/6 Kommentarer/i , /af ,

Jeg har ingen planer, og det er helt fint

Jeg har ingen planer, og det er helt fint

Decembervej

Jeg har ingen planer, og det er helt fint

Jeg har det som Dan Turèll (bortset fra at jeg ikke har en familie):

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
Der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Juleaften 2022 hyggede jeg mig med at installere en server, som var gaven til mig selv. Jeg spiste and og risalamande med det hele fra Aarstiderne. Og det var i det hele taget vældig hyggeligt.

Juleaften 2021 var jeg sammen med en veninde og hendes ægtefælle, to brødre og en svigerinde. Det var vældig hyggeligt men også så utrolig anstrengende, at jeg sov 15½ time bagefter og var meget forvirret, da jeg vågnede til TV Avisen 18:30 første juledag.

Nytårsaften ser jeg Hendes Majestæt Dronningens nytårstale, drikker champagnen og glæder mig til det er overstået. Jeg bor på den skønneste affyringsrampe i form af Hvidovre Torv, hvor der er liv og glade dage til ca. kl. 02, og det kan man jo godt forstå. Jeg bryder mig bare ikke om støjen og har altid været bange for fyrværkeriet, selvom det er pænt at se på. Selv er jeg aldrig nået længere end til stjernekasterne. Jeg har mine øjne for kære.

Af de årsager har jeg ingen planer, og det er fint.

Jeg har altid haft det svært med kulminationen

Jeg har intet imod julen, og jeg kan godt lide de fine traditioner. Det er eksempelvis vældig hyggeligt at tænde adventskransen og at finde julekrybben frem. Det skal bare ikke være i november.

Der bygges imidlertid op til juleaften fra ca. den 1. november, mange skal nå mest muligt på kortest mulig tid, og så kulminerer det hele i tidsrummet fra ca. kl. 17 til kl. 21 den 24. december. Vupti – slut – færdig – forbi. Det, har jeg altid syntes, var svært. Der opstår sådan et underligt tomrum kl. 21:30 eller deromkring. En flad fornemmelse. Hvad så bagefter? Jo, bagefter er der selvfølgelig julefrokosten 1. juledag og måske også 2. juledag. 3. juledag orker folk ikke at spise mere.

Herefter går det mod nytår, som også er en kulmination, nemlig på året der gik. Og det er fint nok. Jeg kan godt lide både at tænke tilbage og frem. Men jeg har altid syntes, at bordbomber, “sjove” hatte, konfetti og serpentiner var dybt åndssvage og ikke videre pæne. Faktisk bidrager en del af det blot til, at støvsugeren må frem den 1. januar.

En “ikke-fin” tradition

Da jeg stadig var på arbejdsmarkedet, udvikledes med årene en tradition, hvor der til arbejdspladsens julefrokost skulle leges “pakkeleg”. Slog man en sekser med terningen, måtte man tage en af de andres latterlige pakker, eftersom det ikke måtte være dyre ting.

Jeg har aldrig brudt mig om at udveksle den slags unyttige tåbeligheder. Det er udelukkende forbrugersamfundet, der viser sig. Men alle de andre syntes vist, det var sjovt.

En blandt mange fordele ved ikke længere at være på arbejdsmarkedet er så afgjort at slippe for julefrokosten, som man ikke kunne sige “Nej tak” til uden at bekræfte sin egenart.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Telefoner og dårlig opførsel

Telefoner og dårlig opførsel

Gammeldags værdier

Telefoner og dårlig opførsel

Jeg faldt over billedet nederst, og det fik mig til at tænke på følgende:

Forleden gik jeg en tur med en ung mand, der er cirka halvt så gammel som mig. Han bliver snart 32 år, og jeg bliver 60 år om lidt. Vi gik rundt om Damhussøen og -engen. Der var smukt. Jeg gav en kop kaffe ved “Damhuskanten”. Det var hyggeligt.

En ting irriterede mig til døde, uden at jeg dog sagde noget om det: Han “passede” sin telefon. Det vil sige, han besvarede opkald og SMS’er. Imens måtte jeg jo så vente, til han igen fik tid til at “passe mig” og den samtale, vi var i gang med. Min egen telefon forblev i tasken.

