,

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Tid til børnebørn

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Jeg har flere venner, der er kommet i “børnebørn-alderen”, for vi bliver jo ikke yngre dag for dag. Der sker et eller andet med mennesker, når børnebørnene kommer ind i livet.

Jeg gætter på to ting

  1. Når folk er sammen med børnebørnene skabes et mentalt “frirum”, hvor de er fri for dagligdagens pligter og kan ofre al deres fokus på børnebørnene. De er fri for arbejde, havearbejde og andre pligter. Det har jeg fået fortalt af en veninde. da jeg spurgte hende, hvad det er, der sker.
  2. Pludselig har de den tid til børn, som de ikke havde til deres egne børn. Dengang var der arbejdet, afhentning i SFO eller skole, Aula, indkøb, madlavning i den såkaldte “ulvetime”, græsslåning, opvask, tøjvask mv. Det er fuldt forståeligt, at børnene nu til dags bliver “parkeret” med iPadden, for ellers hænger dagligdagen ikke sammen. Det er bare ikke så godt for børnene.

Det er alt sammen forståeligt og det er sikkert skønt, at opleve begge dele for dem, der har børnebørn.

Når man ikke har børnebørn

Når man ikke er begunstiget med børnebørn, kan det være svært at forstå, at de små pus fylder så meget.

Jeg har ingen børn eller børnebørn, og det er kun godt, for jeg var blevet en ringe mor og helt sikkert en endnu ringere mormor/farmor. Jeg ville aldrig kunne leve med at skulle rette hele mit fokus på børnebørnene i fx en hel weekend.

Jeg ville heller aldrig kunne leve med, at de kom 05:45 og kravlede op i sengen til mig. Jeg foretrækker at have min seng i fred og at vågne af mig selv. Jeg kender flere, der er helt udkørte, når børnebørnene tager afsted igen. Det synes at være virkelig hårdt at være bedstemor.

Når man ikke har børnebørn, føles det malplaceret at få stukket en telefon op i ansigtet med billeder af børnebørnene. Eller når folk siger “Vil du se de nyeste billeder af mit barnebarn?” Jeg ville helst sige “næh tak, egentlig ikke”, men det gør man jo ikke. Endnu værre er de små videoer folk laver, så man kan se at baby tager sine første skridt, nu kan spise kartoffelmosen helt selv, hopper og danser mv.

Når det sker for mig, ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er klar over, at jeg skal sige noget pænt, så det bliver til “Hvor er hun/han sød”, og så synes jeg faktisk, det emne er uddebatteret. Men det er det ikke. Der venter ofte flere videoer og flere billeder. Alt sammen gemt på telefonen.

Det værste er næsten, når folk har glemt, at de allerede har fremvist det lille pus, så jeg skal se det hele en gang til.

Hos mine egne bedsteforældre

Desværre har jeg aldrig kendt min farmor og farfar, da de døde, før jeg kom ind i billedet.

Min morfar og mormor blev skilt, kort efter mine forældre blev gift i oktober 1955.

  • Morfar flyttede til Odense til verdens mindste lejlighed.
  • Mormor rejste til Nykøbing Sjælland.

Jeg holdt meget af dem begge. Det vanskelige var, at hun altid talte grimt om ham. Fx kaldte hun ham konsekvent for “den gamle”, fordi der var 11 år mellem dem. Men de havde dog været gift i 22 år, så helt håbløst har det vel ikke været?

Desværre kom jeg ikke så meget hos morfar. fordi vi efter min fars død hellere skulle have haft et cirkustelt, da alle flytningerne så havde været nemmere. Og fordi det var et cirkus. Men jeg har et billede på nethinden af, at jeg var på besøg hos ham i den lille kolonihave, hvor jeg måtte spise alle de stikkelsbær og jordbær, jeg kunne. Det værste var, når man skulle på toilettet, for det foregik nærmest på en spand i et dets eget lille udhus. Sådan en spand stinker forfærdeligt, så jeg holdt mig gerne en hel dag.

