/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Visit hos min nærmeste familie

Visit hos min nærmeste familie

Jeg har ingen familie, men …

Visit hos min nærmeste familie

Som bekendt har jeg egentlig kun to kedelige kusiner, som jeg stort set ikke kender, men jeg har også min fars ungdomskæreste, og det er jeg så utrolig taknemmelig over.

Det er damen på 98 år, og hende har jeg besøgt i dag. Hun kender min far bedre, end jeg selv gør, så det er fantastisk at kende hende – vi har fælles værdier. Hun kan fortælle så meget, jeg ikke ved. Hun er gammel og lider af en voldsom tremor, men fra halsen og op fejler hun absolut intet, bortset fra at hun næsten ikke kan se … For eksempel har hun fuldkommen styr på Putin og krigen i Ukraine. Vi deler sorgen over, at der igen er krig i Europa; ingen af os havde troet, det nogensinde ville ske.

Hun har “kun gode minder” og nogle af dem er, at det var dejligt, at “familien Stegemüller” ikke vragede hende, uagtet hun vragede min far Jørgen Stegemüller til fordel for den mand, hun giftede sig med og var gift med i 64 år og 7 måneder. Vagn døde som 88-årig i 2013.

Familierne var “vævet ind i hinanden” (ref. hende yngste søn) og det vedblev de at være. Således fulgte min fars søsters mand (dvs. min onkel) hende op, da hun blev gift med Vagn i Lyngby Kirke den 14. maj 1948. Pudsigt nok er den 14. maj min fars søsters fødselsdato. Jeg skal have spurgt hende, om der var en mening med det. Det var der sikkert.

En gammel dame kan fortælle

Da jeg er interesseret i historie, er det fantastisk at tale med hende. Hun kan godt nok ikke altid huske, hvad hun allerede har fortalt (men det kan jeg jo heller ikke selv …), så nogle af historierne, får jeg på ny. Jeg genkender dem, fordi jeg har lydoptagelserne af vores samtaler.

  • 11 unge mænd blev skudt af Gestapo ved Lauringe Mose i Rorup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt.
  • En af dem var “Preben Hagelin“. Episoden er kendt som “Massakren ved Osted”. Han var i modstandsgruppe med Vagn. Den unge mand havde et meget fint ur, som han smed på jorden, inden han blev henrettet et sted ved Roskildevej. Derfor kunne man efterfølgende se, at det var stedet, de blev henrettet.
  • En anden af de unge mænd havde en “Genser”, som var en tyk, strikket sweater, på. Hans dæknavn var Lasse Sommer. Hans rigtige navn var Eduard Frederik Sommer (1922 – 1944).
  • Efter befrielsen blev de unge gravet op og genbegravet i Ryvangen ved det, der kaldes Patriotbegravelsen den 29. august 1945. Hans mor Ella Johanne Nielsen, gift Sommer, genkendte ham pga. sweateren, der ikke var rådnet op.
  • Det er barske sager.

Vi talte om hendes 100-årsdag, som hun glæder sig meget til. Åh for pokker hvor jeg håber, hun holder så længe. Lige nu er er hun på et genoptræningscenter, fordi hun har haft en svær infektion med høj feber. Gudskelov er den ene søn overlæge på Bispebjerg, så han sørgede for, at hun blev indlagt på Herlev. Hanne ved ikke helt, hvor længe hun var på Herlev, men det er også ligegyldigt. Hun er heller ikke klar over, hvor længe hun har været på genoptræningscenteret. Det er også helt lige meget.

Hvis vi når 100-årsdagen, er jeg inviteret med som en del af familien. Den slags kender jeg jo slet ikke. Jeg glæder mig allerede, blandt andet fordi jeg så muligvis vil kunne træffe træffe min fars første kone Inge Sommer.

Vi siger “På Brede”

Når vi siger “På Brede”, underforstår vi “På Brede Klædefabrik”. Min oldefar indrejste til Brede fabrik i 1890 som hattemagermester. Han fik børn og børnebørn. Min far Jørgen var et af disse børnebørn. Hanne var på kontoret “På Brede” og der mødte hun min far under besættelsen.

Vi talte i dag om Kæthe Stegemüller, som jeg svagt husker fra et bryllup i 1972. Hun var på hattefabrikken, der flyttede fra Brede til Skodsborg i 1913. Hanne huskede glimrende navnet “Dansk Filthattefabik”. Det er sjovt som hendes erindringer kan kobles med mine fakta.

