Wilhelm Rudolf Stegemüller

En historie om en mand, der kom til Danmark i 1890; måske fordi han var en dygtig hattemager (det siger familiekrøniken), eller måske fordi… der er ikke noget svar på, hvorfor han kom. Svaret blæser i vinden. Men under alle omstændigheder er det denne mand, der “er skyld i” min slægtsforskning. Jeg ville undersøge, om familieskrøniken var sand.

Min tyske oldefar Wilhelm Rudolf Stegemüller

Man kan ikke se det, for jeg har lyst hår, blå øjne og taler godt dansk, men jeg er 4. generationsindvandrer. Farfars far Wilhelm Rudolf Stegemüller rejste som 28-årig ind i Danmark i 1890 direkte til Brede Fabrik (Brede Klædefabrik) for at lave hatte i klædefabrikkens Hatteafdeling.

Opholdsbogen hos politiet i Kongens Lyngby

Navn: Rudolf Stegemüller
Fødested: Frankfurt v. Oder
Fødselsaar og dag: 29/5-62
Signalement: lille, midl. blond, blaa, almdl., tydsk
Hvortil: Brede Fabrik

Man lass sich integrieren

Min oldefar vidste noget om integration og om, hvordan man bliver en del af et fremmed samfund! Man gifter sig med en af dem fra det nye land. Som tænkt så gjort og brylluppet stod i Kongens Lyngby Kirke en skyet dag i juli året efter, han kom til Danmark.
Wilhelm Rudolph Stegemüller og hustru Emilie Margrethe Nielsen

Wilhelm Rudolf Stegemüller flyttede ind i Mesterlængen på Brede, for han var Hattemagermester. Når man står på trappen med ryggen til Brede Hovedbygning, har man Mesterlængen som den venstre af de to lange længer. Tit og ofte har jeg tænkt over, hvordan parrene i min anetavle har mødt hinanden – men Wilhelm Rudolf Stegemüller og Emilie Margrethe Nielsen kunne næsten ikke undgå at mødes. De var naboer i Mesterlængen ude i Brede. Hun var datter af forvalter Jens Nielsen, så det har formentlig været et ægteskab i den lidt pænere ende af direktør Daverkosens fabrikssamfund ved Mølleåen.

Årsagen til ægteskabet skal vel dels søges i almindelig og banal kærlighed, dels i det faktum, at Emilie Margrethe Nielsen ved vielsen er 5½ måneder henne med deres første barn: Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller (som skulle blive min farfar). De får sammen ni børn, der alle fødes på Brede. De otte af børnene bliver voksne, kun den lille Rigmor Margrethe dør 2 måneder gammel. Desværre har jeg kun truffet et af børnene (Käthe) ved et bryllup i 1972.

Det er interessant at studere kirkebogsinskriptionerne ved børnenes dåbshandlinger. Ved dem alle er det noteret, at de ikke har fødehjemstedsret i Kongens Lyngby. Var Wilhelm Rudolf Stegemüller afgået ved døden, før børnene havde nået skelsår og alder, eller havde han bare ikke været i stand til at forsørge dem, havde man formentlig sendt dem til Tyskland, hvor han kom fra.

I 1913 flytter hattefabrikationen fra Brede Klædefabrik til Skodsborg og ægteparret Wilhelm Rudolf og Emilie Margrethe flytter med sammen med børnene – dog er jeg ikke sikker på om Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller flytter med. Jeg tror faktisk, han bliver på Brede og gør sin uddannelse færdig. Men resten laver hatte og laver hatte og laver hatte – og det gør de alle sammen.

I 1919 står oldefar fadder til min tante Kirsten Stegemüller i Kongens Lyngby; 1922 står han fadder til min far Jørgen Stegemüller samme sted.

Om hattefabrikken

Perry Øie har arbejdet på A/S Dansk Hattefabrik i Skodsborg fra 1965 til 1971, og han har lavet en side med egne billeder fra hattefabrikken. Det fremgår af siden, at produktionen ikke altid foregik i lige sunde vilkår; hjerte og lunger blev hårdt belastede af de kemikalier, produktionen krævede. På siden finder du nogle billeder af oldefars søn Robert Rickardt Stegemüller, men billederne viser også selve maskinerne og arbejdet på hattefabrikken.

Hattefabrikken flyttede fra Brede Klædefabrik til Skodsborg i 1913 og det siges, at fabrikken indledte en ny glorværdig æra i Skodsborgs industrihistorie. Fabrikken lå på Strandvejen nr. 151 og fremstillede herrehatte samt hatteemner (“stumper”) af filt til damehatte.

