/1 Kommentar/i , /af ,

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Endelig fik jeg skrevet ansøgningen

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Hvidovre den 11. november 2021

Kære Livslinjen

Jeg har lige (torsdag den 11. november 2021 kl. 21:00) siddet og set Anders Aggers “Indefra” om Livslinjen, og kommer atter i tanke om, at en af jeres rådgivere engang anbefalede mig at blive frivillig hos jer. Jeg har tit tænkt på at kontakte jer med det formål, men har ikke følt mig stabil nok til at påtage mig ansvaret. Det gør jeg nu, hvor jeg har det rigtig godt efter mange års psykisk sygdom (Bipolar affektiv sindslidelse fra 2014 ff), der nu holdes i skak med vedligeholdelses-ECT.

I siger i udsendelsen, at man skal have en relevant socialfaglig baggrund. Det har jeg ikke. Jeg er i stedet cand.jur.

Jeg er 58 år og blev tilkendt pension med virkning fra 05/2021 med udgangspunkt i den psykiske sygdom, Aspergers syndrom, Parkinsonisme og fejlslagne forsøg med seks fleksjobs, hvor det gik dårligere og dårligere. Jeg kunne ikke forlige mig med at forlade arbejdsmarkedet og indse, karrieren var slut. Jeg var i tvivl om, hvad min identitet dernæst ville bestå i, uagtet Psykiatrifonden allerede i 2015 mente, det hele pegede i retning af pension. Jeg ville arbejde.

Jeg kender jer som bruger

Jeg kender jer som bruger, og I har flere gange talt mig tilbage til livet. Jeg vil gerne indrømme, at jeg græd, da jeg så udsendelsen. I rammer rigtigt, hvor I siger, det måske ikke er ønsket om at dø, men mere uoverskueligheden af det liv, man står i lige nu, at livet altid vil køre op og ned, men at der er lys et eller andet sted. Når natten slutter tæt om en, kan det være umuligt at se det, og tankerne om, at man ikke betyder noget for nogen, så det er ligegyldigt, om man er levende eller død, kan blive for nærværende.

Jeg har været klar med listen over dem, der skulle komme til begravelsen (navne, adresser, telefonnumre osv.), salmevalg og andre praktiske foranstaltninger mv.

Jeg har et forsøg bag mig fra 2006 (pilleoverdosering) og har indset, at det rent faktisk er ret svært at finde en sikker metode til at komme herfra. Jeg havde det sådan, at skulle jeg prøve igen, skulle det også lykkes. Jeg kunne se to veje ud af det, jeg stod i:

  • Bruge den asiatiske kødøkse ”den rigtige vej” (altså ikke på tværs men på langs) ned i venstre underarm, eller
  • Springe ud fra en færge en vinternat.

Alt det er gudskelov fortid, og jeg har fået det rigtig godt efter en fremragende indsats fra psykiatriens side.

Karriere mv.

Link til Curriculum Vitae dateret 2013: https://stegemueller.dk/curriculum-vitae-inden-jeg-blev-syg/

Tiden fra 2014 og frem til 2016 gik stort set med at være indlagt. 2016 blev jeg tilkendt fleksjob, som jeg virkelig forsøgte at varetage i seks omgange, afbrudt af lange perioder med indlæggelser (i alt mere end 15; jeg har opgivet at tælle). Efteråret 2020 måtte jeg indse, det ikke gik. Jeg kontaktede min sagsbehandler, der uden videre satte pensionssagen i gang.

Efter pensionstilkendelsen har jeg fået det rigtig godt, formentlig bedre end nogensinde før, hvilket er en medvirkende årsag til, at jeg sender denne ansøgning. Livsangsten er konverteret til dødsangst i forbindelse med ECT-behandlingerne, men den arbejder jeg på sammen med min psykolog.

Og hvad bruger jeg tiden på?

Det er mange år siden, jeg startede på at slægtsforske. Den hobby har jeg genoptaget. Når man har Aspergers syndrom, er man typisk dygtig til detaljer og store datamængder, der kræver logisk sans, som er forudsætninger i den hobby. Resultater kan evt. ses her: https://tng.stegemueller.dk.

Herudover bruger jeg meget tid på udvikling af mit website (https://stegemueller.dk).

Jeg har endvidere stor glæde ved at skrive artikler til hjemmesiden.

