/i , , /af , ,

Menneskebiblioteket er en mulighed

Menneskebiblioteket er en mulighed

Jeg følger de råd, jeg får

Menneskebiblioteket er en mulighed

Min utrolig dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien nævnte “Menneskebiblioteket”, som et sted, jeg måske kunne lave noget meningsfuldt frivilligt arbejde, når “Livslinjen” ikke kunne bruge en bruger og jeg på ingen måde skal stå i en genbrugsbutik. Jeg ville slet ikke passe ind med de “damer”, der står der og finder mening i at sælge tiloversblevet porcelæn mv. Sjovt nok siger folk altid “Genbrugsbutik”, når jeg nævner frivilligt arbejde. De kender mig så for lidt.

Lysten til et stykke frivilligt arbejde stammer fra, at fokus ikke altid behøver at være på mig, mig, mig og mine egne behov. Jeg tænker, jeg har noget at give andre mennesker, og det vil jeg gerne under de rette konditioner.

Jeg har kontaktet Menneskebiblioteket

De virker utrolig professionelle. Først udfyldte jeg et spørgeskema men tog en snak med en af dem forud for det. Da de havde set det, syntes de, jeg muligvis kunne være en interessant “bog” at låne ud til “Events”, og derefter kom der link til et supplerende spørgeskema.

De spørger meget til, hvilke fordomme jeg har oplevet. Som jeg forstår deres hjemmeside, går deres arrangementer typisk ud på at afkræfte fordomme mod alt muligt forskelligt. Og den idé er rigtig god. De har eksisteret i årevis og er repræsenterede i 80 lande. Jeg kendte ikke til dem.

Det ville være forståeligt, hvis jeg havde oplevet fordomme i forbindelse med den psykiske sygdom, men det synes jeg faktisk ikke, jeg har. For så vidt angår Aspergers syndrom er det muligvis en fordom, der kommer i spil, hvis jeg sammen med den diagnose også nævner, jeg er medlem af Mensa. Så sidstnævnte holder jeg som oftest mund med. Men hvis jeg nævner det, er det ofte som om, folk der finder en indre forklaringsmodel på, at jeg er ret “skæv, anderledes og sær”; en særlig aha-oplevelse. Der er måske nok noget om det, og måske er det en fordom. Det er jeg ikke klar over.

Den største fordom: at være djøffer

Da jeg sad og besvarede spørgeskema nummer to, kom jeg til at tænke på, at den største fordom, jeg har mødt, i virkeligheden går på at være djøffer. Derfor skrev jeg følgende til dem:

“Den mest markante fordom er i virkeligheden knyttet til det at være medlem af djøf (Danmarks Jurist -og Økonomforbund). Som djøffer anses man typisk som et ondt menneske, der i hvert fald løser nogle opgaver, der er helt uden mening og i det mindste er overflødige. Jeg er SÅ træt af, og ked af, at folk ikke forstår, at mange af os er ansat i centraladministrationen og løser de opgaver, politikerne sætter os til: typisk at forvalte gældende lovgivning. Det er eksempelvis ikke embedsværket, der har “opfundet” Udlændingelovens § 7, stk. 3 (bestemmelsen der gør, at flygtninge kun får midlertidigt ophold og at Danmark ikke længere arbejder på integration men på hjemsendelse). Men jeg har nok ikke kræfter til at hjælpe jer med/mod denne fordom og hvis folk ikke kender til forvaltningsstrukturer, bliver samtalen sikkert let for (parti-)politisk.”

Det var faktisk lidt af en aha-oplevelse for mig selv, at det er denne fordom, jeg har mærket mest til, når man tager i betragtning, at de andre fordomme, der kunne være udfoldet, måske ville ligge forrest på tungen.

Screeningssamtale på Zoom den 16. december

Efter de har modtaget spørgeskema nummer to, er jeg inviteret til en screeningssamtale den 16. december. Vi mødes på Zoom, og det er fint i disse Coronatider. Jeg er vældig spændt på det.

Mit forbehold angår det med “Events”, hvor der er mange mennesker til stede. Jeg er ikke ret god til at skulle forholde mig til mange mennesker på en gang. Det trætter ganske enormt, og jeg er nødt til at holde en “fridag” (i citationstegn idet jeg jo har fri hver dag) dagen efter.

