eller læst i fotobøgerne af Thomas Nykrog. Nu blev Kenneth i stedet mægtig glad.

I skabene lå også et par for længst udgåede “Æbleting”, som jeg ikke ved om virker længere, men det gør de garanteret, da ting fra Apple er langtidsholdbare og god kvalitet. Dem fik Kenneth med i posen. Virker de ikke, kender han nogen, der reparerer og herefter giver dem til flygtninge, der ikke selv kan finansiere en telefon eller en tablet.

Puslespillene (mindst 10) har jeg allerede givet til præsten. Så er der også ryddet op under skabene. Jeg var et fjols til at lægge puslespil, og havde ikke den fornødne tålmodighed.

Jeg har en jysk ven, der måske ville være blevet glad for “Æbletingene”, men det er ganske enkelt for besværligt og dyrt at sende ting, så derfor giver jeg dem hellere væk til fremmede mennesker, der endda selv kommer og henter dem – i dag.

Der kan på ingen måde blive tale om at smide tingene i containeren, for de er fine og gode. Det ville i øvrigt være noget frygteligt miljøsvineri.

Oprydning i data

Jeg stræber altid efter det sublime, så jeg har nu brugt 1½ døgn på at rydde op i “begivenheder” i Legacy og TNG, og oversat dem til både engelsk og tysk efter bedste evne. Og endelig at få data synkroniseret.

Det synes måske efterhånden som om, mine data er et syndigt rod med al den oprydning, jeg skriver om. Det er de nu ikke, men alting kan optimeres.

Der er bare det, at jeg ikke kan få det til at fungere. Det er som om, det TNG viser for brugerne, ikke er det samme, jeg taster ind i den bagvedliggende database. Jeg begriber det ikke.  Det er også som om, der opstår “kopier” af begivenhederne, og det er kopien, der knyttes data til. Fx har folketællinger både ID 7 og 101. 101 er selvfølgelig den forkerte, da det er en begivenhed, man bruger tidligt i sin slægtsforskning.

Begivenheder, der findes på flere sprog, vises ikke altid på andet end dansk. Jeg har altid svært ved at forstå, når sådanne ting ikke er konsekvente.

Der findes et meget fint fællesskab (community) om TNG, hvor jeg i aftes efter bedste evne prøvede at forklare problemet og hvordan jeg har prøvet at løse det. Det er nu 11 timer siden, og ingen har reageret. Det er virkelig mærkeligt. Jeg må ty til udvikleren Darrin Lythgoe. Jeg passer altid på med at skrive til ham, for han får garanteret millioner af mails.

,

Frivilligt arbejde og 740 stedkoder

Frivilligt arbejde og 740 stedkoder

Jeg er en anelse træt i hovedet

Frivilligt arbejde

Jeg har gjort en TNG-bruger glad i dag, og det er tilfredsstillende. Han var kørt sur i opdateringer, visning af data i felter eller ej, koblingen mellem Legacy (off-line programmet til slægtsdata) og TNG samt nogle andre ting, der let kan drille, hvis man ikke har en firkantet hjerne. Og vel at mærke ikke har rodet med begge programmer næsten i døgndrift gennem flere år.

Det er længe siden, jeg skrev dette på min TNG-side:

Efterhånden har jeg mange års erfaring med at opsætte TNG, som denne side er lavet i. Jeg tilbyder at lave en side for dig, hvis du ikke selv tør give dig i kast med det, men alligevel gerne vil præsentere dine data på nettet. Det koster ikke noget. Den eneste forudsætning er, at du på forhånd har orden i data og billeder, for ellers er arbejdet for stort, og jeg gider ikke gøre orden i dine ting for nu at sige det lige ud.

Samlet set har jeg haft tre henvendelser, så det er ikke fordi, tilbuddet bliver misbrugt. De mennesker, jeg har bistået, er blevet så glade, at det er det hele værd, også selvom de ikke har den forudsatte orden i data og billeder.

Jeg har fundet en model til at komme om ved det problem: Jeg laver så meget, der er muligt med de data, der nu en gang er, og så laver jeg en mail med “noter og dokumentation“, hvor jeg forklarer problemerne og hvordan de formentlig kan løses. Så kan brugeren selv arbejde videre. Opstår der efter en grundig oprydning nye problemer, er jeg selvfølgelig til rådighed. Det fungerer faktisk ret godt.

Når jeg siger, jeg er blevet pensionist, foreslår Gud og hver mand, at jeg skal lave frivilligt arbejde. Af en eller anden grund er det første, de kommer i tanke om, at jeg skal stå i en genbrugsbutik… På et tidspunkt overvejede jeg at blive en form for IT-hjælper hos Ældresagen, der har en afdeling 800 meter væk. Min egen model er vist bedst, for jeg har nok ikke tilstrækkelig tålmodighed til det andet. Det passer mig glimrende at kunne sidde ved egen PC og i fred og ro få ting til at fungere og så bagefter analysere, hvorfor det alligevel ikke fungerer.

Der var langt gennem “Sankt-et-eller-andet”

På et eller andet tidspunkt inden så længe, er jeg ved vejs ende med mit “stedkodeprojekt” – jeg er 67,8 pct. færdig med GPS-koordinaterne. I dag har jeg sat koordinater på 740 steder… Der var langt gennem alle dem med Sankt-et-eller-andet, som der faktisk var hele 58 af.

Jeg startede med “, , , Canada” den 11. juli og sluttede dagens arbejde med “Sankt Thomas Kirke, Sankt Thomas Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Denmark”.

Det er faktisk ufatteligt kedeligt, men jeg ser frem til resultatet. Hvis der er fejl af større beskaffenhed, gider jeg aldrig se på GPS-koordinater igen, for så interessant er det heller ikke; det kræver flere museklik end hjernevindinger. På et tidspunkt begyndte min mus tilmed at leve sit helt eget liv, den ville fx kun markere i totredjedele af tilfældene, og så er det en svær opgave at lave cut’n paste. Heldigvis har jeg flere mus – også de avancerede og dyre MX ERGO trackball-mus. De burde bare ikke opgive ævred så hurtigt. Jeg regner med at klage til forhandleren i morgen, for det er ikke første gang, den ene af dem sætter ud.

En side, jeg har meget glæde af, er Wikipedia, for næsten alle sogne er lagt ind inkl. deres GPS-koordinater. Og der er oplysninger om sognets tilhørsforhold til herred og amt også før kommunalreformen af 1. januar 1970. En guldgrube.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at også der har siddet et eller flere mennesker og lavet frivilligt arbejde. Hvor er det dejligt, nogen gider. Tænk på det næste gang, du finder noget herligt på nettet: det er højst sandsynligt opstået ved frivillig og ulønnet arbejdskraft.