, ,

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tog fejl

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tog fejl

FE troede ikke, Kabul ville falde i år

Klokken er ikke bare fem minutter i 12. Den er et kvarter over 12. Der vil ikke blive evakueret flere mennesker ud af Kabul af danske fly. Forsvarsministeriet skriver 18:45 i en pressemeddelelse:

Forsvarsminister Trine Bramsen udtaler:

Jeg kan bekræfte, at Forsvarets Hercules-fly har gennemført sin sidste flyvning med evakuerede fra Afghanistan. Denne gang med cirka 90 personer fra de danske lister samt danske soldater og diplomater. Dermed er over 1.000 personer blevet evakueret fra Kabul af danske fly. Det er en imponerende faglig og menneskelig indsats som vores soldater og øvrige udsendte har ydet. Danmark var hurtigt på jorden i Kabul – og det har gjort, at vi både har kunnet hjælpe dem fra de danske lister – og har hjulpet allierede. Tak til alle der har medvirket.

Vi nærmer os den 31. august, hvorefter nødstedte mennesker og militært isenkram ikke længere kan slippe ud af landet. På det tidspunkt tager Taliban endeligt og fuldstændigt magten. Hvis fx amerikanerne skal have en rimelig chance for at få fløjet deres 6.000 mand ud, må de logisk nok begynde nogle dage før. Allerede i dag har de fløjet nogle ud. Både Polen og Danmark har gennemført sine sidste flyvninger i dag.

Allerede nu har Taliban gjort det så godt som umuligt at slippe ind på lufthavnsområdet i Kabul. Deres talsmand udtaler supplerende til Aljazeera, at de ikke vil tillade afghanere at rejse. Den udtalelse har været gengivet i TV Avisen 18:30 flere gange.

Ministeren skriver: “Danmark var hurtigt på jorden i Kabul”. Det stemmer umådelig dårligt med følgende pressemeddelelse på FEs hjemmeside fra kl. 11:52 (altså før ministerens udtalelse).

FE vurderede, at Kabul næppe ville falde i 2021

…Det var ikke en overraskelse, at Kabul faldt, men hastigheden, som det skete med, havde vi ikke anset som sandsynlig. Vi baserede vores vurderinger på det efterretningsgrundlag, vi havde til rådighed fra blandt andet egen indhentning, Forsvaret og internationale partnere, men det har vist sig, at vores vurdering simpelthen var for optimistisk.

FE vil inddrage erfaringerne i det interne kvalitetsarbejde…

Regeringens beslutningsgrundlag

Regeringen baserer naturligt nok sine beslutninger på informationer fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Danmark kom for sent i gang med evakueringerne, fordi FE tog alvorligt fejl og ikke troede, Kabul ville falde i år. Og udenrigsministeren havde også ferie. Jeg er ikke klar over, om forsvarsministeren også nød livet som landligger. Udenrigsministeren må dog have afbrudt sin ferie den 29. juli for at sige den snart berømte sætning “Vi lader ingen i stikken”. Jo, vi lader som minimum dem i stikken, vi kunne have nået at evakuere, hvis FE ikke havde taget fejl og vi derfor var kommet i gang noget tidligere. Det er sørme godt, FE vil inddrage erfaringerne i det interne kvalitetsarbejde, så det ikke går ud over flere…

Kan det koste to ministerposter?

Både støttepartierne og oppositionen er meget kritiske og forlanger, at der hurtigt “sker noget”. Nu, hvor der ikke evakueres flere, er det i orden at begynde at snakke og placere et eller flere ansvar. Når både oppositionen og støttepartierne er måske næsten rasende, er det ikke svært at forestille sig en udskiftning af de to ministre.

 

Fut i fejemøget?

I skulle gerne være gerne være tilfredse brugere

Nu skulle I gerne være tilfredse brugere (målt på hastigheder – indholdet kan være noget helt andet 🙂 ). Jeg har betalt mig fra den bedste opsætning af Cloudflare og WP-Rocket, ændringer af name-servers, A-names, ændringer af nameservers af dem fra dk-hostmaster til dem hos Cloudflare, og jeg ved ikke hvad. Alt i alt en masse , jeg ikke gider ikke sætte mig ind i. Det skal bare virke, så jeg kan koncentrere mig om at skabe indhold.

Alexei og jeg kunne gøre det sammen på fire timer. Alene skulle jeg have brugt fire uger. Han er super. Du finder ham her. Svartiderne på GTmetrics og i PageSpeed Insights er virkelig fine nu. Måske skal cachen lige genopbygges – men sådan er det, og det kan ikke være anderledes.

