,

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Der var jo ikke andre

Jeg skal til min fars ungdomskæreste på tirsdag

Mit liv har været en del op ad bakke, men der har bestemt også været gode “nedslag” befolket med dejlige mennesker. De vigtigste var Hanne og Vagn Rasmussen i Kongens Lyngby. Hanne og min far ungdomskærester, og Hanne er i dag 97 år. Jeg ringede til hende første gang den 22 april i år, og jeg skrev om samtalen her.

Hun og Vagn var fantastiske mennesker, og de gav mig så meget af den omsorg, jeg savnede. De holdt fx studentermiddagen for mig, jeg har stadig Georg Jensen-papirkniven i sølv, de gav mig på dagen, og hun sagde “Vi fandt det naturligt, for der var jo ikke andre”. Her kom jeg for første gang rent intellektuelt “hjem”, siden min far døde i 1972. For første gang en følelse af at høre rigtigt til et sted, hvor jeg bare passede ind og faldt i hak.

Der, hvor et forældrepar burde have været, var Hanne og Vagn. Jeg kom hos dem fra 1980, hvor jeg var en “forpjusket fugleunge” på 16 år og nogle år frem. Måske indså de uden videre, at her var en forholdsvis intelligent ung kvinde, der bare skulle have noget støtte og som med den støtte ville kunne klare sig godt. Og det havde de jo ret i. Jeg har jo rent faktisk klaret det ret godt og lavet en vældig social opstigning: god uddannelse, gode stillinger, god karriere og nu – efter pensioneringen – et rigtig godt liv.

I dag ringede jeg til hende, og spurgte, om jeg måtte komme på besøg. Jeg er velkommen og vi har en aftale til på tirsdag kl. 14:00.

Jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke nå at købe den planlagte boggave, men så kommer jeg bare, som jeg er med et par meget gamle billedalbums, min fars frihedskæmperarmbind, hans manchetknapper og hans servietring i sølv med indgraveret dåbsdato. De ting kan forhåbentlig sætte gang i samtalen, for jeg har ikke set hende i ca. 40 år, så der er muligvis behov for “katalysatorer”.

En kær detalje er, at min far kunne være blevet 100 den 17. maj. Jeg fortalte hende, at jeg havde tænkt på det. Hun sagde “det tænkte jeg også på”. Og sjovt nok, tænkte jeg på, at hun tænkte på det på dagen.

Jeg er også opmærksom på, at det måske skal tages i små bidder, for jeg kunne forestille mig, at man måske bliver hurtigt træt, når man er 97.

“Vi syntes, det var synd for dig”

Da jeg talte med hende i telefonen i dag, spurgte jeg hende, om hun kunne huske, hvordan vi egentlig blev koblet sammen? Hvordan mødtes vi, hvordan fandt jeg frem til dem? Jeg mener at huske, at de var på Bornholm en gang, og det kunne hun så også pludselig huske. Og ganske af sig selv sagde hun: “Vi syntes, det var synd for dig”. Jeg ved ikke, hvad hun mener med det, så det vil jeg spørge til. Jeg svarede bare kort, at “det var ikke godt”. Resten tager vi, når vi ses. Detaljerne udelader jeg. De er unødvendige i den sammenhæng.

Jeg gav måske også dem noget?

De gav mig meget, men måske gav jeg også dem noget? Måske skal jeg ikke udelukkende være taknemmelig? Måske udfyldte jeg også en rolle hos dem, for ellers lukker man ikke bare et barn ind i familien på den måde. Måske var jeg interessant at tale med? Det kan jeg nu ikke selv forestille mig, men jeg har talt med psykologen om det, og hendes bud var, at der skal en eller anden form for gensidighed til, for at en sådan “forbindelse” kommer i stand og vedligeholdes gennem flere år. De har aldrig haft en datter og måske udfylder jeg et tomrum i deres liv efter deres børn enten er flyttet hjemmefra (den ældste) eller måske er lige på nippet til det (den yngste). Jeg har på en eller anden måde passet ind, for man gør det ikke bare. Der skal et eller andet til. Det vil jeg prøve at spørge lidt til.

Måske skal jeg skynde mig?

Når hun nu er 97 år, er min tanke, at jeg ikke skal vente for længe med at besøge hende. I den alder tæller hver dag formentlig, også selv om det er hendes agt at blive 100 år. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu har en aftale. Og som skrevet glæder jeg mig meget!

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] var fantastisk at møde Hanne igen efter ca. 40 år. Samtalen gled helt naturligt med kun ganske få ophold. Jeg spurgte, om jeg måtte optage vores […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.