Jeg er bedre i 1:1-relationer, og det har jeg fortalt dem. Vi skal ikke bruge tid og kræfter på hinanden, hvis jeg på forhånd kan vurdere, at deres arrangementer overstiger mine kompetencer.

I mit arbejdsliv har jeg holdt masser af foredrag og gang på gang stillet mig op foran en stor forsamling, og det er gået rigtig fint. Men for det første er det otte år siden, jeg forlod det “normale” arbejdsmarked, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne gøre det i dag, og for det andet forholder man sig jo ikke til 50 tilhørere til et foredrag; man leverer sit budskab, fortæller sin “historie”, som er tilrettelagt, så den fx passer ind på Økonomistyrelsens årlige forvaltningskonference.

Man besvarer eventuelle spørgsmål inden for rammen, men man forholder sig jo ikke til tilhørerne som mennesker. Min veninde sagde ganske vist “det er ligesom at køre på cykel. Det glemmer man heller aldrig”. Hrm tjah… jamen jeg kan jo (vist) heller ikke cykle mere. I hvert fald er det mere end et år siden, jeg solgte min spritnye cykel til cykelhandleren. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne cykle, for jeg tør ikke prøve igen efter det med Parkinsonismen. Det har jeg rodet tilstrækkeligt rundt på Hvidovrevej til. Det var ikke sjovt. Og nu gør jeg jo per definition kun det, jeg synes er sjovt. Livet er blevet herligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Da vi frygtede tredje verdenskrig

Da vi frygtede tredje verdenskrig

Selvom krigen var ovre 18 år før

Da vi frygtede tredje verdenskrig

Det er så mærkeligt, men min far, der jo var jøde men konverterede, inden jeg blev en del af familien i 1966, og mor talte ofte om tredje verdenskrig. Om hun også talte med psykopaten om det, husker jeg ikke, men jeg føler faktisk, jeg er vokset op i skyggen af frygten for en tredje verdenskrig.

Jeg er ikke klar over, om jeg havde konkrete forestillinger om, hvad en tredje verdenskrig ville gå ud på, men jeg havde lært og læst tilstrækkeligt om anden verdenskrig til at være skrækslagen. Jeg forestillede mig nye KZ-lejre, nye bombardementer og ny fattigdom hos mennesker, der ikke tilsluttede sig regimet – hvad det end var for et.

Det var faktisk slemt, når der ikke var nogen, der trøstede, tog op på skødet  og sagde “rolig skat, vi klarer den, og der kommer ikke nogen krig. Danmark har tilsluttet sig UN og Atlantpagten sammen med USA. Ingen ønsker sig en ny krig. Alle vil arbejde imod den for ikke at gentage det, vi lige har oplevet”. Men det var der ikke nogen, der sagde til mig, så jeg vedblev at se KZ-lejrene for mig, og det varede i mange år, måske helt frem til 1980, hvor jeg kunne begynde at danne mig mine egne meninger – og ja, mine egne fjendebilleder og modforanstaltninger.

Da angsten for tredje verdenskrig klingede af, overtog angsten for atombomberne. Imod det og for håbet om en bedre og rigtigere verden talte Solidarność i Polen med Lech Wałęsa som leder. Og sådan gik det slag i slag til – tjah… Jeg ved ikke helt, hvor vi står i dag.

John F. Kennedy blev skudt i 1963

1963 er mit fødselsår, så det husker jeg selvfølgelig intet om, men det er alligevel også et af de fjendebilleder, jeg er vokset op med: Man kan blive skudt, hvis man står på en bestemt politisk linje og forsvarer den med alt, hvad man har.

Min far var konservativ – også politisk – det ved jeg fra gemte breve fra før han blev gift med min mor i oktober 1955, og husker måske også svagt. Selv er jeg bestemt ikke partipolitisk konservativ, men jeg har nogle konservative værdier med mig. Og det er jeg slet ikke ked af. De handler om ordentlighed og respekt for andre mennesker.

Derudover ved jeg et eller andet sted fra, og jeg har skrevet det ned, så det er næppe faldet ned fra himlen: Han sagde til min mor, at han var konservativ, “men de kunne da også stemme noget andet, hvis hun syntes”. Så er man da rummelig, og mere rummelig end jeg selv ville evne at være. Hvad hun så evt. har foreslået dem at stemme, ved jeg ikke. Jeg har ingen billeder af politisk observans i hendes barndomshjem eller hendes mors forældres hjem. Hendes fars forældres hjem og hans tre søstres senere hjem var præget af stor fattigdom. Det kan jeg se, når jeg læser søstrenes nedskrevne erindringer.

