/3 Kommentarer/i , /af ,

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

Genopdaget glæden ved kogekunsten

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

En bekendt fortalte mig om HelloFresh, og jeg har nu handlet hos firmaet et par måneder. Konceptet er ligesom Aarstiderne: madkasser der bringes til døren en gang ugentligt.

HelloFresh slår på, at man faktisk kan spare lidt penge, fordi der ikke forekommer impulskøb, at der ikke forekommer madspild, da alt leveres i afpassede mængder, og at de forstår, at man gerne vil have ordentlig og sund mad uden at ville stå længe ude i die Küche. De leverer det, man skal bruge og ikke mere.

Ugens menu

  1. “Hurtig kyllingewok med jasminris og stegte grøntsager.” Er spist. Smagte skønt. Masser af krydderier
  2. “Hurtig æg- og baconburger med pandestegt champignon og grøn salat.” Er spist. Fint at spare på kødet.
  3. “Vegetariske bønnetacos med saftig ananassalat og spicy cajundressing.”
  4. “Char siu-inspireret svine- og kalvekød med hoisinvendte nudler og stegte grøntsager”.
  5. “Hvidløgsmarineret svinemørbrad med kogte kartofler og ovnbagt broccoli.”

Jeg ville aldrig nogensinde have fået købt så spændende ting ind selv eller gide at finde kogebøger frem og planlægge andet end en færdigret fra Coop, der skulle 25 minutter i ovnen ved 180°. Mit temmelig gode køkkentøj kunne have fået tilladelse til at ruste (videre) op.

Fik jeg endelig købt ind til et eller andet, havnede jeg altid med noget, fx krydderier, der var til tre års forbrug af, men sidste salgsdato lå kun et år ude i fremtiden: altså madspild, og jeg hader at smide mad af alle slags ud, når millioner af mennesker i verden sulter.

Jeg har ikke noget imod gulerødder, men jeg orker ikke at sidde og tygge mig gennem de 1.850 gram, der blev til overs, når jeg kun skulle bruge en enkelt revet gulerod til salaten.

Mad for idioter

Grøntsager og krydderier fra HelloFreshDa jeg var barn, samlede jeg på opskrifter. Kirsten Hüttemeier huserede i Familie Journalen, og jeg klippede ud og klistrede ind et andet sted.

Engang for mange år siden var jeg ret skrap til at lave mad, siger andre, og fx har min fars ungdomskæreste gemt nogle af mine opskrifter. Det må være meget længe siden, for jeg kan ikke huske det.

I nyere historisk tid handlede jeg en periode hos Aarstiderne, men det blev for dyrt – og jeg syntes, jeg brugte mere tid i køkkenet, end jeg havde lyst til.

HelloFresh gør noget smart: De tilbyder en måltidskasse, hvor retterne kan tilberedes på 20 – 30 minutter. Jeg har taget tid, og det er sandt.

En anden positiv ting er, at man kan slippe for fisk. (“Slipfisk” – ikke “Klipfisk”).

Der er opskrifter med. Alt er beskrevet. Det er mad for idioter: start med at vaske hænder, tænd ovnen på 200°, gør sådan og sådan, det skal se sådan ud, når du serverer det osv.

Mit lækre køkkentøj har stået ubrugt hen i flere år. Nu synes jeg, det er hyggeligt tage det frem og at lave maden, der altid smager godt. Der er altid godt med krydderier og masser af grøntsager. Bevidstheden om at spise noget ordentligt er rar. Opvasken følger gratis med.

Jeg smager på det meste i rå tilstand (æg og kylling naturligvis undtaget), fordi jeg har et eller andet med, at jeg gerne vil have en fornemmelse af, hvordan ingredienserne smagte/føltes, før de blev varmebehandlet på forskellig vis.

Hertil kommer at jeg ikke findeler ingredienserne nær så meget, som opskriften tilsiger. Jeg bryder mig ikke om mad, der er blevet fuldstændig ukendelig mos og mast sammen. Det skal have både vid og bid ved serveringen. Jeg skal helst kunne “genkende” ingredienserne. Jeg har for årevis siden læst, at det er almindelige autismetræk.

