Jørgen blev kun 50 år

Jørgen Stegemüller 100 år i dag

Et liv der sluttede alt for tidlig den 21. november 1972 kl. 07:29 på Kolding Sygehus efter en operation den 17. november 1972, hvor der forsøgtes transplantation af hovedpulsåren efter fjernelse af en svulst/udposning på den. Operationen går galt, og han dør af en forgiftningstilstand, der kaldes ATIN eller “chocknyre”. Når nyrerne ikke kan rense blodet, bliver man forgiftet.

Der er selvfølgelig ikke mange, der bliver 100 år, og det gjorde han heller ikke, men jeg vil alligevel tillade mig at fejre ham lidt ved hjælp af nogle af de mange gode minder, som jeg for kort tid siden talte med hans nu 97-årige ungdomskæreste om, det er vigtige at have. Herunder finder du både billeder og tekst.

Det første billede er af min far, som jeg husker ham, og jeg tror, det er er taget på 50-årsdagen.

Kassen med “guld”

På øverste hylde har jeg fundet en kasse med dokumenter og billeder, som min “mor” har gemt til mig i mere end 30 år. Det var pænt af hende.

Hvem der har fået den lidt idiotiske idé at klippe i de ca. 85 – 100 år gamle billeder, ved jeg ikke, det er i hvert fald ikke mig, men her er de. Allermest holder jeg af ham i pludderbukserne ved barnevognen. De er taget i Brede pr.  Lyngby, og jeg vil gætte på, han er 1½ – 2 år.

 

Det jeg husker

1) Vi boede i Brande på Martensens Allé 2a. Meget ofte skulle han “et smut” ned på fabrikken (Martensens Fabrik) efter middagen og jeg var med. Der er tale om en tekstilvirksomhed og på en sådan laver man farveprøver (og sikkert også andre prøver) som en art test, inden man farver et helt parti klæde forkert.

Prøverne blev hængt op i nogle enorme tørrerum, nærmest som på tøjsnore. Der lugtede helt specielt, lidt hengemt men ikke dårligt, måske kan det bedst karakteriseres som en meget “tør lugt”. Der var kun meget sparsom belysning i rummene. Vi legede gemme mellem det hængende klæde. Han fandt mig altid trods næsten-mørket. Far var der altid!

2) Vi besøgte “arbejderne” (sådan kaldte vi dem altså), der stod ved deres maskiner. Maskinerne var hævede over jorden, så for at komme op på “broen”, skulle man op ad interimistiske trætrappestiger. Arbejderne bød på citronvand. I adoptionssagen står blandt andet, at man på fabrikken har sagt, han er blevet som en helt anden, efter de har hentet mig og at “det bedste han ved er at fortælle om Lille Hanne”.

Jeg dvæler ved den passus, og tillader mig at mene, at det ikke er unaturligt. Jeg kan stort set kun lære ham et kende på skrift via officielle dokumenter. Det må have været mere end noget tilfældigt; det har været mere, for ellers stod det ikke i officielle dokumenter.

3)  Jeg startede til blokfløjte. Det var dengang, Michala Petri var den store stjerne. Min far så en ny Michala Petri i mig. Det var langt fra virkelighedens verden, da jeg ingen musikalske eller andre kreative evner ejer.

4) Når han barberede sig om morgenen, sad jeg på toiletbrættet, og vi talte sammen. Jeg husker ikke om hvad, men jeg husker følelsen af at blive taget alvorligt. Vi førte ægte samtaler. Kunne jeg dog bare huske, hvad de handlede om.

5) Hver morgen folder jeg falsene på mit kaffefilter, og jeg ser ham for mig hver morgen gøre det samme med sine lange slanke fingre. Det er også en slags kontakt. Det er en rar tanke at have hver dag selv så længe efter.

Afgangsbeviset fra “Den Danske Væveskole”

Det er vigtigt at have noget, man er stolt af. Og jeg er stolt af min far. Herunder er hans afgangsbevis som 21-årig fra “Den Danske Væveskole”, der var en treårig uddannelse, som kvalificerede ham til en lang række gode og ansvarsfulde stillinger i tekstilindustrien. Skolen udtaler sin anerkendelse for hans præstationer.

Lakseglet er ved at gå i stykker – jeg skal have fundet en metode til at forhindre det.