Indlæg

,

Figurer som kommunikationsmiddel

Figurer som kommunikationsmiddel

Jeg forstår ikke emojis

Figurer som kommunikationsmiddel

Jeg tror, der er noget galt med mig og/eller min hjerne, for jeg forstår ikke emojis, som jeg foretrækker at kalde for figurer. Slår man op i Den Danske Ordbog (DDO), får man denne forklaring på ordet “emoji”:

Lille billedsymbol der udtrykker en sindsstemning eller viser et væsen, en genstand eller et fænomen bruges i digital kommunikation, fx sms’er og sociale medier.

  • Det, der i særlig grad undrer mig, er, hvordan folk kan sondre mellem dem, når der er flere end 3.000.
  • Jeg undrer mig også over, hvordan de kan være enige om betydningerne; altså hvordan kan de være sikre på, at afsenderen og modtageren forstår det samme ved en given figur?
    • Når man bruger ord, kan man forklare sig; man kan bruge en sætning mere, eller man kan prøve at finde et synonym, der tydeliggør meningen. Den mulighed har man ikke med figurerne, med mindre man kender dem alle vældig godt.

Engang fandt jeg frem til, at der findes en form for ordbog over figurerne. Har folk mon alle læst og lært den samme ordbog?

Næh, det har de nok ikke, for ifølge Adobes analyse fra september 2022 “The Future of Creativity: 2022 U.S. Emoji Trend Report reveals insights on emoji use for, and more”, hvor man havde spurgt 5.000 brugere, var det fem temmelig traditionelle figurer, der hittede (i hvert fald i USA):

Figurer som kommunikationsmiddel

Kilde: Adobe

Hele Adobes rapport findes her.

“Emoji make it easier to communicate”

Rapporten er også omtalt på denne danske side, der behøver lidt ordforklaring. “Generation Z” er betegnelse for den generation, som er født mellem 1997 og 2010. En “Boomer” er en person født mellem 1946 og 1964.

Den danske side indeholder blandt andet denne oversigt, som jeg faktisk finder mere trist end sjov: Ca. halvdelen af brugerne på verdensplan kan bedre udtrykke sig vha. figurer end ord. Det er da forfærdeligt – men det kan vel næppe være sådan, at hele verdens uddannelsessystemer har fejlet.

Hvor de har det med “verdens” fra, er jeg ikke klar over, eftersom Adobe kun spurgte 5.000 amerikanere.

Figurer som kommunikationsmiddel

Med udgangspunkt i oversigten vil kun 27 pct. mene, at jeg er venlig, sjov og sej. Det er selvfølgelig ærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det, når jeg nu ikke forstår figurerne.

De svære svar på sociale medier

Figurer som kommunikationsmiddel

Hvis jeg deltager i en tråd på Facebook og har skrevet adskillige ord, er det så underligt bare at få en figur retur, eller evt. som her til højre at få et par ord og så en figur, som jeg i det mindste kan se er et smil.

Men jeg forstår ikke, hvad det sjove er. Jeg så efter, om jeg et sted i tråden havde lavet en tastefejl, så hans formål er at grine af, at jeg også laver tastefejl – hvilket selvfølgelig er helt i sin orden at le ad. Alle mennesker laver taste- eller sjuskefejl. Men jeg kunne ikke finde en fejl.

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor han griner (evt. af mig). Det er temmelig træls.

I begyndelsen var ordet …

Bortset fra at halvdelen bedre kan udtrykke sig med figurer end ord, må der vel være noget, der begyndte misfosteret. Normalt siger man “I begyndelsen var ordet”, og det gjaldt også her. Men hvorfor gik folk over til at kommunikere ved hjælp af figurerne?

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at man fandt ud af, at det var hurtigere at trykke på et par taster end at skrive et par sætninger. Endnu en gang spørger jeg: “Hvorfor skal det partout gå så hurtigt?”


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

Skoleelever lærer ikke for livet

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

Af statsministerens tale ved Folketingets åbning fremgik det, at hver syvende skoleelev forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne. Det vil sige, at 14,3 pct. er analfabeter. Det ses tydeligt på de forskellige sociale medier.

Jeg forstår denne artikel på lex.dk, således at de som minimum er “funktionelle analfabeter”:

Funktionel analfabetisme er læse- og stavevanskeligheder, som gør det vanskeligt for voksne at deltage fuldt ud i samfunds- og arbejdsliv og at udnytte egne evner.

Jeg forstår ikke, hvordan vi kan tillade det i vores land. Vi har brug for veluddannede unge mennesker til alt arbejde, og det forudsætter, at de kan både læse, skrive og regne.