Et firma man kan kontakte

Efterhånden er det sjældent, man kan kontakte et firma. De små robotter nede i højre hjørne, der tror, de kan svare på alt, bare man stiller de rigtige spørgsmål, vinder frem. Det kan være utrolig svært at stille spørgsmål, der passer til robottens svar. HelloFresh kan man faktisk ringe til.

Et par gange har jeg haft spørgsmål enten til regningen eller til en ingrediens, en “pak choi” der var blevet noget slatten. Uden videre trak medarbejderen temmelig meget fra på den næste regning. Det var jeg ret imponeret af, at jeg skulle opleve begge gange. De gør virkelig meget for at have tilfredse kunder.

Kun en enkelt anke: prisen

Jeg abonnerer på fem måltider til to personer pr. uge. Og jeg kan snildt spise for dem begge, måske fordi jeg kun spiser det ene måltid pr. dag. Det er lidt vel dyrt, når man indtænker, at det ikke er økologisk; eller også er portionerne simpelthen for små. Prisen er (inkl. levering) 699,- kr. Det er altså 140 kr. pr. dag.

Nå, men mad skal man jo have, og lige nu er jeg i færd med noget andet, der vil spare mig for mange penge hver måned, hvis det lykkes. Men det er hemmeligt …

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

I Roskilde med min nye familie

I Roskilde med min nye familie

Jeg savner vist ord

I Roskilde med min nye familie

I de forskellige slægtsforskningsgrupper læser jeg af og til om:

  • Ældre der på deres dødsleje fortæller et barn, at det også har en søster/bror, der aldrig har været talt om,
  • Granvoksne halvgamle mennesker (ca. på min alder), der via DNA-test finder ud af, at deres far var en anden, end ham de hele livet har anset for faderen, eller
  • At de er bortadopterede.
  • DNA-slægtsforskning er p.t. et hit; jeg har også taget en DNA-test, men har intet fået ud af det, så jeg bladrer videre.

De mennesker spørger så, hvordan de kommer videre. Og det forstår jeg til fulde.

En uhyggelig indskudt historie eller skrøne

Måske er der i en af min farfars brødres familier en lignende historie eller skrøne:

En kvinde tilbageholdes tre eller fire dage under besættelsen af tysk politi – derfor regner jeg med, at det var efter september 1943 (så vidt jeg husker, var det der, de tog politiet) og inden 4. maj 1945. Hendes to ikke ret gamle sønner er alene hjemme og må tage sig af en lille nyfødt pige. Drengene spørger naboerne om hjælp, men naboerne vil ikke hjælpe, idet kvinden muligvis var “tyskervenlig”. Kvinden fortæller tyskerne, at hun har en nyfødt derhjemme, men de er ligeglade. Da hun løslades og kommer hjem, er pigen død af sult. Det fortæller kvinden på sit dødsleje til et barnebarn. Jeg har kontakt til et andet barnebarn, der har fortalt historien, og som ikke er bange for facts.

Jeg synes, det lyder helt vanvittigt, og vil selvfølgelig gerne optrevle historien. Det er klart. Jeg har bare ingen spor at gå efter, hverken navn, årstal eller sted bortset fra “i København”, og så er det næsten umuligt med de lidt over 50 forskellige sogne på den tid.

I de år foregik der mange mærkværdige og frygtelige ting, og der kommer mere og mere for en dag. Alligevel vil jeg gerne se dokumentation. Om et par måneder kan jeg muligvis få nogle facts, der gør det muligt at finde ud af, om den lille pige virkelig fandtes. Før jeg ser det i primære kilder, stiller jeg mig altså mere end tvivlende.

Tilbage til dagens egentlige historie

Sådan har det aldrig nogensinde været for mig. Mine adoptivforældre traf meget tidligt den helt rigtige beslutning, at jeg skulle kende hele sandheden: at de havde fået mig fra et børnehjem, og at mine biologiske forældre var for unge til at have børn, og at de ikke var et “rigtigt” par. De brugte ikke udtrykket “One night stand” eller “Du skulle have været en plet på lagenet”, for det kan børn ikke forstå. Men det er sådan set sandheden.

