Tag Archive for: Emojis

Tre parallelle monologer eller en dialog

Tre parallelle monologer eller en dialog

Er jeg gået forkert?

Tre parallelle monologer eller en dialog

Situation: Aftensmad, hvor samtalen falder på emojis. Tilstede er en medarbejde og en medpatient. Jeg forsøger at forklare, hvad jeg mener om emojis (og det er som bekendt ikke så lidt) og hvorfor. Jeg mødes af statements, der ikke byder op til dialog fx: “Det må du bare vænne dig til, sådan er verden”.

Jeg giver op i løbet af forholdsvis kort tid. Set fra mit synspunkt består en dialog af, at man lytter, “udforsker” i fællesskab fx  “Nå for pokker har du det sådan; det har jeg da aldrig overvejet”, argumenter for det ene og det andet. En måde at blive klogere i fællesskab. Forleden var der endda en, der forsøgte at lære os om “assertiv kommunikation”, hvor jeg følte mig sat tilbage til diverse lederkurser for 15-20 år siden. Samtalen over aftensmaden var ikke bestemt ikke assertiv.

Jeg bliver enormt ked af det, giver op og går. Var jeg blevet siddende, var jeg begyndt at tude. Det har jeg ikke lyst til i “miljøet” og overfor tilstedeværende medpatienter, der ikke skal bære på mine gebrækkeligheder, for de har deres egne.

Går senere en tur med medarbejderen og forsøger at forklare op ad døre og ned ad stolper. Hun lytter pænt men siger, at det kan jeg ikke forvente her, og slet ikke henover maden. Det har hun faktisk ikke ret i. Jeg har både denne gang og tidligere ført adskillige meningsfyldte dialoger uanset lokalet.

Hun forklarer, at der ikke om aftenen er tid til samtaler. Jeg bliver forvirret, og spørger, om vi så skal gå i stilhed, for så kan vi lige så godt vende om. Næh, man må gerne sige noget, det falder bare ikke ind under begrebet “samtale”. Det var jeg ikke klar over.

Jeg ender med følelsen af at være gået forkert, at være forkert og overvejer, hvad jeg gør i stedet. Jeg starter med at gå i seng. Jeg synes ikke, det hjalp.

De mest meningfyldte samtaler har jeg ført på psykiatrisk afdeling

Alle er her af en årsag: ønsket om at få det bedre. Der er altid en, to eller tre at have virkelige dialoger med. Det er ind til benet og uden omsvøb. Det kan jeg godt lide – det giver mening for mig. Jeg har hørt mange livshistorier ved “rygerbordet”, når der ikke er personale tilstede med påtaget optimisme. Jeg brækker mig af sidstnævnte fx “Det skal nok gå”, “Du har prøvet det før” osv. På den anden side set kan de selvfølgelig ikke sige det modsatte. Det er det overfladiske, jeg ikke kan holde til.

Ad livshistorierne kan jeg mærke, at jeg skal passe på ikke at blive en eller anden pseudoprofessionel, der lytter og spørger, for så får jeg ingen plads selv. På den anden side set er jeg oprigtigt interesseret i at høre historierne, og derfor spørger jeg til fx baggrunde og konsekvenser – med det spinkle håb, at det også vil blive min tur.

Jeg tror, jeg er gået forkert

Lige nu er jeg der, hvor jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er her.

  1. Jeg har (heldigvis) ingen depression, altså er jeg ikke syg
  2. Jeg har de forkerte forventninger
  3. Jeg fylder for meget
  4. Jeg føler mig ensom. Det kan jeg lige så godt være derhjemme
  5. Er jeg her mest for at de kan holde øje med, at jeg ikke er død?

Tjah, måske lidt barskt at få smidt i hovedet over morgenkaffen. Men det er sådan, det er.

 

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Hvad lavede vi før smartphones?

Skal vi regulere børns brug af telefoner?

Det første spørgsmål: Når jeg en sjælden gang løfter blikket og ser mig om i togkupéen, sidder de øvrige også og kigger ned på deres telefoner. Hvad lavede vi før i tiden? Kiggede vi ud af vinduet? Læste vi i en medbragt bog? Jeg ved det ikke, men tanken er sjov at lege med.

Det næste spørgsmål: Ja, selvfølgelig skal vi (dvs. forældrene) regulere børns brug af telefoner, hvem skulle ellers? Men hvordan kan vi forvente andet af børn, end det vi selv lærer dem i kraft af at være deres rollemodeller? Så mon ikke vi skal starte med at gribe i egen barm/sixpack.

Ny læseundersøgelse: Særligt de svage læsere er gået tilbage

Undersøgelsen, der kaldes PIRLS 2021, viser, at børn i fjerde klasse læser dårligere end tidligere. Gabet mellem svage læsere og gode læsere er øget. Også her får Coronaen skylden for en del af det.

