Collageprogram, hovedrengøring og elforbrug
Indholdsfortegnelse
Her er en rodebutik, for jeg har “diverse” på sinde
Collageprogram
I lang tid har jeg været glad for collageprogrammet “Photo Tangler 2”, der er simpelt, billigt og laver fine overgange fra det ene billede til det andet. Pludselig holdt det desværre op med at virke. Så snart jeg udpeger et billede, bryder det ned med besked om, at der er en UTF-8 fejl. UTF-8 har med tegnsæt at gøre. Man kunne derfor forestille sig, at der var tale om valg af billeder med de danske specialtegn, men uanset hvilket billede jeg vælger (fx også “Andersdatter, Anna.jpg” uden specialtegn) optræder fejlen.
Jeg har eksperimenteret med alle mulige indstillinger uden held. Udvikleren kan ikke genskabe fejlen, men tilbyder helt fair at refundere beløbet – og det har jeg taget imod. For beløbet kan jeg købe et andet program.
Der findes virkelig mange programmer, der kan lave collager, så det var svært at vælge. Det endte med “Photo Collage Maker”, som jeg glæder mig til at udforske. Det kan ufatteligt mange ting, der er alle mine gamle billeder værdige.
Den viste collage rummer set fra venstre mod højre:
- Det første billede af min far og mig, som er et billede, jeg holder meget af. Det er fra 1966 og taget i Skjern, da de lige havde hentet mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.
- Billedet, der er tapet sammen, forestiller min mormors mor Caroline Ane Marie CHRISTENSEN (Født CARLSEN) som ung. Billedet er vist taget i Nykøbing Sjælland. Hun ser jo meget sød ud, men jeg husker endnu mormors fortællinger om alle de tæv, hun fik af hende. Det var helt forfærdeligt at høre om.
- Næste billede er af Anna Grethe Margith CHRISTENSEN, mormors første ‘uægte’ barn, der kom i pleje, fordi mormor ikke var mere end 18 år, da hun blev mor. Historien i familien er, at mormor løb grædende op ad markvejen efter bilen, da plejeforældrene kom og hentede den lille Margith. I Margiths nye familie var der ingen, der vidste, at hun var en Christensen og ikke en Nielsen, som plejeforældrene hed. Det kom først frem ved Margiths død i 2006. Jeg har på en eller anden måde fået kontakt med hendes “brors” barnebarn (tror jeg nok, det er), som har fortalt om “Søster Margiths” liv og levned og har leveret mange dejlige gamle billeder. Det er guld værd.
- Den flotte soldat er mormors far Niels August CHRISTENSEN, som, i modsætning til sin kone, var god ved sine seks levendefødte børn (der var også et dødfødt barn i 1903). Han hængte sig desværre i et træ i skoven i september 1940 kun 59 år gammel.
- Niels Augusts far Ole CHRISTENSEN, har jeg ikke andre informationer om, end at hans erhverv var temmelig skiftende. De forskellige erhverv fremgår af kirkebøgerne ved børns og børnebørns dåb samt selvfølgelig af folketællingerne.
- 1880, feb.: Tjenestetyende på Borrevang
- 1881, aug.: Indsidder
- 1883, okt.: Arbejdsmand
- 1888, nov.: Postkjører i Nykøbing Sj.
- 1889, jan.: Arbejdsmand i Tølløse
- 1890, feb.: (ved folketællingen): Postkjører
- 1904, sep.: Handelsmand på Asnæs Lammefjord
- 1916, feb: (ved folketællingen) Fiskehandler
- 1917, jun.: Fiskehandler og Handelsmand i Tolsager
- Det brunlige billede, hvor man kan se en masse arbejdere stillet op under et skilt med teksten “1877 BV 1927” stammer fra Brede Værks 50 års jubilæum i 1927. Det var til Brede Værks (kaldes også Brede Klædefabrik) hatteafdeling min oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER indrejste i 1890 fra Frankfurt an der Oder. I 1913 flyttede hatteafdelingen til Søllerød og blev til den nystiftede “A/S Dansk Hattefabrik”. Jeg har beskæftiget mig meget med ham og Brede Klædefabrik, så der er en længere fortælling om ham her.
- Wilhelm Rudolfs første barn, Rudolph Reinholdt Felix STEGEMÜLLER, min farfar, er den tilbedende mand på divanen på det sidste billede. Kvinden, han ser tilbedende på, er min farmor. Som jeg har forstået det, var de nogle dejlige mennesker. Desværre har jeg ikke truffet nogen af dem.
Felix blev uddannet som dessinatør på Brede Klædefabrik, og videreuddannede sig i Tyskland. På billede til højre er han fotograferet uden for den ejendom, hvor han boede på et af sine ophold i Tyskland. En dessinatør er det, vi nu til dags vil kalde en designer. Dessinatøren besluttede, hvorledes klædet skulle se ud: Hvilke garner, der skulle anvendes, hvorledes mønsteret skulle være mv. (ref. Jeppe Tønsberg på Lokalhistorisk Arkiv for Lyngby Tårbæk Kommune.). I 1916, da han boede i kontorbygningen på Brede, var han ‘fabrikmester’, hvilket er en endog meget høj stilling for en 25-årig. Ved Jørgen Stegemüllers dåb i 1922 er han angivet som appreturmester. Han traf sin kone Karen (f. Sørensen), der arbejdede på Brede Klædefabrik som kontordame, på fabrikken.