Mine adoptivforældre holdt to fødselsdage for mig: en den dag, jeg er født, og en anden den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre: nemlig årsdagen hvor de hentede mig i Hellerup fra “Dear Home” og tog mig med til Skjern. Ergo: der har aldrig været mystik, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg adoptionsbevillingen med i tasken. Måske en lidt underlig handling, men sådan var der så meget. I den står mine biologiske forældres navne.

Der er så sket det magiske, at min biologiske fars yngste barn har opsøgt mig, og vi lærer nu hinanden at kende stille og roligt. Det bliver til mange mails, hvor vi kommer vidt omkring, og i dag til en dejlig dag i Roskilde, hvor hun viste mig flere af de steder, han holdt af at komme.

Det er et menneske, jeg vældig godt kan lide, og som jeg gerne vil bruge tid med/på. Vi sætter begge pris på transparens, “ordet på bordet” og på at lægge puslespillet sammen. Jeg kan fx vældig godt lide at høre om, hvilken type menneske, han var. Jeg har gravet masser af data frem fra arkiverne, som jeg til gengæld kan give hende. Det er en fin byttehandel, hvis man kan tillade sig at kalde det sådan. Det lyder ikke så kønt; “gensidighed” er nok et bedre ord.

Det er meget specielt og meget vanskeligt at beskrive. Jeg savner vist ord. Jeg er helt sikkert glad og spændt på, hvordan det vil udvikle sig med tiden. Det er de følelser, der fylder mest – sådan ca. 95 pct.

Der er også nogle andre, men jeg ved ikke, hvad de kaldes. Det kommer nok, og negative er de under ingen omstændigheder.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Vild glæde over en halvsøster

Vild glæde over en halvsøster

Fra “Vild hvede” til nu

Vild glæde over en halvsøster

Engang i forhistorisk tid – der hvor jeg er fra – talte man om “Vild hvede“. Redaktøren gennem 25 år var gift med forfatterinden Tove Ditlevsen, som “min mor”, var betaget af. Jeg har også læst en del Tove Ditlevsen i mine unge år, men det blev alligevel for defaitistisk for mig.

Lige i dag bekender jeg mig i stedet til “Vild glæde” over at have mødt min halvsøster i aftes. Hun spurgte et par gange, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det. Svaret er, at jeg faktisk ikke helt ved det. Det er så surrealistisk, eftersom jeg har ledt efter hende og hendes søskende i mange år (mindst 10 år).

Er jeg bare en kriminel?

Når man får adgangstilladelse til sin adoptionssag, skriver man i adskillige eksemplarer under på, at man som bortadopteret ikke vil kontakte den biologiske familie og på den måde “misbruge” de oplysninger, sagen giver. Da jeg jo trods alt er jurist, har jeg selvfølgelig overholdt disse bestemmelser til punkt og prikke.

I april i år vandt nysgerrigheden alligevel over lovformeligheden, og jeg lavede et opslag i Facebookgruppen “Slægtsforskning – Søg efter nulevende efterkommere”. Jeg havde på det tidspunkt kendt adoptionssagen i ca. 20 år …

Jeg fik fantastisk hjælpe fra gruppedeltagere, der er vant til at søge efter nulevende. De er meget dygtige og kender til allehånde tips og tricks. Det har jeg ingen erfaring med, da jeg aldrig før har haft nulevende at søge efter.

Vi kom meget nærmere min biologiske far, end jeg havde troet var muligt. Jeg ville være så glad for bare et enkelt billede af ham og evt. hans forældre, da “Billeder gør datoerne til de mennesker, de var engang” (det er mit mantra gennem mange år), men ingen kendte nærmere til ham.

Jeg havde truffet min biologiske far for omkring 35 år siden, men det møde gik ikke ret godt. Og der var kun det ene.

