Det er fortsat ikke synd

Barnet der var til overs

Eller jo – måske er det synd? Det er synd for et barn, der er til overs, men man må som voksen handle på en måde, der gør, at man kommer videre. Der er kun en vej, og det er fremad. Jeg glæder mig dagligt over, at det ikke længere er opad bakke, men mere ligeud, måske nærmest nedad? Her er ordet nedad positivt.

Jeg er virkelig dårlig til at håndtere mennesker, der ikke handler. Handlemuligheder er selvfølgelig forskellige; det er fx ikke enhver, der har råd til at frekventere en psykolog. Det er heller ikke alle (ret mange?), der i årevis har den samme dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien osv.

Idéen til posten kommer fra psykologen

Jeg har en lille Accessdatabase, hvor jeg noterer store og små opgaver for ikke at glemme dem og for at få dem prioriteret. Allerede den 4. september 2021 foreslog psykologen en post med titlen “Barnet der var til overs”. Jeg har ikke rigtig kunnet få fyldt indhold i idéen. Derfor har opgaven ligget uløst hen så længe.

Gamle billeder

I forbindelse med at jeg ryddede op i nogle gamle billeder, dukkede disse tre fra børnehjemmet “Dear Home”, som jeg besøgte sammen med min “mor” den 26. februar 2006, pludselig op.

Adressen er Sofievej 26 i Hellerup. Der er nu en vuggestue. Jeg var der fra straks efter fødslen og 2½ år frem, fratrukket det halve år, børnehjemmet indlagde mig på Rigshospitalet, fordi de troede, jeg var

fysisk og psykisk retarderet.

Det troede de, idet jeg

lå så underligt sløvt og slapt hen.

Citaterne stammer fra adoptionssagen.

Tænk om jeg kunne huske noget fra den tid; det ville være interessant, men det kan jeg ikke. Og det har ikke været muligt at finde arkivalier fra “Dear Home”. Men lidt til overs er man vel, når man bliver placeret på et børnehjem straks efter fødslen? For Herrens mange år siden (mere end 32) havde jeg en smule kontakt til min biologiske mor, der fortalte, at hun fødte bag et blåt klæde på Usserød Sygehus og aldrig så mig. Får man først barnet op på maven, er den efterfølgende planlagte adskillelse selvfølgelig endnu sværere.

Jeg har så tit tænkt på det flotte og imponerende i at gennemføre graviditeten, når man ved, man ikke skal beholde barnet. Strikkepindene og/eller den brune sæbe havde været lettere løsninger. Tænk at gennemgå en fødsel, vel sunde sig lidt og derpå rejse sig og gå uden barnet og uden det udspilede maveskind. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

Så var der de gode år

Årene efter børnehjemmet og frem til november 1972, hvor min far døde, var rigtig gode. Af adoptionssagen fremgår fx

Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne.

“Andragerinden” og “andrageren” er gamle ord for ansøgere; personer der andrager/ansøger om noget. At de beskrives sådan skyldes, at de i starten kun får plejetilladelse, da “det vil være blodig synd, hvis der alligevel er noget galt med barnet”. Der var jeg bestemt ikke til overs.

Min far var en dygtig danser. Eksempelvis har jeg et eller andet sted hans nål fra Terpsichore-unionen. Altså skulle jeg også gå til dans hver mandag kl. 17:00 på Hotel Dalgas midt i Brande By. Jeg må sige, at jeg ikke brød mig om det med at være stadset ud i kjole og røde Scala-sko. Dem, der kender mig nu, har nok også svært ved at forestille sig det. Det hørte ret hurtigt op med danseundervisningen, der blev udskiftet med træklatring og lignende.

Scala-skoene var datidens fodformede, idet jeg altid har haft bøvl med fødderne. Historien er, og hvorfor skulle den nu ikke være sand?, at de på børnehjemmet gav børnene for små sko på, så tæerne kom til at ligge henover hinanden, fordi knoglerne blev klemt. Nu er jeg snart 60 år, så der er ikke så mange “overliggertæer” tilbage efter mange år i fodformede.

