,

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt? Prøv at se på billederne herover – min far i 1972 og mig ca. 2006 – der er ca. 34 år mellem de to billeder. Jeg synes selv, der er mange fællestræk. Og det er ikke en gang, fordi jeg gerne vil se fællestrækkene – helt objektivt synes jeg, de er der, selvom vi ikke er i biologisk forbundne. Billedet af ham stammer vist fra hans 50-årsdag i maj 1972; hans sidste fødselsdag.

Billedet af mig selv er vist fra nogle af mine første slægtsforskerdage i 2006 og er vist nok taget af min gode ven og kollega Leif Sepstrup. Man kan derfor sige, at det nærmest er et “ungdomsbillede” af mig. I hvert fald er det årevis tilbage, selvom rynkerne var der allerede dengang.

Jeg er nu 58 år; altså ældre end min far nogensinde blev. Jeg takker hver dag for det liv, jeg har fået efter min pensionering. Aldrig har jeg haft det så godt.

Alle svigtede

  • Er det ikke bare mærkeligt, at min fars søster (tante Kis) og hendes mand ikke træder i karakter?
  • Er det ikke bare mærkeligt, at mormor, som jo faktisk bor i samme by som os, heller ikke træder i karakter?
  • Hvorfor er der ingen lærere eller bare præsten (det var provst Boas), der træder ind og gør bare “noget”?
  • De efterlader alle barnet alene foran gravstenen. Jeg har det den dag i dag svært med det billede af et barn, der lige en måned før er blevet ni år og som sidder alene i vinterkulden foran en enorm gravsten. Jeg skal nok komme over det – men jeg synes, det er en brat opvågnen til det, man kalder livet. For pokker da…

Min første elektriske tandbørste: Min fars ungdomskæreste

På en eller anden måde, jeg husker ikke helt hvordan, får jeg i det/de første år i København (altså ca. 1980/1981) kontakt til Hanne og Vagn Rasmussen i Kgs. Lyngby. Hanne var min fars ungdomskæreste, inden hun giftede sig med Vagn i 1948, og min far selv giftede sig med Inge Theil Larsen i marts 1951.

Hanne og Vagn var helt fantastiske og bragte en masse normalitet ind i mit liv. De var pæne mennesker. Vagns far var fx kommunaldirektør i Gentofte Kommune, og de lærte mig en masse om, “hvordan man gør”. Hos dem lærte jeg fx, at man nu om dage brugte elektrisk tandbørste! Det havde jeg ikke prøvet før. Jeg var vildt betaget. Men jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg nu kunne håndtere tandbørsten rigtigt.

De tog mig med til Taarbæk, til Eremitageslottet osv. og alle andre steder, jeg slet ikke kendte. Jeg overnattede meget ofte på sønnen Jens Bos værelse, når han var ude med garderne; han var nemlig “garder-høj”. Når han var hjemme, puttede de mig i stedet på sofaen i stuen. Det var trygt og dejligt at være hos dem – og der var ikke isblomster på indersiden af ruderne.

Hvordan der blev etableret en kontakt mellem dem og mig, kan jeg simpelthen ikke greje. Jeg mener at huske, at de på et tidspunkt var på besøg på Bornholm. Måske var det sådan, forbindelsen blev skabt? På den anden side skulle min mor og psykopaten jo have taget sig voldsomt sammen for at have besøg af så pæne mennesker? Der skulle gøres rent og ryddes op mv. – men det havde de jo mig til. Kender du fx nogen, der fik vasket bil hver uge? Sådan så mit liv ud.

Den ugentlige vinduesvask hørte dog op, da vi flyttede fra Sydfyn. Om der var nogen, der tog over, ved jeg ikke.

Der var gode nedslag og gode mennesker i mit liv. På en eller anden måde fadede de desværre ud. Det kan jeg være ked af i dag, det er ikke længe siden. jeg fandt Vagns dødsannonce på nettet – men det var naturligt at flytte til kollegiet og få jævnaldrende venner,