Det er trist, at Danmarks Radio har så mange funktionelle analfabeter ansat. Når kategorien “Danmarks Radio” om kort tid runder de 100 eksempler, vil jeg skrive til lytternes og seernes redaktør ved navn Jesper Termansen og spørge, om han mener, det er acceptabelt. Lige nu er der 72 poster med Danmarks Radio som afsender.

Håndens eller åndens arbejde?

Lige nu går tendensen bare ikke i retning af, at vi ønsker unge med boglige kompetencer. Der er opstået en form for bevægelse, hvor det er bedre og finere at gå i lære som tømrer end at gå i gymnasiet. Om kort tid skal man sikkert undskylde, at man har taget en videregående uddannelse.

Men også en tømrerlærling skal kunne regne.

  • Vedkommende skal vide, hvordan man beregner arealet af en trekant og kunne bruge Pythagoras’ formel, når tagspær skal lægges til et skråt tag.
  • Vedkommende skal kunne beregne, hvor lægterne skal ligge, for at huset bliver stående og en hel masse andet, jeg heller ikke har forstand på.
  • Vedkommende skal kunne læse en manual til værktøjet for at kunne bruge det.
  • Vedkommende skal nogle år senere kunne skrive i sit barns kontaktbog, som nu kaldes “Aula”, uden at blive komplet til grin.

Nuvel, det behøver man forhåbentlig ikke gå i gymnasiet for; det bør være grundskolepensum. Men af de sociale medier og Danmarks Radio fremgår med al u-ønskelig tydelighed, at det ikke fungerer sådan – i hvert tilfælde for så vidt angår retstavning.

360 timer til valgfag

TV Avisen kl. 7:00 den 11. oktober havde et indslag om, at eleverne skal have mulighed for selv at vælge flere fag i udskolingen, hvilket vil sige 7., 8. og 9. klasse. Regeringen barsler med en idé om, at der i de tre år skal afsættes 360 timer til valgfag svarende til gennemsnitligt 120 timer om året eller 10 timer om måneden. I praksis vil tallene være noget større, når der korrigeres for alle ferieugerne. Der blev specifik nævnt musiske fag, hjemkundskab, teknologiforståelse og noget andet kreativt, som jeg ikke lige husker, hvad var.

Skoledagen er allerede meget lang og skal ikke forlænges. Det er selvfølgelig positivt. Men hvor vil man så stjæle de 360 timer? Lur mig om det ikke bliver dansk, matematik og fx religion. Det reducerer ikke andelen af funktionelle analfabeter, og det øger ikke almendannelsen i det danske samfund.

Når man ikke kommer i tvivl

Hvis man ikke ejer blot de grundlæggende sproglige færdigheder, eksempelvis fordi man primært kommunikerer ved hjælp af figurer/emojis, kommer man ikke i tvivl. Og kommer man ikke i tvivl om, hvordan et ord staves, har man ikke incitament til at slå op i en ordbog. Man er chanceløs. Der er dog lige det store men, at stort set alle skriveprogrammer nu til dags rummer en stavekontrol. Hvorfor ikke bruge den?

Selv slår jeg meget ofte op i en ordbog, for jeg kommer tit i tvivl. Det er jeg nødt til, når jeg revser andre …

Sprogposterne læser jeg korrektur på adskillige gange, da det ville være pinligt at blive grebet i dumme-fejl her. Jeg tror på ingen måde, at jeg er perfekt! Der er ord og sammensætninger, jeg har slået op 100 gange. Jeg er altid i tvivl om “det adverbielle t” osv. Men i tvivl kommer jeg da for det meste (tror jeg).

Jeg ved fra nogle unge mennesker, at de simpelthen aldrig har haft den form for gammeldags danskundervisning, som jeg har haft. De har fx aldrig haft “staveord”, som måske ikke var det mest interessante, men de var nyttige. Men de unge har lært noget andet. Eksempelvis er mange utrolig dygtige til at danne netværk. Om det er noget, de har lært i skolen, eller om det skyldes, at interaktionen i dag er blevet meget lettere, fordi vi altid er online, er jeg ikke klar over. Jeg kan konstatere, at de på det felt har kompetencer, jeg ikke selv ejer, og så må vi prøve at dele sol og vind lige med respekt for det, den anden part kan.

Du har som altid sprogdatabasen her.

