Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem
Da kantebånd forlængede bukserne
Indholdsfortegnelse
Kantebånd – åh hvor jeg hadede dem
Det er ikke nogen hemmelighed, at stedet, jeg vokse op efter november 1972, hvor min far, Jørgen Stegemüller, døde, var “røven af fjerde division”, og hvor man levede fra hånden i munden, hvilket vil sige “leve så man lige har de daglige fornødenheder, men uden at tænke på fremtiden”, jfr. Den Danske Ordbog (DDO).
Der var aldrig penge til noget, bortset fra alkohol og tobak, og det var altid et problem, når olietanken igen var tom. Så var vinteren lang og temmelig kold, for dengang var der vintre til – måske især på Bornholm, hvor jeg boede fra juli 1978 til ultimo juli 1980.
Af samme årsag var det et problem, at jeg voksede, for det betød, at bukserne blev for korte, selvom jeg aldrig har sneget mig op over 165 cm. Der var ikke råd til at købe nye bukser med den rette længde, så de gamle blev forlænget med kantbånd. Ingen af mine klassekammerater gik med kantebånd, men det gjorde jeg. Altså var jeg af den grund anderledes.
For pokker hvor jeg hadede de kantebånd. De udstillede, hvad jeg kom af, og det var ikke videre rart. Det var ikke fedt at være fattig på en måde, der var så synlig.
Sådan var jeg anderledes
- De forbandende kantebånd som nævnt i afsnittet herover
- Jeg kunne læse (lette tekster), før jeg kom i skole allerede som 6-årig. Mine forældre var dygtige til at læse for mig – typisk ved sengetid. Det drejede sig bare om bøger som “Troldepus”, “Peter Pedal” og den slags. Altså kedede jeg mig bravt i dansktimerne, med mindre vi skulle arbejde med “Læs og forstå”, hvor det var sjovt at ræse gennem alle opgaverne. Typisk var jeg adskillige hæfter foran de andre børn.
- Jeg blev udnævnt til hjælpelærer i dansktimerne. Det betød, at jeg skulle gå rundt og hjælpe de børn, der sad med fingeren oppe, og som den rigtige lærer ikke havde tid at hjælpe. Som jeg husker det, trådte det i kraft fra ca. fjerde klasse og frem.
- I ca. syvende klasse og et par år frem interesserede jeg mig meget for fysik, og læste en masse fysikbøger, som jeg fik ganske gratis fra psykopatens halvbror, der arbejdede hos Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder.
- Jeg kunne regne lette stykker, før jeg kom i skole.
- Jeg elskede “sproglaboratoriet”, som vi typisk kom i i engelsktimerne. Her var man alene og kunne i fred og ro følge “damen”, der sagde fx “The apple is red. What colour is the apple?”
- Jeg kunne intet af alt det kreative, man forventedes at kunne (i håndgerning var jeg således et helt skoleår om at strikke en sok, fordi jeg ikke kunne finde ud af at skifte pind i hælen). I sløjd udbankede jeg et enkelt, grimt askebæger.
- Jeg blev altid valgt sidst i gymnastik og ramte aldrig bolden i rundbold.
Når man aldrig får udfordringer
Når man aldrig får udfordringer, er der en vis risiko for, at man bliver doven. Det havde jeg dog ingen risiko for, idet jeg havde den ugentlige vindues- og bilvask til at sørge for, at jeg ikke blev doven rent fysisk. Ingen normale mennesker vasker hverken vinduer eller bil hver uge; men det var altså en del af mine “pligter”; sådan lidt Askepot … Jeg er vokset op med, at “unge nu til dags aldrig har lært at bestille noget …”, men det har jeg altså lært på den hårde måde.
Men mentalt? Nej, der fik jeg ingen udfordringer og det kan jeg være bitter over. Det hjælper imidlertid ikke ret meget, og trods kantebåndene og alt det andet, er det jo alligevel gået meget godt. Jeg har taget en lang, nogle synes svær, akademisk uddannelse og det stod ikke skrevet i kortene, at det skulle lykkes for mig. Men det gjorde det. Jeg har stort set kun mig selv at takke for det.
Men så skal jeg også takke min fars ungdomskæreste og hendes mand for, at de troede på mig: de sparkede mig i gang med Statens Kursus til Studentereksamen. De kunne se, at der nok var lidt mere i mig end at massere gulve i De Gamles By eller at ende på en fiskefiletfabrik i Rønne.
Kære Hanne og Vagn I ved ikke, hvad I gjorde. Du, Hanne, siger nu “Jamen det var da helt naturligt” og “Der var jo ikke andre”. Men når man vidste, at der ikke var andre, var jeres indsats helt enorm, og den var ikke bare “Naturlig”.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Hjemmesyet tøj, når andre havde købt, var en stigmatisering.