Jeg kom meget hos min mormor, trods det at hun boede i Nykøbing Sjælland, og vi – i hvert tilfælde en periode – boede på Fyn. Hun var fattig på penge men rig på kærlighed. Jeg tror, jeg har haft verdens bedste mormor.

Jeg blev sat på toget i Odense med instrukser om at skifte i Slagelse. Og jeg var så bange for, at jeg ikke kunne finde ud af det med at skifte. Jeg har på det tidspunkt været 10-12 år, og så burde man måske kunne finde ud af det? Men jeg var bekymret.

På et tidspunkt boede hun (Hun flyttede også meget. Det ligger måske til familien?) i et dejligt hus på en grund, hvor hendes bror Ahmann også boede sammen med svigerinden Ester. Deres mor havde på et tidspunkt samme adresse: Rosendalen 44, Nykøbing Sjælland. De havde duer og høns i et stort bur. Det var så stort, at man kunne gå ind i det. Ahlmann var ikke ked af at vrikke halsen om på en due eller at skille en hønes hoved fra dens krop med en økse på huggeblokken . Det brød jeg mig ikke om at se på.

Jeg synes ikke at huske, at mormor selv gjorde noget særligt, fordi jeg var der, men hver sommer fik jeg alligevel en plastikfodbold eller et havebadmintonsæt og jeg tror, vi spillede badminton sammen, eftersom det er meget vanskeligt alene.

Hun havde også et såkaldt ringspil. Det består af en træplade med nogle pinde på. Man skal så stå et stykke fra træpladen og kaste ringene og få dem til at ramme ned over pindene. Det spillede vi helt sikkert sammen, og jeg var ringe til ringspil.

Et andet billede på nethinden er, at hun sidder i stuen i Brande med noget håndarbejde, mens jeg sidder i køkkenet og klipper et eller andet ud af Familie Journalen. Måske var det til påklædningsdukker, der interesserede mig meget? Det var enormt hyggeligt. Om vi selv boede i Brande på det tidspunkt, husker jeg ikke.

Så måske er det helt forkert, at hun ikke gjorde noget særligt, fordi jeg var der? Måske lignede hun i virkeligheden nutidens bedsteforældre?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Jeg har ingen planer, og det er helt fint

Jeg har ingen planer, og det er helt fint

Decembervej

Jeg har ingen planer, og det er helt fint

Jeg har det som Dan Turèll (bortset fra at jeg ikke har en familie):

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
Der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Juleaften 2022 hyggede jeg mig med at installere en server, som var gaven til mig selv. Jeg spiste and og risalamande med det hele fra Aarstiderne. Og det var i det hele taget vældig hyggeligt.

Juleaften 2021 var jeg sammen med en veninde og hendes ægtefælle, to brødre og en svigerinde. Det var vældig hyggeligt men også så utrolig anstrengende, at jeg sov 15½ time bagefter og var meget forvirret, da jeg vågnede til TV Avisen 18:30 første juledag.

Nytårsaften ser jeg Hendes Majestæt Dronningens nytårstale, drikker champagnen og glæder mig til det er overstået. Jeg bor på den skønneste affyringsrampe i form af Hvidovre Torv, hvor der er liv og glade dage til ca. kl. 02, og det kan man jo godt forstå. Jeg bryder mig bare ikke om støjen og har altid været bange for fyrværkeriet, selvom det er pænt at se på. Selv er jeg aldrig nået længere end til stjernekasterne. Jeg har mine øjne for kære.

Af de årsager har jeg ingen planer, og det er fint.

Jeg har altid haft det svært med kulminationen

Jeg har intet imod julen, og jeg kan godt lide de fine traditioner. Det er eksempelvis vældig hyggeligt at tænde adventskransen og at finde julekrybben frem. Det skal bare ikke være i november.