Jeg roder p.t. med masser af slægtsdata fra 1950’erne og lidt frem for at verificere en slægtsbog fra 1977, og det er markant, at jeg er den første – og måske eneste – der har fået en uddannelse. Slægten – også den biologiske – er fyldt med indsiddere (det er en person, der boede til leje – typisk hos en husmand), husmænd, husassistenter og tjenestepiger. I går fandt jeg faktisk en daglejer i 1957. Tænk jeg troede ikke, de fandtes så sent. Men præsten er klar og tydelig, og det er ikke fordi, jeg tager fejl.

Okay – vi kom lidt langt fra mordet på Kennedy i 1967, men det hænger sammen i mit eget hoved. Tag dig bare til dit eget hoved. Det gør ikke noget. Sådan er det, når tanker får  lov at rulle.

Min gode veninde fra Thy ringede lige

Hun er et par år ældre end mig. Vi talte blandt andet om, at verden simpelthen så anderledes ud dengang i 1967 (og deromkring). Børn var ude at lege efter skole, og var det sommer, var de også ude at lege efter aftensmaden. Det store bombardement af nyheder var slet ikke ikke så present, og fx lå Amerika langt længere væk, end det gør i dag. Det er mærkeligt at tænke på, at vi voksede op i en tid uden internet. Nyhederne kom fra en enkelt TV-kanal, alle mennesker så det samme hver aften med mindre der var “sne” på skærmen pga. udfald. Var der “sne” slukkede vi bare og lavede noget andet. Det kan man ikke forestille sig i dag, hvor der ville rejse sig en seerstorm.

At tænke tilbage

Det er mærkeligt at tænke tilbage. Jeg føler mig som en oldsag og synes ofte, mine værdier er helt håbløse; men sådan er de nu engang og jeg kan ikke lige ændre på dem. I relation til arbejdsmarkedet talte jeg forleden med psykologen om: “Kan man, så skal man. Kan man ikke, så skal man have hjælp”. Jeg synes, det er rigtigst sådan, for jeg tror på, det gør noget godt for mennesker at præstere på arbejdsmarkedet, at tilføre samfundet værdi og ikke mindst at have kolleger.

Jeg har en eller anden idé om, at jeg måske ikke ville komme langt med de idéer i dag.

/i , /af ,

Tab jeg aldrig kommer over

Tab jeg aldrig kommer over

Måske skal jeg bare acceptere det?

Tab jeg aldrig kommer over

Billedet foroven: Min farmor Karen Stegemüller, f. Sørensen, min tante Kirsten Stegemüller, min farfar Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller og yderst til højre sidder min far Jørgen Stegemüller. Jeg vil tro, han er omkring seks år, så billedet må være fra ca. 1928. Jeg beklager vandmærket, der delvist ødelægger billedet, men det er desværre nødvendigt.

På søndag den 21. november er det 49 år siden, min far døde på Kolding Sygehus efter en fejlslagen transplantation af hovedpulsåren og “chocknyre”. Hvordan det hænger sammen, er jeg ikke helt klar over. Det er måske unaturligt stadig at savne/sørge efter så mange år, og jeg har da også gjort alt for at komme over det, men jeg synes ikke at “rykke”. Nu har jeg besluttet at henføre tabet til et tab, jeg aldrig kommer over i stedet for at gå og slå mig selv oveni hovedet over ikke at “komme videre”.

Jeg tænker ofte på Johannes Møllehave, der i “På myrens fodsti” skrev “der er ikke noget galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted”. Det passer fint her.

Værdifællesskabet

Vi havde hinanden i 6½ år, og selvom det er kort tid set over en livsbane, plantede han alligevel grundlæggende værdier i mig. Det var værdier som ordentlighed, traditioner og næstekærlighed. Dem tog jeg med mig og stod fast på, alt imens min mor i sit ægteskab med psykopaten bevægede sig væk fra dem. Jo mere hun bevægede sig væk, jo mere stod jeg fast og jo mere hadede hun værdierne og dermed mig. Det er faktisk logik for perlehøns. Hun stod som 37-årig enke uden uddannelse og uden job med et barn, hun aldrig havde ønsket sig. Det har heller ikke været let.

