,

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Hvorfor skal vi altid skældes ud?

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Det afsluttende spørgsmålstegn efter Djøf er et spørgsmål, om hvorvidt jeg skal undskylde. Det kan kun besvares med “Nej”. Jeg vil ikke undskylde.

Jeg har haft fat i det tidligere i juni 2022, men tager dansen en gang mere. Det er desværre nødvendigt, og det ændrer sig næppe, før jeg dør (selvom jeg regner med at have 30 år tilbage).

Aktuelt er jeg igen ked af at blive lagt for had, fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening – og jeg bevarer mit medlemskab, selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet. Det er en del af min identitet. Sådan har medlemmer af FOA, af GL, af Murerforbundet eller af 3F, det garanteret også.

To personer i Facebookgruppen “Bevar Irma” gav i dag djøfere skylden for Irmas (påståede) dårlige økonomi. Det skyldes ifølge dem, at djøfere ikke er købmænd. Nej, det er vi som oftest ikke; det er der forhåbentlig andre i koncernen, der er – med mindre ledelsen ikke har ansat folk med de rette kompetencer og ressourcer. Altså købmænd.

Jeg reagerede på begge opslag og spurgte, om der ikke også var medlemmer fra andre fagforeninger, de havde lyst at give skylden for verdens fortrædeligheder. Og jeg sendte et link til artiklen fra i sommer. Jeg skrev tillige, at jeg blev rigtig ked af det. Det lagde vist bolden død. I hvert fald har de ikke svaret. Det kan være, de ikke tør tage debatten med sådan en skrap kælling.

Jeg burde måske ikke tage sådan på vej?

Problemet er, at man som djøfer beskyldes for stort set alt, vel også snart Putins invasion af Ukraine, og at det sker adskillige gange om dagen. Det går ind i sjælen og i hjertet.

Ingen medlemmer af nogen anden fagforening udskammes offentligt på daglig basis. Har du nogensinde set hadtale mod medlemmer af HK, FOA, DSR, GL eller andre? Jeg har ikke. HK’erne kunne vel beskyldes for unødigt bureaukrati fra folk, der ikke ved, hvad et medlem af HK laver?

Jeg begriber ikke, hvorfor vi altid skal skældes ud. Alle medlemmer af alle fagforeninger løser højst sandsynligt de opgaver, de er ansat til at løse – og ellers må de vel stå øverst på listen over folk, der skal ud af vagten ved førstkommende lejlighed? Det vil kun være rimeligt.

Men så snart det er et medlem af Djøf, er det som om, det er:

  • en dårlig medarbejder, der udelukkende løser opgaver vedkommende selv har opfundet
  • en dårlig medarbejder, der ikke har forstået opgaven og hver dag møder op for at løse den til skade for arbejdspladsen og hele det omgivende samfund
  • en dårlig medarbejder, der hæver en urimelig hyre for ovennævnte

Tosserne, blandt kommentatorerne rundt omkring, overser gang på gang, at også medlemmer af Djøf løser opgaverne ud fra de retningslinjer og strategiske overvejelser, som den øverste ledelse har fastlagt. Det er jobbet! Så kort kan det siges; og kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå et andet sted hen, hvilket næppe kan siges at være helt urimeligt både set fra medarbejderens og ledelsens perspektiv. Og i øvrigt gælder det alle medlemmer i alle fagforeninger.

Jeg har besluttet, at jeg tager kampen hver evig eneste gang, jeg ser indlæg rundt omkring fra de mentalt mindrebemidlede. Tak for sidst!

Nåh, jeg bliver nok god igen. Jeg måtte bare have luft.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

π-mis

𝛑-mis

Jeg havde kat

π-mis

π (afrundet til Miss 3,14) var en Chinchilla-perser, født i 1989, som jeg anskaffede, mens jeg stadig boede på Amagerkollegiet og selvfølgelig havde med mig, da jeg den 1. august 1990 flyttede til Vanløse. Hvor topbilledet stammer fra, husker jeg ikke, det er ikke hos mig, men hun ser glad og tilfreds ud, og det er sådan, jeg husker hende.

π var den dejligste kat, man kan forestille sig. Utrolig smuk med tæt og tyk pels og tilsvarende kælen. Hun elskede mennesker og selskab og ville helst sove i arm, så det fik hun selvfølgelig lov til. π var min første racekat, men bestemt ikke den sidste. Racekatte er ofte bedre til at være “indekatte”, end traditionelle huskatte er.

Hun afløste en anden kat ved navn “Jason”, der også var en utrolig dejlig kat. Det er Jason (og mig) på billedet herunder ca. 1982 på Amagerkollegiet. Billedkvaliteten er elendig, men det er tydeligt, at vi er glade for hverandre. Og det er sådan set formålet med billedet.