Hovedrengøringen
Hele mit hjem skinner nu. Her har vist aldrig været så rent. Kl. 07:50 entrerede tre meget mørke mennesker (fra Ghana eller deromkring) fra firmaet HB Rengøring. De gav den gas i fire timer og et kvarter og væk er ethvert spor af de håndværkere, der for en måned siden efterlod et fint lag støv overalt. De har gjort meget mere, end jeg forventede og end jeg synes, vi havde aftalt. Prisen er der imidlertid ikke ændret på. Jeg er meget tilfreds!
Der er ryddet ud i skuffer og skabe. Der mangler en gennemgang af klædeskabet, men det kommer. Det er lidt som at starte på en frisk. Skønt. Jeg gider ikke have alt muligt, jeg alligevel ikke bruger. Faktisk kunne jeg nøjes med en et-værelses til mit skrivebord, min PC og min seng 🙂
Når elforbruget pludselig stiger 39 pct.
Jeg har skiftet el-selskab til Vindstød, der går for at være billigere. I den forbindelse har jeg fået en slutafregning fra SEAS-NVE og i følge den, er mit elforbrug 39 pct. højere end forventet. Jeg ringede til dem og undrede mig. Hun sagde mindst fem gange, at de kunne se, forbruget var steget, men at de ikke kunne se hvorfor. Det sidste kunne jeg nu godt selv regne ud, men en sådan stigning er mærkelig: en sommerperiode hvor man først tænder lyset kl. 21:30, jeg har ikke ændret adfærd, købt nye el-apparater eller fx vasket hver dag.
Hendes eneste bud var, at der pludselig er en fejl på måleren og at jeg kan aflæse den dagligt i to uger og herefter kontakte en navngiven afdeling. Men det får jeg jo ikke gjort, og det er vel også meget lidt sandsynligt, at den pludselig skulle fejle. Men jeg må indrømme, at jeg føler mig fanget som forbruger. Man har ikke en chance i en sådan situation. Der er ikke andet at gøre end at betale og se glad ud – og så undre sig over en vanvittig stigning på knapt 40 pct.!
Mht. den pludselige stigning i dit strømforbrug: Prøv at tjekke køleskab og fryser. En utæt liste, en defekt kompressor eller en fryser, der trænger til afrimning, kan bruge overraskende mængder af strøm. I gamle dage kunne man låne en måler til de enkelte apparater hos sit elselskab. Det var noget af en øjenåbner for mig. I dag må man nok omkring Harald Nyborg eller lignende.
@ Berit
Hej og velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er din første kommentar. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Tak for dit tip. Det vil jeg bestemt prøve, for noget er der altså galt. Jeg havde slet ikke tænkt på at tjekke køleskab og fryser, men det er en rigtig god idé.
Til lykke med dit nye program og din professionelle hovedrengøring. Sådan ønsker jeg mig også, og jeg skal også nok få den. Men jeg oplever stadig noget modstand mod idéen fra den anden indvåner i huset. Var det en dyr omgang?
Endelig vil jeg lige nævne for dig, at din side er blevet noget langsom at hente. Faktisk har det været sådan i nogle uger nu, og jeg har prøvet på forskellige maskiner i forskellige browsere. Forskellen er ens: Meget langsom. Har du prøvet at sætte Pingdom til at overvåge?
Nu vil det vise sig, om jeg overhovedet kan skyde denne kommentar af, så jeg stopper med at skrive nu. Hvis det hele alligevel går tabt i cyberspace, skulle pokker da stå i at slide på tastaturet! 🙂
@ Henny
Ja det var lidt dyrt med den der hovedrengøring, men jeg kunne også have fået det til den halve pris, der syntes jeg bare ikke, deres ydelser var lige så godt beskrevet. Jeg tror, konkurrencen på området er benhård, så hvis du er lidt om dig, undersøger markedet grundigt, og måske er lidt af en “købmand”, vil jeg tro, du kan forhandle dig til en god pris.
Ja jeg er klar over, at der er sket et eller andet med min side, og det er lagt ind i Access-databasen som en opgave med høj prioritet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, der foregår. Jeg er bange for, at det er et eller andet med firewallen, der befinder sig hos Sucuri, så jeg skal have fat i dem (de har fin support). Jeg har nemlig slet ingen forstand på AAA-records, DNS-names og alt det der. Som overvågningstjeneste bruger jeg GTmetrics, der i lang tid har vist de frygteligste resultater. Det bekymrer mig, for jeg ved ikke, hvor jeg skal sætte ind.
Du sled heldigvis ikke forgæves på tastaturet 🙂
Jamen sæt da endelig din webhost til at finde fejlen! Den slags er sjældent noget, man selv kan gøre noget ved, bortset altså fra at flytte og håbe på det bedste. Men det ville da være langt bedre at få de professionelle til at klare problemerne!
Jeg tror, jeg skal i gang med at undersøge mulighederne for rengøringshjælp. Jeg har dog allerede besluttet, at jeg ikke vil hyre en privatperson, men derimod benytte mig af en professionelt firma. Det, tror jeg, jeg kommer længst med.
@ Henny
Ja det er nok en god idé med hosten! Jeg bruger cHosting, som jeg er meget glad for, for de har en super-support og gør meget udover det at være webhost, hvis man har noget, der driller.
Ja og du har den fordel med et professionelt firma, at udgiften kan trækkes fra i skat som led i det, der kaldes “håndværkerfradrag”. Jeg kan ikke lige huske, hvor meget det er, man får tilbage ad den vej, men det er vist omkring det halve. Og så er udgiften jo lige pludselig “spiselig”.