Havde han overlevet operationen, havde mit liv set anderledes ud; han havde beskyttet mig og måske havde jeg overtaget hans stilling på fabrikken. De følgende seks års fornedrelser havde i hvert fald været ikke-eksisterende og psykopaten måtte have fundet andre at lade sine tilbøjeligheder gå ud over.

For flere år siden sagde psykologen, som så ofte før og efter, noget klogt: Det var frygteligt for mig at miste ham, men hvordan har det været for ham at vide, han skulle dø fra mig?

Jeg gik på kirkegården og ikke i skole

Brande Østre kirkegård ligger/lå lige op ad Dalgasskolen (vi er i Vestjylland ihukommende hedens opdyrkere). Efter hans død og begravelse gik jeg i en periode ikke i skole men på kirkegården og sad på gravstedet. Det kan jeg faktisk huske lidt af, selvom det er så mange år siden. Det siger noget om, at traumet har været stort.

I en eller anden anledning var jeg i Brande engang i 90’erne og gik hen på kirkegården for at se, om gravstedet stadig fandtes. Det gjorde det, men det var misligholdt, for der var ikke betalt i mange år. Hjemkommen førte jeg en lang korrespondance med Ribe Stift for at få det nedlagt, da jeg ikke selv havde råd til en genopretning på det tidspunkt. Misligholdelsen hang ikke sammen med vores værdier om ordentlighed. Jeg kunne ganske enkelt ikke leve med, at det så sådan ud. Så var det bedre at fjerne det. Efter mange breve frem og tilbage med dokumentation for, at det faktisk var min fars gravsted, fik jeg lov at få det nedlagt. Jeg tror, jeg brugte adoptionssagen som bevis.

Noget om forskellige begravelser

Begravelsen fandt sted fra Brande Kirke den 26. november 1972. Det var pastor Otte, der stod for det. Jeg sad i venstre side af kirkeskibet i en stopfyldt kirke. Der var “sanghæfter” (eller hvad de hedder) og en af salmerne var “Nu falmer skoven”. Jeg synger den aldrig uden at tænke på den dag.

Diskrepansen til min mors udsyngning fra Højby Kapel mellem jul og nytår 2006 er enorm. Der var intet af det, der hører til en bisættelse. Der manglede al ordentlighed og alle traditioner. Der var ingen præst, der var ingen salmer, der var kun lige med nød og næppe en afdød.

Sengeambulancen

Det er helt skørt, men jeg mindes klart, at vi kørte de 48 km. mellem Give og Kolding bagefter en sengeambulance som nedenstående. Den var sort og jeg var bange.

 

Tab jeg aldrig kommer over

/i , /af ,

Børnene på Blågårdsplads

Børnene på Blågårdsplads

Et meget smukt portræt og nogle erindringer

Børnene på Blågårdsplads

Da jeg ser meget lidt TV, fordi jeg er optaget af andre ting og har svært ved at holde koncentrationen, når jeg er passiv, har jeg aldrig udforsket, hvad der kan ses på DR > Kategorier > Dokumentar. Jeg fik anbefalet “Børnene på Blågårdsplads”, der varer 1 time og 12 minutter. Jeg så den i aftes. Hvis du har ro i maven og tid til overs, bør du se den, fordi det er et smukt og indlevende portræt af en gruppe børn og en enkelt ung mand.

De har alle en anden etnisk herkomst end dansk. Det er en anden type barndom, end min og end den i Gentofte, der skildres, men det er en god barndom, for de har hinanden, en legeplads og en fodboldbane, fortæller Ulveungen “Barasingh”, der er stolt af sin uniform med de påsyede duelighedstegn. Vurderet på hans lidt “skæve øjne” har han asiatisk herkomst.

De har ikke værelser fyldt op med playstations, men de har hinanden. De har ikke hylder fyldt med legetøj, men de har hinanden. Det minder mig af en eller anden grund om en af psykoserne tilbage i 2018: På det tidspunkt var børnene på Sjælsmark Kaserne meget i vælten og blev vist hver aften i TV Avisen. Børnene havde ikke noget legetøj, og de blev konstant portrætteret stående i en gruppe på 10 -12 stykker presset op mod hegnet ud til friheden. De flyttede ind i min hjerne. Sammen med noget andet, jeg ikke husker, så og hørte jeg de legetøjsløse børn døgnet rundt. Deres skæbner flyttede ind i mit hjerte og min hjerne. Det var meget ubehageligt.