Afrunding

Hvis I på baggrund af ovenstående ikke mener, jeg er en værdig kandidat, er det i orden, men jeg har i hvert fald været ærlig om mine hidtidige erfaringer på alle niveauer.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

 

/i , , , /af , , ,

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Hjemmesiden er både ventil og bedste ven

Det er aldrig første udkast, du ser

Før jeg trykker “udgiv”, er ordene vendt og drejet, erstattet af nogle, der måske er bedre, overflødige ord er fjernet, teksten er strammet op, kommaer forsøgt sat rigtigt osv.

Pixabay med millioner af gratis billeder er besøgt, det mest passende er valgt, hentet, beskåret og optimeret, så det passer præcist i størrelsen på forsiden.

Alt det bevirker, at det tager lang tid at skrive det indlæg, du skimmer eller læser på måske mindre end et minut på din telefon. Nu om dage finder halvdelen af besøg på hjemmesider sted fra en telefon.

Imens hele den proces finder sted, arbejder hjernen, og det er det, der gør, at hjemmesiden – og databaserne – er en ventil og måske nærmeste ven. Jeg har ikke mange relationer i den virkelige verden men mange virtuelle. Den virkelige verdens relationer bor mere end 400 km. væk, og der er en naturlig grænse for, hvor ofte jeg kan belaste dem med mine tanker pr. telefon.

At skrive har en fordel frem for (telefon-)samtaler: der er masser af tid til at vende og dreje ordene. I en samtale skal man være klar med det samme, for ellers bliver det en underlig samtale. Det tænker jeg ikke helt hurtigt nok til.

Det betyder, at indholdet bliver personligt

Jeg besøger af og til andre blogs men er vist aldrig stødt på nogen, der er lige så personlige som min egen. Mit liv ligger på nettet. Af og til tænker jeg på, om jeg overskrider en usynlig grænse for, hvad man kan publicere, når den udefinerede mængde af øvrige bloggere holder sig tilbage. Måske har de en hel masse relationer at dele tanker med, hvorfor de ikke har behov for at bruge hjemmesiden/bloggen som ventil og bedste ven?

60 hænger på og to reflekterer

Mit nyhedsbrev, der bliver sendt hver mandag kl. 06:00, har ca. 60 abonnenter. De hænger på og har gjort det i årevis. Når de ikke har meldt fra, må det betyde, at de kan lide det, de får til morgenkaffen om mandagen. Jeg ser bort fra, at de måske sletter mailen ulæst. Det kan jeg vist ikke se nogen steder i MailChimp, der sørger for forsendelsen. Jeg har ikke en gang undersøgt det.

To venner fra den virkelig verden reflekterer tydeligvis over det, de læser og deler herefter deres refleksioner med mig. Det gør mig selvfølgelig glad. Det betyder, at min gratis “selvterapi” kan bruges af andre, og det er ikke så ringe.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Gad vide om journalen er bevaret

Gad vide om journalen er bevaret

Arbejdet med tidslinjen er i gang

Gad vide om journalen er bevaret

Jeg har været hos psykologen. Som altid var det rigtig godt. Det følgende er ikke udslag af selvmedlidenhed!

Jeg har brugt oceaner af tid på at lave tidslinjen med “nedslag” i mit liv. “Opgaven” var at finde positive ting frem som led i processen med at komme den f******s dødsangst til livs. Jeg har gjort mig umage for at finde positive ting, men synes, det har været svært, også selvom jeg på ingen måde ønsker at være sortseende, selvmedlidende eller hvad man nu skal kalde det.

Andre har husket for mig, og det har været fint. Det er lidt som om, at de positive “nedslag” er kommet fra andre, fx psykologen selv og en ven, der gjorde mig opmærksom på en masse rejser med rygsæk alene rundt i Asien, bestigningen af Kilimanjaro i 2002, et kajakkursus i Vietnam, bestigningen af Fansipan (der ligger i Vietnam) mv. Selv kunne jeg herefter supplere med adskillige højskoleophold og vandreture i Bayern med et tysk ægtepar, jeg desværre mistede kontakten til. Jeg tror, jeg mødte dem et sted i Thailand.

En veninde opgjorde, at 55 pct. af det nedfældede var positivt. Kontaktpersonen i distriktspsykiatrien synes heller ikke, det ser så dårligt ud, men jeg efterlades selv med en tristesse og en tanke om, hvorvidt jeg har løst opgaven “rigtigt”, selvom der ikke findes en facitliste.