Coronaen får skyld for meget. Det er på den anden side set ikke svært at forestille sig, at de “hjemmeskolede” børn, der havde forældrene som undervisere, lærte mindre – og i hvert fald på en anden måde – end børn, der blev undervist af uddannede lærere. Der er jo en grund til, at man skal gå på seminariet, før man bliver sluppet løs på sagesløse børn.

Ministeren siger blandt andet:

Det seneste årti har eleverne fået flere timer i dansk, alligevel kan jeg se at eleverne i dag læser mindre. Det er tankevækkende, at denne udvikling er sket i en periode, hvor der bliver læst mere og mere på skærme og ikke i rigtige bøger.

Til refleksion

Man kan filosofere over følgende:

  1. At øge antallet af timer er helt åbenlyst ikke den rette vej at gå.
  2. Det afgørende må være, at man læser, ikke på hvilket medie man læser.
  3. For at kunne læse godt skal man kunne skrive godt. Det er mit postulat. Om det har rod i forskning og praksis, ved jeg ikke. I en tid, hvor kommunikation ofte foregår ved, at både børn og voksne sender hinanden små figurer, trænes skrivefærdighederne ikke, og så falder læsefærdighederne.

Med vanlig politisk tæft flettes der dog også noget positivt ind i omtalen af undersøgelsen:

Trods faldet placerer Danmark sig i den øvre del af alle deltagere i undersøgelsen sammen med bl.a. Sverige og Norge.

Interessante links om problemstillingen

Jeg er blevet gjort opmærksom på disse artikler, der drejer sig om undersøgelsen og børns læsning:

  1. En artikel i “Folkeskolen”, hvor skolelederformand Claus Hjortdal blandt andet fortæller, at “Særskilt viser det danske resultat, at der er kommet flere dårlige læsere i de danske klasselokaler, så gruppen af svage læsere nu udgør op mod hver fjerde elev i grundskolen.” 25 pct. … Det er rystende, men det svarer fuldstændig til mit sprog-samarbejde med en gruppe af unge under 30 år. De kan ikke skrive ordentligt og entydigt, for de har aldrig lært det. Og det er jo sådan set ikke deres egen skyld.
  2. En artikel fra “Danmarks Biblioteksforening”, hvor blandt andet følgende fremgår: “Der kommer færre og færre børn på bibliotekerne, og udlånstallene er faldet støt de seneste år. På de pædagogiske læringscentre – skolebibliotekerne om man vil, kommer børnene stadig, hvis det er skemalagt og der er afsat ressourcer. Interessen for bøger er dog faldet, og skærmen er blevet børnenes foretrukne underholdning. Mange steder bliver både folkebibliotekerne og skolebibliotekerne også beskåret så meget, at der hverken er nye bøger eller en bibliotekar til stede. Så giver det selvfølgelig sig selv, at så bliver der lånt færre bøger ud.”

Postulater: Sådan bliver man glad for at læse

Jeg gætter på, at man skal introduceres til ordenes verden. Det ligger ikke arvemassen, at man skal elske dem. Introduktionen kan finde sted ved, at forældrene læser højt.

Mens min far levede, læste begge mine forældre godnathistorier for mig hver eneste aften. Det var ikke alene historierne, der betød noget; det var også indbegrebet af hyggestunder med mig under dynen og en af dem på sengekanten med en bog i hånden.

Min “mor” var vældig god til at give karaktererne liv ved hjælp af intonation mv. Jeg forestillede mig nemt, hvordan karaktererne så ud, hvem der havde hvilke replikker, hvilke følelser der lå bag osv. Bøgerne handlede ofte om katte, som jeg var meget interesseret i og glad for, og selvfølgelig var der hele serien om “Troldepus”.

Jeg føler mig overbevist om, at det var det, der bevirkede, at jeg blev nysgerrig efter selv at lære at læse. En af de første bøger, jeg læste på egen hånd var “Palle alene i verden”. Det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg blev så bange for også selv at blive helt alene i verden. Det var en utrolig upædagogisk bog.

Nogle bedre med “P” var “Peter Pedal”. Indholdet var muligvis hjernedødt, men glæden ved selv at kunne læse dem, var enorm. Man kan muligvis sige, at det også var et led i en tidlig frigørelsesproces. Når man kan læse selv, er man ikke afhængig af forældrenes tid, lyst og velvilje.

Jeg kedede mig derefter bravt i dansktimerne de første år, for jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Den største udfordring inden skolestarten var den såkaldte “modenhedsprøve” (datidens nationale test …), hvor man skulle opdage, at det måtte være en fejl, når et dannebog og røgen fra en skorsten blæste i hver sin retning.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Venligst ingen figurer

Venligst ingen figurer

Emojois “Nej tak” for ever

Venligst ingen figurer

Det kan siges ganske kort (af professionelle): “Når en autist ser en revne i væggen, ser vedkommende udelukkende revnen og ikke resten af væggen.” Sådan har jeg det, når jeg ser jeres smilende ansigter, foldede hænder (som jeg ikke ved, hvad betyder) osv. og alt muligt andet mærkværdigt, som jeg ikke aner, hvad betyder.