Endelig hører jeg til et sted

Jeg er rørt. Det har været en dejlig dag, og endelig hører jeg til et sted.

Hanne og Vagn tog sig af mig i 1980, da jeg kom til København og var helt håbløs. Fx havde jeg aldrig før haft en elektrisk tandbørste …!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Mad må gerne koste kassen

Mad må gerne koste kassen

Jeg bruger mange penge på mad

Mad må gerne koste kassen

Jeg elsker mad – god mad. Jeg har genoptaget mit abonnement hos Aarstiderne. For det første fordi det er økologisk og for det andet fordi, de er billigere end HelloFresh. Og hvad sker der her: Har jeg ikke lige sagt, at “Mad må gerne koste kassen”? Det kunne omskrives til “Mad må gerne koste måltidskassen”.

Hvis jeg selv skulle stå nede i en butik med muzak, fremmede mennesker og andre udefrakommende indtryk og finde på aftenmåltiderne, ville jeg aldrig få noget at spise eller også ville det (igen) ende med de dyre og usunde færdigretter. “Been there – done that”. Jeg nyder at få varerne leveret til døren.

Det er en glæde bare at åbne døren søndag morgen, og så har chaufføren været her, og kasserne står lige uden for døren. Der er trækasser til det grønne. Der er flamingokasser fyldt med is til kød og mejeriprodukter. Der er opskrifter med. Af deres meget informative hjemmeside fremgår, at kasserne kan bruges gennemsnitligt fire gange, før de genanvendes til andre formål.

Man hjælper Aarstiderne meget ved altid at fjerne de selvklæbende etiketter på kasserne. Så skal de ikke bruge dyr arbejdskraft på at gøre det, og det betyder så lidt for den enkelte forbruger, men det betyder meget for firmaet.

Aftenmåltidet i dag

Stegt medister og kogte kartofler plus en skøn salat.

Tomater i fine tern sammen med tynde, tynde skiver chalotteløg, der trak ti minutter med en god fransk æblecidereddike og salt. Væden skulle hældes fra, fintsnittet romainesalat tilsættes og der skulle overhældes med et par skefulde af den vanvittigt gode, spanske olivenolie fra Irma. Hertil et par omdrejninger med “De fem peberkorn”.

Aarstiderne skriver om deres måltider:

Vi forpligter os til at levere varieret, sund og 100% økologisk mad, som overholder 80/20-princippet

Alle de fødevarer du kan købe hos Aarstiderne er økologiske og vil altid være det. Når vi sammensætter vores måltidskasser, sigter vi efter 80/20-princippet; dvs. at mindst 80% af energiindholdet er plantebaseret og max. 20% stammer fra animalske kilder, som fx kød og mejeriprodukter. Det er til gavn for både os mennesker og vores planet.

Klimaaftrykket for en kuvert i BudgetKassen er 950 gram CO2. Det er i den nedre ende af deres måltidskasser. De har kasser med et mindre klimaaftryk, men så har de et eller andet, jeg ikke bryder mig om. Det kan fx være fisk.

Da jeg i min barndom boede i Svaneke, skulle mad være billigt, det brugte man ikke penge på, så den stod ofte på gratis fisk nede fra havnen hentet hjem i en spand. Garanti for friskhed! Jeg har været ret god til at udbene både sild og torsk. Det er kompetencer, jeg heldigvis har glemt.

Jeg har aldrig købt

  • Leverpostej
  • Diverse pølser (rullepølse, leverpølse, tepølse osv.)
  • Kærgaarden og lignende blandingsprodukter – men gerne smørbar Lurpak
  • Bouillonterninger
  • (BT eller Ekstrabladet)

Jeg synes, de produkter er særdeles modbydelige på alle mulige måder. Det værste er næsten, at jeg ikke kan “skille dem ad”. Hvor meget er lever, hvor meget er postej, hvor meget er rulle, hvor meget er te, hvor meget er terning? Og hvad er resten så? Vand, mel og et sojaprodukt?

Jeg foretrækker at vide, hvad jeg putter i munden, og jeg smager på det meste, inden jeg varmebehandler det.

På tallerkenen skal produkterne heller ikke rodes sammen. Grønstager hver for sig og kødet for sig. Sjovt nok var det noget af det, psykiateren spurgte meget til, da hun udredte mig for Aspergers syndrom. Det er et fuldkommen normalt autismetræk, at man vil have det “skilt ad” og at det ikke skal rodes sammen. Faktisk skal det helst heller ikke røre hinanden på tallerkenen.