Jeg fik ved min kriminelle handling en præcis dødsdato på ham samt:

Der er tre yderligere børn:
1) En søn født 1965 i Frederiks Sogn,
2) En datter født 1966 i Stege Sogn og
3) En datter født 1983 i Tølløse Sogn.

Men når de alle ligger efter 1960, er de jo ikke sådan lige til at få fat på, og ingen kendte navnene på de tre børn. Det ville være som at lede efter en nål i en høstak. Jeg havde ledt i minimum 10 år, og nu så det – trods min kriminalitet – ikke ud til, at gåden kunne løses. De sidste brikker i puslespillet kunne ganske enkelt ikke lægges.

Jeg filosoferede over, om jeg ville komme i fængsel, få en klækkelig bøde, blive forment adgang til Arkivalier Online (hvilket ville være helt forfærdeligt for mig), eller en anden voldsom sanktion, og besluttede, at det ville nok ikke ske. Jeg gjorde noget, man ikke måtte, men jeg var på en eller anden måde nødt til det.

Har du ikke været i en lignende situation, er det sikkert svært at forstå. Hvis man har ledt i mere end 10 år efter sine halvsøskende, vil man gøre næsten hvad som helst, for at de materialiserer sig på den ene eller den anden måde.

Jeg stod op til en besked fra Facebookgruppen

Det vilde kommer her – dog uden hvede: I går morges stod jeg op til en besked fra et medlem af den nævnte Facebookgruppe: “Jeg kan måske hjælpe dig med de sidste puslespilsbrikker. Jeg er …” Kvinden er min halvsøster. Vi har fælles far. Hun var 13 år, da han døde. Hun er 20 år yngre end mig, og hun ved alt det, jeg gerne vil vide.

Vi mødtes i aftes i 3½ time som opfølgning på knapt en times telefonsamtale. Det var helt fantastisk. I hele mit liv har jeg vist ikke oplevet noget lignende. Hun havde billeder med af vores far, og der er et par stykker, hvor jeg kan se lighedspunkter, selvom jeg ikke er ret god til den slags. Det er helt fantastisk. Der burde måske være bedre og mere præcise ord for den slags – jeg kender dem bare ikke. Jeg ville gerne komme tættere på, men ved ikke, hvordan jeg gør.

Jeg kan jo kun levere rå data, men jeg tror alligevel, hun var glad for, hvad jeg havde printet ud fra mit slægtsprogram. Nemlig de data, jeg pga. vilkårene i adgangstilladelsen ikke må gøre tilgængelige på min TNG-side.

Det er vildt. Hvordan gør man?

Psykologen har selvfølgelig sommerferie, og selvfølgelig skal jeg også bare kunne klare det selv. Jeg ville bare så gerne have et menneske at støtte mig op ad. En, der kender mig godt, en der kan dirigere mig i den rigtige retning. Og hvorfor nu det?

  1. Jeg er bange for at træde forkert,
  2. Jeg vil gerne holde fast i det, jeg nu har nået og
  3. Jeg mangler erfaring.

Hold da op … Min nye søster vil helt sikket vende tilbage på Messenger i dagens løb. Jeg kan bare ikke vente. Jeg er 58 og har ingen familie, og pludselig har jeg alligevel en familie Det hele er vildt.

/i , /af ,

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Kun gode minder

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Vi havde en aftale til kl. 14:00, og jeg var præcis. Hun havde beredt mig en fin lille overraskelse ved også at invitere sin ældste søn og dennes hustru. Det var selvfølgelig også en (mindre) menneskealder siden, jeg havde set dem, men samtalen forløb uhindret og føltes fuldkommen naturlig. I årenes løb har jeg tit tænkt på både dem og deres børn, der jo var små, da jeg senest så dem, og de har tænkt på mig. Sær tanke.

Vi har alle fået en (lidt) anden hårfarve, men hjertevarmen og empatien er den samme. Gensynsglæden var både stor og reel. Virkelig, virkelig specielt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad kontakten med den gamle dame betyder. Jeg plejer ellers at have ord nok, men her savner jeg ord.