π-mis

Jason og mig ca. 1982

Jeg vil have en kat igen

Jeg vil have en kat igen. Ganske vist må man ikke have husdyr, hvor jeg bor, men jeg vil alligevel forsøge at få tilladelse til en “Servicekat“. Det har jeg tænkt på i flere år.

Folk med dokumenterede behov kan let få tilladelse til en “Servicehund”, men lovgivningen omtaler kun hunde ikke katte. Det er jo lidt pip, idet en hund lettere forstyrrer naboerne mv.

π-mis

π-mis på Amagerkollegiet

En af mine læsere, der også er psykiatribruger, gik til lægen og fik vedkommende til at skrive en erklæring om, hvor godt det ville være for hende at få en kat, og på den måde lykkedes det hende at komme udenom ejendommens forbud. Måske kan Distriktspsykiatrien hjælpe? Jeg vil spørge på tirsdag.

Jeg vil forsøge mig, men skal selvfølgelig være sikker på ikke at komme ind i en stime med indlæggelser igen, for jeg har ingen til at passe den, hvis jeg ikke er her.

Det kunne være dejligt med “nogen” at være noget for. En der tog imod, når jeg kom hjem osv. Det er for bøvlet med et menneske; det ville være perfekt med en kat. Jeg har haft kat(te) det meste af mit liv og mener selv, jeg er god til det.

Det er ikke gratis at have en kat, men jeg har pengene og vil gerne prioritere det.

π havde en bror

Min veninde gennem virkelig mange år ejede π’s bror ved navn “Basse”. Selvom de to var i familie, var deres pels og dermed udseende helt forskelligt. Jeg er ikke klar over, hvordan det kan gå til. “Basse” var en hankat, så måske har det med kromosomer at gøre, når nu π var en hunkat?

På billedet herunder ser han benovet til, mens vi spiller Backgammon. Det er mig, der er mennesket, og billedet er fra oktober 1989.

π-mis

π-mis’ bror Basse ser på Backgammon.

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på Facebook

Jeg hader emojis

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på FacebookSofie Carsten Nielsen slog en besked op på Facebook, hvori hun udtrykte sin tilfredshed med udfaldet af folkeafstemningen. Det er hun i sin gode ret til.

Jeg kommenterede som vist til højre med “Jeg tror på, at danskerne har truffet den rigtige beslutning”. Det er jeg også i min gode ret til. Reaktionerne er også vist.

Som det ses, har jeg fået mange reaktioner på min øverste kommentar. 83 pct. er enten negative eller vist nok nedladende emojis. Nederst er der en, der indsætter et lam/får i sin tekst og skriver, at der mangler ulve. Jeg begriber ikke, hvad manden mener og spørger derfor, hvad han prøver at sige. Det får jeg ikke noget svar på.

Efter min opfattelse er det overhovedet ikke sådan, man debatterer. Det er langt under et ordentligt niveau. Derfor holder jeg mig som oftest ude af debatter, der har med politik at gøre. Men man har da vel for pokker lov at udtrykke sin holdning?

Emojis kan fortolkes

Hvis nogen vil mig noget, og hvis de vil have et svar, bedes de udtrykke deres holdning med klare ord, idet emojis kan/skal fortolkes afhængigt af, hvem der ser dem. Og det gider jeg simpelthen ikke.

Jeg gider ikke sidde og gætte mig frem til en mening. Det er ikke muligt at diskutere med en figur, da den kan fortolkes. Jeg vil ellers gerne diskutere politik mv., men det skal foregå ordentligt og respektfuldt. Eksemplet her til højre viser, at en “debat” på Facebook er umulig, og i hvert fald hverken er ordentlig eller respektfuld.

Det er for nemt, at trykke på en knap og så tro, at man debatterer – for det gør man ikke. Og hvordan skulle jeg i givet fald svare?

3.000 emojis

Da jeg senest tjekkede antallet af emojis, var der ca. 3.000, og der kommer sikkert hele tiden nye til. Jeg kender to af dem: “Like” og hjertet. Resten står hen i det uvisse, hvorfor jeg vil kunne tage fejl 2.998 gange pr. styk.

Jeg overvejer af og til, hvordan andre har lært det store antal at kende? Hvordan pokker kan de være så sikre i deres sag? Har de med tiden slået dem alle efter i de “ordbøger”, der findes over emojis og så lært dem med tiden? Jeg ved det ikke. Det er et mysterium.

Det er utrolig synd, at den fine platform, Facebook ellers er, bliver ødelagt på den måde, eller at man i hvert fald ikke drager den fulde nytte af den. Nytten ville være langt større, og man ville udnytte den langt bedre, hvis man ikke nøjedes med at trykke på en tast, når man ville noget.