Månedens gysere:

1) Denne forening er ikke professionel, så eksemplet lander i kategorien sjusk: “Velkommen til Oktober, vi har masser af aktiviteter i denne måneden”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

2) Danmarks Radio: “Netanyahu kalder bombardamenter en begyndelse”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

3) Danmarks Radio: “Kriketag kollapser”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

4) Danmarks Radio igen. Jeg gætter på, at soldaterne er klar til at modtage mere end en enkelt ordre: “100.000 soldater af reserven er indkaldt og står klar til at modtage ordre fra den israelske regering”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

5) Fra en reklamekampagne fra et firma, der forsøger at sælge mig en pude, jeg kan sidde på: “Reducerer trykket på ryg, hofter og halenben”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

6) Samme firma laver tre (evt. fire) fejl i denne korte tekst. Det er godt klaret: “3 Grunde til at anskaffe sig en Ergonomisk Siddepude”. Var det min dyrt betalte reklame, havde jeg nok skrevet: “Tre grunde til at anskaffe en ergonomisk siddepude”.

Det er venligt overfor læserne at skrive tal til og med ti med bogstaver, men det er kun en tommelfingerregel.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

7) Nej – vi bruger stadig ikke apostrof-s på dansk: “Viggo´s død 1953”.

8) Det er slet ikke nemt med et abon-nemt, der lander i kategorien svære ord: “Billigt abonnemt ja men det kan da blive rimeligt dyrt i sidste ende”.

9) Udenfor kategori: “Det skal man da ihvertefald være OBS på”.

10) Flere svære abonnementer: “Tro ikke på ubetalte regninger på abodementer”.

11) Her vil et firma gerne sælge mig en topmadras. Jeg afslår, da jeg ikke har en hovedfør: “Bestil i dag og modtag gratis varen ved hovedføren i morgen”.

12) Når man vil begå sig på udenbysk, må man bruge en ordbog. Her skulle sikkert have stået spooky: “Spuky”.

13) Det havde været godt at udskifte fuld med fyldt. Fuld bliver man af alkohol, og så meget altervin serveres ikke ved nadveren, at selv kroen senere bliver fuld: “Kirken var stuvende fuld. Kroen var endnu mere fuld”.

14) Det tilhørende billede viste, at det var et tæppe, der var til salg et sted i Syddanmark: “Tæbe”

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

15) Allerkæreste Danmarks Radio! Navne på styrelser, ministerier, partier osv. skal med stort begyndelsesbogstav, men det skal ministeren ikke: “Samråd med Miljøministeren om havmiljøet”

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

16) Når man vil begå sig på udenbysk, må man bruge en ordbog: “Parten ny French”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

17) Frelsens Hær må være de helt rette til at finde frem til de, der trænger til værdier: “… inflationshjælp til byens værditrængende familier.” (Det skal tilføjes, at det var Gretelise Holm og ikke mig selv, der faldt over billedet. Jeg har fået lov at bruge det).

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

18) PostNords hjemmeside: “Når du henter din forsendelse, skal du vise ID og i nogle tilfælde også kvitterer for udleveringen”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

19) Et sted i Syddanmark kan man nu være så heldig at købe et bord, der kan se lidt ud i fremtiden. I hvert fald er det ikke nærsynet: “Fjernsynet bord”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

20) Disse knapt så professionelle kunne have overvejet at læse korrektur: “Vi sikre dig og din familie tryghed i en travl hverdag med Kommunesundheds sundhedsforsikring”.

21) Akademikerbladet.dk står bag denne, hvor jeg endnu en gang overvejer, hvorfor man ikke ser på, hvad man publicerer: “EU vil forbyde kunstig intelligens, der manip-ulerer med din hjerne”. Og jeg tilføjer, at det ikke hjælper at gør skærmbilledet større – og jeg har 43″ at gøre godt med; det svarer til ca. 94½ cm.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

22) Gæt selv afsenderen: “Gaza ramt af volsomme bombardementer”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

23) Her burde formentlig have stået “Jeg er medlem af Danske Slægtsforskere,. tidligere DIS-Danmark og MyHeritage”: “Jeg er medlem at Slægtforskern tidler DIS. Og MyHertegs”.

24) Et firma der ville sælge en cykel: “… som alle bliver udviklet, testet og samlet ved håndkræft”.

25) Gæt endnu en gang på afsenderen: “Israel intensivere militætoperationen i Gaza”.

14,3 pct. af skoleeleverne er analfabeter

 

26) Selv svære ord står i ordbogen: “Går du ind for Rekarnition,så slipper du måske ikke .,”

27) Ental, flertal eller bare sjusk? “Alt inkluderet, ingen skjulte gebyr!”.

28) Hos den samme knapt så professionelle kan man vist få en på opleveren: “Få en gratis rundvisning – 9 ud af 10 oplevere besparelser”.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tre parallelle monologer eller en dialog

Tre parallelle monologer eller en dialog

Er jeg gået forkert?