Psykologen var bedre til at sætte ord på, da jeg senest så hende. Hun sagde: “Det er jo næsten som at få en slags familie i en høj alder”, og det er sandt. Jeg er 58 år, og noget, der kunne ligne en familie, sniger sig ind på mig. Det er så mærkeligt.

Den gamle dame er kendetegnet ved et umådeligt positivt livssyn. Jeg har aldrig mødt et lignende menneske. Eksempelvis siger hun “Jeg har kun gode minder”. Så har man et godt liv. Hvor er det dejligt at være vidne til.

Koblingen til “Forsvundne arvinger”

I aftes sad jeg og så et par episoder af min nye favoritserie: “Forsvundne arvinger”. I sæson tre hedder episode et “På flugt fra familien”, som var interessant af flere årsager. Blandt disse er viden om, hvordan man kan arbejde med oplysninger fra “Centralkartoteket”, der var modstandsbevægelsens lister over landssvigere, Schalburgfolk mv., men også tilrettelægger Mette Frisks rejse til Canada, hvor hun præsenterer en kvinde for et hidtil ukendt familiemedlem. Kvinden er vist en kusine. Jeg er ikke så god til slægtsbetegnelser, da jeg kun har haft behov for dem på papir og som data. Det bevægende var kusinens reaktion på pludselig at kende familiens historie og det pludselig at have en familie. Mette Frisk måtte holde om hende for rullende kamera.

En anden bevægende episode var “Den afviste søn” (sæson seks, episode fem), der drejer sig om en dreng, der anbringes på et frygteligt børnehjem på Frederiksberg ca. et år efter fødslen i 1930. Der følger fire børnehjem efter det. Stakkels barn. Han anses for at være på grænsen mellem åndssvag og “normal”, idet han kan indlære. Da han er 22 år, begynder han at lede efter sine biologiske forældre ved at skrive til en forstander “Floris” fra et af børnehjemmene. “Floris” er et venligt menneske, så hun gør, hvad der står i hendes magt, og hun finder faktisk hans mor, men moderen vil ikke have noget med ham at gøre, da hendes aktuelle familie ikke kender til hans eksistens.

Selvfølgelig er der uendeligt langt til min egen historie, der blandt andet foregår mere end 30 år senere og fordi, jeg indledningsvist kom til en god familie; alligevel var der noget, der rykkede i følelserne: Jeg kender sorgen over ikke at have haft en familie (repræsenteret ved den canadiske kusine). Anbringelsen, det at anses for mindre begavet og det at lede efter den biologiske slægt (repræsenteret ved “Den afviste søn”).

Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvor trist jeg egl. var over ikke at have haft en familie efter mit ottende år – og det er måske også godt nok? Som ung har man ikke interesse for familiebånd eller noget, der kunne ligne. Det kommer først senere – og jeg er altså nu nået til “senere”.

De mere opløftende afsnit

Jeg går ikke i sandaler

På børnehjemmet “Dear Home” gav de børnene for små sko på, og når det sker på den tid, hvor knoglerne vel er bløde, betyder det, at tæerne tilpasser sig den plads, der ikke er. Derfor får man “overliggertæer”, og de retter sig ikke rigtig ud uanset hvor mange år, man venter. Nogle er selvfølgelig kommet på plads men ikke alle. Derfor går jeg ikke i sandaler.

Troen på ufoerne mv.

Stedet, jeg boede som barn efter min fars død, var kendetegnet ved mange mærkelige ting. En af dem var, at de troede på ufoer og bestemt mente at have set ikke bare et men flere… Jamen jøsses kors; hvor dum har man lov at være?

Og mere fra den overnaturlige boldgade: Da vi boede i det gamle skrammel fra 1850 på Sydfyn, havde min “mor” været oppe i et natligt ærinde, kigget ud af køkkenvinduet og ganske bestemt set en af stedets tidligere kvindelige beboere sidde i en gyngestol i ly af træet i haven.

Jeg har ikke selv så meget til overs for hverken uidentificerede flyvende objekter eller genfærd, men fortællingerne skræmte mig fra vid og sans, da jeg var 12 år. Der tror man jo på hvad som helst.