Den slags opfatter jeg som virkelig dårlig opførsel. Jeg er klar over, at det nok er mig, der har nogle temmelig gammeldags værdier, men jeg synes, det er uhøfligt. Det skyldes muligvis, at jeg kommer til at føle mig mindre vigtig end “de andre”. Selvfølgelig kan vi alle vente et vigtigt opkald, men så mange vigtige opkald kan man næppe modtage på et par timer. Det samme gælder beskederne. Det må da kunne vente.

Det er selvfølgelig skønt, at telefoner ikke længere er nogle, der hænger fast i væggen med en ledning. Det er dejligt, at vi kan tage dem med os. Det er dejligt, de kan så meget, nogle af os alligevel ikke har ret stort behov for. Det er problematisk, at man virkelig er på r…., hvis man mister den.

På mange måder har de mobile enheder revolutioneret vores liv og vores færden. Det peger primært i den positive retning, men der er også ulemper.

Tænketanken Kraka har lavet en interessant analyse:

Du finder hele analysen her.

En tredjedel af de unge længes efter at se deres venner fysisk frem for digitalt

“Skærmtid og sociale medier har bidt sig fast i de unges fritid, og to tredjedele af alle unge mellem 12 og 30 år mødes i dag maksimalt én gang om ugen med venner i deres fritid, viser en ny Small Great Nation-undersøgelse. De unge længes efter det fysiske samvær, og en tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk.”

“En tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk, og andelen er størst for de unge, der er online i seks til otte timer hver dag”

Derfor sagde jeg ikke noget

Måske burde jeg have åbnet kæften? Men jeg gjorde det ikke, fordi jeg regnede med, at jeg derved ville stemple mig selv som det mosefund, jeg muligvis er. Jeg bed derfor irritationen i mig.

Hele livet har jeg båret de gammeldags værdier med mig, jeg lærte af min far, inden hans alt for tidlige død, da jeg var otte år og en måned gammel. Og det har jeg gjort, fordi jeg finder dem rigtige. Det bragte en del bøvl med “min mor”, fordi hun fjernede sig fra disse værdier. Afstanden mellem os blev derfor større og større, og det er meget sandsynligt, at hun så mig som en slags “dommer”, når jeg holdt fast i hans værdier, har psykologen forklaret. Jeg synes, det lyder rigtigt og logisk.

Telefoner og dårlig opførsel

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Anders Agger altså

Hvem kan? Anders Agger kan

Anders Agger altså

I denne uge motionerede jeg tårekanalerne to gange til Anders Aggers tremåneders ophold på “Strandbakkehuset” i Rønde, som er et af de to børne- og ungehospices, der findes i Danmark. Afsnit et var ikke så slemt, men både afsnit to og tre var rørende. Første afsnit blev vist på DR1 onsdag den 24. maj klokken 21:25; de næste afsnit vises de kommende to onsdage samme tid. I et anfald af selvvalgt masochisme streamede jeg dem.

Grænsen mellem liv og død er udflydende. Forældre regner på, hvor længe de mon kan få lov at beholde deres barn, inden dødens favntag ligger på lur. Storesøster slår stolt vejrmøller, så Anders kan se, hvor dygtig, hun er. De taler om, hvorfor flaget af og til er på halv stang; hun ved, de er på “Strandbakkehuset”, fordi lillesøster “har lidt ondt i hovedet nogle gange”. Det er en børnevenlig omtale af en aggressiv hjernetumor.

En far sidder ude på gangen og græder over at høre alt det, han ved, de skal miste lige om lidt. En mor ringer i god tid til bedemanden, så hun er sikker på, at alt er på plads, når … Til den tid vil hun ikke magte at stå for sit barns begravelse.

Det er ubegribeligt, hvordan man som forældre kommer over det, der for de fleste er unævneligt. Min mormor sagde altid “De gamle skal dø; de unge kan dø”. Jeg bryder mig ikke om talemåden, der, selvom det selvfølgelig er sandt, er for følelseskold til mig.

Anders Agger har tid

Jeg kender ingen som Anders Agger, der har så god tid til at stille de svære spørgsmål og selvfølgelig også har tid til at høre svaret. Også når det gør ondt på seeren. DR har mange fine udsendelser, hvis man kan finde dem for bar “Bag en kage, Dans en dans eller Tab 30 kilo” osv., og Anders’ rangerer højt på min liste sammen med Mette Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Mette Frisk forstår også at stille de små spørgsmål men at få de store svar.

Jeg har set mange udsendelser fra serien, der hedder “Indefra“, og det er kvalitet hver gang. Den høje, langlemmede fyr, der kunne trænge til at blive klippet, forstår at lave TV. Jeg kender mange – også yngre – der vældig godt kan lide “Indefra”.