Mad må gerne koste kassen

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

98 år er værd at huske

98 år er værd at huske

En dato er prentet i min hjerne

98 år er værd at huske

Det er slet ikke til at forstå, men i morgen bliver min fars ungdomskæreste 98 år. Det er en dato, der er værd at huske. Af en eller anden årsag har datoen, den 30. januar, altid været prentet ind i min hjerne, også i de mere end 40 år, vi ikke havde kontakt.

Jeg skal huske at ringe og sige tillykke. Det er øverste punkt på morgendagens liste over “pligter”. Men det føles på ingen måde som en pligt.

Jeg tænker på, hvad hun har oplevet, hvad hun har været med til, hvad besættelsen betød for hende og hvad min far og hans forældre – som jeg aldrig har mødt – betød for hende. Hun kendte faktisk min far bedre, end jeg selv gjorde. Det er lidt mærkeligt.

Hun og min far lærte hinanden at kende engang i 40’erne, da de var med i den samme modstandsgruppe, og hun også var ansat på Brede Klædefabrik. De var til et foredrag, hvor min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), og hans ven sad og smed noget i (bag-)hovedet på dem. Til sidst vendte pigerne sig selvfølgelig om; sådan opstod kontakten. Det var før Facebook og før Snapchat. Dengang skød man i stedet med papirkugler …

Jeg er taknemmelig

For mere end 40 år siden, gjorde min fars ungdomskæreste og hendes mand Vagn Rasmussen (og deres børn) uendeligt meget for mig.

  • De tog mig ind, da jeg var 16 år og gjorde rent i De Gamles By for at tjene til dagen og vejen.
  • De satte huen på, da jeg to år senere blev student fra kursus i juni 1983.
  • De holdt studentermiddagen for mig. Jeg har stadig deres fineste gave: en Georg Jensen-papirkniv i sølv, om hvilken hun tørt bemærkede “Ja, den har du ikke meget brug for nu”. Og det kan man jo kun give den gamle dame ret i.

Om vinteren var der var koldt på mit lejede værelse på Nørrebro her i København, så weekend efter weekend søgte jeg ly hos dem i Kongens Lyngby. Her fik jeg min første elektriske tandbørste. Jeg var ikke klar over, at man nu til dags brugte elektriske tandbørster. Jeg lærte at børste mine tænder!

Vi gik ture i Dyrehaven eller tog til Tårbæk Havn, hvor de havde båd.

Jeg blev – trods min høje alder (16 år) – puttet på sofaen i stuen, hvis sønnen var hjemme. Var han ikke hjemme men ude med garderne, sov jeg på hans værelse på førstesalen. Uanset, hvor jeg sov, kom hun og sagde “godnat”. Det var jeg ikke vant til. Det var alt sammen nyt: kærlighed uden krav om sære modydelser.

Jeg følte mig lidt dum. Jeg var klar over, at jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik hhv. på universitetet og Arkitektakademiet. Uagtet, hvor dum jeg følte mig, tog de imod mig. De bakkede mig op i, at jeg skulle starte på studenterkurset. De troede på, at jeg trods alt kunne noget.

Blomster med Interflora

Jeg vil så gerne sige “Tak”, men det er svært. Jeg har sendt blomster og chokolade med Interflora, og skrevet til chaufføren, at modtager er 98 år, så han må have lidt tålmodighed. Jeg håber, det lykkes. Bliver hun glad, er jeg glad!

Alle herunder hedder Stegemüller

Jeg sagde til min fars ungdomskæreste, at jeg er stolt over at være en “Stegemüller”. Uden videre sagde hun “Det kan du også roligt være”.

Alle på billederne hedder Stegemüller. Har du et legitimt behov, kan jeg sende dig en version uden vandmærke.

 

[ngg src=”galleries” display=”masonry” ngg_triggers_display=”always”] 

/i , , /af , ,

Toiletrullerør og superkraft i GladTeknik

Toiletrullerør og superkraft i GladTeknikStegemüller

Kablernes natlige dans plus “Superkraft”

Toiletrullerør og superkraft i GladTeknik

Dette indlæg er blandet vraggods, men jeg mener hvert et ord!

Da jeg var barn, gik jeg til dans i en temmelig kort periode … (forstå det hvem der kan) og der lærte jeg at danse både polka og vals og noget, der hed noget med “høne”. Jeg er derfor sikker på, at mine kabler har danset alle disse danse om natten, for hver gang jeg skulle bruge et af dem og åbnede kassen, var de filtret ind i hinanden, selvom jeg havde lagt dem pænt på plads – hver for sig – i arkivkassen.