Tre parallelle monologer eller en dialog

Situation: Aftensmad, hvor samtalen falder på emojis. Tilstede er en medarbejde og en medpatient. Jeg forsøger at forklare, hvad jeg mener om emojis (og det er som bekendt ikke så lidt) og hvorfor. Jeg mødes af statements, der ikke byder op til dialog fx: “Det må du bare vænne dig til, sådan er verden”.

Jeg giver op i løbet af forholdsvis kort tid. Set fra mit synspunkt består en dialog af, at man lytter, “udforsker” i fællesskab fx  “Nå for pokker har du det sådan; det har jeg da aldrig overvejet”, argumenter for det ene og det andet. En måde at blive klogere i fællesskab. Forleden var der endda en, der forsøgte at lære os om “assertiv kommunikation”, hvor jeg følte mig sat tilbage til diverse lederkurser for 15-20 år siden. Samtalen over aftensmaden var ikke bestemt ikke assertiv.

Jeg bliver enormt ked af det, giver op og går. Var jeg blevet siddende, var jeg begyndt at tude. Det har jeg ikke lyst til i “miljøet” og overfor tilstedeværende medpatienter, der ikke skal bære på mine gebrækkeligheder, for de har deres egne.

Går senere en tur med medarbejderen og forsøger at forklare op ad døre og ned ad stolper. Hun lytter pænt men siger, at det kan jeg ikke forvente her, og slet ikke henover maden. Det har hun faktisk ikke ret i. Jeg har både denne gang og tidligere ført adskillige meningsfyldte dialoger uanset lokalet.

Hun forklarer, at der ikke om aftenen er tid til samtaler. Jeg bliver forvirret, og spørger, om vi så skal gå i stilhed, for så kan vi lige så godt vende om. Næh, man må gerne sige noget, det falder bare ikke ind under begrebet “samtale”. Det var jeg ikke klar over.

Jeg ender med følelsen af at være gået forkert, at være forkert og overvejer, hvad jeg gør i stedet. Jeg starter med at gå i seng. Jeg synes ikke, det hjalp.

De mest meningfyldte samtaler har jeg ført på psykiatrisk afdeling

Alle er her af en årsag: ønsket om at få det bedre. Der er altid en, to eller tre at have virkelige dialoger med. Det er ind til benet og uden omsvøb. Det kan jeg godt lide – det giver mening for mig. Jeg har hørt mange livshistorier ved “rygerbordet”, når der ikke er personale tilstede med påtaget optimisme. Jeg brækker mig af sidstnævnte fx “Det skal nok gå”, “Du har prøvet det før” osv. På den anden side set kan de selvfølgelig ikke sige det modsatte. Det er det overfladiske, jeg ikke kan holde til.

Ad livshistorierne kan jeg mærke, at jeg skal passe på ikke at blive en eller anden pseudoprofessionel, der lytter og spørger, for så får jeg ingen plads selv. På den anden side set er jeg oprigtigt interesseret i at høre historierne, og derfor spørger jeg til fx baggrunde og konsekvenser – med det spinkle håb, at det også vil blive min tur.

Jeg tror, jeg er gået forkert

Lige nu er jeg der, hvor jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er her.

  1. Jeg har (heldigvis) ingen depression, altså er jeg ikke syg
  2. Jeg har de forkerte forventninger
  3. Jeg fylder for meget
  4. Jeg føler mig ensom. Det kan jeg lige så godt være derhjemme
  5. Er jeg her mest for at de kan holde øje med, at jeg ikke er død?

Tjah, måske lidt barskt at få smidt i hovedet over morgenkaffen. Men det er sådan, det er.

 

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Hvad lavede vi før smartphones?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Det første spørgsmål: Når jeg en sjælden gang løfter blikket og ser mig om i togkupéen, sidder de øvrige også og kigger ned på deres telefoner. Hvad lavede vi før i tiden? Kiggede vi ud af vinduet? Læste vi i en medbragt bog? Jeg ved det ikke, men tanken er sjov at lege med.

Det næste spørgsmål: Ja, selvfølgelig skal vi (dvs. forældrene) regulere børns brug af telefoner, hvem skulle ellers? Men hvordan kan vi forvente andet af børn, end det vi selv lærer dem i kraft af at være deres rollemodeller? Så mon ikke vi skal starte med at gribe i egen barm/sixpack.

Ny læseundersøgelse: Særligt de svage læsere er gået tilbage

Undersøgelsen, der kaldes PIRLS 2021, viser, at børn i fjerde klasse læser dårligere end tidligere. Gabet mellem svage læsere og gode læsere er øget. Også her får Coronaen skylden for en del af det.