I sidste uge så jeg Anders Agger i “Tvangsfjernet”. Han var i tre dage helt tæt på Jørgen og Belinda Nielsen, der ifølge de sociale myndigheder ikke var i stand til at tage sig af deres kommende barn. Derfor skulle barnet tvangsfjernes ved fødslen. De to mennesker udstillede til fulde deres manglende forældrekompetencer. Jeg sad og blev mere og mere enig med de sociale myndigheder.

“Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”

I eftermiddag vil jeg sætte mig og se “Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”, der også var en seersucces, da den blev sendt første gang i 2011. Den vil ligge på DR til 2025.

Anders Agger var i seks uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og fortalte om den 53-årige sømand, Per Flindt, der havde levet et hårdt liv, og om den 65-årige jurist, Søren Brøndsted, der insisterede på fortsat at arbejde, selv om han var hospicepatient. Det var hans måde at holde døden på afstand på.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hykleriet ved Mors dag

Hykleriet ved mors dag

Mors dag er svær

Hykleriet ved mors dag

Det er den 14. maj 2023. Tante Kis kunne være blevet 104 år i dag. Desværre døde hun i 1985 som 65-årig efter endelig at være kommet til København igen. Bare hun havde været min mor!

Hun var københavner med stort “K”. Jeg elskede hende og onkel Sigvard. De boede i Aarhus på Provstebakken 17, mens jeg selv boede i Vestjylland.

Hvert år var jeg på en uges sommerferie hos dem. Allermest husker jeg vores besøg i “Cirkus Benneweis”, der ikke kom til Vestjylland; men cirkus kom til Aarhus. Tante Kis og jeg sad på første række på de bedste pladser. Det var stort! Jeg kunne godt lide både elefanterne og klovnene.

Min fars ungdomskæreste har fortalt, at hun og tante Kis talte om, at det nok ikke var så godt, at jeg, der lige var blevet ni år, gik på kirkegården og sad ved min fars grav i stedet for at gå i skole.

Realiteten er bare, at ingen handlede på deres viden. Formentlig vidste de ikke, hvad de skulle gøre.

Og nu er det så “mors dag” i 2023

Jeg er adopteret.

  • Min biologiske mor døde på et hospice den 20. september 2015.
  • Min adoptiv-“mor” døde den 25. december 2006 på Holbæk Centralsygehus.
  • Realiteten er, at jeg aldrig har haft en mor. Det er hårdt at sige det sådan, men det er min oplevelse.

Facebook svømmer i dag over med lykønskninger til alle de fantastiske mødre, som Gud(inde) og hver mand har eller har haft. Et eller andet sted er jeg jo bare misundelig, også selvom misundelse er en grim ting. Det er det ærlige svar. Jeg ville så gerne have haft en mor – enten den ene eller den anden. Men det lykkedes aldrig.

Der gik 22 år. Taber eller hvad?

Da jeg – efter 22 års pause – i 2003 kontaktede min adoptiv-“mor” og fortalte hende, hvad psykopaten havde udsat mig for, var hendes svar, at det vidste hun godt, men at hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med to børn. Jeg var – og er – skuffet over hendes handlingslammelse. En kvinde, der ikke ved, hvad hun skal, er en taber eller måske er et bedre ord et “skvat”. Hun var en taber/et skvat, og jeg kan ikke respektere hende. Og jeg savner hende ikke. Det lyder urimeligt hårdt, men sådan er det.

Da jeg – ca. 14 dage efter min 18 års fødselsdag – kontaktede min biologiske mor var hendes svar, at hun ikke havde tid til mig, idet hun havde utrolig travlt med at løbe marathon. Hun havde så travlt, at hun ikke kunne besøge mig på Amagerkollegiet. Der er dog den positive ting, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Set med de nutidige briller var det faktisk fint.

Dengang var det bare ikke nok for mig; jeg ønskede mig en mor, eftersom jeg aldrig havde haft en! Nu respekterer jeg hende for, at hun ikke brugte hverken strikkepinde eller brun sæbe, der var kvinders muligheder, før aborten den blev fri. Havde hun brugt en af de muligheder, havde jeg nok aldrig haft et levet liv.

På den måde tror jeg ikke på noget af alt det “mors-dags-pladder”. Blomsterhandlerne får os til at tro på eventyret, men for mange af os eksisterer eventyret ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.