Når man ikke kan sproget

Den unge mand på 21 har aldrig haft et forhold, hvilket hans far finder højst mærkværdigt. Han ville gerne have blå øjne i stedet for brune, og det ville også være rart, hvis næsen ikke buede udad. Med andre ord: han vil gerne assimileres. Nu går han i stedet med cowboyhat, rider midt på pladsen, spiller guitar og passer faderens kiosk på Blågårdsplads.

Hans mor er iraner, og da han var 8 – 9 år, bosatte de sig for en periode i Iran. Han måtte prøve at lære sproget for ikke at blive mobbet og for at komme ind i et fællesskab med de øvrige børn. Men han forstod vitterligt ikke, hvad de sagde.

Der er vældig langt fra Iran til Vestermarie på Bornholm, men egne minder dukker op: fra juli 1978 til december 1978 var min “mor” og psykopaten (og dermed også jeg) naboer til en fiskerfamilie i Vestermarie. Jeg var 14/15 år. Det er typisk, at en fisker virkelig taler “indfødsk” hvor end i landet, man er, og det gjaldt også Jesper her. Jeg forstod intet af, hvad han sagde. Han kunne lige så godt have talt polsk. Det var rigtig ubehageligt, så jeg har stor forståelse for den unge mand, der ikke klarede sig ret godt i Iran. Det er faktisk også vældig svært at lære “rigtig” bornholmsk. Selv har jeg vist højst lært at tale “Rønne-fint”.

Vær venlig at fokusere på de reelle problemer

De skildrede børn fra dokumentaren vil være dem, der bliver voksne og skal bære det multikulturelle samfund videre. Jeg tror, de vil gøre det godt, for de er gode børn. Mange brokker sig over, at vi er blevet et multikulturelt samfund, men hvad er problemet? Så længe alle opfører sig ordentligt og bidrager til fællesskabet, passer arbejdet og står for nogle ordentlige værdier, må det nok kunne fungere. Generer det mig, at nogle/mange kvinder bærer tørklæde? Næh ikke rigtigt bare jeg slipper.

Jeg bor på Vestegnen (Hvidovre), og vi er mange med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har boet her lidt over 14 år og har virkelig aldrig oplevet noget ubehageligt fra mennesker med nogen som helst etnicitet (dansk/ikke-dansk).

Det er et langt større problem, at lige knap 76.600, svarende til 7,6 pct., af de unge mellem 15 og 29 år ikke er i hverken arbejde eller uddannelse. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her. Det kan være, mange af dem har en anden etnisk baggrund end dansk. Det kan også være, mange af dem aldrig har oplevet forældrene gå på arbejde, og så er forældrenes etnicitet uinteressant. Det viser AEs analyse ikke, og det er også ligegyldigt. Det, der derimod fremgår af analysen, er, at der er en klar social slagside: Har forældrene en (evt. lang videregående) uddannelse, er der langt færre, der ikke er under  uddannelse eller i arbejde, end hvis forældrene er ufaglærte. Det er ikke raketvidenskab; fordommene ville tilsige det samme, alligevel er det rart at få sat ordentlige tal på i en tilbundsgående analyse.

Argumenter mod  “Paradigmeskiftet”

Jeg er klar over, at tankerne løber lidt løbsk, men i hvert fald kan jeg selv se en sammenhæng.

Deltager man i debatter på de sociale medier, leverer mange mennesker fordomme contra viden. I min verden er viden magt, og skal man argumentere, må man gøre det baseret på fakta og ikke fup. Derfor blev jeg i går begejstret, da jeg fandt Refugees Welcomes syv sider lange høringssvar i forbindelse med “Paradigmeskiftet” fra foråret 2019. Her er al den viden og alle de fakta, man behøver for at forstå udlændingeloven før og nu. Problemerne ridses tydeligt op. Det er et fantastisk stykke arbejde. Hvis du behøver argumenter overfor de faktaresistente peronager, er dette høringssvar et godt sted at starte.

Michala Bendixen indleder høringssvaret med følgende triste besked. Det kan Folketinget simpelthen ikke tillade sig:

At lovforslaget allerede blev fremsat flere dage før høringsfristen udløb, viser desværre, at man ikke har i sinde at tage de relevante organisationers svar til efterretning. Men vi skriver nu alligevel.