Der bygges imidlertid op til juleaften fra ca. den 1. november, mange skal nå mest muligt på kortest mulig tid, og så kulminerer det hele i tidsrummet fra ca. kl. 17 til kl. 21 den 24. december. Vupti – slut – færdig – forbi. Det, har jeg altid syntes, var svært. Der opstår sådan et underligt tomrum kl. 21:30 eller deromkring. En flad fornemmelse. Hvad så bagefter? Jo, bagefter er der selvfølgelig julefrokosten 1. juledag og måske også 2. juledag. 3. juledag orker folk ikke at spise mere.

Herefter går det mod nytår, som også er en kulmination, nemlig på året der gik. Og det er fint nok. Jeg kan godt lide både at tænke tilbage og frem. Men jeg har altid syntes, at bordbomber, “sjove” hatte, konfetti og serpentiner var dybt åndssvage og ikke videre pæne. Faktisk bidrager en del af det blot til, at støvsugeren må frem den 1. januar.

En “ikke-fin” tradition

Da jeg stadig var på arbejdsmarkedet, udvikledes med årene en tradition, hvor der til arbejdspladsens julefrokost skulle leges “pakkeleg”. Slog man en sekser med terningen, måtte man tage en af de andres latterlige pakker, eftersom det ikke måtte være dyre ting.

Jeg har aldrig brudt mig om at udveksle den slags unyttige tåbeligheder. Det er udelukkende forbrugersamfundet, der viser sig. Men alle de andre syntes vist, det var sjovt.

En blandt mange fordele ved ikke længere at være på arbejdsmarkedet er så afgjort at slippe for julefrokosten, som man ikke kunne sige “Nej tak” til uden at bekræfte sin egenart.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Telefoner og dårlig opførsel

Telefoner og dårlig opførsel

Gammeldags værdier

Telefoner og dårlig opførsel

Jeg faldt over billedet nederst, og det fik mig til at tænke på følgende:

Forleden gik jeg en tur med en ung mand, der er cirka halvt så gammel som mig. Han bliver snart 32 år, og jeg bliver 60 år om lidt. Vi gik rundt om Damhussøen og -engen. Der var smukt. Jeg gav en kop kaffe ved “Damhuskanten”. Det var hyggeligt.

En ting irriterede mig til døde, uden at jeg dog sagde noget om det: Han “passede” sin telefon. Det vil sige, han besvarede opkald og SMS’er. Imens måtte jeg jo så vente, til han igen fik tid til at “passe mig” og den samtale, vi var i gang med. Min egen telefon forblev i tasken.

Den slags opfatter jeg som virkelig dårlig opførsel. Jeg er klar over, at det nok er mig, der har nogle temmelig gammeldags værdier, men jeg synes, det er uhøfligt. Det skyldes muligvis, at jeg kommer til at føle mig mindre vigtig end “de andre”. Selvfølgelig kan vi alle vente et vigtigt opkald, men mange vigtige opkald kan man næppe modtage på et par timer. Det samme gælder beskederne. Det må da kunne vente.

Det er selvfølgelig skønt, at telefoner ikke længere er nogle, der hænger fast i væggen med en ledning. Det er dejligt, at vi kan tage dem med os. Det er dejligt, de kan så meget, nogle af os alligevel ikke har ret stort behov for. Det er problematisk, at man virkelig er på r…., hvis man mister den.

På mange måder har de mobile enheder revolutioneret vores liv og vores færden. Det peger primært i den positive retning, men der er også ulemper.

Tænketanken Kraka har lavet en interessant analyse:

Du finder hele analysen her.

En tredjedel af de unge længes efter at se deres venner fysisk frem for digitalt

“Skærmtid og sociale medier har bidt sig fast i de unges fritid, og to tredjedele af alle unge mellem 12 og 30 år mødes i dag maksimalt én gang om ugen med venner i deres fritid, viser en ny Small Great Nation-undersøgelse. De unge længes efter det fysiske samvær, og en tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk.”

“En tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk, og andelen er størst for de unge, der er online i seks til otte timer hver dag”

Derfor sagde jeg ikke noget

Måske burde jeg have åbnet kæften? Men jeg gjorde det ikke, fordi jeg regnede med, at jeg derved ville stemple mig selv som det mosefund, jeg muligvis er. Jeg bed derfor irritationen i mig.