Tidslinjen bliver et nyttigt værktøj

Min tanke er, at det har været op ad bakke, og at det har det været fra starten, hvor min mor føder bag et blåt klæde og aldrig ser mig. Jeg har ikke forstand på børn, men psykologen forklarede, at sådan gjorde man dengang, for havde moderen først fået barnet op på maven, var adskillelsen sværere for ikke at sige umulig. Min biologiske mor er desværre død for seks år siden. Jeg ville ellers gerne have spurgt lidt mere til hendes relation til min biologiske far (men det var vist bare et one night stand), hendes tanker i forbindelse med fødslen og tiden umiddelbart efter. Det kan ikke have været helt let. Måske fortalte hun om det, da vi mødtes nogle gange for mere end 30 år siden? Jeg respekterer hende for ikke at have valgt “lette” løsninger med brun sæbe eller strikkepinde, som mange forfaldt til ved uønskede graviditeter  i fordums tider. Hun var kun lige blevet 19 år.

Da jeg er seks måneder, kan min biologiske far ikke længere undslå sig faderskabet. I Hørsholm kirkebog er der ved min dåb lavet lidt rettelser. Følgende fremgår blandt andet: “Barnefader  x***x Faderskabet anerkendt for retten i *** 3. april 1964. Meddelelse fra politimesteren i Helsingør af 17. april 1964, Journal no. ***” Hvorfor han sad i Nyborg, husker jeg ikke med sikkerhed, men måske var der noget med noget økonomisk kriminalitet i form af bedrageri?

Og så kommer jeg endelig til sagen:

Jeg tænker på det barn, jeg dårligt kan holde ud at tænke er mig selv, der lukker sig så meget inde i sig selv, at personalet på børnehjemmet “Dear Home” tror, det er retarderet og indlægger det på Rigshospitalet i seks måneder. Psykologen kaldte det, at børn fra 0 – 3 år, der ikke oplever menneskelig varme, kærlighed, kontakt, tages op, udfordres osv. “visner”. I de år sker der en vældig udvikling, men den sker ikke af sig selv. Barnet begynder under normale omstændigheder at relatere til omverdenen, men hvis der ikke er nogen, der relaterer til barnet, visner det hen.

Rigshospitalet har sikkert også dengang været et af landets førende hospitaler. Så det har garanteret været positivt at komme der. Måske har der på det sted været hænder, der rakte ud, tog op, var kærlige, nærværende osv. Måske var der bare nogle “damer”, der var betalt for at løse den opgave nogle timer om dagen. De må logisk set have beholdt mig længe nok til, at de mente, jeg var “rask”.

Der er selvfølgelig ingen, der kan fortælle om de seks måneder. Så jeg må selv i gang med finde ud af noget! Rigshospitalets journalarkiv kan kontaktes telefonisk mellem 9 og 13, så jeg ringer til dem i morgen 9:01 og spørger, om de har bevaret journalerne. Det har de nu nok ikke, men det er forsøg værd. Jeg vil meget gerne vide, hvad der står. Er jeg heldig, er de ikke bare kasseret men afleveret til Rigsarkivet. Den slags foregår typisk ved, at arkivet slår ned på nogle tilfældigt udvalgte datoer og beslutter, at dem bevarer man, resten kasseres  – fx beslutter man at gemme alt fra den første mandag i måneden i en given årrække eller lignende. Det er klart, at man ikke kan bevare alt fra dengang alting blev dokumenteret på papir. Det ville jo fylde enormt.

Den anden mor kan jeg ikke respektere

Min adoptivfar var infertil, og det var ham, der ville adoptere. Han var 13 år ældre end hende, og der var også dengang noget med aldersgrænser i forbindelse med adoptioner. Pudsigt nok er der i adoptionssagen stort set ingen beskrivelser af min adoptivmor men mange beskrivelser af ham. Da han dør, står hun sådan set tilbage med et barn, hun aldrig rigtigt har ønsket sig. Hendes omstændigheder var langt fra optimale (ingen uddannelse, intet arbejde (der var ikke behov for to indtægter), ingen bolig, da tjenesteboligen løber ud efter seks måneder). Hun reflekterer på en kontaktannonce og vi flytter ind hos en mand i et velhaverkvarter i Odense (Fruens Bøge). Han var revisor. Hun og jeg var til salg for højestbydende.

Efter otte måneder flytter vi videre til Vollsmose, der også dengang var et socialt belastet kvarter. Jeg var ellers mægtig glad for Sanderumskolen i Fruens Bøge og kan af en eller grund huske, jeg en dag sagde til hende “her lærer man virkelig noget”. Den officielle begrundelse for flytningen var, at jeg ikke kunne med revisoren. Jeg var lige blevet ti år, men fik altså ansvaret for en flytning og vores velbefindende. Det er helt uacceptabelt. Om det er rigtigt, at jeg ikke kunne med ham, ved jeg ikke, men uanset hvad, var det ikke mig, der skulle have ansvaret.