Coronaen får skyld for meget. Det er på den anden side set ikke svært at forestille sig, at de “hjemmeskolede” børn, der havde forældrene som undervisere, lærte mindre – og i hvert fald på en anden måde – end børn, der blev undervist af uddannede lærere. Der er jo en grund til, at man skal gå på seminariet, før man bliver sluppet løs på sagesløse børn.

Ministeren siger blandt andet:

Det seneste årti har eleverne fået flere timer i dansk, alligevel kan jeg se at eleverne i dag læser mindre. Det er tankevækkende, at denne udvikling er sket i en periode, hvor der bliver læst mere og mere på skærme og ikke i rigtige bøger.

Til refleksion

Man kan filosofere over følgende:

  1. At øge antallet af timer er helt åbenlyst ikke den rette vej at gå.
  2. Det afgørende må være, at man læser, ikke på hvilket medie man læser.
  3. For at kunne læse godt skal man kunne skrive godt. Det er mit postulat. Om det har rod i forskning og praksis, ved jeg ikke. I en tid, hvor kommunikation ofte foregår ved, at både børn og voksne sender hinanden små figurer, trænes skrivefærdighederne ikke, og så falder læsefærdighederne.

Med vanlig politisk tæft flettes der dog også noget positivt ind i omtalen af undersøgelsen:

Trods faldet placerer Danmark sig i den øvre del af alle deltagere i undersøgelsen sammen med bl.a. Sverige og Norge.

Interessante links om problemstillingen

Jeg er blevet gjort opmærksom på disse artikler, der drejer sig om undersøgelsen og børns læsning:

  1. En artikel i “Folkeskolen”, hvor skolelederformand Claus Hjortdal blandt andet fortæller, at “Særskilt viser det danske resultat, at der er kommet flere dårlige læsere i de danske klasselokaler, så gruppen af svage læsere nu udgør op mod hver fjerde elev i grundskolen.” 25 pct. … Det er rystende, men det svarer fuldstændig til mit sprog-samarbejde med en gruppe af unge under 30 år. De kan ikke skrive ordentligt og entydigt, for de har aldrig lært det. Og det er jo sådan set ikke deres egen skyld.
  2. En artikel fra “Danmarks Biblioteksforening”, hvor blandt andet følgende fremgår: “Der kommer færre og færre børn på bibliotekerne, og udlånstallene er faldet støt de seneste år. På de pædagogiske læringscentre – skolebibliotekerne om man vil, kommer børnene stadig, hvis det er skemalagt og der er afsat ressourcer. Interessen for bøger er dog faldet, og skærmen er blevet børnenes foretrukne underholdning. Mange steder bliver både folkebibliotekerne og skolebibliotekerne også beskåret så meget, at der hverken er nye bøger eller en bibliotekar til stede. Så giver det selvfølgelig sig selv, at så bliver der lånt færre bøger ud.”

Postulater: Sådan bliver man glad for at læse

Jeg gætter på, at man skal introduceres til ordenes verden. Det ligger ikke arvemassen, at man skal elske dem. Introduktionen kan finde sted ved, at forældrene læser højt.

Mens min far levede, læste begge mine forældre godnathistorier for mig hver eneste aften. Det var ikke alene historierne, der betød noget; det var også indbegrebet af hyggestunder med mig under dynen og en af dem på sengekanten med en bog i hånden.

Min “mor” var vældig god til at give karaktererne liv ved hjælp af intonation mv. Jeg forestillede mig nemt, hvordan karaktererne så ud, hvem der havde hvilke replikker, hvilke følelser der lå bag osv. Bøgerne handlede ofte om katte, som jeg var meget interesseret i og glad for, og selvfølgelig var der hele serien om “Troldepus”.

Jeg føler mig overbevist om, at det var det, der bevirkede, at jeg blev nysgerrig efter selv at lære at læse. En af de første bøger, jeg læste på egen hånd var “Palle alene i verden”. Det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg blev så bange for også selv at blive helt alene i verden. Det var en utrolig upædagogisk bog.

Nogle bedre med “P” var “Peter Pedal”. Indholdet var muligvis hjernedødt, men glæden ved selv at kunne læse dem, var enorm. Man kan muligvis sige, at det også var et led i en tidlig frigørelsesproces. Når man kan læse selv, er man ikke afhængig af forældrenes tid, lyst og velvilje.

Jeg kedede mig derefter bravt i dansktimerne de første år, for jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Den største udfordring inden skolestarten var den såkaldte “modenhedsprøve” (datidens nationale test …), hvor man skulle opdage, at det måtte være en fejl, når et dannebog og røgen fra en skorsten blæste i hver sin retning.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.