Jeg pjækkede fra timerne

I månederne efter min fars død, forlod jeg Dalgasskolen i frikvartererne og tilbragte en eller flere af de efterfølgende timer på (familie-)gravstedet. Det står ret klart i erindringen: jeg ser mig selv sidde foran den enorme gravsten med foreløbigt kun et navn på. Det var vinter, og det var koldt (han døde i november). Jeg ved ikke, hvad psykologen ville sige til det, men selv tror jeg, det var udtryk for en vældig sorg og ensomhed, som min “mor” ikke så, ikke kunne håndtere eller bare ikke hjalp med. Hun havde sikkert nok i sin egen sorg og spekulationer over, hvad hun skulle gøre, når vi ikke kunne bo i fabrikkens bolig i mere end seks måneder efter dødsfaldet, og hun hverken havde uddannelse eller arbejde. Uanset hvad, kan man godt sige, jeg var lidt til overs der?

Revisoren

Jeg har ofte tænkt på, at hun løste problemet på en måde, der kan kaldes en pæn form for prostitution ved at svare på en kontaktannonce, så vi kunne flytte fra heden til et velhaverkvarter i Odense hos en revisor, inden de seks måneder var udløbet. Jeg kunne faktisk godt lide revisoren, der havde stort selvstændigt revisionsfirma midt i Odense. Det er mig lidt en gåde, hvordan det kunne blive til, at vi skulle flytte igen efter ret kort tid, fordi jeg “ikke kunne med” revisoren. Jeg var ni år – et barn på ni kommer da ikke til “ikke at kunne med” sin mor forelskelse, eller hvad det nu var… og dermed være ansvarlig for en flytning.

Der boede vi i ca. otte måneder. Jeg var enormt glad for Sanderumskolen og husker mig selv fortælle hende, at

her lærer man virkelig noget.

Revisoren havde en skøn søster og svoger i Svendborg. Dem var jeg af en eller anden grund ofte hos. De havde ikke selv børn, så de var meget glade for mig, og det var gensidigt. Søsteren var en (barm-)fager og hjertevarm kvinde, der arbejdede på eksternatskolen i Svendborg, og de boede også på skolen. Svogeren var vist pedel på skolen. Det betød, at udendørsmulighederne var ubegrænsede, masser af plads til fodbold, basketball mv. I hvert fald var jeg hos dem, da min “mor” og revisoren var en uge i London; da var jeg til overs. Hun talte om turen resten af livet.

Revisorens og søsterens forældre boede også i Svendborg i en ret lille lejlighed. Dem blev jeg også af og til passet hos, men der var et eller andet ved dem, jeg ikke brød mig om. Måske at jeg skulle sove på sofaen? På Torvet i Svendborg lå TorveCaféen. Alle de voksne mødtes stort set hver lørdag på TorveCaféen for at hygge sig. Det var ikke så sjovt, der var jeg til overs, så jeg brugte meget tid på at spille på spilleautomaten. Om man kan blive “god” til den slags, ved jeg ikke, det er vel mest af alt randomiseret, men i hvert fald var det ikke TorveCaféen, der tjente på automaten de lørdage.

Psykopaten kommer til

Vi flyttede til Vollsmose. Min “mor” startede med at arbejde hos “Billenstein”, der var en stor læderhandel i Odense City. Der gik nogle måneder, hvor vi faktisk havde det ganske hyggeligt bare hun og jeg. Jeg hadede godt nok fritidshjemmet “Pyramiden” med alt dets støj og larm, men et eller andet sted skulle jeg jo være, når hun først havde fri kl. 17:30. Der var jeg til overs.

Vollsmose var nok noget andet dengang, end det er nu; i hvert fald var der mange gode muligheder for børn, fx enorme fodboldarealer, og jeg startede til både skydning (med salonriffel) og bordtennis. Og så var der den søde Fru (måske endda Frk.?) Christensen på skolebiblioteket, hvor jeg elskede at gå til hånde, fordi der var roligt; bare hun og jeg.