Herefter møder hun psykopaten og lader stå til i årevis, selvom hun er klar over, hvad der foregår. Jeg flytter i 1980, hvor jeg er 16 år. Vi mister kontakten i 1981, men den genoptages på mit initiativ i 2003. Sådan gik der lige 22 år…

For årevis siden sagde psykologen, at min adoptivmor var et “skvat”. Det er lige før, jeg synes, det er for mildt et udtryk. Jeg kommer aldrig til at kunne tilgive eller bare forstå, for det er utilgiveligt. Jeg tror ikke, jeg kender andre mennesker, om hvem jeg vil sige, at jeg ikke respekterer dem. Men sådan er det med hende. Hun døde i 2006, og det rører mig ikke.

Psykologen og jeg kom til side et, måske to, på tidslinjen, der er otte tilbage. Vi fortsætter om tre uger. Måske har jeg så gravet nogle journaler frem? Det kunne være spændende – måske ligefrem nyttigt?

 

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tog fejl

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tog fejl

FE troede ikke, Kabul ville falde i år

Klokken er ikke bare fem minutter i 12. Den er et kvarter over 12. Der vil ikke blive evakueret flere mennesker ud af Kabul af danske fly. Forsvarsministeriet skriver 18:45 i en pressemeddelelse:

Forsvarsminister Trine Bramsen udtaler:

Jeg kan bekræfte, at Forsvarets Hercules-fly har gennemført sin sidste flyvning med evakuerede fra Afghanistan. Denne gang med cirka 90 personer fra de danske lister samt danske soldater og diplomater. Dermed er over 1.000 personer blevet evakueret fra Kabul af danske fly. Det er en imponerende faglig og menneskelig indsats som vores soldater og øvrige udsendte har ydet. Danmark var hurtigt på jorden i Kabul – og det har gjort, at vi både har kunnet hjælpe dem fra de danske lister – og har hjulpet allierede. Tak til alle der har medvirket.

Vi nærmer os den 31. august, hvorefter nødstedte mennesker og militært isenkram ikke længere kan slippe ud af landet. På det tidspunkt tager Taliban endeligt og fuldstændigt magten. Hvis fx amerikanerne skal have en rimelig chance for at få fløjet deres 6.000 mand ud, må de logisk nok begynde nogle dage før. Allerede i dag har de fløjet nogle ud. Både Polen og Danmark har gennemført sine sidste flyvninger i dag.

Allerede nu har Taliban gjort det så godt som umuligt at slippe ind på lufthavnsområdet i Kabul. Deres talsmand udtaler supplerende til Aljazeera, at de ikke vil tillade afghanere at rejse. Den udtalelse har været gengivet i TV Avisen 18:30 flere gange.

Ministeren skriver: “Danmark var hurtigt på jorden i Kabul”. Det stemmer umådelig dårligt med følgende pressemeddelelse på FEs hjemmeside fra kl. 11:52 (altså før ministerens udtalelse).

FE vurderede, at Kabul næppe ville falde i 2021

…Det var ikke en overraskelse, at Kabul faldt, men hastigheden, som det skete med, havde vi ikke anset som sandsynlig. Vi baserede vores vurderinger på det efterretningsgrundlag, vi havde til rådighed fra blandt andet egen indhentning, Forsvaret og internationale partnere, men det har vist sig, at vores vurdering simpelthen var for optimistisk.

FE vil inddrage erfaringerne i det interne kvalitetsarbejde…

Regeringens beslutningsgrundlag

Regeringen baserer naturligt nok sine beslutninger på informationer fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Danmark kom for sent i gang med evakueringerne, fordi FE tog alvorligt fejl og ikke troede, Kabul ville falde i år. Og udenrigsministeren havde også ferie. Jeg er ikke klar over, om forsvarsministeren også nød livet som landligger. Udenrigsministeren må dog have afbrudt sin ferie den 29. juli for at sige den snart berømte sætning “Vi lader ingen i stikken”. Jo, vi lader som minimum dem i stikken, vi kunne have nået at evakuere, hvis FE ikke havde taget fejl og vi derfor var kommet i gang noget tidligere. Det er sørme godt, FE vil inddrage erfaringerne i det interne kvalitetsarbejde, så det ikke går ud over flere…

Kan det koste to ministerposter?

Både støttepartierne og oppositionen er meget kritiske og forlanger, at der hurtigt “sker noget”. Nu, hvor der ikke evakueres flere, er det i orden at begynde at snakke og placere et eller flere ansvar. Når både oppositionen og støttepartierne er måske næsten rasende, er det ikke svært at forestille sig en udskiftning af de to ministre.