Hele livet har jeg båret de gammeldags værdier med mig, jeg lærte af min far, inden hans alt for tidlige død, da jeg var otte år og en måned gammel. Og det har jeg gjort, fordi jeg finder dem rigtige. Det bragte en del bøvl med “min mor”, fordi hun fjernede sig fra disse værdier. Afstanden mellem os blev derfor større og større, og det er meget sandsynligt, at hun så mig som en slags “dommer”, når jeg holdt fast i hans værdier, har psykologen forklaret. Jeg synes, det lyder rigtigt og logisk.

Telefoner og dårlig opførsel


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Anders Agger altså

Hvem kan? Anders Agger kan

Anders Agger altså

I denne uge motionerede jeg tårekanalerne to gange til Anders Aggers tremåneders ophold på “Strandbakkehuset” i Rønde, som er et af de to børne- og ungehospices, der findes i Danmark. Afsnit et var ikke så slemt, men både afsnit to og tre var rørende. Første afsnit blev vist på DR1 onsdag den 24. maj klokken 21:25; de næste afsnit vises de kommende to onsdage samme tid. I et anfald af selvvalgt masochisme streamede jeg dem.

Grænsen mellem liv og død er udflydende. Forældre regner på, hvor længe de mon kan få lov at beholde deres barn, inden dødens favntag ligger på lur. Storesøster slår stolt vejrmøller, så Anders kan se, hvor dygtig, hun er. De taler om, hvorfor flaget af og til er på halv stang; hun ved, de er på “Strandbakkehuset”, fordi lillesøster “har lidt ondt i hovedet nogle gange”. Det er en børnevenlig omtale af en aggressiv hjernetumor.

En far sidder ude på gangen og græder over at høre alt det, han ved, de skal miste lige om lidt. En mor ringer i god tid til bedemanden, så hun er sikker på, at alt er på plads, når … Til den tid vil hun ikke magte at stå for sit barns begravelse.

Det er ubegribeligt, hvordan man som forældre kommer over det, der for de fleste er unævneligt. Min mormor sagde altid “De gamle skal dø; de unge kan dø”. Jeg bryder mig ikke om talemåden, der, selvom det selvfølgelig er sandt, er for følelseskold til mig.

Anders Agger har tid

Jeg kender ingen som Anders Agger, der har så god tid til at stille de svære spørgsmål og selvfølgelig også har tid til at høre svaret. Også når det gør ondt på seeren. DR har mange fine udsendelser, hvis man kan finde dem for bar “Bag en kage, Dans en dans eller Tab 30 kilo” osv., og Anders’ rangerer højt på min liste sammen med Mette Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Mette Frisk forstår også at stille de små spørgsmål men at få de store svar.

Jeg har set mange udsendelser fra serien, der hedder “Indefra“, og det er kvalitet hver gang. Den høje, langlemmede fyr, der kunne trænge til at blive klippet, forstår at lave TV. Jeg kender mange – også yngre – der vældig godt kan lide “Indefra”.

I sidste uge så jeg Anders Agger i “Tvangsfjernet”. Han var i tre dage helt tæt på Jørgen og Belinda Nielsen, der ifølge de sociale myndigheder ikke var i stand til at tage sig af deres kommende barn. Derfor skulle barnet tvangsfjernes ved fødslen. De to mennesker udstillede til fulde deres manglende forældrekompetencer. Jeg sad og blev mere og mere enig med de sociale myndigheder.

“Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”

I eftermiddag vil jeg sætte mig og se “Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”, der også var en seersucces, da den blev sendt første gang i 2011. Den vil ligge på DR til 2025.

Anders Agger var i seks uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og fortalte om den 53-årige sømand, Per Flindt, der havde levet et hårdt liv, og om den 65-årige jurist, Søren Brøndsted, der insisterede på fortsat at arbejde, selv om han var hospicepatient. Det var hans måde at holde døden på afstand på.

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.