Cache er en betegnelse for et digitalt lagersystem, som gemmer baggrundsdata automatisk fra webløsninger: hjemmesider og webshops. Dette gøres for, at den enkelte side kan loades hurtigere i fremtiden.

Så første gang du besøger en hjemmeside eller webshop, vil du højst sandsynligt opleve, at det tager lidt længere tid at loade siden, end normalt. Dette skyldes, at der først skal hentes en række filer før hjemmesiden er klar.

En ny browser: Brave

Alexei introducerede mig også til en helt ny browser. Måske er den også ny for dig? Navnet er “Brave”. Der får man lov at browse, uden at Gud og hver og mand kigger mand kigger med. Det kan man selvfølgelig også gøre i de andre browsere, hvis man vælger incognito-tilstand. Her i Brave kan det bare gøres som default-tilstanden, altså uden man man behøver foretage sig noget andet end den første gang, hvor man sætter det op.

Reklamer nej tak: En anden skøn ting ved Brave-browseren er, at man kan tilgå sin musik på fx YouTube uden at skulle leve med reklamerne. Man klikker ganske enkelt på sit link, og så kommer musikken uden videre. Ikke noget med fire eller fem sekunders reklamer. Så skønt!

Apropos musik på YouTube

Jeg har brugt aftenen på musik fra “forhistorisk” tid: Anne Linnet Band, Pia Raug, Björn Afzelius m.v. Alt det vi hørte på “Femøren” lørdage eftermiddage i 80’erne, når vi cyklede fra Amagerkollegiet til Femøren omkring kl, 15:00 (jeg skulle jo lige nå hjem fra Irma på Kongelundsvej, butik 135, hvor jeg primært havde siddet i kasse, først). Bjørns “Till Min Kära” giver i sær mening nu med de afghanske flygtninge disse dage.

, , , ,

Collageprogram, hovedrengøring og elforbrug

Her er en rodebutik, for jeg har “diverse” på sinde

Collageprogram

I lang tid har jeg været glad for collageprogrammet “Photo Tangler 2”, der er simpelt, billigt og laver fine overgange fra det ene billede til det andet. Pludselig holdt det desværre op med at virke. Så snart jeg udpeger et billede, bryder det ned med besked om, at der er en UTF-8 fejl. UTF-8 har med tegnsæt at gøre. Man kunne derfor forestille sig, at der var tale om valg af billeder med de danske specialtegn, men uanset hvilket billede jeg vælger (fx også “Andersdatter, Anna.jpg” uden specialtegn) optræder fejlen.

Jeg har eksperimenteret med alle mulige indstillinger uden held. Udvikleren kan ikke genskabe fejlen, men tilbyder helt fair at refundere beløbet – og det har jeg taget imod. For beløbet kan jeg købe et andet program.

Der findes virkelig mange programmer, der kan lave collager, så det var svært at vælge. Det endte med “Photo Collage Maker”, som jeg glæder mig til at udforske. Det kan ufatteligt mange ting, der er alle mine gamle billeder værdige.

Den viste collage rummer set fra venstre mod højre:

  1. Det første billede af min far og mig, som er et billede, jeg holder meget af. Det er fra 1966 og taget i Skjern, da de lige havde hentet mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.
  2. Billedet, der er tapet sammen, forestiller min mormors mor Caroline Ane Marie CHRISTENSEN (Født CARLSEN) som ung. Billedet er vist taget i Nykøbing Sjælland. Hun ser jo meget sød ud, men jeg husker endnu mormors fortællinger om alle de tæv, hun fik af hende. Det var helt forfærdeligt at høre om.
  3. Næste billede er af Anna Grethe Margith CHRISTENSEN, mormors første ‘uægte’ barn, der kom i pleje, fordi mormor ikke var mere end 18 år, da hun blev mor. Historien i familien er, at mormor løb grædende op ad markvejen efter bilen, da plejeforældrene kom og hentede den lille Margith. I Margiths nye familie var der ingen, der vidste, at hun var en Christensen og ikke en Nielsen, som plejeforældrene hed. Det kom først frem ved Margiths død i 2006. Jeg har på en eller anden måde fået kontakt med hendes “brors” barnebarn (tror jeg nok, det er), som har fortalt om “Søster Margiths” liv og levned og har leveret mange dejlige gamle billeder. Det er guld værd.
  4. Den flotte soldat er mormors far Niels August CHRISTENSEN, som, i modsætning til sin kone, var god ved sine seks levendefødte børn (der var også et dødfødt barn i 1903). Han hængte sig desværre i et træ i skoven i september 1940 kun 59 år gammel.
  5. Niels Augusts far Ole CHRISTENSEN, har jeg ikke andre informationer om, end at hans erhverv var temmelig skiftende. De forskellige erhverv fremgår af kirkebøgerne ved børns og børnebørns dåb samt selvfølgelig af folketællingerne.
    • 1880, feb.: Tjenestetyende på Borrevang
    • 1881, aug.: Indsidder
    • 1883, okt.: Arbejdsmand
    • 1888, nov.: Postkjører i Nykøbing Sj.
    • 1889, jan.: Arbejdsmand i Tølløse
    • 1890, feb.: (ved folketællingen): Postkjører
    • 1904, sep.: Handelsmand på Asnæs Lammefjord
    • 1916, feb: (ved folketællingen) Fiskehandler
    • 1917, jun.: Fiskehandler og Handelsmand i Tolsager
  6. Det brunlige billede, hvor man kan se en masse arbejdere stillet op under et skilt med teksten “1877 BV 1927” stammer fra Brede Værks 50 års jubilæum i 1927. Det var til Brede Værks (kaldes også Brede Klædefabrik) hatteafdeling min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER indrejste i 1890 fra Frankfurt an der Oder. I 1913 flyttede hatteafdelingen til Søllerød og blev til den nystiftede “A/S Dansk Hattefabrik”. Jeg har beskæftiget mig meget med ham og Brede Klædefabrik, så der er en længere fortælling om ham her.
  7. Wilhelm Rudolfs første barn, Rudolph Reinholdt Felix STEGEMÜLLER, min farfar, er den tilbedende mand på divanen på det sidste billede. Kvinden, han ser tilbedende på, er min farmor. Som jeg har forstået det, var de nogle dejlige mennesker. Desværre har jeg ikke truffet nogen af dem. Felix blev uddannet som dessinatør på Brede Klædefabrik, og videreuddannede sig i Tyskland. På billede til højre er han fotograferet uden for den ejendom, hvor han boede på et af sine ophold i Tyskland. En dessinatør er det, vi nu til dags vil kalde en designer. Dessinatøren besluttede, hvorledes klædet skulle se ud: Hvilke garner, der skulle anvendes, hvorledes mønsteret skulle være mv. (ref. Jeppe Tønsberg på Lokalhistorisk Arkiv for Lyngby Tårbæk Kommune.). I 1916, da han boede i kontorbygningen på Brede, var han ‘fabrikmester’, hvilket er en endog meget høj stilling for en 25-årig. Ved Jørgen Stegemüllers dåb i 1922 er han angivet som appreturmester. Han traf sin kone Karen (f. Sørensen), der arbejdede på Brede Klædefabrik som kontordame, på fabrikken.

Hovedrengøringen

Hele mit hjem skinner nu. Her har vist aldrig været så rent. Kl. 07:50 entrerede tre meget mørke mennesker (fra Ghana eller deromkring) fra firmaet HB Rengøring. De gav den gas i fire timer og et kvarter og væk er ethvert spor af de håndværkere, der for en måned siden efterlod et fint lag støv overalt. De har gjort meget mere, end jeg forventede og end jeg synes, vi havde aftalt. Prisen er der imidlertid ikke ændret på. Jeg er meget tilfreds!

Der er ryddet ud i skuffer og skabe. Der mangler en gennemgang af klædeskabet, men det kommer. Det er lidt som at starte på en frisk. Skønt. Jeg gider ikke have alt muligt, jeg alligevel ikke bruger. Faktisk kunne jeg nøjes med en et-værelses til mit skrivebord, min PC og min seng 🙂

Når elforbruget pludselig stiger 39 pct.

Jeg har skiftet el-selskab til Vindstød, der går for at være billigere. I den forbindelse har jeg fået en slutafregning fra SEAS-NVE og i følge den, er mit elforbrug 39 pct. højere end forventet. Jeg ringede til dem og undrede mig. Hun sagde mindst fem gange, at de kunne se, forbruget var steget, men at de ikke kunne se hvorfor. Det sidste kunne jeg nu godt selv regne ud, men en sådan stigning er mærkelig: en sommerperiode hvor man først tænder lyset kl. 21:30, jeg har ikke ændret adfærd, købt nye el-apparater eller fx vasket hver dag.