Herudover var der en naturlov, der bevirkede, at jeg altid fik fat i det rigtige kabel i sidste forsøg. Apple er ufatteligt dygtige til at lave “hver enhed, sit kabel”. Det er hamrende irriterende. Bortset fra det leverer Apple lækre, langtidsholdbare produkter, som jeg er glad for.

Forleden så jeg et billede af den hidtil mest fornuftige anvendelse af toiletrulle-rørene, når de altså ikke længere er optagede af toiletpapir. Det var svaret på mine bønner. Nu ligger hvert eneste kabel i sit eget rør, og natlig dans – og hvad de ellers foretog sig om natten – er ikke længere mulig.

Da der er så mange, har jeg skrevet på de fleste af rørene, hvad de indeholder. Det er ikke så let at skrive pænt på rørene. På et tidspunkt, når jeg har styr på, hvad de alle skal bruges til, skriver jeg det nok lidt pænere i Word, klipper ud og fastgør pænt med englehud, men lige nu er det bare om at få det til at fungere, og det gør det. Det er en lise, og det var gratis.

Og nu til noget helt andet: Superkraft og GladTeknik

Så du programmet “Løvens hule” torsdag den 12. januar 2023 på DR1? Er du interesseret i, hvad vi autister kan, trods vores diagnose?

Hvis du svarer nej til det første spørgsmål og ja til det andet spørgsmål, er du helt sikkert gået glip af noget (programmet kan streames). Du kan evt. læse en introduktion her. Det skyldes, at Mathias Emil Nielsen, der er direktør for – og stifter af – en fabelagtig IT-virksomhed her i Hvidovre, deltog. Det er ikke et program, jeg tidligere har set og jeg vil heller ikke se det igen, da jeg ikke er så meget for shows og den type “vind eller forsvind”-programmer. Men jeg tændte for det, da jeg vidste, Mathias skulle medvirke.

Jeg har handlet IT-ting-og-sager (support, reparationer, opsætning af netværk og senest en Custom built PC) hos GladTeknik i en del år – vist siden 2019. Mathias startede fra sit kollegieværelse ene mand i 2018. Han reparerede computere, for det var han god til. Han vidste, han ville være iværksætter, for han havde fundet sin niche – trods Aspergers syndrom og trods ADHD – eller som han selv siger: “sin superkraft”.

Nu driver han en virksomhed med en årlig omsætning på ca. 100 millioner. Jeg er så imponeret af ham. Det er virkelig fantastisk.

Jeg valgte i sin tid GladTeknik som min leverandør af to hovedårsager
  1. Deres sociale profil: Lige p.t. har 80 pct. af medarbejderne en diagnose på autismespektret. Hans kongstanke er: “hvis der er noget, man som autist ikke er så god til, er der til gengæld andre områder, hvor man har en superkraft”. Mange af os har svært ved støj, så han har brugt 100.000 kr. på at sikre akustikken på værkstedet. Der er endvidere god plads omkring hver enkelt medarbejder og alle teknikere kigger ind i en væg for at kunne holde koncentrationen. Andre direktører ville fylde lokalet op for at minimere huslejen pr. medarbejder.
  2. Deres miljøprofil: Mange mennesker smider computeren i skraldespanden, når den larmer og bliver langsom; så går de fluks ud og køber en ny. Det er slet ikke nødvendigt! En indvendig rens hos en professionel og en ny omgang kølepasta kan gøre, at computeren holder dobbelt så længe. Det sparer på CO2-regnskabet og på pengepungen. Værkstedet kan reparere ned på komponentniveau, udskifte slidte dele, små dimser og meget andet, jeg slet ikke ved, hvad hedder. Retur får man en computer, der måske endda kører bedre, end den nogensinde har gjort. Firmaet har kun flotte anmeldelser på Trustpilot.

Jeg har også en “superkraft”

Jeg ville aldrig nogensinde kunne rense min computer, sætte mit netværk op eller noget som helst andet. Min PC skal bare virke – hver gang! Jeg har imidlertid en anden superkraft: Jeg ved noget om sprog om at skrive til nettet. Det kan jeg koncentrere mig om forholdsvis længe.

Lige p.t. hjælper jeg dem med nogle tekster på deres hjemmeside og prøver at formidle viden om sprog, om hastighed, om sikkerhed osv. Det er en stor glæde for mig at medvirke i kulissen til dette eventyr.

#Superkraft

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.