Hatteproduktionen startede i 1890 – netop det år oldefar kom til Danmark – på Brede som en underafdeling af klædefabrikken og den uddannede arbejdskraft var i høj grad hentet i Tyskland. 15 år senere i 1905 var der store arbejdskampe mellem direktør Daverkosen og hans personale under Dansk Tekstilarbejderforbund; de fleste hattearbejdere organiserede sig i stedet i det nystartede Dansk Hatte- og Bundtmagerforbund, men det lykkedes ikke at få alle med i forbundet. Det var især kvinderne, der ikke rigtig kunne se det formålstjenlige i at organisere sig. De var vant til små kår og forventede ikke, at det kunne blive bedre. Kravet var højere løn og fagbevægelsen vandt strejen – Daverkosen svarede igen ved at lægge en krone på huslejen! Lønnen var blot en lille del af udvekslingen mellem arbejdere og ledelse på Brede.

1905 var også året, hvor hattefabrikken blev en helt selvstændig virksomhed som aktieselskabet “A/S Dansk Hattefabrik” under ledelse af Hans Cohn (1874-1947), der blev administrende direktør for firmaet. Cohn var uddannet i Berlin og havde fået sin grundige uddannelse i Tyskland, England og Frankrig og han var den rigtige mand til at sætte skub i produktionen.

Hatteprodutionen var omfattende og markedet var godt; i de bedste år (1919 ff.) fremstilledes årligt en halv million hatte. Hatteproduktionen var især beregnet på det indenlandske marked, hvor ingen mand over konfirmationsalderen ville vise sig på gaden uden hat. En kvinde kunne da slet ikke gå på gaden uden hat, for så ville hun blive betragtet som en skøge eller i hvert fald som “løs på tråden”. Markedet voksede stille og roligt og selv under 2. verdenskrig – hvor krisen ellers mærkedes overalt – var der gode afsætningsmuligheder i hele Skandinavien, Holland, Belgien og Tyskland. Medvirkende til den gode situation under 2. verdenskrig var, at man opdyrkede nye produkter; det var næsten umuligt at skaffe materialer til produktionen, og derfor gik man midlertidigt over til at omsy ældre og umoderne hatte samt at modtage gamle hatte til reparation og rensning.

Både i Brede og i Skodsborg var der opbygget hele samfund, så arbejderne (næsten) ikke behøvede at bevæge udenfor fabrikkens arealer; man gjorde meget for at knytte arbejderne tæt til virksomheden. Der blev drevet spisehuse, børneasyler/daghjem, marketenderier, der var selvstændige sportsforeninger, selvstændige samaritterforeninger m.m., og man boede i fabrikkens boliger. I Brede var dette blandt andet begrundet i fabrikkens afsides beliggenhed. I Skodsborg havde fabrikken ca. 100 lejligheder til sine arbejdere, mens resten boede i den gamle arbejderby Nærum. Fabrikkens lejligheder var – efter datidens forhold – gode. Et resultat af den tætte tilknytning til virksomhederne var, at mange aldrig kom til at arbejde andre steder. Det var ikke usædvanligt med 50-års jubilæer, ligesom mange familier arbejdede på virksomhederne i genarationer, som det også er tilfældet for min familie.

En lille afstikker til Brede: På Brede så man direktør Daverkosen som en patriark, der næsten “ejede sine arbejdere” og ydede stor “omsorg” – modydelsen var dog en relativ tryghed i ansættelsen, og det har der været behov for under de to verdenskrige. Bogen “Industriens vugge. Brede – et fabrikssamfund ved Mølleåen 1800-1956” (udgivet af Nationalmuseet) ser meget kritisk på patriarken Daverkosen. Dette bygger man på interviews med tidligere arbejdere fra fabrikken, der fx. fortæller, at passede man ikke sin have ordentligt, kunne der være trussel om fyring. Et andet eksempel er en opsætsig arbejdsdreng, der fik at vide, at ‘man kunne jo altid fyre hans far’, hvis han ikke forbedrede sig. Der kan altså siges både for og imod den tætte tilknytning til virksomheden

Oldefar bliver dansk

I 1919 bliver Wilhelm Rudolf Stegemüller dansker efter næsten 30 år i Danmark. Indfødsretssagen:

“Wilhelm Rudolf Stegemüller, Hattemagermester af Søllerød Sogn under Københavns Amt, født i Preussen.

Stegemüller, Wilhelm Rudolf, Hattemagermester af Søllerød Sogn under Københavns Amt, født 1862 i Frankfurt an der Oder, kom 1890 her til landet, hvor han derefter stadig har opholdt sig; fra 1913 har han boet i Søllerød Sogn. Andrageren, der er det danske Sprog bemægtiget, er gift med en dansk Kvinde, med hvem han har 8 Børn, der forsaavidt de har naaet skolepligtig Alder nyder eller har nydt dansk Skoleundervisning. Andrageren anbefales af Søllerød Sogneraad”.