Ja, hvorfor tog skolen aldrig opfordringen med os højere begavede op. Det var totalt demotiverende for enhver form for indlæring, at man kunne bruge 5 minutter på det og så aldrig mere. Jeg kunne læse alt, da jeg begyndte i 1. klasse.
Jeg læste for sjov tunge bøger om bestigningen af Mount Everest, medens de andre kæmpede med “Mads må male en mølle”. Min lærer lod mig læse frilæsning – ikke Mount Everest – men fra skolebiblioteket, som jeg snart havde udtømt, og derefter brugte hun mig som hjælpelærer i den specialklasse, hun havde oprettet. Hvorfor var der ikke nogen, der lavede en specialklasse for os? Da endelig der blev stillet krav til mig – i gymnasiet – brød jeg helt sammen.
@ Charlotte
Det er vældig flot. at du kunne læse selv så svære bøger før og i 1. klasse, men også vældig problematisk, fordi du så skilte dig ud og folkeskolen ikke kunne give dig udfordringer. Og hvor var det synd, at du skulle bryde sammen i gymnasiet.
Det er egl. meget sjovt, at du nævner skolebiblioteket. Da jeg boede knapt to år i Vollsmose, skulle jeg på fritidshjem, hvilket jeg hadede. Der var så meget støj og larm, som jeg allerede da havde svært ved. Så jeg søgte tilflugt på skolebiblioteket og fik smigret mig ind på Fru (eller frøken?) Christensen, der passede biblioteket. Jeg fik lov at hjælpe med at sætte bøger på plads og gøre et eller andet med stempelkortene, der sad bagerst i bøgerne. Muligvis drejede det sig om at sætte de rigtige kort i de rigtige bøger. Jeg elskede at være på skolebiblioteket. Der var fred og ro og Fru Christensen havde altid på forhånd fundet bøger til mig, som hun mente, jeg kunne have glæde af at læse. På den måde fik jeg udfordringer.
Ja, det er frygtelig ærgerligt, at folkeskolen ikke rummede udfordringer til de højtbegavede børn. Mange fik således mindre ud af de ni eller ti år der, end de kunne have fået. Måske mente vores lærere, at de gjorde os en tjeneste ved udnævnelserne til “hjælpelærer”? Måske så de det som gode udfordringer? For mig var det dog et lettere mareridt, fordi det cementerede min anderledeshed.
Måske burde folkeskolen have haft (og måske også have) tre spor: Et for alle børnene i midten, et for de børn, der var dygtige og kreative med deres hænder, men ikke så dygtige til det boglige, og så et spor til de højt begavede?
Det med kantebåndene kunne for nogen være et valg. Jeg husker fx at jeg vævede bånd på en brikvæv til det brug, mens jeg gik på seminariet. Jeg syntes, resultatet blev vældig smart! Det var det så, lige til bukserne havde været vasket, for de hjemmevævede bånd krøb i vask og fik bukserne til at ligne pludderbukser. Det var ikke lige meningen. Det var ikke, fordi jeg var vokset noget særligt i den periode. Det var moden, der skiftede. Pludselig skulle bukserne nå ned og dække skoene, hvilket de ikke skulle før. Således kan modeindustrien komme til at diktere, hvordan man har det med sit udseende. Men jeg er med på, at kantebånd ikke er sagen, hvis man ikke vil have dem!
Hvis man ikke får den støtte, man har brug for i hjemmet, så man kan udvikle sig i overensstemmelse med sit potentiale, så er det jo godt, at man kan finde reserveforældre og mentorer andetsteds. Det er du ikke den eneste, der har nydt godt af. Men der er desværre mange børn, der ikke er så heldige at finde nogen, der kan hjælpe dem.
Og, Hanne, der er altså intet som helst kreativt i at strikke en sok. Det har du misforstået. Det handler ene og alene om slavisk at følge en instruktion!
@ Henny
Det medgiver jeg gerne, men jeg kunne altså ikke.
@ Henny
For mig var kantebåndene forfærdelige og slet ikke et resultat af en “kreativ proces”. De var resultat af fattigdom.
Jeg er så utrolig taknemmelig for, at jeg traf Hanne (nu 98 år gl.) og Vagn. De havde mødt mig et år før og sagt “Du er velkommen til hver en tid” og selvom vi stort set ikke kendte hinanden, opsøgte jeg dem, da jeg stod som 16-årig fugleunge i København. Hos dem fik jeg min første elektriske tandbørste, turene i Dyrehaven mv.