 

 

, ,

Udtræk fra CPR-registeret

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg flytter aldrig igen

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg elsker tal, tabeller, data og præcision. Alt hvad der kan stilles op i Excel eller puttes i databaser, kan jeg more mig med i lang tid. Det var godt, jeg kom til at arbejde med økonomi og IT til trods for, at jeg er jurist. Den uddannelse var en fejltagelse, men da jeg blev klar over det tre år inde i studiet, havde jeg ikke råd til at starte på en anden uddannelse, der tydeligvis burde have været økonomi eller statskundskab. Jura er imidlertid “bredspektret” og åbner mange muligheder, så det gjorde ikke så meget. Arbejdslivet formede sig alligevel godt.

Tabellen i bunden er et udtræk fra CPR-registeret, hvor jeg bare har fjernet husnumrene. De to yderste kolonner er beregnede værdier, hvor man kan se, hvor længe jeg har boet på den pågældende adresse og hvor gammel jeg var, da vi/jeg, da jeg flyttede.

Jeg er klar over, at “normale mennesker” ikke beregner bopælsår med en decimal, men for det første er det nødvendigt for at vise de adresser, hvor jeg boede mindre end et år, for det andet kan jeg godt lide detaljerne og for det tredje er jeg jo ikke helt almindelig – men pyt med det.

Det sjove, og det man skal lægge mærke til, er, at jeg i starten flyttede meget, men da jeg selv fik ordentlig kontrol over livet efter indflytningen på Amagerkollegiet, blev der væsentlig længere mellem flytningerne. At cellen over tallet “44” er tom, skyldes, at jeg vist aldrig flytter igen. Jeg har flyttet nok og er glad for min nuværende lejlighed.

Forberedelse til psykologsamtale i morgen

Jeg har ikke lavet tabellen kun for morskabs skyld. Den skal bruges hos psykologen i morgen. Jeg er altid forberedt og har lavet en form for dagsorden, da det ikke er helt billigt, og jeg vil have mest muligt ud af det. En form for “optimering”. Jeg er gået over til dobbelt-sessioner, og det giver meget ro ikke at have den lille stress, der er knyttet til kun at have en enkelt time. Det er skønt ikke hele tiden at skulle kigge på uret.

Hvad jeg vil med det, er jeg ikke helt klar over: muligvis få hendes vurdering af, og en samtale om, hvad det betyder for et menneske at flytte så meget i barndommen. Det må da medføre et eller andet? Måske stor rodløshed? Men den har jeg jo altså selv “repareret på” og det er længe siden, så det er ikke specielt synd for mig. Jeg synes bare, det er tankevækkende at se nomadefamilien beskrevet på denne måde.

De mange skoler

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, hvilket helt sikkert ikke er godt for nogen børn, og da slet ikke for et barn med Aspergers syndrom, der primært profiterer af “ro, regelmæssighed og renlighed” for at skabe ro og stabilitet i hjernen. Altid var jeg det forkerte sted i læse- og/eller regnebogen, og oftest var det andre systemer på den næste skole.

Vanskelighederne med det sociale, der er helt almindelige for mennesker med Aspergers syndrom, blev forstørrede, fordi jeg aldrig nåede at skabe relationer, inden vi flyttede igen.

Tilbageskuende

Nogle vil måske mene, at det slet ikke er godt at være så tilbageskuende som dagens første artikel også peger på. For mig er tilbage imidlertid frem – og det har jeg det fint med.

Kan jeg tage fat i tingene og gennemdrøfte dem med psykologen, kommer jeg vel på et eller andet tidspunkt til målet: fuld frihed. Det kunne være rart. Var jeg mere føle-menneske, ville det helt sikkert gå meget hurtigere (det talte vi om forrige gang). Jeg skal bare ikke tegne, male, lave psykodrama eller noget af alt det andet, hun også kan. Heldigvis har hun aldrig nogensinde forsøgt at overtale mig til det.

Udtræk fra CPR-registeret

Beregnede værdier

Adresse

Min note

Kommune

Fra

Til

Bopælsår

Alder v. fraflytning

Åstrupgårdsvej Aktuel Hvidovre 2007-11-17 2022-04-27  14,5
Vanløse Allé 1. rigtige lejlighed København 1990-08-01 2007-11-17 17,3 44
Hovmålvej Amagerkollegiet København 1981-06-09 1990-08-01 9,2 26
Dagmarsgade Nørrebro København 1980-08-01 1981-06-09 0,9 17
Storegade Svaneke Bornholm 1978-12-11 1980-08-01 1,6 16
Vestermarievej 1. sted på Bornholm Bornholm 1978-07-12 1978-12-11 0,4 15
Nellemosevej Sydfyn Assens 1975-12-29 1978-07-12 2,5 14
Vollsmose Alle Vollsmose Odense 1974-01-31 1975-12-29 1,9 12
Prins Haralds Alle Revisoren Odense 1973-05-24 1974-01-31 0,7 10
Martensens Alle Forkert. Skjern mangler Ikast-Brande 1963-10-23 1973-05-24 9,6 9