Med blyant er det noteret på omslaget: “Andrageren staar i Tysk “Ersatz-Reserve zweiter Klasse”. Da han er over 55 Aar gammel, og med sit 31.de Aar er overført til Landstammen (?), vil dette formentlig ikke være til hinder for hans optagelse paa Loven. Der mangler Skoleattester for de 4 yngste Børn (f. 1908, 1910, 1911 og 1911). Henstilles at disse fremskaffes”. Dateret: 7/3-18.

Hvor på samfundets rangstige?

Barnebarnet Aase Grethe Stegemüller (datter af sønnen Valther Robert) vokser stort set op hos Wilhelm Rudolf og Emilie Margrethe, fordi der simpelthen er flere penge hos dem end hjemme i hendes eget hjem. Aase fortæller, at Wilhelm Rudolf og Emilie Margrethe havde høns og duer, og at han selv slog dem ihjel ude i gården i Skodsborg. Aase bekræfter, at Emilie Margrethe havde “et godt køkken” (det kan man se på billederne af hende – hvor hun ligner en skøn bedstemor). Aase Grethe fortæller også, at hendes forældre ofte mødtes med hendes bedsteforældre for at spille kort.

Jeg har svært ved at vurdere, hvor på den sociale rangstige Wilhelm Rudolf Stegemüller befandt sig. Hattemester/hattemagermester lyder fint, han kunne have barnebarnet Aase Grethe hos sig (datter af Valther Robert Stegemüller) og han betalte for hendes broder Henning Poul Stegemüllers kostskoleophold på en skole på Amager. Det er min opfattelse, at det måske er gået bedre med årene! Det fremgår af følgende citat fra Søllerødbogen: “Efter de første to år i forskolen i Skodsborg måtte hattearbejdernes børn i resten af deres skoletid tage til Vedbæk Skole eller til Nærum Skole. Havde man lidt større ambitioner på sine børns vegne end blot en almindelig skolegang, men ikke råd til at bekoste yderligere skolegang, måtte man søge andre veje. En af de tyske hattemestre sendte i sommeren 1920 følgende andragende til Skolekommissionen i Søllerød: “Undertegnede Hattemester Rud. Stegemüller, Skodsborg, ansøger hermed det ærede Sogneraad om at en af Nærum Kostskoles Fripladser maa blive givet til min datter Käthe Stegemüller.” Den på det tidspunkt 12-årige Käthe bedømmes af overlæreren ved Vedbæk Skole som “Velbegavet, Flittig og Flink”, og da han vurderer, at hun vil “have et godt udbytte af et Kursus paa en Realskole”, anbefaler han hende hermed.”

En hattemagermesters liv rinder ud

Hustruen Emilie Margrethe Nielsen dør i 1934 på Gentofte Amtssygehus og bliver begravet på Vedbæk Kirkegård. Tre år efter stedes Wilhelm Rudolf Stegemüller til hvile ved siden af hende. Præsten skriver i Vedbæk Kirkebog: “Enkemand Wilhelm Rudolph Stegemüller begravet af Pastor Rasmussen på Vedbæk Kirkegård 1937 10/6. Død på Amtssygehuset i Gjentofte.” Sønnen Fritz får boet udlagt for begravelsesomkostningerne: “Den 22-06-1937: Fremlagdes Begæring af 17. s.M fra Hattemager Fritz Stegemüller om at få Efterladenskaberne i Boet efter forhenværende Hattemagermester Rudolph Wilhelm Stegemüller, Strandvej 141 (Der burde stå Skodsborgvej 151 – red. 2003), Skodsborg, død 3/6-1937, udlagt til sig for Begravelsesudgifterne. Begæringen toges til følge.”

Alle er nu døde, og det vil næppe nogensinde lykkes at finde ud af, hvad der fik ham til at forlade sin mor og sine to søstre i Tyskland for at blive hattemagermester på Brede og senere A/S Dansk Hattefabrik.

Kilder:
Kongens Lyngby Politi: DC-031: Københavns Amts Nordre Birk, Afd. G Udstedte Opholdsbøger til fremmede Statsborgere.
“Strandvejen før og nu” Bind 1, side 348
“Søllerød – som det var engang” 6. samling af Gunnar Sandfeld
Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene – 1905
“Brede Klædefabrik” af Jeppe Tønsberg
“Industriens vugge. Brede – et fabrikssamfund ved mølleåen”
Indfødsretssag: Indenrigsministeriet Ekspeditionskontor, 1917. J.No 62
Lovtidende A 1919 af 10.6., s. 655
Søllerødbogen 1992
Kirkebog, Vedbæk, 3-145-4 side 65
Skifteprotokol, Skiftebog B, s. 608, Københavns Amts Nordre Birk 1935 26/5 – 1938 7/3