Hendes eneste bud var, at der pludselig er en fejl på måleren og at jeg kan aflæse den dagligt i to uger og herefter kontakte en navngiven afdeling. Men det får jeg jo ikke gjort, og det er vel også meget lidt sandsynligt, at den pludselig skulle fejle. Men jeg må indrømme, at jeg føler mig fanget som forbruger. Man har ikke en chance i en sådan situation. Der er ikke andet at gøre end at betale og se glad ud – og så undre sig over en vanvittig stigning på knapt 40 pct.!

,

Frivilligt arbejde og 740 stedkoder

Frivilligt arbejde og 740 stedkoder

Jeg er en anelse træt i hovedet

Frivilligt arbejde

Jeg har gjort en TNG-bruger glad i dag, og det er tilfredsstillende. Han var kørt sur i opdateringer, visning af data i felter eller ej, koblingen mellem Legacy (off-line programmet til slægtsdata) og TNG samt nogle andre ting, der let kan drille, hvis man ikke har en firkantet hjerne. Og vel at mærke ikke har rodet med begge programmer næsten i døgndrift gennem flere år.

Det er længe siden, jeg skrev dette på min TNG-side:

Efterhånden har jeg mange års erfaring med at opsætte TNG, som denne side er lavet i. Jeg tilbyder at lave en side for dig, hvis du ikke selv tør give dig i kast med det, men alligevel gerne vil præsentere dine data på nettet. Det koster ikke noget. Den eneste forudsætning er, at du på forhånd har orden i data og billeder, for ellers er arbejdet for stort, og jeg gider ikke gøre orden i dine ting for nu at sige det lige ud.

Samlet set har jeg haft tre henvendelser, så det er ikke fordi, tilbuddet bliver misbrugt. De mennesker, jeg har bistået, er blevet så glade, at det er det hele værd, også selvom de ikke har den forudsatte orden i data og billeder.

Jeg har fundet en model til at komme om ved det problem: Jeg laver så meget, der er muligt med de data, der nu en gang er, og så laver jeg en mail med “noter og dokumentation“, hvor jeg forklarer problemerne og hvordan de formentlig kan løses. Så kan brugeren selv arbejde videre. Opstår der efter en grundig oprydning nye problemer, er jeg selvfølgelig til rådighed. Det fungerer faktisk ret godt.

Når jeg siger, jeg er blevet pensionist, foreslår Gud og hver mand, at jeg skal lave frivilligt arbejde. Af en eller anden grund er det første, de kommer i tanke om, at jeg skal stå i en genbrugsbutik… På et tidspunkt overvejede jeg at blive en form for IT-hjælper hos Ældresagen, der har en afdeling 800 meter væk. Min egen model er vist bedst, for jeg har nok ikke tilstrækkelig tålmodighed til det andet. Det passer mig glimrende at kunne sidde ved egen PC og i fred og ro få ting til at fungere og så bagefter analysere, hvorfor det alligevel ikke fungerer.

Der var langt gennem “Sankt-et-eller-andet”

På et eller andet tidspunkt inden så længe, er jeg ved vejs ende med mit “stedkodeprojekt” – jeg er 67,8 pct. færdig med GPS-koordinaterne. I dag har jeg sat koordinater på 740 steder… Der var langt gennem alle dem med Sankt-et-eller-andet, som der faktisk var hele 58 af.

Jeg startede med “, , , Canada” den 11. juli og sluttede dagens arbejde med “Sankt Thomas Kirke, Sankt Thomas Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Denmark”.

Det er faktisk ufatteligt kedeligt, men jeg ser frem til resultatet. Hvis der er fejl af større beskaffenhed, gider jeg aldrig se på GPS-koordinater igen, for så interessant er det heller ikke; det kræver flere museklik end hjernevindinger. På et tidspunkt begyndte min mus tilmed at leve sit helt eget liv, den ville fx kun markere i totredjedele af tilfældene, og så er det en svær opgave at lave cut’n paste. Heldigvis har jeg flere mus – også de avancerede og dyre MX ERGO trackball-mus. De burde bare ikke opgive ævred så hurtigt. Jeg regner med at klage til forhandleren i morgen, for det er ikke første gang, den ene af dem sætter ud.

En side, jeg har meget glæde af, er Wikipedia, for næsten alle sogne er lagt ind inkl. deres GPS-koordinater. Og der er oplysninger om sognets tilhørsforhold til herred og amt også før kommunalreformen af 1. januar 1970. En guldgrube.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at også der har siddet et eller flere mennesker og lavet frivilligt arbejde. Hvor er det dejligt, nogen gider. Tænk på det næste gang, du finder noget herligt på nettet: det er højst sandsynligt opstået ved frivillig og ulønnet arbejdskraft.