Psykopaten træder ind på scenen i løbet af ikke så lang tid, de lærer hinanden at kende, ved at hun svarer på endnu en kontaktannonce. Overgrebene begynder stort set med det samme, i hvert fald inden de er blevet gift i Rønne Kirke i april 1975. Jeg blev passet hos min mormor, mens de var på Bornholm for at blive gift. Nu om dage ville man da tage sine børn med til sit bryllup? Min følelse er i hvert fald, at der var jeg også til overs. Det skulle foregå på Bornholm, fordi psykopaten havde boet der under russernes besættelse af øen fra 1945 til 1946. Noget der sidder dybt i enhver bornholmer.

Overgrebene begynder i det små, men eskalerer konstant i de ca. 5½ – 6 år, vi bor under samme tag. Det første meget konkrete, jeg husker, er, at han tilbyder mig penge for at gå i bad med sig. Jeg afslår, og selvom jeg kun er 11 år, er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min “mor”, der bliver kaldt hjem fra arbejde. Der er et par dages opstandelse, hvor jeg bliver forhørt ved køkkenbordet, og så sker der aldrig mere.

Eftersom hun alle årene er klar over, hvad der foregår uden at agere, kan man vel også sige, at det er en form for at være til overs. I hvert fald er hun ikke en rigtig mor. I mine øjne er hun et skvat, og mit mål er at blive ligeglad. Målet er ikke at tilgive, for det var utilgiveligt, og så rummeligt et menneske er jeg simpelthen ikke. Mange andre ville sikkert arbejde på tilgivelse, men det har jeg ingen intentioner om. Hvorfor skulle jeg det? Det er ikke et tilfælde, at begrebet “mor” står i citationstegn. Jeg læser og hører tit om modne kvinder, der fortæller om, hvordan deres mor har fulgt dem hele livet og om den store sorg, det er, når hun går bort. Jeg læser og lytter; jeg prøver at forstå, men jeg forstår det ikke. Er jeg misundelig? Næh, det synes jeg ikke, og i øvrigt er det jo ikke en pæn følelse. Jeg kan bare slet ikke forestille mig, hvordan det må være.

Var psykopaten karakterafviger?

Psykologen har nævnt muligheden af, at psykopaten var karakterafviger. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, der er om snakken. Det viser sig fx i følgende:

• Han var udspekuleret nok til at tage mig i stedet for den pige, han havde i sit første ægteskab, selvom vi vist var stort set lige gamle. Sådan noget gør man ikke ved “eget kød og blod”.
• Han var udspekuleret nok til konstant at bevæge sig på grænse af at kunne blive opdaget i aktion, men samtidig vide, at det ville han ikke blive. Der var generelt noget skummelt over ham.
• Nomadefamilien (altså os) flytter hver gang, der har været så meget eskalation, at de sociale myndigheder kunne være vågnet op til dåd. Der er en grund til, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.
• Ydmygelserne eskalerer hele tiden. Nedværdigelserne bliver værre og værre. Det er ret sikkert, at der skal mere og mere til, før han får noget ud af det.

Friheden den 1. august 1980

Jeg pakkede en kuffert, jeg var 16 år, de kørte mig til natfærgen i Rønne den 31. juli 1980, og jeg glemmer aldrig nogensinde fornemmelsen af at stå på Kongens Nytorv den 1. august og at være fri! Vel var København en stor by, når man kom fra Svaneke, og jeg havde aldrig været her før, men det var en berusende følelse at kunne trække vejret frit.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud ad Nørrebrogade, stå af ved Runddelen, finde frem til mit lejede værelse ud til baggården i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal og starte på rengøringsjobbet i De Gamles By. Pyt med at der var lokum på bagtrappen og pyt med at bad måtte foregå i De Gamles By. Pyt med at de sendte mine få ejendele pr. efterkrav.

Jeg var fri. Og jeg var kompetent.