Jeg orker ikke længere at forsøge at gætte mig til, hvad det er, I gerne vil sige. Jeg bruger en masse energi på at rulle/scrolle forbi det, I måske gerne vil sige. Jeg ved det simpelthen ikke. Og jeg gider ikke undersøge det.

Vil I kommunikere noget til mig, er jeg kun enormt glad, men vær nu søde og rare at gøre det med ord og bogstaver. Jeg orker ikke længere at skulle gætte mig til betydningen af diverse figurer. Det gælder både her på siden og på Facebook. Jeg gider dem ganske enkelt ikke!

Det samme gælder diverse hoppende og dansende GIF’er. Sidstnævnte har jeg dog fundet diverse løsninger til automatisk at blokere, så der ikke er noget, der hverken hopper eller danser her hos mig. Det er dog ikke lykkedes mig at finde noget, der kan fjerne diverse emojis.

Ved du egl. selv, hvad de betyder?

Der findes minimum 3.000 emojis, og jeg kender betydningen af højst to af dem; og for at være ærlig: jeg ved ikke en gang, hvordan jeg skulle kunne afkode deres betydning – og jeg gider heller ikke. Og til jer, der gladeligt skriver dem: Ved I egl. selv, hvad de betyder, udover at de ser “søde” ud? Og ja, de ser “søde” ud, det synes jeg også, men de ødelægger fuldstændig min læsning af det, I gerne vil skrive til mig – og det er ærgerligt for både dig og mig.

Der er alt for mange muligheder for fortolkningstvivl, og det er min primære anke mod figurerne.

Kort sagt: jeg vil gerne kommunikere, det er en af årsagerne til, jeg nu har oprettet gæstebogen, men jeg orker ikke længere alle jeres “søde” figurer.

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på Facebook

Jeg hader emojis

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på FacebookSofie Carsten Nielsen slog en besked op på Facebook, hvori hun udtrykte sin tilfredshed med udfaldet af folkeafstemningen. Det er hun i sin gode ret til.

Jeg kommenterede som vist til højre med “Jeg tror på, at danskerne har truffet den rigtige beslutning”. Det er jeg også i min gode ret til. Reaktionerne er også vist.

Som det ses, har jeg fået mange reaktioner på min øverste kommentar. 83 pct. er enten negative eller vist nok nedladende emojis. Nederst er der en, der indsætter et lam/får i sin tekst og skriver, at der mangler ulve. Jeg begriber ikke, hvad manden mener og spørger derfor, hvad han prøver at sige. Det får jeg ikke noget svar på.

Efter min opfattelse er det overhovedet ikke sådan, man debatterer. Det er langt under et ordentligt niveau. Derfor holder jeg mig som oftest ude af debatter, der har med politik at gøre. Men man har da vel for pokker lov at udtrykke sin holdning?

Emojis kan fortolkes

Hvis nogen vil mig noget, og hvis de vil have et svar, bedes de udtrykke deres holdning med klare ord, idet emojis kan/skal fortolkes afhængigt af, hvem der ser dem. Og det gider jeg simpelthen ikke.

Jeg gider ikke sidde og gætte mig frem til en mening. Det er ikke muligt at diskutere med en figur, da den kan fortolkes. Jeg vil ellers gerne diskutere politik mv., men det skal foregå ordentligt og respektfuldt. Eksemplet her til højre viser, at en “debat” på Facebook er umulig, og i hvert fald hverken er ordentlig eller respektfuld.

Det er for nemt, at trykke på en knap og så tro, at man debatterer – for det gør man ikke. Og hvordan skulle jeg i givet fald svare?

3.000 emojis

Da jeg senest tjekkede antallet af emojis, var der ca. 3.000, og der kommer sikkert hele tiden nye til. Jeg kender to af dem: “Like” og hjertet. Resten står hen i det uvisse, hvorfor jeg vil kunne tage fejl 2.998 gange pr. styk.

Jeg overvejer af og til, hvordan andre har lært det store antal at kende? Hvordan pokker kan de være så sikre i deres sag? Har de med tiden slået dem alle efter i de “ordbøger“, der findes over emojis og så lært dem med tiden? Jeg ved det ikke. Det er et mysterium.

Det er utrolig synd, at den fine platform, Facebook ellers er, bliver ødelagt på den måde, eller at man i hvert fald ikke drager den fulde nytte af den. Nytten ville være langt større, og man ville udnytte den langt bedre, hvis man ikke nøjedes med at trykke på en tast, når man ville noget.